søndag den 22. maj 2011

Brunch

Når vi spiser brunch er der visse elementer der SKAL indgå før jeg regner det som en succes...
1. Pandekager
2. Røræg
3. Rigelig med Bacon :)

Hvad der kommer derudover er lidt tilfældigt. Denne gang har vi dog valgt at gå all-in i anledning af at kærestens veninder kommer til brunch med påhæng.
Brunch menuen bliver derfor som følgende:
Pandekager, røræg, rigeligt med bacon, indbydende italienere (Fra bogen Byens bedste brød) Ind-til-kernen-grovboller (også fra bogen Byens bedste brød) Hjemmelavet tunsalat, Kyllingbrystfilet, stegt og skiveskåret til pålæg, assorterede oste og chorizo pølse fra Bilka samt melon og druer til snack-mad når man absolut ikke KAN klemme mere mad ned... så er der jo altid lige plads til en drue :) Hertil Kaffe og the, samt juice sodavand og champagne (dog ingen afsætning i champagnen da de skulle køre hjem og det vist nok var dagen derpå for nogle af dem :D)

Opskrifter på det hjemmelavede:

Pandekager
Fik et pandekagefad med opskrift på af min svigerinde og svoger i indflyttergave og siden har jeg ikke brugt andre pandekageopskrifter. De bliver brugt til dessert, mexikansk og brunch og jeg synes de klarer sig godt i alle dicipliner.

 -125 gr. mel
- 1 knsp salt
- ½ tsk. sukker
- 3½ dl. mælk
- 2 æg

Pisk det hele sammen med stavblenderen og steg pandekagerne.. Smid dem midt på fadet når de er færdige. Vi plejer at lave dobbeltportion men til denne brunch lavede vi 4 dobbeltportion og hvis du er nysgerrig ser det sådan her ud:


Indbydende italienere (Fra Rikke Grybergs Byens bedste brød)
Helt klart mine favoritboller, der her i huset også bruges til burgerboller.
10 gr. gær
4 dl. vand
1. tsk. salt
1. tsk honning
50 gr. rugmel
250 gr. italiensk hvedemel (tipo "oo" der oftest er billigere at købe i Metro hvis man har kort dertil)
200 gr. fint durummel
1 stor spsk. olivenolie

1. dag:
Gær opløses i vand. honning og salt tilsættes og derefter de tre slags mel. Ælt langsomt det hele sammen i 12 minutter (ja.. der står 12 og det er bl.a. derfor jeg er glad for vores Køkkenmaskine) Kom derefter en smule olivenolie i en skål og læg dejen heri. I køleskabet med den og gem den til næste dag. (hvis du har travlt kan du bruge 20 gr. gær. lade dejen hæve i 1 time. form brødene og derefter lade dem hvile 2 timer mere)
2. dag
Kom durummel på bordet og vælt forsigtigt dejen ud af skålen. Form 10-12 boller og rul dem i  durummel inden de sættes til hævning på en bageplade med papir i ca. 2 timer.

Varm ovnen op til 230 grader med en bradepande i bunden. Skær et snit i brødenes overflade med en skarp kniv (noget jeg altid glemmer og jeg tror ikke det påvirker smagen ;) sæt brødene midt i ovnen og hæld en dl. vand i bradepanden. Skrue ned til 200 grader og bag brødene i 12-15 minutter

Ind til kernen grovboller (Fra Rikke Grybergs Byens bedste brød)
10 gr. gær
4 dl. vand
1½ tsk. salt
1 tsk. honning
1 spsk. olivenolie
100 gr. rugsigtemel
250 gr. hvedemel
50 gr. græskarkerner
50 gr. durumkerner
50 gr. solsikkekerner
50 gr. hørfrø
ekstra kerner til drys.

1. dag
Rør gær tilsæt salt og honning. Tilsæt olivenolie og rør mel, kerner og hørfrø i lidt efter lidt under omrøring. Ælt dejen ca. 10-12 minutter (igen.. glad for vores køkkenmaskine) til den er glat og slipper bord eller skål. Stil den på køl med fugtigt klæde over til dagen efter.

2. dag.
Del dejen og form ca. 10-12 boller. Sæt dem på en bageplade med papir og drys kerner på toppen. Lad dem hæve ca. 1-2 timer til de har nået dobbelt størrelse.

Varm ovnen op til 230 grader med en bradepande i bunden. Sæt kernestykkerne midt i ovnen, hæld en dl. vand i bradepanden og skru ned til 200 grader. Bag brødene i 12-15 minutter.


Hvis du synes at bollerner ser små ud så har du fuldstændig ret :D
I anledning af at de var til brunch lavede vi dem bevidst mindre så der var muligt for gæsterne at spise flere.... så de kunne smage flere forskellige slags pålæg. Brunchstørrelsen her er ca. 50 gr. dej pr. bolle.





Hjemmelavet tunsalat (Kærestens opskrift, ved ikke hvor hun har den fra)
Dette er ikke en slankesalat, men den smager utrolig godt.


- 3 ds. Tun i vand
- Løg efter behag
- 2 pk. Bacon i tern
- Lidt mayonnaise (Hellman er blevet favorit her i huset, men andre kan vel gøre det)
- Salt og Peber
- Creme Fraiche
- Kapers efter behag (Det behager ingen her i huset FYI) :D


Bacon tørsteges
Tun fordeles med en elpisker
Løg hakkes fint og kommes i.
Mayonnaise og creme fraiche røres i. Bestem selv hvor meget og hvor lind.
Kapers vendes i med en ske.
Bacon og evt fedt fra panden vendes i.
Smag til med salt og peber.


Tilsæt evt. majs, peberfrugt, knust hvidløg.

 Brunchbordet sådan lidt fra oven... inden vi spiste det hele
eller det meste i hvert fald









Christian W. Jensen
Send en kommentar