13. december. Skattejagt

Så var jeg jo lige inde på BOD i dag og der så jeg, at endnu en person har valgt at købe Beskytter via saxo, hvilket betyder at jeg nu skal have royalties for TO bøger :D


Men hvilken ugedag skrev jeg om royalties første gang? (første bogstav i dagens navn)

Christian W. Jensen

Royalties ...

Så er jeg forfatter... altså sådan officielt.. Jeg har i dag fået min første afregning fra forlaget.

Desværre udbetaler de ikke royalties under 200 kr. før årets udgang så der går lidt tid til jeg ser mine penge :D

Til dig der har købt min bog på Saxo.com... Tusind tak for denne oplevelse (altså at have modtaget Royalties) .... Jeg håber du synes om bogen :)

Slutteligt vil da lige fortælle, at efter længere tids pause er jeg begyndt at skrive på Beskytter 2 igen... Der har været en del andre aktiviteter i mit liv på det seneste, hvilket har været skyld i at jeg ikke har haft overskuddet til at skrive... men nu tror jeg der er ved at være styr på lortet i stedet for lort på styret.. hvilket alt i alt er en meget mere behagelig oplevelse :)

Roy skal snart lave mad til en date og jeg overvejer om det skal være spaghetti carbonara... Vi fik det forleden og det var helt fantastisk... men mere om det når jeg kommer til den computer der har billederne derfra.

Hvad har du lavet eller hvad har nogen lavet til dig på en første date?


Christian W. Jensen

Christian W. Jensen. Udgivet forfatter

 Det siges at et billede siger mere end 1000 ord... Så først får i lige 4000 ord.

Jeps... Jeg kan nu skrive udgivet forfatter på visitkortet... Men fandt først ud af det efter jeg begyndte at lave havrenøddekiks (noget skulle jeg jo få ventetiden til at gå med)

Så det ser ud til at jeg skal have havrenøddekiks med på arbejde i eftermiddag.

Havrenøddekiks
Opskriften er fra Rikke Gryberg "Byens Bedste brød"

Her er som jeg lavede den:

• 300 gr. hvedemel
• 100 gr. fuldkornshvedemel
• 1½ tsk. bagepulver
• 75 gr. havregryn
• 75 gr. hakkede hasselnødder (helt ærlig hvem har hasselnøddeflager liggende???)
• 1½ tsk. salt
• 50 gr. sukker (opskriften siger rørsukker, men jeg brugte det sidste af det sidste gang jeg lavede en Bare fordi-kage (Læs om den fest her)
• ½ dl. olivenolie
• 2 dl. vand
• Smeltet smør til pensling (opskrift siger æg men sådan nogle havde jeg ikke og naboen var ikke hjemme
• Sesamfrø og hørfrø til drys (opskrift siger hasselnøddeflager, men igen... hvem har dem liggende?)

Anyway... Nu skal jeg bare lige finde ud af hvordan jeg frigiver bogen til salg ;)

Skulle du være blevet nysgerrig efter at læse mere om den kan du jo starte med de tre første kapitler, som du finder her, her og her.
Christian W. Jensen

Plus på Karma-kontoen

I dag har jeg været på arbejde. Og mens jeg kigger min vagtplan igennem for at være sikker på jeg har det hele skrevet rigtigt ned, ser jeg at en af mine kollegaer er sat til at arbejde på et tidspunkt hvor jeg ved at hun ikke kan. Jeg sender en sms og spørger om hun er klar over det, hvilket hun ikke er. Det korte af det lange er at jeg får flyttet et par kunder, ryddet hendes kalender og lukket dem så der ikke bliver booket flere ind...

Ud over at hun nu skylder mig en tjeneste (Har allerede aftalt hvad det skal være og hun arbejder på at indløse den) så har det åbenbart givet utrolig meget plus på min karma-konto... For da jeg kom hjem ventede der en email fra Books on Demand GmbH. Denne mail fik mig straks til at tjekke status på Beskytter og her er hvad jeg har så:

 4-6 uger er åbenbart den ydre grænse og det hjælper åbenbart at hjælpe andre ;)

What goes around comes around :D

Jeg G L Æ D E R mig helt vildt meget...


Christian W. Jensen

Dagen derpå burgere ...

Jeg har en stående aftale med kæresten at når en af os har været i byen så skal vi have burgere dagen efter... og de skal gerne være snaskede... i begyndelse af vores forhold betød det burgere fra Nadias café på Boulevarden (link her), men i det sidste års tid har det betydet Jamie Oliver Burgere (se her, her, her og her) så det er vel ikke så underligt, at jeg fik lyst til at eksperimentere lidt. Så jeg googlede bøffer til burgere og fandt et link på Hestenettet?? (Se her) At jeg så valgte at ignorere resultatet (bortset fra rasp) er en anden sag.

Her er opskriften som jeg lavede bøfferne:

Burgerbøffer

6 stk. á 115-125 gr.

500 gr. fars
100 gr. finthakket løg
1 tsk. hvidløgssalt (vil prøve at nøjes med ½ tsk. næste gang)
4 spsk rasp.
1 tsk. worcestershire sauce
1 tsk groft salt
peber

Æltet godt sammen af KEN og så formet til bøffer på mellemlægspapir inden de kom i køleskabet i ca. en time (Så hænger de bedre sammen, men jeg har fundet ud af at det også betyder noget for sammenholdet hvis det bliver æltet grundigt)

Til gengæld fik jeg lyst til de bløde løg der var en opskrift på så dem tillod jeg mig at kopiere.

Her er opskriften som jeg lavede det:

Bløde løg

1 alm. løg skåret i skiver.
1 spsk. olivenolie
1 tsk. balsamico eddike
1 tsk. sukker.

Varm olien på en pande og tilsæt løgene. Steg dem til de begynder at blive bløde. Tilsæt balsamico og sukker og skrue ned for varmen. Lad dem simre i (opskriften sagde 20 minuuter, men mine fik 10) minutter. Det resulterede i at nogle var begyndt at blive sprøde, mens andre stadig var bløde og alle var søde ;) (Rim ikke planlagt)

Bollerne vi brugte var Indbydende italienere fra Rikke Grybergs "Byens bedste brød" (se opskriften her) med ca. 100 gr. pr. bolle så de passer i størrelsen.

Alt i alt så menuen sådan her ud i closeups

Gasgrillen er blevet min foretrukne måde at stege bøffer på... Både fordi de får de seje grillmærker, men også fordi jeg kan have kan lave 6 bøffer af gangen. De blev penslet med Barbeque sauce fra Grand Menu serien (Private label fra Dansk supermarked), hvilket bestemt ikke gjorde dem dårligere.
Burgerne blev samlet med cheddarost, Romainesalat, ketchup og sød sennep og smagte virkelig godt ;)

For en dagen derpå burger...

I morgen mandag skal jeg på arbejde omkring spisetid så spiser Karen og sønnen nok sandwiches med de sidste boller og jeg finder noget i fryseren når jeg kommer hjem.

Men inden jeg skal på arbejde, skal jeg ned og sludre med SKAT :) Jeg har nemlig overvejet at blive momsregistreret, men da jeg undersøgte det på nettet står der at kunstnere (herunder forfattere) er momsfritaget. At jeg så betaler moms når jeg skal købe mit oplag af bøger hos BOD.dk forstår jeg ikke.

Hvornår er man forfatter? Når man har skrevet et manusskript? Når det er udgivet? Eller når det er midlertidig udsolgt som min bog står til at være som det er her

Hvad mener du?
Christian W. Jensen

Årets Næstbedste dag

Siden starten af Juli har jeg været lidt trist... En af mine nære venner kom alvorligt til skade og måtte indlægges. Dommen lød hurtigt, at han ikke var helt så stærk som han plejede at være og som resultat fulgte en længere tids rehabilitering.

Jeg har altid været optimistisk så jeg vidste at han en dag ville komme tilbage og være en del af mit liv igen :D

og I DAG ER KEN KOMMET HJEM !!!

 KEN er min bedste ven i køkkenet... Han er altid klar til at give en hånd med og især når der skal æltes brød eller dej til kage... Ja, nogen kunne argumentere for at jeg har et alt for nært forhold til mit køkkenudstyr. Men siden vi fik den i foråret har den været i brug mellem 5 og 7 gange om ugen. Vi er begyndt at bage en hel del siden han kom og derfor tænkte jeg, at en velkommen hjem gave. 5 kg. Tipo "00" italiensk hvedemel i Metro (billigste sted i byen) ville være passende

Og KEN har allerede været i gang i dag. Dagens anden nyhed (der faktisk var den første, men det vender jeg tilbage til om lidt.)

Jeg måtte selvfølgelig straks lige teste om han havde fået det godt igen, så det blev lige til en "bare fordi"-kage (se opskriften her) Forneden ser du lige mit supersmarte serveringsfad blive til. en kort "vinge" til en papkasse og sølvpapir. Plus lidt tape på bagsiden. Perfekt til "Bare fordi"-kagen, da det er brug og smid ud. Så du kan servere kagen på den og behøver ikke vende tilbage efter fade.

Men nu til den egentlig grund til at dagen er så god som den er. Det første jeg så på min computer i morges var nemlig en mail fra BOD.dk.

Emne: Din titel kan leveres
Afsender: Books on Demand GmbH


Din bog Beskytter med BoD-nummer ****** er blevet frigivet til tryk i dag. Bestillinger, der allerede er indgået, vil nu blive afviklet. Hvis du endnu ikke har bestilt bøger til eget brug, kan du til hver en tid gøre det i myBoD under rublikken "Min bogbestilling".

De havde skrevet i deres ofte stillede spørgsmål at der ville gå 4-6 uger før jeg fik et eksemplar, men nu ser det ud til at jeg kun skal vente 3-5 dage til jeg får mit eksemplar og når den er godkendt så bliver bogen frigivet til salg...

Kan du ikke godt forstå det har været en god dag?


Christian W. Jensen

SENDT TIL TRYKKEN / SENT TO THE PRESS

YEAH BABY ...

Jeg havde i går besøg af min veninde, der hjalp mig med opsætningen af bogomslaget og det var det sidste jeg manglede for at kunne sende Beskytter til trykken. Hvilket jeg lige har gjort for mindre end 5 minutter siden.

******
To my Friend abroad, Randy Kepple from Randy Kepple Photographs, without whom I'd still be a coverphoto short... Thank you for your passion, stories, patience but most of all Friendship. I hope to meet you and your family sometime before I publish my next novel.

Here it is:

Og ja. Jeg har bestilt det første eksemplar af bogen på BOD for at tjekke kvaliteten, men så snart jeg har godkendt det, frigiver jeg selvfølgelig et link ;)



Christian W. Jensen

31 år og hvad så?

Ja det er et par dage siden det sidste indlæg, men det skyldes jo at jeg er blevet et år ældre... Jeg ved ikke om du også bemærkede det fantastiske vejr vi havde i onsdags? Men ja... Det var min skyld... Velbekomme :)


Anyway... Har fået nogle gode gaver men der er alligevel en af dem der er blevet brugt mere end de andre allerede.

 

Jeps.. Jeg har fået en Weber Q100 gasgrill af mine svigerforældre.. og i kan tro den er blevet brugt godt siden jeg fik den i torsdags.

Torsdag aften skulle vi jo have burgere (Karen og jeg da sønnen var på camping med mine forældre) og ja...der ligger seks Jamie Oliver bøffer på grillen og vi var kun to.. men jeg blev bare så glad da jeg så jeg kunne have en hel portion på grillen på en gang.. Og se de fine brændemærker ;)

Lørdag skulle vi så have fødselsdagsbrunch. Forældre og søn kom fra camping. Søster kom fra ferie i Sverige og storebror kom sammen med Niece så der var familiefest.. og selvfølgelig skulle vi have tomatsugo (Læs her) og det skal man da selvfølgelig have kylling til.. .På grill.. bare fordi jeg kan..

Søndag skulle vi så lige have spist det sidste Tomatsugo, så det blev serveret sammen med pasta og.. grillet kylling.. Med en Soya/hvidløgs/senneps/ingefærs/olivenolie marinade (skal nok lige prøve at genskabe den en dag og skrive det ned for det blev faktisk forbavsende godt.

Mandag blev grillet så lige fyret op for at lave dessert.. Noget jeg aldrig kunne have fundet på med Kulgrillen, men drej, drej håndtag og klik og så er den i gang.. Fantastisk opfindelse.. Det blev til bananer pakket ind i sølvpapir... flækket og fyldt med muscovadosukker og chokoladeknapper.. efter et kvarter i grillen var de blevet bløde og chokolade smeltet... Det blev serveret med kold is, en hættefuld monin kokoslikør og en skvat cuba caramel (dog ikke til sønnen).. Smagte fantastisk.. og skal helt sikkert gentages..

Men det er ikke kun maden der er sket noget med siden jeg er blevet et år ældre... Som du måske har læst så kom kapitel 2 af Beskytter på bloggen i onsdags. Det skyldtes, at min tre-trins-markedsføringsplan indebærer at kapitel et kom på nettet når bogblokken var klar til at sende til forlag... Kapitel 2 når jeg havde fået fat i et coverfoto.. og kapitel 3 kommer når jeg sender det hele ind til Bod for at blive samlet til en rigtig bog.. og så har du jo allerede læst 3 kapitler og bliver simpelhen NØD til at læse resten... Når bogen udkommer ... Fantastisk plan..

Anyway.. Har aftalt med fotografen i USA at han sender mig et billede en af dagene.. Så har jeg aftalt med min gode veninde, der har forstand på billeder og deslige at hun hjælper med layouttet her i weekenden (en mulighed for at kombinere Beskytter projektet med god mad og rigtig godt selskab... Glæder mig allerede) Så forhåbentlig er jeg kommet så langt i næste uge, at jeg kan indsende det hele og stå med en færdig bog efter sommerferien...

Glæder mig helt afsindigt meget... og når du har læst kapitel 3 er jeg sikker på du har det på samme måde :D ikke?

Christian W. Jensen

Den første fødselsdagsgave på selve dagen

Har nu fået billeder til Beskytters omslag og de skal snart sendes til layout hos en fagmand... og siden det nu er min fødselsdag tænkte jeg at jeg ville give en gave til jer der læser med:


Beskytter Kapitel 2

Hendes hjerte hamrede i takt med hælene på hendes sko. Heldigvis gik hun næsten altid i komfortable løbesko, og i dag havde ikke været nogen undtagelse. Hun havde altid været glad for at løbe, og nu var hun i gang med et sprint, der skulle redde hendes liv. Faktisk havde det været den fremmede, der med al sandsynlighed havde reddet hende. Hun havde set ham krydse vejen, og hun kunne stadig huske, hvordan hun havde følt det, da han var gået over på den anden side af vejen. Og hvordan hun havde følt det, da han mod alle odds havde sat farten ned og var kommet over til dem. Hun tænkte flygtigt tilbage. Manden, der havde holdt fat i hendes arm, havde sluppet og trukket en pistol. Heldigvis havde han ikke brugt den, som den var beregnet, men i stedet som en hammer på den fremmedes baghoved. Hun huskede den sygelige lyd, det havde givet. Som en hammer på en træstamme. En hul lyd.

Hun havde ikke set sig tilbage siden. Hendes hals sved. Hendes ben var trætte, og selv om hun kun havde løbet et par hundrede meter, gjorde hendes ben ondt. Hun vidste, det var på grund af stress. Hendes krop havde for længst gennemlevet den første fase af stressen, hvor stressen var blevet produceret for at fremkalde en kæmp eller flygt reaktion. Nu var hun i den anden fase, hvor hendes krop prøvede at bekæmpe stressen, og det tærede på hendes kræfter.

Hun skammede sig over sin reaktion.

Hun var uddannet politibetjent, og selv om det ikke havde været mere end et par måneder siden, så var hun flygtet. Ladet en fremmed i stikken og flygtet som en kujon. - En mand lå bevidstløs på jorden, og du flygtede, lød det bebrejdende fra stemmen i hendes hoved. Hun drejede for anden gang. SW Water. Halvtreds meter mere og hun skulle til venstre på SW Gibbs. Hun tillod sig selv et hurtigt blik over skulderen. Gaden var øde bag hende. Måske havde de valgt at røve hendes redningsmand i stedet for. Han var trods alt ikke flygtet. - Han ofrede sig selv for dig, Angie! Hendes mave vendte sig, og hun måtte kæmpe for at modstå trangen til at kaste op. Hun drejede om endnu et hjørne og kunne se målet for sin løbetur. Francesca og Eliza Hayes boede i et hus i byens sydlige del. Det var, så vidt hun vidste, det eneste hus med rødt tag, men det var også alt, hvad det skilte sig ud. Det stod midt mellem to andre huse af præcis samme design. Angela standsede ved trappen og så sig modvilligt tilbage. Gaden var tom. Endnu engang blev hun overbevist om, at de havde valgt at røve hendes redningsmand.

- Hvorfor skulle du også strække benene? Hun havde besøgt stedet. Det lille stykke vej, hvor hendes far mindre end 36 timer forinden var blevet skudt. Hun havde ikke forventet at finde noget der, men hun havde alligevel været nødt til at se stedet. En af de mest stressende opgaver som politibetjent, var gåturen fra patruljevognen til den bil, man havde standset. Man vidste aldrig, hvem føreren var, og hvad hans baggrund var. Det kunne være en familiemor på vej hjem fra børnehaven, eller det kunne være en junkie på prøveløsladelse med en pistol på passagersædet.

Hun havde fundet stedet, fordi der havde ligget blomster i vejsiden, hvor det var sket, og midt på vejen havde der været en mørk plet. Hun havde valgt at stige ud af taxaen et par blokke hjemmefra, så hun kunne klare hovedet med lidt frisk luft. Bare fem minutters frisk luft inden hun skulle se sin mor i øjnene for første gang, siden Samuel Hayes var blevet dræbt ved en rutine standsning af en bil, der havde kørt for hurtigt. Det var lykkedes hende at komme med et tidligere fly, men sidst hun havde været hjemme, havde hverken hendes mor eller søster været der. Hun havde nået at pakke sin kuffert ud på sit gamle værelse, men da de stadig ikke var kommet tilbage, havde hun taget en taxa for at se stedet. - Hvis du bare havde ventet hjemme, ville intet af dette være sket, lød det bebrejdende fra hendes sind, men hun skubbede tanken væk

Hun forsøgte at stå helt stille for at lytte efter sine forfølgere, men hendes hjerte lød som torden, og hendes vejrtrækning var hæs og ujævn. Havde der været nogen efter hende, kunne de sagtens snige sig ind på hende. Langsomt begyndte musklerne i hendes ben at blive stive, og hun begyndte at ryste over hele kroppen i takt med, at adrenalinen, der var skyllet gennem hendes krop, forlod den igen. Hun gik baglæns op af trappen. Bange for, at nogen sneg sig ind på hende, hvis hun vendte ryggen til tusmørket. Husets facade var skrammet, og nogle steder var pudset mellem stenene forsvundet. Hun nåede døren og bankede på. Det varede lidt tid, før hun kunne høre skridt inde på den anden side. Hun kiggede ind gennem den matterede rude, der var ved siden af døren. Hendes mor og søster var omtrent lige høje, men alderen havde sat sine spor i håret på hendes mor, så det var ikke længere så sort som hendes søsters. Døren gik op på klem, og søsteren kiggede ud.

- Angie! Udbrød hun og smækkede døren i. Angela hørte kæden blive fjernet, og døren blev åbnet igen. Eliza var syvogtyve og dermed fire år yngre end Angela. Men de lignede hinanden til forveksling. Begge var de omkring en meter og femoghalvfjerds og vejede lige omkring femogtres kilo. Deres hår var kulsort efter moderen, dog opdagede Angela, at søsteren havde fået klippet håret kortere, siden sidst de havde set hinanden. Angelas hår var længere men uglet og vindblæst efter flugten fra gerningsstedet. Angela havde fået deres fars grønne øjne, mens Eliza havde arvet deres mors himmelblå øjenfarve. Uden varsel gav Eliza Angela en omfavnelse, der nær havde sendt dem begge ned af trappen. Men Angela trådte et skridt tilbage og genvandt balancen.

- Hvem er det? lød det pludseligt inde fra stuen. Angela så op gennem søsterens hår og fik øje på moderen, der kom til syne i døren mellem entreen og stuen. Hun så ti år ældre ud, end hun var, men Angela vidste, at det skyldes de sidste dages hændelser.

- Angela. Er det virkelig dig? Moderen løb ud på trappen og omfavnede begge sine døtre.

- Er det virkelig dig? Spurgte moderen igen, men denne gang lød det, som om hun græd. Angela trak sig lidt væk, så hun kunne se moderens ansigt. Tårerne løb ned af kinderne på hende, og i det samme gik det op for Angela, at hun netop havde overtaget rollen som den, familien kunne støtte sig til, når sorgen blev for stor. Dette havde været hendes fars rolle i hele hendes liv, men ved hans død var rollen overgået til hendes mor og havde på uretfærdig vis frataget hende retten til at sørge over tabet af sin mand gennem de sidste 35 år. Men nu var Angela kommet, og selv om det kom pludseligt, påtog hun sig rollen straks, for hun kunne umuligt forestille sig, hvor svære de sidste par dage havde været for hendes mor. Det eneste hun kunne gøre var at aflaste hende efter bedste evne, og når det værste var overstået, så kunne hun give sig selv lov til at sørge over familiens tab.

- Lad os gå indenfor, sagde hun stille og gav slip på pigerne.

- Hvorfor kommer du først nu? Spurgte Fran, da Angela tog sine sko af i entreen.

- Jeg kom med et tidligere fly, men da jeg var hjemme tidligere, var I her ikke. De tre kvinder gik gennem huset mod køkkenet.

- Vi var i byen for at ordne de sidste detaljer angående begravelsen, fortalte Eliza, da de kom ind i køkkenet. Det havde ikke ændret sig, siden Angela sidst havde været hjemme. Det var stadig det samme hyggelige køkken, hun havde kendt hele sit liv, og det gav hende en følelse af sikkerhed, hun ikke havde troet mulig for blot ti minutter siden. - Utroligt som velkendte omgivelser kan få dig til at glemme, at du efterlod en mand hjælpeløs mindre end 300 meter herfra. Hun rystede tanken af sig.

- Angela, er du okay? Hendes mor stod med en tekande i den ene hånd. Hun var stoppet med at drikke kaffe om aftenen for længe siden, da hun begyndte at få problemer med at sove.

- Ja, undskyld. Angela så fra sin mor til Eliza og tilbage igen. Ingen af dem troede hende, men hun havde allerede bestemt, at hun ikke ville sige noget om overfaldet. Eller sin mistanke omkring sin fars død. - Det har bare været en lang dag. Hvis det er i orden med jer, tror jeg bare, at jeg vil tage et hurtigt bad og så gå i seng. Fran åbnede munden, men fortrød. Så nikkede hun og sagde:

- Selvfølgelig. Det er også snart sengetid for mig. Skal vi spise morgenmad sammen i morgen tidlig?

- Klokken otte? Spurgte Angela. Normalt kunne hun godt sove længere, men hun vidste, at Fran normalt vågnede før syv. Hun mærkede, hvordan hun begyndte at ryste indvendigt på trods af, at temperaturen var højere i køkkenet, end den havde været udenfor. Det var ikke udvendig kulde, der fik hende til at ryste. Hun forlod køkkenet uden at vente på svar og gik op af trappen. Der var Elizas og hendes værelse samt et badeværelse. Hun gik hurtigere og hurtigere i forventning om, hvad der var på vej. Hun var knap kommet ind af døren, da hun lukkede og låste den bag sig. Hendes vejrtrækning var overfladisk, og hun mærkede tårerne kæmpe sig vej. Hun måtte støtte sig til døren, da benene gav efter. Hun vidste, hvad det var. Hun kunne ikke mere. Hun havde fejlet. En mand var måske død, fordi hun var flygtet i stedet for at have kæmpet. - Men hvad kunne jeg have gjort? - Du er en betjent. Du burde have gjort noget! - Hvad? De var to? - Og hvis du havde kæmpet i stedet for at lade ham i stikken, så havde I også været to? Tårerne fandt vej, og hun begyndte at hulke. Hun trak benene op under sig og knugede dem ind til sig. En mand var måske død, og det var hendes skyld.

Håber i kunne lide det... Kommentarer er velkommen herunder ;) Kapitel 3 udkommer når jeg sender projektet til BOD

Christian W. Jensen

Årets første fødselsdagsgave

Og så kan jeg ikke engang vise den :)

Jeg havde jo for et par måneder siden en plan om, at når det blev min fødselsdag d. 20. juli, ville min gave til mig selv være, at jeg stod med det første eksemplar af Beskytter i hånden.

Uha, hvor er jeg blevet klogere :D Hele tidsplanen begyndte at skride, da jeg besluttede mig for at jeg ikke ville bruge BOD's standardbogomslag. Nææh.. jeg ville have mit eget, så jeg gik i tænkeboks og begyndte at overveje hvilke steder i Beskytter kunne være egnet til at komme på omslaget. Da jeg havde fundet ud af det, skulle jeg også finde en fotograf, der kunne tage billedet for mig. Det tog også en lille måneds tid.

Men nu har jeg fundet en fotograf og som indlægget antyder har jeg fået en "gave" fra ham. Han har nemlig været forbi det sted jeg vil have på forsiden og er gået amok med kameraet. Jeg har set dem alle igennem sammen med Karen og tilbage er der 3 muligheder tilbage.

Nu skal de lige forbi en fagperson i vennekredsen som forhåbentlig kan skabe et bogomslag der kan sælges ;)

Så Beskytter er på vej. Bare ikke helt så hurtigt som jeg havde regnet med eller håbet på ;)



Christian W. Jensen

Lejlighedsjagt i USA

Frygt ej... Jeg flytter ikke til USA, men min nye heltinde i UBETUPE skal jo have et sted at bo.

Så jeg har været på nettet og fundet en lejlighed med to soveværelser og to badeværelser i Portland til hende.

Og nu har jeg skrevet til mægleren og bedt dem om flere informationer og i særdeleshed en plantegning da det er min erfaring at amerikanere ikke indretter lejligheder på helt samme måde som vi gør her i Danmark...

Nu får vi se om de skriver tilbage med noget brugbart :D


Med hensyn til selvudgivelsen så har jeg pt. et par mails ude til et par fotografer derovre også og jeg venter på nogle priser på et billede til mit bogomslag. Når det er i hus skal jeg lige have omslaget sat op og derefter skal det til trykken.

Christian W. Jensen

Beskytter Kapitel 1 ...

Det er nu officielt... Jeg går benhårdt efter en selvudgivelse og jeg kan lige så godt sige det som det er ... Jeg er spændt på hvordan det går... Og fordi jeg ønsker at du skal blive lige så spændt som mig så løfter jeg hermed sløret... og giver dig/jer [Indsæt trommehvirvel her] Kapitel 1 af Beskytter...

Enjoy !!!

1

Det var mørkt og alligevel ikke helt i Portland, Oregon. De nordlige breddegrader og årstiden bevirkede, at himlen mod nord bestod af alle de blå nuancer, Moder Natur havde på sin palet. Roy Hawkins, 32, havde været på arbejde siden klokken tre i eftermiddags, og nu nærmede klokken sig elleve i takt med, at han nærmede sig hjem. Han havde aftenvagten som studievært på KGON radio. En stilling, der var svær at finde folk til, da den var umulig at kombinere med et familieliv. Men Roy havde ingen familie. Han var alene og havde været det snart et år. På sine gode dage kunne han bilde sig selv ind, at han var kun var alene, men når musikken stoppede, og han var alene med sine tanker, måtte han ofte erkende, at han også var ensom. Han boede godt halvanden kilometer fra sit arbejde, og selv om han havde en bil, en gammel Lincoln town car, foretrak han ofte at gå til og fra arbejde i sommerhalvåret. Når han blev spurgt, hvorfor han ikke brugte bilen, svarede han ofte med et smil, at han havde godt af motionen, men sandheden var, at han ikke havde travlt med at komme hjem. Han drejede af SW Hood og gik ind på SW Gaines. Det betød, at han var cirka halvvejs hjemme. Det var en onsdag aften, og da han ikke længere gik parallelt med Interstate 5, tyndede det ud i trafikken. På den anden side af Interstate 5 var der primært industri og forretninger, men på denne side var græsset grønnere, og der var mere af det. Her var der nemlig primært boliger og grønne arealer. En par lyskegler fortalte ham, at en bil drejede ind på gaden bag ham. Han så den ud af øjenkrogen, da den passerede ham. En taxa. Gul som i New York og med “Broadway” skrevet på siden i sorte bogstaver. Den drejede til højre længere fremme, og Roy var alene igen. Dengang Rachel havde været sammen med ham, ville det aldrig have faldet ham ind at gå hjem. Men nu var det ikke så meget et hjem som et sted, han opholdt sig, når han ikke var på arbejde. Han fulgte efter taxaen nord på SW Corbett og krydsede vejen. Det var først, da han kom over på den anden side, at han lagde mærke til dem. Et par hundrede meter længere fremme. På den modsatte side af gaden. Bag nogle parkerede biler stod der en lille gruppe mennesker. Tre eller fire. Han var ikke helt sikker. - Teenagere?, tænke han uden at ændre tempoet. Han begyndte at åbne og lukke hænderne, som om han havde fået krampe i dem. De var på den anden side af gaden, og han ville passere dem uden problemer. Men der var noget, der var galt. Han havde halveret afstanden, før han bemærkede det. Teenagere kunne ikke samles uden at larme og de tre, han var nu sikker på antallet, talte ikke sammen. I hvert fald var det ikke mere end en hvisken, hvis de gjorde. Han kom tættere på, og ud af øjenkrogen holdt han øje med dem. Det havde ikke været krampe, der havde fået ham til at flekse fingrene. Han blev mere opmærksom på sine omgivelser. Lys der tændtes og slukkedes i husene, han passerede. En hund, der gøede. De tre personer på den anden side af gaden. Hans hjerte begyndte at slå hurtigere. En lille stemme bagerst i hans hjerne, begyndte at hviske: - Fare. Han var tæt nok nu til at se, at de var to mænd og en kvinde, og det var nu helt tydeligt, at det ikke var en venskabelig sammenkomst. Mændene var klædt i mørke farver, og på trods af det varme vejr var hætten oppe på deres trøjer. Kvinden havde mørkt skulderlangt hår og havde en lys skindjakke på, der stod åben. En af mændene holdt fast i kvindens arm, og for hvert skridt Roy tog, blev det klart for ham, at der var noget galt. Om 20 meter ville han være lige over for dem. - Kan jeg fortsætte? Lade som om jeg ikke ser dem? Det ville være den fornuftige løsning, og en del af ham foretrak den frem for alternativet. - Vil jeg læse om et overfald, en voldtægt eller et drab i lokalsektionen af The Portland Press i morgen? Vil jeg kunne leve med mig selv velvidende, at jeg var passeret mindre end ti meter fra dem? Velvidende at der havde været et problem? Svaret var nej, og det beroligede Roy, at selv om han ikke havde følt sig som sådan i meget lang tid, var han stadig en del af menneskeheden. Han satte farten ned og ændrede kurs, så han gik skråt over vejen mod de tre.

- Hey! Råbte han, og alle tre så øjeblikkeligt på ham. Kvinden, hvis ansigt var det eneste han kunne se, så på ham med store øjne, og stemmen bagerst i hans sind hviskede ikke længere. Det var et altoverdøvende skrig. - PAS PÅ! FARE! Roy nærmede sig langsomt med hænderne ud til siden. Det havde han set i film, at politibetjente ofte gjorde. Det var først, da der var fem meter mellem dem, at det slog ham, at politiet gjorde det for at vise, at de var ubevæbnede, og at den samme gestus hos ham, kunne motivere dem til at trække deres egne pistoler og skyde ham. Men han kunne ikke sænke armene nu. Det kunne misforstås, som om han ville trække et våben og sikre hans egen død, hvis bare en af de to mænd var bevæbnede. I stedet holdt han øje med deres hænder og var klar til at smide sig ned bag en bil, hvis han så en hurtig bevægelse.

- Hvad laver i? Spurgte han, og spørgsmålet slog ham som fjollet i det samme, det havde forladt hans læber. - Hvordan skal jeg fortsætte samtalen, hvis de svarer overfald og voldtægt? Det gik op for Roy, at han ikke havde den fjerneste anelse om, hvad han skulle stille op. De var to, og han var alene. De havde sandsynligvis deltaget i deres andel af slagsmål. Den eneste gang han havde deltaget i et slagsmål, var tilbage i high school og havde resulteret i en flækket læbe og et blåt øje. Begge dele på hans ansigt. Men han involveret nu. Der var ikke nogen vej tilbage. Han gik ind mellem to biler og stod nu på fortovet sammen med dem kun et par meter fra dem. Ingen af mændene svarede ham. Manden, der stod nærmest, var klædt i en sort hættetrøje, og han havde stadig et godt greb i kvinden. Det var hans makker med den slidte grå Nike trøje, der nærmede sig. Han var lidt mindre end Roy men så ud til at være i bedre form. Roy kunne høre blodet suse i årerne, og han forsøgte at lyde roligere, end han var.

- Tror I ikke det vil være bedre, hvis vi alle gik hjem? - Du ved virkelig ikke, hvad du har gang i! Hørte han fra stemmen bagerst i hovedet, og han kunne ikke sige den imod.

- Jeg tror måske, det vil være bedre, hvis du går hjem, sagde Niketrøjen og standsede en arms længde fra Roy. - Han slår, sagde stemmen, og Roy reagerede på det, før han så armen bevæge sig. Knytnæven, der sikkert ville have flækket hans ansigt, hvislede gennem tom luft, da Roy dukkede sig. Manglende modstand havde fået angriberen ud af balance, og Roy kastede sig mod ham, inden han fik chancen igen. De tumlede begge til jorden, og Roy hørte et eksplosivt åndedrag, da Niketrøjen ramte jorden med ham selv ovenpå. - Jeg vinder! Han kæmpede for at komme fri og havde næsten rejst sig, da han mærkede et slag i baghovedet. Blændende smerte skød gennem adrenalinet, og han så lysglimt, der ikke fandtes. Kræfterne sivede ud af ham som luften fra en punkteret ballon. Han blev skubbet til side af Niketrøjen og havde ikke kræfter til at tage fra, da han faldt om på fliserne ved siden af en grøn bil. Han registrerede noget koldt og hårdt mod sin pande, mens en hånd fjernede hans pung fra baglommen.

- Okay, Roy. Hvorfor kunne du ikke bare været gået forbi? Han ville have svaret, men havde problemer med at fokusere sine tanker.

- Du skulle været gået din vej, konkluderede den sorte hættetrøje. - Godnat Mr. Hawkins. Roy nåede lige at fange bevægelsen ud af øjenkrogen, før han mærkede slaget. - Det var det, sagde stemmen. - Du er nu en del af statistikken. Smerten blev afløst af følelsesløshed, og en grå tåge sænkede sig over natten. - Underligt. Jeg syntes ikke, der var tåge i aften. Den grå tåge forsvandt også og blev erstattet af mørke.

 
Glæder du dig ikke lige så meget som mig til udgivelsen nu???

Christian W. Jensen

Beskytter Cooper maden?

I dag er jeg gået i gang med mit selvudgivelsesprojekt. I praksis betyder det at jeg har været på BOD.dk hvor jeg har valgt størrelse, bogtype, papirtype, antal side og flere spændende ting... Alt dette har jeg jo gjort et utal af gange fordi prisen ændrer sig hver gang, der kommer et nyt sideantal... Men denne gang har jeg lagt mig så meget fast på et sidetal at jeg har uploadet indmaden af Beskytter... Præcis 500 sider.

Nu mangler jeg "bare" et cover før jeg kan sende projektet til Books on Demand for videre behandling indtil min aller første bog :D Jeg kender heldigvis et par stykker i reklamebranchen og min plan er at lokke dem til at hjælpe med layout af omslaget... for uanset om man vil det eller ej, er der nok nogen der dømmer en bog på omslaget ;) Men inden jeg aftaler noget fast med dem skal jeg lige have hul igennem til min fotograf i USA igen. Han har stadig ikke skrevet tilbage på den mail jeg sendte ham inden weekenden, så jeg tror snart jeg skal prøve igen...


Nok om det for i aften, for jeg har en ikke-Beskytter-relateret bekendelse. Jeg ikke kom ud at løbe coopertest i aftes, men det regnede jo!!


Men i dag kom vi afsted... Efter skole og arbejde mødtes vi på atletikstadion kl. 20 bare for at se at det var optaget af folk der rent faktisk dyrkede atletik. Så i stedet for at løbe på banen målte vi stien rundt om, der viste sig at være ca. 500 meter. Det var ikke så relevant for mig da jeg brugte endomondo og min telefon til at måle distancen. Men det var nu rimelig motiverende at kunne tælle omgange.

På 12 minutter kan jeg løbe 2510 meter. På motion-online.dk har de et meget fikst skema hvor man kan indsætte sin data og få sit kondital.

Sådan ser min ud for i dag... Hvordan ser din ud?

Forresten så lovede jeg i går også en opskrift på en banankage, så den kommer her:

• 3 bananer
  
• 0,8 dl. Smeltet smør (ca. 65 gr)
  
• 2 dl. Sukker
  
• 1 pisket æg
  
• 1 tsk. Vanillesukker
  
• 1 tsk. Bagepulver
  
• 1 knivspids salt
  
• 3,5 dl. Mel
  

Forvarm ovnen til 175 grader
Bland ingredienserne i nævnte rækkefølge. Bages ca 1 time i smurt form og hvis du er heldig har du en bamseform ligesom vi har. :D

Så får du nemlig en glad bamsebanankage ligesom den her:

 
Christian W. Jensen

Formatering

Beskytter har her i Kristi himmelfartsdagene været lidt en uhåndterlig størrelse. Jeg skriver i Open office tekstbehandling, da det er gratis og på stort set alle områder, i mine øjne, lige så godt eller bedre end word … fik jeg sagt det var gratis?

Men ligesom i Word har jeg aldrig rigtig sat mig ind i formateringerne på de forskellige sider og lignende, så da jeg for et stykke tid siden læste på BOD.dk, at man ”bare” skulle gemme sit manuskript i det format, man ønskede at den skulle trykkes i. Jeg har i den forbindelse valgt formatet 17*22 cm., så jeg gik ind på første side og valgte dette format under sideopsætning. Så kiggede jeg på sideantallet og tænkte. Fedt... endelige udgave af Beskytter kommer til at fylde 512 sider og så satte jeg det tal ind på BOD.dk …

Men da jeg så her i weekenden så på Beskytter igen, kunne jeg godt se at det ikke var alle sider, der var det formateret i det format jeg havde valgt. Så jeg gik dokumentet igennem fra en ende af og ændrede sidestørrelsen, der hvor det var nødvendigt … Og det samlede sideantal voksede og voksede. Da jeg var færdig med hele dokumentet var det samlede sideantal på 956!

Behøver jeg at sige af det var lige i overkanten? Så begyndte jeg forfra. Ændrede fontstørrelsen fra 12 punkt (der var kravet fra forlagene) til 10,5 der i min verden er mere passende til en bog i den størrelse. Så røg sideantallet ned omkring 680 sider. Så gik jeg igennem for sidehoved/sidefod opsætningen og det trak også små hundrede side fra. Til sidst gik jeg igennem for marginer også og det fik sideantallet ned under 500 :)

Så har jeg tilføjet kolofon, smudsside, titelblad med mere og på nuværende tidspunkt (hvor jeg selv mener Beskytter er klar til udgivelse) fylder Beskytter 482 sider.

Om det kommer til at holde stik, skal jeg ikke kunne sige, men jeg er meget tæt på at være klar til selvudgivelse. Så nu mangler jeg bare at høre fra forlaget Facet. Enten siger de ja tak til at udgive (og så har jeg lært lidt om formatering) eller også siger de nej tak og så er jeg klar til at sende tekstblokken til tryk :D

WIN WIN ikke?

Christian W. Jensen