Viser opslag med etiketten ost. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten ost. Vis alle opslag

lørdag den 6. februar 2021

Hjemmelavet pasta / Ravioli med Gorgonzolasauce

Fordi jeg havde en fridag i tirsdags så havde jeg lidt bedre tid end normalt i denne her travle periode, så derfor havde jeg besluttet mig for at give mig i kast med hjemmelavet pasta. Jeg har prøvet det før sammen med sønnen, men resultatet blev noget meget klisteret noget. Men denne gang blev det bedre med et simpelt trick. Mere om det senere.

Ravioli med Gorgonzolasauce

Opskriften fundet HER
Opskrift som jeg lavede den


Pasta
  • 400 gram Tipo "oo" mel
  • 4 æg
  • 1 spsk olivenolie
  • 1 nip salt. 

Fremgangsmåde
Jeg er sikker på det er forkert og hvis man laver "rigtig" pasta så skal man lave en melvulkan og lægge æg i og piske bla bla bla... Hæld det hele i din foodprocessor og sæt den til at snurre rundt indtil det begyndet at klumpe sammen. You'll know it when you see it... Hæld det ud på et let meldrysset bord og hæld det sammen til en kugle. Pak den ind i husholdningsfilm og sæt den på køl i en times tid. Imens kan du lave fyldet. 

Raviolifyld

  • 250 gram Ricotta
  • lidt smør
  • 60 gram hakket løg
  • 1 fed presset hvidløg
  • 1 bakke shitaki/brune svampe (125 gram)

Fremgangsmåde. 
Hak svampene fint og steg dem i smøret. Det er ikke med i den originalopskriften, men jeg kan bedst lide min svampe stegt. Sæt dem til afkøling. Hak løg og  pres hvidløg og bland det sammen med ricottaen. Det samme med svampene når de er kølede af.


Når dejen har hvilet så er det tid til at køre den igennem pastamaskinen.
Hele setuppet ses her. Pastaen rulles ud. Stikkes ud med en metalring (lidt større end et drikkeglas) og en teskefuld fyld placeres på midten af hver cirkel. Cirklen lukkes og den åbne side klemmes sammen med en gaffel. Når du har lavet en portion så læg dem i viskestykket indtil du er klar til at koge dem alle sammen på en gang. 

Apropos koge dem. Da vi lavede dem sidste gang blev de meget klistrede, men jeg havde googlet mig frem til at hjemmelavet pasta afgiver en masse stivelse i vandet og når man koger dem i for lidt vand så bliver koncentrationen af stivelse forholdvis høj og derfor bliver det klistret. Denne gang brugte jeg min store bolognesegryde og jeg havde intet problem med klistret pasta. 

Gorgonzolasauce

Den letteste ostesauce til dato.

  • En pakke gorgonzola (minus den hårde kant lærte jeg)
  • 2 dl. fløde
  • ½ løg finthakket
  • 50 gram bacon
  • (evt. smeltesalt)

Skær bacon i små stykker og steg dem på panden. Mens det steger hakker du løget fint og tilsætter det panden. I en lille gryde ved siden af varmer du gorgonzola og fløde til osten er smeltet, men det må ikke koge. Når osten er smeltet tilsætter du løg og bacon og lader det koge igennem. Server straks. 

OBS: Jeg har skrevet evt. smeltesalt, men det er fordi jeg efterfølgende har tænkt, at smeltesalt i min cheddar/jalapenoostesauce forhindre saucen i at størkne når det bliver afkølet så må det også virke på denne gorgonzolasauce. Dette er dog stadig kun en teori.

Velbekomme


Christian W. Jensen

mandag den 13. juli 2020

Cheesy goodness og datenight

Sidste gang jeg skrev her på bloggen så var det bl.a. om en madtodo hvor jeg skrev at jeg ville prøve mig med en ostesauce. Jeg fandt originalopskriften på youtube af alle steder... Det var vist kanalen sous vide everything der havde en episode om cheese bombs og jeg kan ærlig talt ikke huske hvordan jeg endte på den video, MEN jeg er glad for jeg gjorde.

Det viste sig nemlig at alle mine tidligere forsøg på at lave ostesauce har været velmente, men har alle sammen manglet den hemmelige ingrediens. E331. Det er et tilsætningsstof som (så vidt jeg husker) bliver udvundet af salten fra citrusfrugter) så på farlighedsskalaen er det bestemt ikke en af de slemme... Hvis jeg altså husker rigtigt :)

Anyway.. E331 gør at fedtet i osten ikke stivner på samme måde som det normalt vil gøre og blander sig med mælkeproteinerne. Kort sagt så gør det at osten ikke stivner selv om den er kold.

Ostesauce

300 gr cheddar i tern
300 gr. minimælk 
6 gram E331
2 stk jalapenos uden kerner

Fremgangsmåde:
Tænd sous viden på 74 grader. Det må godt gøres i god tid da det tager lidt tid at få den derop. Skær osten i tern og hæld det i en pose sammen med mælk og tilsætningsstof. Pres så meget af luften ud af posen som du kan inden du forsejler den. Hvis du har en kammervacuummaskine så er det sikkert let nok, men det kan altså lade sig gøre uden :)

Den skal have mindst 20 minutter ved 74 grader. Når den har fået det så vil du opdage at den ikke er helt homogen. Kør stavblenderen igennem til du har en ensartet konsistens og bon appetit.


Vi spiste det med nachos og det var et hit. Fremtidige planer er at bruge det som på youtube kanalen til at hælde over en burger.

Men det er ikke alt jeg har tænkt mig at bruge dette nye tryllepulver til. Jeg har tit lavet bearnaise i sous viden også og det har også tendens til at størkne når det bliver afkølet, men i teorien bør det have samme effekt hvis det er fedtet i smør der ikke stivner som fedtet i osten..

Og ja. Så findes der jo en verden af ost derude der bare venter på at blive lavet til sovs/dip :)



Anden del af overskriften hænger sammen med at vi var helt børnefri i lørdags for første gang siden engang i januar tror jeg.

Det fejrede vi med aftensmad som vi var ret sikker på børn ikke ville kunne lide. Vi fik Risotto med mørbrad i og det var GODT

Risotto med svampe, parmesan og mørbrad
Som jeg lavede den:
(original fundet HER)

  • 30 gram tørrede Karl Johan svampe (udblødt)
  • 1 løg finthakket
  • 2 fed hvidløg
  • en svinemørbrad, afpudset og skåret i tern
  • olie til stegning
  • 300 gr. risotto ris
  • 1 liter grøntsagsbouillon
  • 2½ dl hvidvin (Jeg brugte Lindemans hvidvin)
  • ca. 100 gram smør
  • 100 gram friskrevet parmesan
  • Salt og peber

*Opskriften siger originalt et halvt bundt hakket persille. Det havde jeg ikke. Det smagte rigtig godt uden, men jeg vil ikke udelukke at lidt grønt vil gøre retten mere indbydende at se på.

Fremgangsmåde:
- Hak halvdelen af svampene fint og steg det i olie på panden sammen med løg og hvidløg.
- Inden det får farve så tilsæt halvdelen af smørret og lad det smelte.
- Tilsæt svinemørbrad i tern og brun dem af.
- Tilsæt risene og rør rundt til risene har absorberet fedtstoffet.
- Tilsæt hvidvinen lidt af gangen (ca. en dl. af gangen) og rør rundt til det er absorberet.
- Tilsæt bouillon lidt af gangen som med vinen og lad risene absorbere det.
- Når du er ved at være til ende med bouillon tager du den anden halvdel af svampene og steger i halvdelen af det restende smør til de er sprøde.
- Når al bouillonen er absorberet så tilsættes det sidste smør og parmesanen og rør det godt rundt. 
- Drys de smørstegte svampe på toppen eller server ved siden af.


Jeg har intet billede af risottoen, men køn var den ikke

fredag den 7. november 2014

Comfort Food...

For nogen tid siden var jeg sammen med min studiegruppe... Vi mødtes i skive hvor en af dem var flyttet til med sin kæreste... Det blev en aften med masser af snak og en omgang "Hvem i dette rum"...

Hvis du ikke kender spillet: Hvem i dette rum, så kan jeg forklare ganske kort, at det er et spil om fordomme... Det går i alt sin simpelhed ud på at man skiftes til at trække et kort og på hvert kort står der tre spørgsmål... f.eks.
- Hvem i dette rum ville gerne blive i sengen hele weekenden, hvis han eller hun selv kunne bestemme?
- Hvem i dette rum har flest IKEA-møbler i sit hjem?
- Hvem i dette rum var mest forkælet som barn?

Når sætningen (en af gangen) er læst op så gives der et par sekunders tænketid og så tæller oplæseren til tre og på tre peger alle på den person de mener udsagnet passer bedst på... Vi valgte så at gøre spillet til et drikkespil og vores improviserede regler var at den person som flest pegede på skulle drikke... MED MINDRE vedkommende kunne fortælle en historie, der kunne overbevise de andre om at at de tog fejl og i så fald skal dem der pegede på vedkommende selv drikke.... Det blev en lang aften med mange mange historier...

Anyway... Det jeg ville fortælle var, at til denne weekend var der en af mine gutter, der præsenterede mig for lillebrorostens revival... Vi endte med at sprække ostestængerne på langs og lægge en strimmel jalapenoen derind.. hvorefter de blev vendt i pisket æg og rasp hvorefter de blev stegt sprøde og osten smelter...

Det har i længere tid givet mig lyst til at prøve at lave mine egne chili cheese tops... Du kender dem fra McDonnalds hvor du får 3 for en 10 :)

Her får du opskriften som jeg har lavet dem

Chili cheese tops
18 stk.
Inspireret af dette link

150 gr. revet cheddar
80 gr. buko flødeost
25 gr. finthakket Jalapenos
25 gr. discount rasp
Salt og peber

Til panering
2 æg
2 spsk vand
Hvedemel
Pankorask (tørrede brødkrummer) (kan købes i føtex/bilka ved specialiteter)

Til stegning:
1 lille pande
ca. ½ liter rapsolie

Jeg startede med at blande cheddar og rasp i Braun blenderen, men det blev ikke helt klisteret nok så derfor tilføjede jeg flødeosten.. Det er vist også her du skal huske at tilsætte salt og peber hvis ikke du er for optaget til at glemme det. Blend det til det begynder at klumpe sammen. Herefter tager deler du ostemassen op i små klumper og presser/ruller dem sammen... Jeg har en smule OCD så jeg vejer mine af til de vejer ca. 15 gram (man kan godt skrive CA. 15 gram når man kun har en smule OCD :D) Men til fremtidig reference kunne de godt være en smule mindre.. måske nærmere 10-12 gram for de blev sprøde lidt før osten var helt smeltet.

Anyway. Når du har rullet dem alle sammen skal du rulle dem i mel... Dette er noget nyt for mig, men det viser sig, at hvis man ruller det i mel først, så hænger æggemassen bedre ved og så får du en mere jævn påføring af paneringsrasp.

Når du har vendt dem alle i mel, så smider du dem i fryseren i et par timer. Det er lidt samme koncept som den der chokoladekage, der har en smeltet kerne... Det er nødvendigt at fryse dem ned så de kan holde til de varme temperaturer når de skal steges.

Efter et par timer, vender du kuglerne i æggemassen der er pisket op med vand... derefter i rasp ... så æggemasse og til sidst rasp igen.. Dette tager lidt tid, så vent med at varme olien til du kun har 3-4 stykker tilbage. Olien varmes i en lille gryde eller pande... Der skal være ca. 2 cm. olie i gryde/panden og når du kan stikke en tandstik i det og det syder, så er olien varm nok.

Lad være med at smide for mange i olien ad gangen. Jeg havde 3-4 stykker i af gangen og de skal ikke have så lang tid så, det tager ikke så lang tid... Steg dem gyldne og læg dem på køkkenpapir.

Husk at holde dem varme, indtil de skal serveres...

Jeg havde taget en hel masse billeder til denne opskrift så du kunne se hvor fantastiske de ser ud, men jeg har lidt problemer med mit G-drev/nye telefon





Anyway... Indenfor den næste uges tid, så vil der komme et nyt indlæg her på bloggen. Dette indlæg vil til dels forklare hvorfor der har været så stille herinde på det sidste. Den vil ikke forklare alt, men noget af det :)


Christian W. Jensen