tirsdag den 31. marts 2020

Undskyld!

Når du læser overskriften så kan du hurtigt blive fristet til at tro jeg undskylder fordi der går så længe mellem mine indlæg. Ikke at jeg tror der er nogen der græder snot over at de mangler, but still....

Nej.. Det jeg undskylder for er meget mere alvorligt end mine manglende indlæg. Covid19 eller Coronavirussen som den også bliver omtalt... Ja... Jeg er bange for det er min skyld :-/ Måske tænker du nu at du på et tidspunkt synes at have hørt den virus havde sin oprindelse i Kina, men det ændre ikke så meget på at det er min skyld.

Stadig ikke overbevist? Okay. Så tager vi den lige fra toppen. For snart 4 år siden var jeg lige kommet i fast arbejde, så da jeg blev spurgt hvad jeg ønskede mig i fødselsdagsgave så svarede jeg (måske en smule kækt) at jeg ønskede mig en date. 3. måneder efter min fødselsdag det år så blev jeg kærester med Tasja og hvis du har læst de sidste par indlæg så ved du at det gik så godt at vi endte med at købe hus sammen.

Sammenhængen mellem mit fødselsgaveønske for 4 år siden og så Covid-19? Jo. Jeg har i længere tid gået og .... brokket mig... er vist det rigtige ord. Det skete bl.a. i december da hele landet gik på den anden ende fordi der ikke var Tinka-nissehuer nok til alle dem der ønskede sig en. Du ved. Den slags situationer hvor man kan fristes til at tage sig til hovedet og tænke: "Jeg tror sgu godt menneskeheden kunne bruge en lille naturkatastrofe... Baaare lige alvorlig nok til at folk får deres prioriteter i orden"

Jeg ved at jeg i hvert fald har haft den tanke tit og ofte de seneste par år, og ja.... Når nu mit fødselsdagsgaveønske gik i opfyldelse så må jeg jo konkludere at jeg er "King of wishful thinking".

Men altså ... På den positive side så må du indrømme at jeg fik ret.. For første gang så længe jeg kan huske så har vi et folketing der taler med en stemme. Der er ingen fnidder-fnadder derinde. De forstår at arbejde sammen hvilket i sig selv er fantastisk at opleve som borger i dette land.

Det kan også være du ikke lige har været opmærksom på virksomheden Ide-pro i Glyngøre, nord for Skive. De har Nordeuropas største støbemaskine og nu har de omlagt produktionen for at hjælpe sundhedsvæsnet med at producere visirer til sundhedssektoren, så læger og sygeplejersker der passer på os alle sammen har det udstyr de skal bruge for passe på sig selv. Læs mere om det her eller find dem på Facebook og giv dem et Thumbs up bare fordi de bidrager.

Hvis du har et facebook feed som mit så vil du med garanti også have opdaget folk hjælper hinanden med stort og småt. Det kan være alt lige fra nogen der skal hente take-away som tilbyder at tage med for andre for at minimere antallet at folk på gaderne eller det kan være en som Puk Espersen der har lavet en tegnegruppe der hedder "tegn med Puk" hvor hun regelmæssigt livestreamer og tegner og fortæller som en moderne Jørgen Clevin.

Eller to østjyder der har lavet en prototype på en respirator, der heldigvis ikke ser ud til at blive nødvendig her i Danmark for langt, langt, langt de fleste danskere forstår at social distancing er vigtigt for at reducere sygdommens spredning.

Anyway. Det var bare lige det jeg ville sige. At jeg tror måske det lidt min skyld med den her epedimi og derfor ville jeg bare lige sige: Undskyld.

Christian W. Jensen

P.S. Jeg er fornyligt blevet arbejdsløs (på grund at ruteomlægning og ikke pga. Coronavirus) så nu når jeg nu har så meget pull med mine ønsker så kunne jeg godt ønske mig at jeg kommer i arbejde igen når tingene vender tilbage til normalt.