Nu efter at Beskytter er sendt til tryk, så har jeg igen vendt blikket mod forsættelsen. Beskytter 2... Jeg har siden jeg udgav resultatet af min første Giveaway fået kontakt til en kvinde, der rent faktisk har oplevet vold i hjemmet på nærmeste hold. Jeg er utrolig taknemmelig for at hun har valgt, at dele sin historie med mig og det har allerede ført til flere ændringer i kapitel 1. Noget er selvfølgelig slettet i forhold den den oprindelige version, men herunder kan du læse version 2 og de nye afsnit har jeg understreget og skrevet med blå.
Beskytter 2, Kapitel 1. Version 2.
- Du … Er … Så … Våd. Ordene blev spyttet ud i takt med, at han trængte op i hende. Hun hadede sin krop i det øjeblik for at give ham indtrykket af, at hun var liderlig. Men i virkeligheden var det bare en biologisk forsvarsmekanisme, der beskyttede hendes krop mod skade. På samme måde som hendes hjerne havde lært at stønne lige præcis nok til at han troede på det, men ikke så meget at det virkede falsk. Hun huskede engang, hvor hun havde glemt at lave lyde for ham og det havde resulteret i en lussing, der havde været synlig i mange timer efter. Hun var glad for at han foretrak at tage hende bagfra. Det var lettere at skjule sine tårerne, når hun havde ryggen til ham og hun tørrede med jævne mellemrum ansigtet i sengetæppet under dække af at dæmpe et skrig. Han satte tempoet op og hun vidste at det var hendes stikord til at komme også. Hun stønnede højere og hurtigere i takt med, at han satte farten op og på magisk vis, kom hun i samme øjeblik som hans krop gav efter for hans udløsning. Han trak sig ud uden varsel og gav hende et smæk bagi, så det sved.
- Smut ud og lav noget morgenmad skat, sagde han idet han gik ud på badeværelset. Hun hørte toiletbrættet blev slået op og han ladede vandet. Der blev skyllet ud og kort tid efter, hørte hun ham tænde for bruseren. Hun lå stadig nøgen på alle fire i sengen. Ude af stand til at røre sig, selv om hun vidste at hun skulle. Hun kunne ikke lade være med at føle sig krænket, da hun følte hans sæd løbe ned af sit inderlår. Det var det, der skulle til før hun kunne bryde fri fra sin trance. Hun kravlede forsigtigt ud af sengen for ikke at spilde på sengetøjet. I sit natbord fandt hun et par antibakterielle vådservietter og brugte dem til at tørre sig med. Derefter tog hun et morgenkåbe på og bandt den løst foran. Han foretrak, at hun gik nøgen rundt derhjemme, men det kunne hun ikke få sig selv til og han havde accepteret morgenkåben, for den hindrede ikke hans adgang til hendes krop. Hun forlod soveværelset og gik gennem gangen til børneværelset. Her fandt hun Årsagen grunden til, at hun stadig var i live. Hope, hendes datter der var næsten et år nu. Hun kunne ikke forstå, at dette lille vidunder var halvtreds procent ham. Men det var ikke hans pige. Kun hendes og det var derfor hun ikke havde gjort en ende på sig selv. Hun håbede, at Hope ville sove indtil han var taget på arbejde, men som hun stod der og så på hende, begyndte hun at røre på sig. Det var det bedste hun vidste. At se Hope vågne op. Hvordan hun strakte sin lille krop og begyndte at gnide søvnen ud af øjnene.
- Godmorgen skat, hviskede hun sagte og tog pigen op af hendes seng. Han kunne måske ødelægge hendes krop, men hun ville dø før hun lod ham gøre pigen ondt. Med datteren på armen gik Nicole Emmerson i køkkenet for at lave mad til sin mand. Hun satte et par skiver toastbrød i brødristeren og fandt æg og bacon i køleskabet. Han spiste det samme hver dag. To skiver toastbrød, to skiver bacon, et røræg og kaffe. Hun håbede i sit stille sind at han ville dø af hjertekarsygdomme, men hun vidste at det ikke var noget hun kunne sætte sin lid til. Han kom ud fra soveværelset da hun var færdig med at lave maden. Hun fandt tallerken og kaffe og satte det på bordet foran ham idet han satte sig ned. Han havde avisen med fra gangen og foldede den ud. Hun holdt vejret, men var sikker på han ikke bemærkede det. Han tog den første mundfuld af sine æg og tyggede på dem i, hvad der virkede som en evighed. Gaflen hang tøvende i luften hen over tallerknen. Lejligheden var stille og selv Hope måtte have registreret spændingen i luften for heller ikke hun gav lyd fra sig.
Hun vidste der ville være kontant afregning, hvis ikke han var tilfreds med hendes arbejde. Han tog den næste mundfuld og åbnede avisen uden at kommentere maden. Nicole åndede lettet op og begyndte at rydde op i køkkenet. I dag, så det ikke ud til at være noget problem. Da hun havde sat æg og bacon tilbage i køleskabet og tørret panden af, forlod hun køkkenet for, at gøre Hope klar til dagen. Hun skulle have skiftet ble og have noget andet tøj på, og selv om hun burde have gjort det så snart hun stod op vidste hun bedre end at lade ham vente på sin mad. Hun sludrede og smilede til Hope, mens hun skiftede hende og hun blev belønnet med rigelig med smil og mild barnelatter. Lyden af døren, der smækkede gav et sæt i Nicole og hun havde nær væltet dåsen med pudder. Hun åndede lettet op, men bare fordi han var gået, betød det ikke, at hun nu kunne slappe af. Hope havde været klar i et par minutter, men hun vidste at han ikke frivilligt kom ind på barneværelset. Med mindre han skulle bruge hende, hvilket han sjældent skulle om morgenen, når først han havde tømt sig i hende og hun havde lavet morgenmad. Nicole skyndte sig ind i soveværelset, hvor Hope fik lov at sidde på sengen med sin yndlingsbamse, mens Nicole hurtigt skiftede ud af morgenkåben. Hun tog undertøj, et par jeans og en t-shirt på og forlod soveværelset uden at lægge makeup. Hun brugte sjældent makeup til dagligt, med mindre hun havde brug for at skjule mærker, hvilket ikke var tilfældet i dag. Fra skålen i køkkenet fandt hun sine nøgler og med Hope på armen, skyndte hun sig ud af lejligheden. De boede i en af lejlighederne på 19. etage i et højhus på SW Harrison. Hun låste døren efter sig og gik hen af gangen til lejlighed 1912. Hun havde knap nok lige banket på, inden Hanna Stark åbnede døren.
- Der er min lille skat, udbrød kvinden der var blevet Hopes reservemor og strakte armene ud efter Hope. Den lille pige lyste op i et smil og gjorde det klart for sin mor, at hun havde lyst til at skifte hænder. Hanna Stark var først i 40'erne og havde en teenagedatter, som Nicole havde set billeder af, men aldrig mødt. Hun var godt og vel et halvt hoved lavere end Nicoles 170 centimeter. De havde mødtes ved et tilfælde for snart 5 måneder siden i elevatoren. Hope havde udvist interesse for Hannas røde krøllede hår, der nærmest virkede prangende i forhold til hendes påklædning. På intet tidspunkt havde Nicole set kvinden i andet end jeans og langærmede T-shirts, men det betød intet for Hope. Den lille pige havde straks taget kvinden til sig som den mormor hun aldrig havde kendt. Inden de havde nået den 19. etage, havde Hanna sagt, at hvis Nicole nogensinde havde brug for hjælp til at passe Hope, skulle hun bare komme forbi med hende. Nicole havde smilet, nikket og takket, men i sit stille sind, havde hun vidst at hun ikke ville benytte sig af tilbudet. Tre uger efter havde Nicole igen mødt Hanna i elevatoren.
Men denne gang var tingene anderledes. Hun havde haft sin venstre arm i gips, efter en aften hvor han var kommet fuld hjem fra byen. Nicole havde givet Hanna den samme historie som hun havde sagt til andre der havde spurgt. At hun var faldet i badet og landet uheldigt. Men Hanna Stark havde ikke troet den historie i et milisekund. Hun havde hjulpet Nicole med at bære Hope fra elevatoren, men i stedet for at bære den lille pige hjem, havde hun båret hende tilbage til sin lejlighed. Nicole havde fulgt efter og efter et par spørgsmål havde hendes forsvarsværker svigtet.
Hun var brudt sammen i gråd foran en kvinde hun næsten ikke kendte. Det ville have været ydmygende, hvis ikke det havde været for kvindens reaktion. Hun havde lavet en kop the og bedt Nicole fortælle historien fra begyndelsen. Hvilket hun havde gjort. Hvordan hendes far havde forladt hende og hendes mor da hun var lille. Hvordan hendes mor var død af kræft kort tid inden hun var fyldt 16. Hvordan hun havde mødt hendes mand, Greg, ved en bilmesse tilbage i Detroit og hvordan hun havde fulgt med ham til Portland. Til sidst havde hun fortalt hvordan Greg havde forandret sig. Eller måske havde han hele tiden været sådan men bare holdt det skjult fra omverdenen. Hannas reaktion havde været den naturlig. Hun havde insisteret på at ringe til politiet, men Nicole havde nægtet. Politiets indblanding ville kun forstærke hans vrede og han havde pengene til at komme ud på kaution. Hun ville ikke overleve hans hjemkomst.
I stedet havde de to udtænkt en alternativ plan. Hanna havde hjulpet med, at tilmelde Nicole sin uddannelse igen og hun havde lovet, nej, insisteret, på at tage sig af Hope, mens Nicole var væk. Da Nicole havde været i skole en måneds tid havde hun set et opslag på universitets opslagstavle om et job som servitrice. Nicole havde søgt jobbet og til sin overraskelse, havde hun fået det. Det betød at hun måtte forlænge sin uddannelse lidt, men omvendt så håbede hun på at når hun var færdig ville hun også have sparet penge nok sammen til at hun kunne forsvinde.
- Din taske står herinde, sagde Hanna, mens hun gik ind i lejligheden med Hope. Tasken havde været Hannas ide. Hun var glad for bøger, hvis man skulle dømme efter hendes omfattende bogsamling og Nicole mistænkte dem for, at havde givet hende ideen. Hun havde uden tvivl læst et eller andet om en kvinde som hende selv, der forsøgte at skabe sig et nyt liv og det var derfor hun havde påpeget, at det ikke var sikkert for Nicole at have arbejdsuniform og skolebøger til at ligge i deres egen lejlighed, hvor Greg kunne falde over dem. Den tanke havde aldrig faldet Nicole ind, men hun havde samlet alt, hvad Greg ikke måtte se i en sportstaske, som Hanna opbevarede for hende. Hun kaldte tasken for hendes nye begyndelse, for det var hvad det skulle blive til en dag.
- Jeg har lige skiftet hende, men vi nåede ikke at spise noget, indrømmede Nicole og hun skammede sig over at hun ikke engang havde givet sit barn mad inden hun forlod det.
- Bare rolig, sagde Hanna med et stort smil på læberne til ære for Hope. Hun vidste, at det ikke var hvad man sagde til børn, men tonen man sagde det i, der betød noget. - Vi skal nok finde noget at spise. Smut du nu bare. Nicole tøvede i døren med sportstasken i hånden. Hun vidste at hun skulle skynde sig, hvis hun skulle nå sin første lektion. Alligevel gik hun over og kyssede Hope en sidste gang.
- Jeg kommer snart igen skat, hviskede hun til den lille pige, der var begyndt at lege med Hannas røde manke. - Det lover jeg. Til Hanna sagde hun. - Jeg har en enkelt lektion her før middag og så har jeg arbejde fra tolv til fire.
- Gør du bare det du skal, svarede Hanna roligt. - Din datter er sikker her hos mig. Jeg har fundet nogle af Michelles gamle bøger så vi skal nok være godt underholdt. Nicole smilede. Det var alt der betød noget for hende. At Hope var i sikkerhed og det vidste hun, var tilfældet hos Hanna.
- Vi ses, sagde Nicole og skyndte sig forlade lejligheden inden hun fortrød. Hun hadede, at hun blev nød til at gå fra sin lille pige, men hvis ikke hun skulle straffes for sin mors beslutninger blev Nicole nød til at gøre det godt igen. Den eneste måde at gøre det på, var at få sig en uddannelse og et arbejde og derefter … - Hvad? Tænkte hun på vej ned med elevatoren. Greg var ham, der forsørgede dem. Det var ham, der havde pengene til at hyre skilsmisseadvokater og hvis han ville, kunne han sikkert vinde forældremyndigheden over Hope. Ikke, at han ønskede pigen, men fordi han kunne bruge hende til at styre Nicole. Den tanke fandt Nicole lige så sandsynlig som forfærdelig. For hun ville gøre alt for sin lille pige, hvilket Greg udmærket var klar over. - Den tid den sorg. Hun havde stadig to år tilbage af sin uddannelse da hun ikke kunne læse fuld tid. Hvis hun kunne få færdiggjort uddannelsen uden han fandt ud af det og hvis hun kunne finde et job bagefter og hvis hun kunne finde et sted at bo, ville hun kunne give sin datter et bedre liv end hun selv havde haft. Hun valgte ikke at holde fokus på de mange hvis'er, der havde været og tillod sig i stedet at nyde solens varme da hun trådte ud på SW Harrison og gik mod vest, mod sin uddannelse og fremtid.
Christian W. Jensen
