Viser opslag med etiketten mexikansk mad. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten mexikansk mad. Vis alle opslag

fredag den 3. juni 2022

Mere Mexmad

DETTE INDLÆG ER REDIGERET MHT OPSKIFTER

Chimichangas
Originalopskriften er fundet HER
10 stk.

Ingredienser:
  • 1½ løg
  • 5-6 fed hvidløg 
  • 3 tsk koriander
  • 3 tsk spidskommen
  • 1 tsk chipotle chili
  • ½ tsk organo
  • 700 gr. hakket oksekød
  • 2 dl. ris
  • 100 gr. rygeost
  • 1 ds. hakkede tomater (blendede)
  • salt og peber
  • 200 gr. mozerellaost
  • 10 hvedetortillas
  • olie til stegning

Fremgangsmåde 
Løg og hvidløg hakkes fint og steges med middelvarme til løgene begynder at blive blanke. Krydderierne tilsættes og steges med et minuts tid. Herefter tilsættes køddet og det brunes af. Når kødet er brunet af, tilsættes ris, rygeost og blendede tomater. Læg låg på og lad det simre i ca. 20 minutter til risene er tilberedt. Smag til med salt og peber og tag af varmen.
Herefter fordeles fyld og revet ost på 10 hvedetortillas hvorefter de rulles stramt sammen som en forårsrulle. 

Tænd ovnen på 200 grader

Steg dem i ca 1-1½ cm. olie på en pande (jeg HAR forsøgt i frituren og det virkede ikke efter hensigten) til de er sprøde. Start med siden med åbningen. Steg dem alle på begge sider og læg dem på en bageplade efterhånden som de bliver færdige. Bag dem herefter i 10 minutter i ovnen inden servering. 


******


Huhej hvor det går herude på landet :) 

Vi fik jo luft til vand varmepumpe indstalleret i marts måned og i sidste uge fik vi solgt olietanken der stod og fyldte ude i stalden. Det endte med at blive en ejendomsmægler der skulle bruge den til et hus i Hjørring tror jeg nok, hvor køber og sælger var uenige om hvem der skulle have udgiften på en ny tank, så mægleren kom ned og hentede den hos os og løste alles problemer.

Så salget af den gav en skilling til renovering af stalden. Planen er at vi skal have gjort et rum derude brugbart til opbevaring af nogle møbler, så vi kan komme i gang med at fugtsikre nogle af børneværelserne. Det ser nemlig ikke helt ud til de er byggede i henhold til gældende bygningsreglementer.

Men der bliver stadig lavet mad her i huset og engang i mellem bliver der også lavet noget nyt. Denne opskrift er dog lavet en gang før, hvor jeg ikke lige fik skrevet den ned. 

Her er opskriften som jeg lavede dem


Så vidt jeg har forstået er chimichangas en meget tilgivelig ret forstået på den måde at fyldet er valgfrit. De sidste to gange vi har lavet det har det været med oksekød, men jeg har planer om at prøve det med en omgang pulled chicken eller måske noget carnitas og lidt fajitasgrønt.





Christian W. Jensen

søndag den 21. februar 2021

Carnitas til dagevis

DETTE INDLÆG ER REDIGERET MHT OPSKRIFT

Carnitas


Ingredienser
  • Nakkefilet
  • 1-1½% Salt

Fremgangsmåde:
Skær din nakkefilet i tern af ca 2,5 x 2,5 cm. 
Vej det og tilføj det der svarer til 1 til 1,5 % af vægten i salt.
Jeg havde en nakkefilet på 2500 gram så jeg skulle bruge mellem 25 og 37,5 gram salt. Jeg endte med at bruge 32 gram. 
Hæld kød i en gryde (gerne en tykbundet en hvis du har det). drys salt over og hæld koldt vand ved til det lige dækker. Hvis der stikker enkelte kødstykker op så er det også okay.
Sæt det over varme ved Medium høj (hvilket jeg tolker som 6-7 på en 9 skala på mit komfur og få det i kog.
Når det koger skrues der lidt ned for varmen til medium av (3-4 på min skala) og lader det simre. 
og simre. Og simre. Det tog godt og vel 2-3 timer her hos mig. Ethan siger det tager omkring 1½ til 2 timer, men jeg tror forskellen er at han enten bruger mindre kød eller også bruger han en lav gryde med større bundareal så vandet lettere kan fordampe. 


I hvert fald. Da der var gået knap 3 timer begyndte kødet at faldet fra hinanden når jeg rørte rundt i gryden. Så her hældte jeg væden over i en skål(der på dette tidspunkt bestod af næsten lige dele vand og fedt). Lad det bundfælde og sig fedtet fra. Det skal du bruge senere når du skal gøre kødet serveringsklar.


******


I forbindelse med at jeg har overtaget madplanlægningen så har jeg været flittig bruger af youtube til at få inspiration. Hvis ikke du kender ham her så er det helt sikkert gået glip af noget. Han hedder Ethan Chlebowski og som han selv siger så er han en madnørd der kan lide at lave bedre mad og dele det med os :) 

Så vidt jeg kan forstå på ham så er han oprindelig fra Polen, men har bosat sig i USA og på, tror jeg, mindre end et år har han fået opbygget sin madblog til at han kan leve af det... Hvilket jeg bestemt synes er berettiget. Jeg har set en hel del af hans videoer, bl.a. omkring indretning af køkken, hvordan man sliber knive på vådsten og hvordan man frisker en slibning op med strygestål... og ja.. også hans madopskrifter som jeg tilføjer til bloggen her i dag.


Du kan nu enten lade kødet blive i de stykker de er kogt som, du kan hakke det eller du kan mose det. Jeg valgte nr. 3 og til det formål brugte jeg en mudler fra mit barskab. Det egnede sig fremragende til formålet. Det er ifølge Ethan også den måde der bedst beholder fedtet i kødet hvilket er essentielt når det skal gøres serveringsklar. 
Når det skal serveres så tager du noget af kødet og lægger på en varm stegepande og lader det sprødstege. du kan evt. bruge noget af det fedt du gemte tidligere.

Når det er stegt sprødt vender du det om og steger den på den anden side også og så kan du med fordel smide en majstortilla på. Varmen fra kødet er nok til at varme din tortilla og så kan du med en palet vende det om så tortilla er under og kødet ligger på den. Jeg havde ikke majstortillas men skar en hvedetortilla ud i "serveringsstykker".. dryssede med lidt pico de gallo fordi det var det jeg havde. Men det kunne helt sikkert godt have brugt en kick af nogle løg og evt. lidt ost. 

Anyway... Kødet i sig selv er rimelig smagsneutral, eftersom det kun er krydret med salt. Så senere på aftenen brugte jeg det i en Mac'n'cheese (opskriften skal lige tweakes lidt inden den kommer på bloggen)... Men fordi kødet er så neutral så kan det også steges på panden og når det er sprødt hældes over med lidt barbecuesauce og smides i en bolle til en gang pulled pork. Eller som Ethan viser på sin blog så kan det steges med lidt løg og hvidløg, tilføjes lidt pastavand og parmasanost og laves til en pastaret.

Uanset hvad så er der Carnitas til dagevis. Jeg fik 5 poser med ca 300 gram kød ud af det. Jeg brugte en pose til Mac'n'cheese i går og kunne godt finde på at give en portion en gang tacokrydderi til når vi skal have tacos i aften. Bare lige for at teste det :) Nakkefilet er nemlig ofte på tilbud til 19,95 pr halvkilo så prismæssigt ligger det i den billige ende. Og ja.. Jeg er også ved at bage boller så måske kan jeg også få testet pulled pork retten en af dagene.


Christian W. Jensen

lørdag den 23. januar 2021

Nyt år, Ny præsident og Nye opskrifter

DETTE INDLÆG ER REDIGERET MHT OPSKRIFTER

Chicken Alfredo Pasta

Originalopskrift fundet HER

Her kommer opskriften som den blev lavet her i huset (1½ portion)

  • 3 stk kyllingbryst
  • 340 gr tørret pasta
  • 1½ tsk salt
  • 3 spsk rapsolie
  • 170 gram smør (20 /150)
  • 3 fed hvidløg
  • 3 3/4 dl fløde
  • 110 gr. friskrevet parmasan
  • ½ tsk revet muskatnød


Fremgangsmåde:
Start med at sætte vand over og kog pastaen.
Krydr kylling med salt og peber og steg den i olie og 20 gram af smøret til den er gyldensprød og gennemstegt. 
Skær kyllingen i skiver og dæk den til med staniol indtil den skal bruges
Sauce:
Smelt resten af smøret ved mellem varme og tilsæt hvidløgsfed steg dem uden at brænde dem.
Tilsæt fløde, parmasan, muskatnød og det peber der ikke blev brugt til at krydre kylling med.
Lad det simre 3-4 minutter. Hvis den er for tyk så tilsæt lidt af pastavandet.
Hæld vandet fra pastaen og vend pastaen i saucen indtil det hele er dækket. 
Tilsæt kylling i skiver lige inden servering og server mens det er varmt.

Pico de galo

  • 155 gr finthakket løg
  • 1 jalapeno uden kerner,finthakket
  • 60 ml frisk limesaft
  • 750 gr (510 gram finthakket udkernede blommetomat
  • Koriander fra en potteplante (af 18 kr )

Fremgangsmåde:
Fjern kernerne fra tomaterne. Jeg gjorde det ved at skære dem over på midten og give dem et klem og så skrabe kernerne ud med en teskeHak løg, jalapenos og tomater fint. Så fint som muligt. Tilsæt limesaft og finthakket koriander og bland det godt sammen. Sæt det på køl og lad det trække mindst en time inden servering.

Kartoffelsalat

Originalopskrift fundet HER
Opskrift som jeg lavede den

  • 1 kg kogte kartofler i mundrette stykker
  • 3 forårsløg i skiver
  • 1 fed hvidløg finthakket
  • et bundt purløg
  • 4 spsk Hellmans mayo
  • 4 spsk creme fraiche 38%
  • Sukker 
  • Salt 
  • Peber

Fremgangsmåde:
Kog kartoflerne og køl dem af. Jeg kogte dem dagen før og smed dem på køl. Skær forårsløg i skiver, Hak eller pres hvidløg. Hak purløg. 
Bland mayo og creme fraiche og tilsæt forårsløg, hvidløg og purløg. Smag til med sukker, salt og peber.
Vend kartoflerne i dressingen og lad kartoffelsalaten stå et par timer inden servering. Jeg lavede den lige inden spisetid men den var væsentlig bedre dagen efter end lige efter den blev lavet.


******


Well.. først og fremmest.. Godt nytår. Det gik lige op for mig at jeg ikke har blogget siden sidste år :) 

Faktisk har jeg ikke blogget siden præsidenten i USA var en stor orange cheesepuff... Okay.. hvis alt skal være ret så er det kun 2 dage siden de skiftede præsident til Joe Biden.. Man kan argumentere for at det er trist at i et land med 320 millioner (minus de 400000+ mennesker der nu er døde af Covid-19), at de to bedste kandidater de havde begge var 70+ år, men de fleste der stemte på Joe Biden stemte ikke så meget på Biden som de stemte MOD ham den anden.

Jeg har brugt utallige timer på arbejde på at lytte til podcasts og nyheder og valgdækning derovrefra og jeg tror virkelig at USA endelig er kommet på rette kurs. Som Biden sagde i sit udlæg i går så bliver det værre før det bliver bedre, men jeg tror en gennerelle stemning derovre nu er en af forsigtig optimisme og jeg glæder mig til at se hvad der sker med senatorer som Ted Cruz, Mo Brooks og Josh Hawley der åbenlyst støttede T----s kupforsøg... For slet ikke at snakke om T---- selv.. Sidst jeg hørte ville han have rejst til sit resort i Skotland, men pga coronasituationen i USA så fik han ikke lov til at rejse dertil. Hvilket i øvrigt er et godt eksempel på karma hvis der er nogen der går op i sådan noget. Den dårlige håndteringen af Corona har forhindret T---- i at forlade landet, hvor der er flere stater der er interesseret i at føre retssag mod T----. Derudover er der selvfølgelig også den kommende rigsretssag, der forhåbentlig får et flertal så T----- bliver forbudt at være politiker i USA igen. Det sidste nye jeg har hørt der er at demokraterne afleverer impeachmentpapirerne på mandag og at selve retssagen ville begynde den 9. februar. 


Anyway.. Der er stadig mange timers underholdning tilbage over there, men jeg tror det nu er gået fra at være en tragedie til at være en underdog story, hvor en gammel mand står overfor uoverskuelige udfordringer :) 


Nå... Nye opskrifter.. Jeg kan lige så godt sige det som der er. Jeg har glemt at tage billeder af dem, men jeg vil gerne have skrevet dem ned, så jeg er fri for at skulle regne dem om en anden dag.

Opskrifterne i dette indlæg er Chicken Alfredo pasta, picco de gallo og kartoffelsalat. Ja... Det er tre meget forskellige opskrifter :D 

Chicken Alfredo Pasta blev sidst lavet her i huset af min søn og bonusdatter :) De har siden december sidste år haft maddag om torsdagen, hvor de har lavet aftensmad sammen. Indtil videre har de haft lavet Spaghetti bolognese, svensk pølseret, chicken alfredo pasta og fiskepinde med pommes frites og jeg kan lige så godt sige det som det er :) Jeg NYDER det. For det første er de sgu egentlig ret gode til at lave mad og for det andet her i vintermånederne i hvert fald kan jeg godt lide at jeg har lidt tid til hyggeprojekter inden aftensmaden

Christian W. Jensen

torsdag den 2. november 2017

Pulled Pork cook off (Sous Vide)

DETTE INDLÆG ER REDIGERET MHT. OPSKRIFTER

Pulled pork Carnitas version 1.
Opskrift fundet HER

  • 1.8 kg. nakkefilet skåret i 4-5 cm tykke skiver.
  • 1½ løg skåret i 8-dele.
  • 6 fed hvidløg skåret i skiver
  • 1 stang kanel brækket i 3-4 stykker (min nåede så ikke med i vacuumpakningen så jeg bagefter)
  • 2 lauerbærblade
  • 1 appelsin, skåret i 8-dele

Fremgangsmåde:
Bland gris, løg, hvidløg, kanelstang, laurbærblade i en stor skål. Pres saften af appelsinbådene inden resten af appelsinbådene også tilsættes. Krydres rigeligt med salt og ryst skålen for at blande det.

Hæld indholdet over i en vacuumpose, vac and seal. OBS: Pga appelsinsaften så sørg for at din vacuummaskine kan håndtere væske. Min sugede ikke så meget væske ud, men lidt kom der da.

Smid kødet i basinet og giv det tid og temperatur ifølget skema.

Når kødet er færdig overføres posen til en beholder. Saml kødstykkerne op og læg dem på et stykke i et ovnfast fad. Når det er køligt nok til at håndtere så skal det skilles ad enten med to gafler eller med fingrene. Ifølge opskriften jeg har fundet kan pulled pork forberedes indtil dette punkt.

Når det er tid til at serveres skal kødet brunes /brankes af i ovnen på under grill eller på panden. Ca. ti minutter hvad enten det er på pande eller i ovnen. Så langt er jeg dog ikke kommet endnu, så det kan ikke siges med sikkerhed om det virker :)



Pulled Pork Carnitas opskrift 2 som jeg lavede den
Opskrift fundet HER

  • 1,8 kg. nakkefilet, skåret i 4-5 cm tykke skiver.
  • 1½ løg groft hakket
  • 1 rød chili, uden kerner og lameller, hakket groft
  • 5 fed hvidløg, skåret i skiver
  • 2½ tsk salt
  • 1 tsk peber stødt.
  • saften af 1 appelsin

Fremgangsmåde
Bland gris, løg, hvidløg, chili salt og peber i en pose og overfør det til en vacuumpose,

Hæld indholdet over i en vacuumpose, vac and seal. OBS: Pga appelsinsaften så sørg for at din vacuummaskine kan håndtere væske. Min sugede ikke så meget væske ud, men lidt kom der da.

Smid kødet i basssinet og giv det tid og temperatur ifølge skema.

Når kødet er færdig overføres posen til en beholder. Saml kødstykkerne op og læg dem på et stykke i et ovnfast fad. Når det er køligt nok til at håndtere så skal det skilles ad enten med to gafler eller med fingrene. Ifølge opskriften jeg har fundet kan pulled pork forberedes indtil dette punkt.

Når det er tid til at serveres skal kødet brunes /brankes af i ovnen på under grill eller på panden. Ca. ti minutter hvad enten det er på pande eller i ovnen. Så langt er jeg dog ikke kommet endnu, så det kan ikke siges med sikkerhed om det virker :)


******

Så er det lige om snart at der starter en ny tradition i vores familie. Altså det er ikke en eller anden opskur tradition som vi har fundet på... nææh.. Det er bare noget så simpelt som Halloween.

Tasja og jeg har bestemt, at det er på tide at vi starter vores egen familietradition og siden halloween kombinere muligheden for at klæde sig ud, te sig tosset, spise slik og kage og andre spændende ting så  tænker vi at det lige er i vores boldgade :) Så vi har besluttet at på lørdag fejrer vi halloween for første gang af mange i årene der kommer :)

Menuen har ændret sig en smule i de sidste har par uger for oprindeligt havde jeg planlagt noget i stil med dette:

Meeen.. .vi bliver kun 4 voksne og 4 børn så dette bliver måske lige i overkanten med kød på det her billede.

Plan B var spareribs som ribben og så mørbrader som quadriceps femoris'er (lårmuskler). Men det der med med at få fat i kamben på kort varsel så heldigvis fandt jeg opskriften på sous vide pulled pork til carnitas og jeg har en forkærlighed for carnitas da det er jo hører til i det mexikanske køkken...

Så ja. Fandt en opskrift som jeg besluttede mig for at prøve, men da Tasja ikke er super kanel-fan så tænkte jeg det ville være okay med et alternativ og så fandt jeg en opskrift mere :) Nu havde jeg jo købt 2 x 1,8 nakkefilet i Bilka på tilbud.

Jeg har efterhånden fundet ud af, at når det gælder sous vide så er det mere reglen end undtagelsen, at få serveret (hehe) flere forskellige temperaturer og tider alt efter hvilken konsistens man ønsker det endelige produkt. Denne opskrift fra Serious eats er ikke anderledes. De tre valgmuligheder er:

63 grader i 24 til 36 timer: Meget mørt og saftigt. Ikke egnet til at blive "pulled", men bedre egnet til at blive skåret i tern eller stegt i hele stykker.

74 grader i 12 til 24 timer: Saftigt og let at "pulle" med hænder eller gafler.

85 grader i 8 til 16 timer: Traditionel struktur der falder fra naturligt.

Af hentyn til planlægning m.m.så har jeg planer om at prøve en mellemting de to sidste, så jeg satser på 80 grader i omkring 17-18 timer, da det passer med at jeg kan smide dem i gryden i aften inden jeg går i seng og så er de klar til aftensmad i morgen aften.

Så her er opskrifterne som jeg har brugt:



Christian W. Jensen

søndag den 15. juli 2012

Mexikansk inspireret omelet og NNM

Forleden lavede jeg en virkelig god omelet og jeg overvejede at blogge om den, men jeg havde fødselsdagsfest i fredags og så kom jeg lidt væk fra det igen.

Men frygt ej... Jeg gentog succesen her til frokost i dag og denne gang med billeddokumentation... So here it is:

Mexikansk inspireret omelet 
(baseret på mexikanske røræg)

  • 5 æg
  • 2 forårsløg
  • 1 frisk rød chili
  • 1 hvedetortillas, rullet og klippet i strimler
  • 1 spsk olie (her rasp)
  • 5 skiver lufttørret skinke
  • 1 spsk echebeche
  • revet cheddar


Fremgangsmåde:
Klip hvedetortillas i stykker og steg dem i olien. I mellemtiden hakkes chilien fint, forårsløg og skinken skæres i strimler, hvorefter det tilsættes til panden. Lad det stege et par minutter og hæld æggemassen hen over og læg låg på. Når overfladen er fast, drysses reven ost hen over og når den er smeltet er omeletten klar til at serveres.


Og dermed til den vigtige del af dette indlæg....

Vi har fastsat datoen for næste NETVÆRK MED MAD :D...

Det bliver fredag d. 27.7 kl. 18.15 og der er tilmelding på facebooksiden lige HER


Christian W. Jensen

lørdag den 23. juni 2012

NMM som det burde være

Her til aften har vi haft Netværk med mad for 4. gang. Menuen var Pulled pork burgere med coleslaw og mexikanske tapas. Jeg må krybe til korset og indrømme at jeg har købt færdiglavede produkter fra Santa Maria til formålet. Jeg har selv lavet græskar pesto og marinerede rødløg som jeg plejer, men jeg har længe haft lyst til at prøve escebeche og mango mojo, så jeg købte den originale for at få en ide om hvordan det skal smage.
Så til mine tapas havde jeg tre slags kød: Pulled Pork, marineret kylling og tacokød. Dertil havde jeg så græskarpesto, escebeche, mango mojo, marinerede rødløg samt, salsa, cheddarost og creme fraiche.

Alt i alt blev det til syv forskellige varianter som gæsterne selv lavede :D Jeg lærte at vi skal have et større køkken når vi får hus, men det er godt nok en god ryste-sammen-aktivitet.



Desserten blev lavet af søsteren min og var faktisk rimelig god. Helt sikkert værd at lave en dag, hvis jeg altså kan finde ud af det.


Anyway... Ud over rigtig god mad i godt selskab så fik jeg også lige taget hul på noget meget vigtigt. Ud over min familie, min mad, min uddannelse og mine skriverier så har jeg også et kæleprojekt som jeg faktisk kun har nævnt en enkelt gang (tror jeg nok) i dette indlæg. Det går i alt sin simpelhed ud på at vi er en gruppe frivillige, der arbejder gratis som massører en hel dag og alle de penge vi normalt ville have tjent giver vi videre til Kræftens Bekæmpelses kamp mod brystkræft. Sidste år fik vi samlet knap 12000 kr. ind. Anyway.. grunden til at jeg nævner det nu er fordi en af dem der deltog i dag har meldt sig som massør til arrangementet.

Du kan læse mere om Helping-hands.dk lige her. Og ja.. jeg er klar over at der står 2011 i overskriften, men jeg mangler en grafiker der har tid og overskud til at give en hånd med ;) Kender du en må du meget gerne henvise til min hjemmeside :D


Nå ja.. Så fik jeg indviet min Netværk med Mad-kasse :D Det var betingelsen fra finansministeren for at jeg kunne få lov til at forsætte Netværk Med Mad.



Christian W. Jensen

tirsdag den 12. juni 2012

Opvaskemikado, fondant og hvedetortillas

Dog ikke på samme tid :D

Er stadig i praktik på studieafsnittet på sygehus syd og har lidt skæve arbejdstider, men er stadig tid til at lave lidt spændende mad. Egentlig ville jeg have lavet taco skaller men jeg fandt kun opskrifter på bløde hvedetortillas, men de var til gengæld også lette at lave og rigtig gode.

Jeg kan selvfølgelig ikke finde opskriften igen, men den minder meget om den her

Oversat til dansk:

Hvedetortillas
(12 stk.)

  • 330 gr. hvedemel
  • 1 tsk. salt
  • ½ tsk. bagepulver
  • 80 ml. rapsolie
  • 250 ml. varmt vand.
Fremgangsmåde:
Rør mel, salt og bagepulver  med et piskeris og tilsæt olien. Mix det sammen med fingrene og tilsæt vandet indtil dejen har samlet sig.
Lad det hæve tildækket i mellem 30 minutter og natten over.

Del dejen i 12 lige store stykker som rulles ud efter bedste formåen... Jeg har endnu ikke præstereret at lave nogle helt cirkelrunde, men jeg kan trøste dig med at formen ikke har noget med smagen at gøre.
De skal tørsteges indtil de begynder at boble op og så vendes. Hold dem varme i et viskestykke.


 Denne opskrift på fondant har jeg faktisk haft siden jeg var med til casting til den store bagedyst hvor jeg mødte mange fantastiske mennesker. Blandt andet ejeren af denne side. Hun gav mig opskriften på denne fondant der ikke er baseret på skumfiduser. Det fede ved den er at den er let at tilsætte smagsstoffer (så den ikke bare smager af sukker). Jeg tilsætter 2 tsk. mandelessens til min og det smager faktisk ret godt. Desuden skulle både vanilla, rom og andre essenser kunne bruges. (æteriske olier skulle også kunne bruges, men jeg har ikke forsøgt det endnu)

Fondant
  • 2 tsk. gelatinepulver
  • 2 spsk. vand
  • 62 gr. lys sirup
  • 500 gr. flormelis
  • evt. Smag (f.eks 2 tsk mandelessens)
Fremgangsmåde
Gelatinepulver, vand og sirup smeltes i et vandbad. (Skal du have smag i skal det også tilsættes nu) herefter tilsættes flormelis lidt af gangen og røres godt sammen til fondanten har den rigtige fondantkonsistens. Modsat MMF (MarshMellow Fondant) så skal dette ikke "sætte sig" natten over i køleskabet, men kan bruges med det samme.


Sidst men ikke mindst... Kender du opvaskemikado?
Det er meget lig almindelig mikado, men med opvasken. Det er et spil jeg ofte spiller når jeg alligevel skal vaske op. Det ser nogenlunde sådan her ud:

 Tricket er at vaske så meget af du kan og stable det op, gerne så højt så muligt og så starter spillet. Tag en genstand af gangen og tør den af uden at resten vælter... (Det har kostet et par glas igennem tiderne, men det er hvad der sker. :))

Og til alle jer der har en opvaskemaskine ... HA... i kan ikke spille med ;)

HUSK: Fredag d. 22. juni er der Netværk Med Mad... 
Indtil videre er vi 4 voksne og et barn til bords. Vi har stadig plads til et par stykker eller 4 mere.. så meld dig til på facebooksiden eller send mig en mail... Og har du brug for at tage en ven/veninde eller en kæreste med for at deltage så skriv og vi ser om det kan lade sig gøre :D

Christian W. Jensen

søndag den 3. juni 2012

Mexikansk netværk med mad

I aftes havde vi så tredje omgang Netværk Med Mad (NMM) og det var en kæmpe succes, Synes jeg selv Det var rimelig kort varsel da det blev offentliggjort torsdag aften og Karen havde da også måtte invitere et par stykker selv om det ikke lige er konceptet, men det endte med at vi blev 9 i alt. 6 voksne og 3 børn.

Menuen stod på Mexikanske kødboller i krydret tomatsauce med ris og så fik vi texmex tapas (Se her og her).




Mexikanske kødboller i krydret tomatsauce (opskriften kommer fra min far)
Jeg skriver her den oprindelige opskrift. Til vores komsammen lavede jeg dobbeltportion af kødboller og triple portion af sauce


Kødboller:
  • 600 g hakket svinekød
  • 1 finthakket løg
  • 2 fed finthakket hvidløg
  • 30 g finthakket mandler
  • 30 g franskbrødskrummer (rasp)
  • 1 æg
  • 1/2 spsk koriander
  • 1/2 tsk stødt kanel
  • 1 1/2 spsk. tør sherry
  • salt og peber
  • 20 g smør
  • 2 spsk olivenolie

Sovs:
  • 1 spsk solsikkeolie
  • 1 stort finthakket løg
  • 1 fed presset hvidløg
  • 1 tsk brun farin
  • 6 mellemstore, flåede hakkede tomater
  • 1 mellemstor, udkernet grøn peberfrugt, skåret i ringe
  • 1 mellemstor, udkernet rød peberfrugt, skåret i ringe
  • 1 frisk, udkernet finthakket grøn chili
  • 3/4 tsk. cayenne peber
  • 1 tsk paprika
  • 1 spsk koriander
  • 3/4 dl oksebouillon
  • 2 tsk Maizena
  • godt 1/2 dl tør sherry
  • salt og peber
Fremgangsmåde
Kødboller:
Svinekød, løg, hvidløg, mandler, franskbrødskrummer, æg, koriander, kanel, sherry, salt og peber blandes og formes til kødboller. (Lav evt. farsen i god tid så den kan stå og trække i køkeskabet i ca 1 time) Smør og olie opvarmes og kødbollerne steges til de er jævnt brune over det hele. Læg dem til afdrypning på køkkenrulle.
Alternativt formes farsen til boller af ca. 50 gr. og bages i ovnen ved 200 grader i ca. 20 minutter. Karen havde hørt, at hvis man lagde skrællede kartofler på pladen så skulle de opsuge noget af kødsaften og de første forsøg lader til at der er noget om snakken.

Sovs:
Olie, løg, hvidløg og farin kommes i en tykbundet gryde ved lavt blus i 6-8 min. Så tilsættes tomater, peberfrugt, chili, cayenne peber, papprika og koriander. Det hele småkoger i 3 min. så tilsættes oksebouillonen. Maizena og sherry blandes, og røres derefter i gryden. Sovsen småkoger i 2 min. og smages så til med salt og peber. Kødbollerne tilsættes og retten småkoger i 20-25 min.


Tip til gæstemad:
Hvis du er typen der godt kan lide at have gæster men ikke gider alt for meget køkkenarbejde på selve dagen så kan denne ret forberedes rigtig meget i forvejen. Farsen tager bestemt ikke skade af, at blive rørt dagen før.
Og sovsen kan også forberedes. Hak løg og hvidløg og læg det i en pose sammen med brun farin. Peberfrugter, tomater og chili hakkes og lægges i en anden pose og krydderierne måles af i en lille skål.
På den måde er der minimal opvask på selve dagen.

Tex Mex tapas:
55 hapsere

4 hvedetortillas - Hver delt i 16 stk. (og regnestykket passer ikke fordi sønnen prøvesmagte dem )
1 kyllingebrystfilet, marineret med tacokrydderi.
200 gr. hakket oksekød.
20-30 gr. hjemmelavet tacokrydderi

Ang. hvor mange der skal bruges så synes jeg antallet passede meget godt. Især børnene tog godt fra af tapas. Men hvis der ikke havde været andet, havde der været alt for få. :)
 

Anyway... da vi havde sendt de sidste gæster hjem (halv tolv) havde jeg en snak med min forlovede om aftenen. Hun havde fortalt at da hun inviterede, så blev hun spurgt om vi så forventede at blive inviteret hos dem "til gengæld" og til dette er svaret - Nej. Det vil vi helst være fri for (skrevet med et smil på læberne :) Men en af grundene til at jeg begyndte på netværk med mad er at jeg godt kan lide at lave mad. Og jeg kan godt lide at møde (nye) mennesker. Og hvis vi nu bliver inviteret til middag hos dem der har været hos os så vil vi jo ende med ikke at spise hjemme i 14 dage... Og så får jeg jo IKKE lov til at lave mad :D Og Karen vil få stress fordi hun mest er en hjemmeprut :)

Så du behøver ikke at blive væk fordi du ikke lige kan overskue, at skulle invitere os hjem til dig. Skulle du derimod have lyst til at smide en 20'er (pr. mund du medbringer) i Netværk Med Mad-kassen så undgår vi at finansministeren får et hys-anfald og nedlægger veto mod flere Netværk Med Mad-aftener... Så det vil blive værdsat.

Christian W. Jensen

torsdag den 31. maj 2012

Netværk med mad v. 3

Igen igen... Hvis torsdag er den officielle netværk med mad burger aften så kan jeg jo ikke servere burgere hvis NMM holdes en fredag aften, vel?
Derfor har jeg besluttet at lave menuen om til morgendagens netværk med mad... Ja det er kort varsel (igen) men erfaringer viser at impulsive beslutninger (især når det gælder mad) oftest spænder ret godt af..
Menuen i morgen aftenn kommer til at være mexikansk inspireret. Det bliver mexikanske kødboller i krydret tomatsauce ( en opskrift jeg har fra min fader) ... Dertil kommer der lidt assorterede texmex tapas a la santa maria, men selvfølgelig med hjemmelavet pesto, tostaditas,  marinerede rødløg og hvad jeg nu ellers får tid og lyst til... Sidste gang jeg havde netværk med mad så blev der jo spist op hvilket jeg ikke kan have hængende på mig ;-)
Drikkevarer medbringer du selv til eget brug og vi spiser som sædvanlig omkring 18.15 og også som sædvanlig er der fælles borddækning fra kl 17.45... ( kan jeg forresten godt skrive "sædvanligvis" når det kun er 3. gang.
Anyway... Meld dig til begivenheden på facebook eller send mig en mail på chrwjensen [snabela] gmail.com