Forfatterskoleopgave, Beskytter 2 og varme møbler

Af en der plejer at være rimelig ok til at sætte ord sammen så kunne jeg simpelhen ikke lige overskue en kløgtig måde at sætte dagen titel op på en snedig måde, der ville lokke dig herind.

Så helt uden at lokke med mad eller lignende satser jeg på, at de af jer der er oprigtigt interesserede i mine ord stadig hænger i...

Anyway.. Saxo's 4. forfatterskole er netop gået i gang (for 3 uger siden) og jeg vælger at nævne det i denne uge fordi jeg har besvaret opgaven og at denne uges opgavebesvarelse bliver en del af Beskytter 2... Jeg ved ikke lige helt hvilket kapitel det bliver, men personerne deri er gengangere fra kapitel 1 nemlig Nicole Emmerson og hendes mand som jeg endelig har navngivet :D

Ugens opgaveskrivelse lyder som følger:
"En person har lige fået en afgørende besked. Beskriv i en tekst de to næste minutter i personens liv. Du skal veksle nogenlunde ligeligt mellem tanke og handling.
Max. 400 ord.
Find selv på en titel"

Min besvarelse:

Forrådt

Han nikkede og forsøgte, at koncentrere sig om talene på skærmen, men de ville ikke blive stående på deres egne linier.
- Er du ok? Scott Emmerson så fra tallene på skærmen til Richard, der stadig stod i døren til hans kontor.
- Ja, jeg har det fint, svarede han og håbede hans kollega, budbringeren af nyt, ville forstå hentydningen.
- Okay. Cool. Vi ses. Med de ord forsvandt han fra døren, men Scott kunne stadig følge ham gennem salgslokalet gennem de store vinduer.
Scott forsøgte atter engang, at finde den skjulte mening med regnskabet på skærmen, men han havde svært ved at koncentrere sig. - Richard og en af de andre havde set Nicole, min Nicole på en bar tæt ved universitetet. Han rejste sig op og gik over til vinduet. - Hvordan kunne det gå til at hun arbejdede på en bar? Og uden at sige noget til mig? Havde jeg måske ikke forsørget hende siden vi blev gift?Havde jeg måske ikke sagt til hende, at jeg nok skulle passe på hende. Beskytte hende fra omverdenen og alt hvad jeg forventede retur var hendes kærlighed og respekt? Han trak vejret dybt, men udåndingen bar præg af, at hele hans krop skælvede. Han så ned på sine hænder. Knoerne var helt hvide og han kunne mærke krampen bevæge sig op af sine arme. - Jeg ville bare have hendes kærlighed og så forråder hun mig på denne måde? Han arbejdede hænderne igennem for at få blodet tilbage i dem, mens han gik rundt på kontoret. - Hvad skal jeg gøre? Skal jeg vente til i aften? Han forkastede tanken næsten ligeså hurtigt som han havde fået den. Han vendte tilbage til tallene på skærmen, men han kunne sværge tallene havde byttet plads, mens han havde været væk. - Som om de holder mig for nar! Ligesom hun gør. Han smækkede skærmen i og åbnede skrivebordsskuffen. Og tøvede.
Ved siden af hans bilnøgler, lå den .38 han havde anskaffet efter de havde haft problemer med en gruppe unge mænd, der havde svært ved at kende forskel på dit og mit. Han tillod sig selv et øjeblik ved tanken. - Nej. Ikke nu. Jeg tager hen til baren og fortæller hende, hvor meget jeg elsker hende. Og når hun ser mig vil det minde hende om hvor meget hun elsker mig. Han nikkede for sig selv.
- Hun måtte se det.

Jeg indrømmer gerne, at denne uges opgave er skrevet med Bent Isager-Nielsens foredrag i baghovedet. Han fortalte bl.a. om, at kriminelle handlinger der virker meningsløse og uvirkelige for os, næsten altid giver/gav mening for gerningsmanden i gerningsøjeblikket. Altså der ligger en eller anden form for logik bag, selv om den ikke umiddelbart er synlig. Jeg synes det er en virkelig interessant vinkel på det og synes (selvfølgelig) selv, det har givet større indsigt og dybde i mine karakterer.. Men det bør jeg nu nok lade andre vurdere for mig ;)

Anyway... Sidste del af overskriften, varme møbler, henviser faktisk til noget jeg har haft på min blog en lille uges tid nu. Den ser sådan her ud:

 


 Det var en ven der fortalte om konceptet, der i alt sin enkelthed går ud på at man kan stille anonyme spørgsmål. (det kan man i princippet også i kommentarfeltet, men det er stadig synlig for andre)... Jeg har taget det med fordi den bedste måde, at skrive om hele mennesker er ved at lære dem at kende. At sætte dem i den varme stol så at sige. Jeg lader derfor ordet være frit. Hvad enten du har læst Beskytter eller noget af Beskytter 2 og der er noget du undre dig over, så spørg løs. Du kan enten adressere det til en enkelt person (F.eks. "Roy Hawkins" eller "kvindelige hovedrolle i Beskytter 2") Eller du kan stille det generelt :) Måske ender det med en paneldebat, måske er der ikke nogen der gider lege med :( Men jeg har jo lov at håbe ;)


Har du aldrig læst en bog og tænkt... Hvor ville jeg dog gerne kunne stille et spørgsmål til ham eller hende der var i den?

Nu har du chancen ...


Christian W. Jensen

UBETUPE

 Hvis du på nogen måde er genganger her på Mine Ord, så kan du godt bide mærke i titlen på dette indlæg.

Det er den fonetiske sammentrækning af Unavngivet Beskytter 2 Projekt og det er præcis hvad det er (eller bliver til når den er færdig). Det bliver begrænset hvad jeg kan fortælle om den, på grund af dens sammenhørighed med Beskytter, men ind i mellem kommer der nok lidt nyt om mit kommende mesterværk :D (som du i øvrigt kan "vinde" en birolle i ved at deltage i min GIVEAWAY)

Men da det er en forsættelse af Beskytter, kan jeg godt afsløre at flere personer fra Beskytter, kommer til at gå igen og hændelserne i UBETUPE kommer til at ske i tiden mellem Beskytter og teksterne i Show, Don't Tell, Fortællerteltet og Blafferen...

Den kvikke læser vil så tænke: Åh Gud!!! Skal vi virkelig høre om hans skriveri indtil han har skrevet en Trilogi??? og ja.. Det skal i :D Heldigvis lever du (sandsynligvis, hvis du forstår dette sprog) i et frit land, så du behøver ikke følge med. Men på den anden side ... Hvis min blog havde været en TV-serie ville Udgivelsen af Beskytter svare til indholdet af sæson 1 og derefter går nogle serier døde fordi de ikke ved, hvilke retning serien skal tage derefter (Eksempelvis Heroes), der i mine øjne havde en fan-f******-tastic sæson 1, men så haltede den videre derefter, før den døde i sæson 4... Med Beskytter-trilogien er jeg sikret at den røde tråd i sæson 1 kommer til at hænge sammen med tråden i sæson 2, 3 og 4 .... og hvis man vidste hvor langsomt jeg skriver så nok også 9, 10 og 11 :D)

Men det var vist ordene om ordene for nu. Men bemærk venligst at der også er kommet en Side mere med Opskrifter... Ja det er lidt misvisende da der endnu kun er en opskrift, men har lige hørt fra Kæresten og hendes kollegaer, at den er mega god og at jeg har scoret en ekstra fast læser på den :D
 
Christian W. Jensen

Konflikt (Forfatterskoleopgave)

Så er det søndag og ved at være et stykke tid siden, jeg har postet noget fra forfatterskolen. Denne gang bliver det endnu en bid af samme historie som Show, don't tell og Blafferen.. Vi er lidt længere i historien og hovedpersonen har mødt Rebecca :D

OPGAVEBESKRIVELSE:
Der findes tre vigtige grundregler i plotbaserede historier:
Konflikt, konflikt og atter konflikt.

Der er ingen, der gider læse om personer, som udelukkende er lykkelige og ikke møder modstand. Det bliver kedeligt. Der opstår f.eks. konflikt, hvis en person har et ønske, men møder modstand. Det kan enten være en ydre- eller en indre modstand.

Der findes tre grundkonflikter:

1. En person vil noget, der umiddelbart virker umuligt. F.eks. droppe sit faste job og blive forfatter.
2. To mennesker, der vil det samme. F.eks. forelsket i den samme.
3. En person vil noget, som en anden prøver at forhindre. F.eks. En kvinde, der søger et job, men hendes mand modarbejder i det skjulte
Obs. Der kan være overlap mellem de tre grundkonflikter.

Opgave: Vælg en af de tre grundkonflikter og skriv et dramatisk højdepunkt. Start midt i.

Skrivetid: Ca. 20 min.

OPGAVEBESVARELSE:

- Hvad er det? Rebecca var på benene allerede, inden det gik op for ham, at der havde været en lyd, der ikke hørte til. Hun var tre år ældre, men gik ham kun til halsen. Hendes røde hår var samlet i en hestehale under en kasket og fra halsen og nedefter var hun klædt i hør.
Han formodede at det engang havde været hvidt, men nu havde det en udefinerbar grålig nuance. Siden han havde mødt hende første gang, havde han beundret hendes optimisme. Han havde forventet det taget fra hende for længst. Men på en eller anden måde havde hun bevaret håbet om en bedre verden på trods af det, han vidste, hun havde set. Man sendte nødhjælpsarbejderne til steder, hvor der var nød. Nød betød lidelser Lidelser betød død.

Nu stod hun som forstenet og lyttede. Pludselig genkendte han også lyden. Det var en dieselmotors dybe brummen. Rebecca sneg sig langsomt over til teltets åbning og åbnede den et par centimeter så hun kunne se ud.
- Hvad sker der? Spurgte han fra sin plads ved det lille bord, hvor de havde siddet med deres te.
- Schh, svarede hun skarpt og hviskede. - Hvor er dine venner?
- De er ude og se sig omkring. Hvorfor?
- Vi kunne bruge dem her. Der var noget i hendes tone, der fik ham til at rejse sig og gå langsomt over til hende. Han stod bag hende og kunne se hen over hende ud af sprækken. Samuel og tre af de andre fra Rebeccas hold, havde søgt ly for solen i skyggen af byggeriet, men var kommet ud mellem det ufuldendte træskelet for at imødekomme jeepen, der standsede små ti meter fra dem. Mændene, der sprang ud af jeepen var klædt i olivengrønne camouflage bukser, sorte t-shirts, røde baretter, men det var deres automatgeværer han ikke kunne tage blikket fra.
Kalashnikov maskinegeværer var legendarisk for den evne til at fungerer under selv de værst tænkelige forhold. Så det burde ikke have overrasket ham, at han så dem her i Afrika, hvor sand fandt vej gennem alle revner og sprækker. Ikke desto mindre virkede geværerne uhyggeligt virkelige kun tyve meter fra dem. En af mændene råbte noget som han ikke forstod.
- Hvem er i? Oversatte Rebecca i en hvisken uden at være blevet spurgt. Samuel trådte et par skridt foran sine kollegaer – Han identificerer sig som lederen, tænkte han, men blev i det samme forvirret over hvorfor det skulle være relevant. Han hørte Samuel svare på samme sprog som han var blevet tiltalt, men heller ikke dette sprog kunne skjule hans tyske accent.
- Vi er en del af ECHO's nødhjælpsorganisation. Han holdt hænderne op foran sig for at understrege at han ubevæbnet. - Vi er her for at hjælpe. Manden forsatte sit forhør og pegede på trækonstruktionen med sit gevær.
- Hvad er det? Oversatte Rebecca igen, selvom han havde gættet det på kropssproget alene.
- Et hospital, når vi er færdige, svarede Samuel gennem Rebecca.
- Har i fået tilladelse til at bygge et hospital her? Rebecca's oversættelse var en smule forskudt fra armbevægelserne, men en lille stemme begyndte at kræve han' opmærksomhed. - Her er noget galt! Løb! Skreg stemmen inde i ham, men Samuel hørte den ikke.
- Ja. Jeg kan forsikre dig for at vi har alle papirerne i orden. Jeg har dem i mit telt. Han havde gættet på det med teltet, da Samuel havde peget over på teltet ved siden af det de stod i.
- Har i fået tilladelse til at bygge et hospital her ... af os? Det var tonen, der afslørede det. Selv efter Rebecca havde oversat til et sprog han kunne forstå, lød det faretruende.
- Vi bliver nød til at gøre noget, hviskede han indtrængende og lagde en hånd på hendes skulder for at skubbe hende væk.
- Stå stille! Hviskede hun og vendte sig mod ham. - Der er intet vi kan gøre herfra. Hendes blå øjne var blanke, da han så ind i dem. - Hun vidste det også. Et brag, der syntes at give genlyd i det uendelige, fik dem begge til at se ud igen. Først kunne han ikke se, hvad der var sket, selv om en del af ham vidste det. Først da Samuel sank sammen, gik det op for ham at hans instinkt havde været rigtigt. Rebecca tog sig til munden og forhindrede et lille skrig i at dømme dem begge til samme skæbne som hendes ven og mentor. Han så de to mænd hæve deres geværer og han vidste hvad der kom næst. Josh, Francis og den tredje som han ikke engang kunne huske navnet på, vidste også hvad der kom næst, men de gjorde intet forsøg på at flygte. De stod helt stille og han havde lyst til at skrige til dem at de skulle flygte. Løbe deres vej og tage chancen. Men han vidste at det ikke ville hjælpe. Han ville se bort fra det grusomme syn, han vidste var på vej, men han magtede det ikke. En makaber fascination som han ikke selv havde kontrol over. Denne gang så han flammerne, der rakte ud efter deres ofre. Det virkede som en evighed før bragene fulgte efter og mændene faldt sammen. Han kneb øjnene sammen. Lyden rev ham ud af hans trance og gav ham hans frie vilje tilbage. Men skaden var sket. På indersiden af hans øjenlåg dansede flammetungerne frit og han fandt ingen fred, med lukkede øjne.

Bestået eller ej?

Christian W. Jensen

Forfatterskoleopgaver og Reaktioner

Jeg ville jo gerne skrive at jeg var blevet spurgt om hvorfor jeg sætter mine forfatterskoleopgaver her på min blog. Men sandheden er, at jeg slet ikke har så mange faste læsere at der er nogen der har fundet på at stille det spørgsmål :)

Jeg tillader mig dog alligevel at svare på det for jeg synes selv at svaret er ganske relevant.

Selv om mine forfatterskoleopgaver ikke (alle sammen) er direkte forbundet med Beskytter, så tager jeg dem med, fordi jeg mener stilen og tonen er meget ens, så hvis du kan forlis med de tekster du læser her på bloggen, så er der en god chance for at du vil synes om Beskytter også :)

Reaktioner... det er en funktion, man kan sætte på sin blog for at give sine læsere en mulighed for at komme med sin umiddelbare reaktion. Da jeg skulle vælge mulighederne, tænkte jeg godt og længe over hvad de skulle være. Den umiddelbare tanke var at jeg kunne indsætte stjerner eller måske bare en ”Like” og ”Dislike”. Men så slog det mig at bloggen jo er om mine ord, så reaktionerne skulle selvfølgelig også være ord.

”?”, ”øv”, ”hmm”, ”okay” og ”smukt” indeholder mellem et og fem tegn, hvilket jeg selv synes er et meget kløgtigt alternativ til at give mellem 1 og 5 stjerner, kokkehuer eller lignende.

Men kommentarer at selvfølgelig at foretrække ;)

Christian

Opbrud

Dagens forfatterskoleopgave har fået etiketten Beskytter, hvilket ingen af de andre har fået, men det skyldes simpelhen at denne opgave rent faktisk kom med i den endelige version af bogen. 

Opgave beskrivelse:

 Din kollega taler på én måde, din gamle mor på en anden. Anklageren i en retssag bruger ofte andre vendinger end vidnerne.

Sådan er det også i historier. Det kaldes replikindividualisme. Replikker fortæller indirekte noget om personerne. Gennem den måde, de taler på, og det de siger.

Replikker skal ikke misbruges til at give tung faktuel information. I en god dialog rejses der gerne spørgsmål, men der bliver sjældent svaret direkte.

Når magten mellem personer skifter undervejs i en dialog, kalder man det statusskift. Man kan ud fra replikkerne fornemme, hvem der er ovenpå. Når der er statusskift mellem personerne, bliver teksten interessant. Læseren bliver nysgerrig og vil gerne finde ud af, hvad der foregår mellem personerne. Statusforholdet kan godt skifte flere gange i samme dialog.

Det kan godt virke ensformigt altid at skrive "... sagde han" eller "... sagde hun" efter alle replikker. Det kaldes inkvit. Ifølge Gyldendals encyklopædi: Inkvit (af lat. inquit han siger (inquam jeg siger)), den anførende sætning ved direkte tale (fx sagde han).

Variér med reaktioner og handlinger m.m. Eksempel: "Du betyder alt for mig." Han gabte.

Hvis der kun er to, der snakker, er inkvittet tit overflødigt og kan udelades.

Opgave:
Titel: Opbrud.
En person slår op med sin kæreste.
Maksimum 5 replikker til hver. Der må også benyttes tanke og handling.
Max 300 ord.
Start lige på.

Opgavebesvarelse:
- Er du sikker? Der havde ikke været nogen optakt. Eller også havde det sidste år været en lang optakt. Puttede man en frø i kogende vand ville den springe op. Puttede man den i koldt vand og kogte den ville den dø. Deres forhold var lige erklæret kogt.
- Ja, Roy. Det har været undervejs længe. Jeg er bare den første der sætter ord på det.
- Men tror du ikke... Sætningen hang stille i luften da han bed sig i læben.
- Jeg ved hvad du vil sige og nej. Det hjælper ikke at snakke om det. Det nytter heller ikke at rejse væk sammen. Vi snakker og det bliver godt et stykke tid og så vender vi tilbage til start. Hun var kold. Kontant. Afklaret. "Hvordan kunne han hade den del af hende så meget og være fortabt uden hende?"
- Vil du så bare afskrive den tid vi har været sammen? Hendes hovedrysten var med et kærligt smil og det havde været det nærmeste hun havde været på at vise følelser.
- Nej Roy. Jeg vil aldrig fortryde den tid vi havde sammen. Men vi kommer aldrig videre.
- Hvad siger du til parterapi? Hendes kærlige smil var nu den slags man gemte til et barn der ikke vidste bedre.
- Roy. Sandheden er at jeg er kommet videre og jeg håber kun at du snart kommer videre også. Godstoget Rachel var på vej hen over ham og det sundeste ville være at komme af vejen, men han kunne ikke.
- Hvad med huset?
- Det må du få, sagde hun. Hun tog en nøgle op af lommen og var lige ved at lægge den på køkkenbordet, men tøvede. - Jeg lægger den i postkassen når jeg har hentet mine ting. Det var det. Efter det var hun gået og han havde stået alene tilbage. Kogt levende.


Kender du følelsen?

Christian W. Jensen

Blafferen

Da jeg havde skrevet første version af Beskytter færdig for et par år siden efterhånden, havde jeg brug for at skrive noget helt andet og det faldt heldigvis sammen med Saxo's første forfatterskole.. Jeg valgte at lave mine besvarelser en smule sammenhængende... Den overordnede historie vil jeg ikke komme nærmere ind på nu, men det var min hensigt at det skulle blive forsættelsen til Beskytter, der ville finde sted ca. 20-30 år efter Beskytter.... Men nu har jeg fået den ide at lave en bog ind i mellem, så i må vente en smule på at høre mere til denne her historie...

Opgaveformulering:

Det gælder om at få læseren med fra start, gøre ham/hende nysgerrig.

Kast en 'krog' ud, som læseren kan bide på. Start teksten, der hvor det brænder på for hovedpersonen. Undgå en masse indledende snak. Hvis der sker noget vigtigt under en familiemiddag, så lad være med at starte morgenen inden, men gå lige på.

Opgave: Skriv en spændende start med titlen BLAFFEREN.
Husk at starte der, hvor det brænder på for hovedpersonen.

Skrivetid: Ca. 15 min.

Længde: Max. 200 ord.

Besvarelse

Et konstant pres mod hans nøgne overkrop fortalte hans hjerne, at han lå ned allerede inden han åbnede øjnene. Det var en dyb rumlen der havde vækket ham. Han forsøgte at samle spyt nok til at fugte munden, men uden held. Et forsøg på at synke gjorde ondt og smerten gjorde ham midlertidig klar i hovedet. Et flimrende mønster af lys og mørke fik ham til at tro at han var blevet smittet alligevel.

Han drejede hovedet i retning af lyden og så lastbilen. Han sagde set modellen før. Det var en gammel russisk militærlastbil, der med sine seks massive hjul ikke havde problemer med terrænet. Han blev nødt til at komme ud af skyggerne og ud i solen. Han tvang kroppen til at reagere. Sved brød frem på hans pande og han frøs indvendigt. Han vidste at hvis de ikke så ham havde han ikke styrke nok til at komme tilbage i sikkerhed for den nådesløse sol. Sandet under hans hænder gik fra kølig til varm og hans arme gav efter for hans vægt.

Råb. Han hørte nogen råbe. Lyden ændrede karakter og blev højere inden motoren gik i tomgang meget tæt på ham. Stærke hænder løftede ham op og han registrerede svagt at han blev lagt på noget hårdt og fladt.
- Hvad laver du her midt i ingenting? Det var en mands stemme. Han mund åbnede sig til svar men tørst stjal hans ord inden de kom ud.
- Vand! Skaf noget vand! Ud af ingenting kom en bulet og ridset feltflaske og manden løftede hans hoved så han kunne tage en tår. Det brændte i hans mund som om de havde hældt sprit i ham. Han hostede og manden lod hans hoved finde hvile igen.
- Hvad laver du herude? Spurgte manden igen og han skulle til at svare da han mærkede et unaturligt mørke sænke sig som et slør omkring hans tanker.
- De er alle døde, hørte han sig selv sige. - Jeg løb. De er døde.

Hvis det var de første 200 ord i en bog.. ville du så læse den færdig?


Christian W. Jensen

Fortællerteltet

Endnu en bid fra 3. bog i Beskytter-trilogien... Tja... Det ender det nok med hvis jeg lever så længe.. anyway... jeg håber i synes om det.. kommentarer er velkomne :D

Opgaveformulering:

En historie har 4 grundelementer. Vi kalder dem for de 4 teltpløkke.

- Person: Hvem handler historien om?
- Situation: Hvad foregår der?
- Miljø: Hvor foregår det?
- Følelse: Hvorfor er det vigtigt?

Disse 4 elementer bliver som regel præsenteret tidligt i en historie. Nogle forfattere lægger mere vægt på det ene frem for det andet, men hvis en af pløkkene mangler, kan det være svært for læseren at følge med. Det er lige som et telt - hvis den ene pløk mangler, begynder teltet at blafre. Hvis du har problemer med din historie, er det en god idé at tjekke, om du har alle grundelementerne på plads. Mangler f.eks. følelsen?

Opgave: Skriv starten på en historie med titlen: UVENTET BESØG.
I kan vælge, som nogen allerede gør, at sætte jeres navn efter titlen, eller I kan opfatte Uventet besøg som en arbejdstitel og finde på jeres egen i stedet.
Brug alle 4 teltpløkke, men læg særlig vægt på én af dem.

Skrivetid: Ca. 15 minutter.

BESVARELSE:

Aftenbelysning betød, at kun hver tredje af lysstofrørerne var tændt i den enorme lagerhal. Uendelige rækker af paller og kasser dannede et vejnet, uegnet for mennesker, men logisk opbygget for de automatiske kraner. De bevægede sig næsten lydløst på skinner i loftet. Den svage susen af velsmurt metal mod metal kunne ikke høres i kontrolrummet, hvor Alex arbejdede. Han var 26 og dette var hans første job siden han havde gjort sin uddannelse færdig.

Han havde arvet sit sandfarvede hår og blå øjne fra sin mor, men der hørte lighederne også op. Hvor hun var en lille kvinde, var Alex med sine en meter og halvfems en kæmpe ved hendes side. Han var i god fysisk form, hvilket var et resultat af regelmæssige løbeture og det lejlighedsvise besøg i motionscenteret, men han ville aldrig vinde medaljer i hverken løb eller vægtløft. På trods af at han havde mere tilfælles med sin mor, var det alligevel hans fars navn, der havde forfulgt ham hele hans liv.

Roy Hawkins, hans far. Grundlæggeren af Angelica Ordenen havde haft store ambitioner på sin søns vegne og med et smil på læberne, huskede Alex hvor rasende hans far havde været da han havde fået at vide, at Alex var begyndt at arbejde som nattevagt på en lagerterminal. At det var byens største, havde ikke imponeret hans far.

En bevægelse på en af skærmene foran ham fangede hans opmærksomhed og fik ham til at tage fødderne ned fra pulten og folde et æseløre på bogen han havde fået tiden til at gå med. Han var alene i bygningen, eller det burde han i det mindste være, men bevægelsen havde ikke været en af kranerne. Det havde bare været en skygge nede ved jorden, hvilket vakte hans nysgerrighed. Han rejste sig og tog en lommelygte fra et skab, inden han forlod kontrolrummet. Han gik forbi rækker med bilreservedele, fødevarer, køkkenapparater og andet isenkram.

Bevægelsen, han havde set havde været fra det hjørne af lageret, der var dedikeret til særligt gods. Det inkluderede blandt andet nødhjælpsforsyninger og følsomt elektronisk udstyr, der blev opbevaret i samme sektion af lageret, så det var lettere at sikre.
Han gik med et godt greb i lommelygten, men havde instinktivt valgt ikke at tænde den.

Lyden af hans jeansklædte lår, der gled mod hinanden fik ham til at fortryde dagens påklædning, men i det mindste bidrog den sorte T-shirt til at falde ind i den kun delvist oplyste hal. Han nærmede sig det område, hvor han havde set noget på skærmen og der var med en blanding af frygt og nysgerrighed, at han pludselig hørte stemmer. Han gik med spredte ben langsomt hen til hjørnet af reolen og det forekom ham pludselig komisk, at han gik som en cowboy, der havde tilbragt lidt for meget af dagen på hesteryg, men det lykkedes ham ikke at smile af situationen.

Han stak langsomt hovedet om hjørnet for Captain havde lært ham at det menneskelige øje blev tiltrukket af bevægelser i mørket. De var for langt væk til at han kunne se detaljer, men han var sikker på han havde set 4 skikkelser samlet omkring to paller, der var trukket ud af reolen.
- Tænk Alex! Mumlede han til sig selv i halvmørket. Han kunne give sig selv til kende som sikkerhedsvagt, men selv om de ikke var bevæbnede, var fire mod en odds ikke noget han var interesseret i. Han småløb tilbage til kontrolrummet. Spence Captain, der var hans fars ven, kollega og tidligere soldat, havde lært Alex at håndtere våben i hans teenageår, men selv om der havde været en pistol, var han sikker på han ikke ville kunne få sig selv til at bruge den mod et andet menneske

Han gik over til skærmene, hvor telefonen også var og skulle lige til at taste nummeret til vagtcentralen, da han så noget på en af de andre skærme. Den viste en af portene, der stod åben og en mand, der kom kørende med en elektrisk palleløfter. Alex lagde telefonrøret igen. De ville være forsvundet med pallerne længe inden politiet ankom. Han lukkede øjnene og trak vejret dybt, mens han prøvede at finde på noget. Brandalarmen.

Han gik hurtigt over til væggen, hvor alarmen hang. Uden tøven knuste han glasset, der beskyttede håndtaget fra pilfingre og sekunder efter lød alarmen i hele bygningen. Røde rotorblink tændtes med regelmæssige intervaller, kranerne stoppede deres færd og hvad der var mere vigtigt, vidste Alex, store branddøre ville glide i for at forhindre den fiktive brand i at sprede sig. Han iagttog de fire mænd på skærmen. Deres armbevægelser viste at de var ophidsede over den pludselige afbrydelse.
- Det er rigtigt ja, sagde Alex med et smil til skærmen. - Brandvæsen og politi er på vej så i må hellere stikke halen mellem benene. Smilet falmede da han så 2 af mændene tage noget ud af lommen, der kun kunne være en pistol. De løb ikke mod udgangen som hans havde håbet de ville, men den modsatte vej. Mod kontrolrummet. Mod ham. De små hår i hans nakke rejste sig og hans håndflader blev pludselig svedige. - Pis!

Show, don't tell

Da jeg begyndte at skrive på Beskytter for mange år siden, skrev jeg bare for at skrive. Det skal forståes på den måde, at jeg ikke havde hverken lært eller læst nogle former for skriveteknikker eller lignende. Så skete det at jeg holdt en meget lang pause fra min romanskrivning og i den periode skete det at Saxo oprettede en forfatterskole på nettet. Det var gratis at deltage og der kom en opgave hver tirsdag som skulle være skrevet hver søndag og i løbet af mandagen kom der så noget generel respons fra underviserne.

Jeg vil i løbet af den kommende tid overføre mine besvarelser hertil.

Opgaveformulering:

I denne opgave arbejder vi med show, don't tell (vis i stedet for at postulere), som vi uddyber i lektion 9.

Vi oplever verden gennem vores sanser. Derfor er det godt at tale til læserens sanser, når du skriver. Det gør din historie mere levende. Vi har 5 sanser: Lugte-, høre-, smage-, syns- og følesans + den 6.: intuitionen.

Opgave: Skriv en varm tekst. Uden at bruge ordet varm eller synonymer.
Anbring din hovedperson et varmt sted. Teksten skal være fysisk varm, ikke hjertevarm.

Skrivetid: Ca. 10 minutter

Besvarelse

Han var den 3. person ud af flyet. En motors brummen proklamerede at bagenden af det store transportfly var på vej til at åbne sig, men intet havde forberedt ham på lyset. En tynd stribe af hvidt lys skar ham i øjnene og han måtte se væk. Mørket omkring ham endnu dybere end det havde været på hele turen, men det fik ham kun til at smile for sig selv. Skygger betyder kun at der er et lys i nærheden. De to Engle foran ham begyndte at røre på sig. Modsat ham havde de i løbet af rejsen, strukket deres led og brugt deres krop, så meget som lastrummet i flyet havde tilladt. Men selv trænede mænd kunne blive rastløse efter så lang tids transport. Han strakte sig for at arbejde lidt blod tilbage i de ømme led og med en ledsagende smerte fortalte hans krop ham, hvor utilfreds den var med 14 timers transport.

Han trådte et skridt frem og ham mærkede det. Faktisk lugtede han det før han kunne mærke det. Luften dufter anderledes et sted, hvor solen har brændt hele dagen. Han kunne huske det hjemmefra, Indian summer blev det kaldt engang men det var så meget mere markant her. Han var stadig i flyet da han indåndede den første mundfuld af Afrikansk luft. Tørt, var det eneste ord der kunne beskrive det. Her var ingen fugt i luften på dette kontinent og den smule de havde haft i flyet var allerede fordampet inden rampen havde ramt jorden. De andre begyndte at frigøre nødhjælpen som de havde taget med. Det var for lidt og for sent. Han vidste det og det de andre vidste det også, men for de få mennesker der fik gavn af den ville det gøre en forskel. Det var tankegangen bag Ordenen. Gør en forskel for mennesker. Han trådte væk fra flyet og så sig omkring. Sand var det eneste han så. Landingsbanen der havde bragt den ned bestod af stampet sand. Omgivet af løst sand. De få buske han så var brændt af solens skarpe stråler. Han så ned. Hans egen skygge var næsten usynlig med solen på sit højeste. Lyden af flyets motorer døde ud og den manglende motorlarm fik ham til at tænke på,, hvor stille her var. Ingen lyde af trafik, kun lidt rumsteren fra de andre inde i flyet, men omkring ham. I landskabet. Stilhed. Han savnede allerede hvislen i trætoppene, men han kunne ikke forestille sig at nogle træer kunne overleve her. Ingen let brise, ingen vand, kun sol. En dråbe trillede ned over hans kind og han lukkede øjnene. Jorden var så tør at den forsøgte at vride vand ud af de mennesker, der trådte på den
- Det her bliver sjovt, mumlede han højt for sig selv og vendte sig om mod flyet igen, hvor hans eget udstyr ventede.

Christian W. Jensen