Viser opslag med etiketten B&B. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten B&B. Vis alle opslag

torsdag den 18. juli 2013

Liseberg og Giveaway

Så er det 2. dag fra landet der bragte os Volvo og Kalles Kaviar... I dag har været det egentlige formål med turen herover... Vi skulle nemmelig i Liseberg og vi kørte da også næsten lige til døren (Liseberg er ikke på det kort vi har over Göteborg så da en eller anden lige pludselig er på motorvejen mod Oslo så endte vi på sightseeing :D)... Men mænd kører jo aldrig forkert.. Vi finder alternative ruter at nå målet på :)

Men først skal vi lige snakke om Villa Villakulla .. Eller Villa E som vi tjekkede ind på i går. Det hedder jo en Bed and Breakfast så lad os lige se hvordan de lever op til navnet :) First off... Sengene er fantastiske... Sengetøjet er Egyptisk bomuld som jeg ikke tror jeg har sovet i før... Men det har den der sprødhed som der bare gør det ekstra lækkert... dog ikke så lækkert at jeg vil købe et sæt med hjem til 1000 kr. :) Men måske når jeg bliver millionær... Anyway... sengene får topkarakter og morgenmaden kan gå an. Franskbrød, nogle lidt tørre købeboller og rugbrød.. Dertil pålæg; ost, hamburgerryg, marmelade og små yoghurter der var et hit hos sønnen. Til at drikke var der æble- og appelsinjuice, kaffe og the. Jeg savnede personligt lidt mælk, men jeg tror da nok jeg ville have fået det hvis jeg havde spurgt..

Alt i alt vil jeg ingen skrubler have med at anbefale andre at overnatte her på Villa E. Det er lidt væk fra Göteborg (ca. 35 min i bil) men det er lige ud af motorvejen og adressen er ikke mere end 500 meter fra motorvejen så det er let nok at finde. Servicen er i top, sengene gode og maden er mættende.



Da vi ankom til Liseberg (der godt kunne gøre lidt mere ud af deres skiltning synes vi) blev vi modtaget allerede inden vi nåede entreen af en medarbejder der spurgte om vi havde været der før. Det havde vi ikke så han forklarede os reglerne for gæster der brugte kørestol... Karen er altid i kørestol når vi er på sådanne ture på grund af Corpus Defectus... Anyway... Det endte med at koste os 90 SEK i entré (hvilket svarer til sønnen) for Karen skulle ikke betale for sig selv og en ledsager (hvilket vil sige mig).. Derefter blev vi guidet ind til kundeservice midt i parken hvor vi skulle købe turpas. Her skulle vi betale for Turpas til Karen og sønnen, mens jeg fik et ledsagerturpas som var på husets regning. Det var lidt overraskende selv om vi også oplevede i Fårup Sommerland i sidste uge, at vi kun skulle betale entre for Karen og sønnen mens jeg var "ledsager"... For det kan da godt være jeg skubbede Karen rundt i parken, men det betød da absolut ikke at jeg afholdt mig fra at prøve ALLE rutchebanerne :)

Som du kan se nederst til højre på billedet herunder så går jeg ind for kæresteopdragelse så hvis ikke hun opfører sig ordentligt så bliver hun sat i skammekrogen :) ... ej.. Ligesom i alle de andre forlystelsesparker vi har været i så skal man ikke stå i den almindelige kø, når man har kørestol med... for det første så er det sikkerhedsmæssigt uforsvarligt da en kørestol vil skabe total kaos ved en evt. evakuering, men også rent praktisk er det bare ikke til at komme til i de smalle gange og op ad de trapper der ofte er.. Så ved Kolerado, skulle vi ringe på en klokke og så blev vi hentet af bagindgangen af det superhjælpsomme personale de havde deroppe... Og vi kom "backstage" hvilket var ret cool...


Hvilke andre ting prøvede vi  i Liseberg... Jo... Der er Lisebergbanen, som nok er den længste rutchebane jeg har oplevet... Så prøvede vi også "Balder" hvilket der var enighed om at det var den VILDESTE rutchebane vi har prøvet... Den starter som så mange andre med at man bliver trukket 10-15 meter op i luften... og netop som man tror man kører nedad igen er det kun 1-2 meter man kommer ned... jeg nåede lige at tænke: "Det var da ikke så slemt" før jeg ser skiltet hvor der står "70 grader"... hvilket så er det fald der kommer umiddelbart efter... Det går PÆNT stærkt og man når kun at fortryde 2-3 gange på vej ned :D...

Vi prøvede også Liseberghjulet som er et kæææmpe stort pariserhjul... Så vidt vi kunne se da vi stod i kø var at det var til dels sponsoreret af SKF kuglelejer... Vi var kommet næsten helt hen til hjulet da der var sådan en bom i vejen... Min løsning var selvfølgelig at jeg skulle bære Karen på min ryg derfra og hen til hjulet så alle de andre i køen kunne se hvor stærk jeg var... og så når vi havde kørt i hjulet i de 4 minutter som turen varede så skulle hun selv gå tilbage til kørestolen... Og selvfølgelig skulle hun række hænderne mod himlen og råbe Halleluja!! når hun selv steg ud af gondolen :D ... Ansigtsudtrykket på dem i køen ville have været guld værd.. og havde SKF hørt om det ville det sikkert have givet lidt sponsorkroner hvis vi kunne give dem ry for at kunne få de lamme til at kunne gå :D

Efter en hel dag i Liseberg, kørte vi tilbage til Alingsås, hvor vi kørte ind til byen efter aftensmad... Det endte med pizza og lad mig lige tilføje at svenskere har et mærkeligt forhold til pizza.. Jeg tog et menukort med hjem og det var ikke fordi det var specielt god pizza vi fik, eller fordi vi skal bestille derfra igen.. men ene og alene fordi jeg ellers ikke tror, at nogen vil tro på mig hvis jeg fortæller de serverede pizza med skinke og banan!!!!.. Der var også en pizza med æg og bacon hvilket jeg mere kan acceptere... Dog til morgenmad hvor det vil være en komplet morgenmad rullet sammen i en pizza :)


ANYWAY... Hvis du har læst hertil ... Eller sprunget over i teksten så har du også fortjent at læse om dagens giveaway... Inspireret af aftenens pizzaoplevelse med skinke og banan så bliver jeg nysgerrig..

Hvad er det mærkeligste du har set på et menukort på en ferierejse? Bestilte du det? Og hvordan var det?

Skriv dit bidrag herunder i kommentarfeltet og så trækker jeg lod om et eksemplar af Beskytter (signeret efter ønske selvfølgelig)... Lodtrækningen finder sted den 1. august så vinderen har læsestof til sensommeren :)

Christian W. Jensen

tirsdag den 16. juli 2013

På vej til Villa VillaKulla

Så er det blevet sommer sommer for den lille familie... Det betyder at vi alle sammen har fri og vi skal ud i den store verden... For to år siden var vi i Prag som du kan læse lidt mere om her og i sidste år var vi på campingtur på Hessellund Camping. I år skal vi så prøve noget helt 3. Vi er nemlig taget på kør-selv ferie... I Sverige!...

Den overordnede plan for et par måneder siden var at vi gerne ville til Liseberg i Göteborg og så ville vi gerne se Den blå planet og Eksperimentariet i København... og da vi sad med Google Maps en aften så kom vi frem til at vi kunne slå de to ture sammen til en. Faktisk er der i bil kortere fra Göteborg til København end fra Aalborg.

Så i dag kørte vi hjemmefra omkring kl. 13 og tog til Frederikshavn, hvor vi efter en lille smuttur forbi min gamle arbejdsplads (Jeg arbejdede i Føtex Frederikshavn i 2001 = 12 år siden :o ) så tog vi med Stena Line til udlandet. Vi forlod Danmark kl. 14.30 og ankom i Sverige kl. 17.55... Hvor vi til vores store skræk og rædsel indså at vi måske skulle have anskaffet os et kort over landet inden vi tog hjemmefra :)

Vi fulgte trafikken indtil vi fandt en tankstation og så blev Karen sendt ind efter et kort til os. Da vi havde anskaffet sådan et, kørte vi ned til vandet for at spise medbragte sandwiches (købeboller, med grillet kylling, hjemmelavet pesto, ost, agurk og rødløg) og udtænke en plan... Vi skulle nemlig ikke bo i Göteborg men i Alingsås, der ligger godt 50 km. nordøst for Göteborg af E20.

Fordeligen hjemmefra er at hun er planlæggeren og jeg er madansvarlig for turen. Karen har booket 2 overnatninger på Villa E Bed and Breakfast, hvor jeg nu sidder og blogger fra.
 Det er et rigtig hyggeligt sted og lige bortset fra at vores vært havde overset, at vi havde bedt om en ekstra opredning til sønnen så har hun været rigtig sød og venlig... Så vidt jeg lige kan regne ud bor vi 3 grupper her. Os, en fra Sverige og en fra Holland.. Vi har hver vores værelser og så deler vi et rimeligt køkken og 2 badeværelser/toiletter. Prisen er 825 SEK (707 DKK) inkl. den ekstra opredning til sønnen pr. nat. Nu har jeg selvfølgelig ikke fundet ud af hvad morgenmaden består af og det er jo den ene halvdel af en B&B, men sengen jeg sidder i er i hvert fald god og behagelig... og efter at have kørt Rullemarie rundt i Liseberg hele dagen i morgen så tror jeg måske nok lige jeg kan sove godt her ;)

Anyway... Det der er lidt sjovt ved den her B&B er når man kommer op af trappen hænger der 40 billeder. Det er meget tydeligt skolefotos af vores værtindes fire børn. Fra 1. til 10. klasse. Min tanke er selvfølgelig at ungerne er flyttet hjemmefra og i stedet for at købe et mindre hus har moderen besluttet sig for, at indrette overetagen til en B&B :) Det tror jeg altså også jeg vil når vi får smidt sønnen ud af huset om ca. 10 års tid :)
Jeg kunne SÅ meget godt se mig som B&B indehaver... Wi-Fi og god morgenmad som en selvfølge... og så skulle det være en mulighed, at deltage i Netværk med Mad hvis man bookede en overnatning den rigtige weekend... Det kunne være den perfekte kombination...

Så mangler jeg bare lige huset og at sønnen bliver så gammel at han kan flytte hjemmefra :) Men nu vil jeg logge af for i aften så sønnen kan få lov at sove i fred.

Christian W. Jensen


Madforbrug på turen: 0 kr. Madpakke medbragt hjemmefra :)