søndag den 31. juli 2011

Beskytter Kapitel 3

Jeg har lovet at når jeg fandt en fotograf udgav jeg kapitel 1. Når omslaget var bestilt udgav jeg kapitel 2 og når jeg sendte det hele til trykken udgav jeg kapitel 3.

Nu når Beskytter er sendt til trykken (læs her) så kommer her det 3. og sidste gratis kapitel af Beskytter. Håber det har givet dig et indtryk af min skrivestil, så du, hvis du skulle finde på at købe bogen, ikke bliver skuffet ;)




3


Den grå tåge var tilbage. Som forhænget i en biograf blev mørket langsomt trukket til side, men der var intet MGM eller Universal logo, der annoncerede, at den nye Hollywood blockbuster skulle til at begynde. Kun den samme grå tåge, der havde været lige før mørket. - Er jeg død? Spurgte stemmen, der havde advaret ham om den fare, der havde ført til dette. - Nej. Døde mennesker stiller ikke spørgsmål. Eller gjorde de? Måske var det alt, de gjorde. Der var bare ikke nogen til at svare på dem. Han så noget i tågen. Eller troede han så noget. Det havde kun været der flygtigt. En skygge. Ikke fordi han kunne se nogen lyskilde i den grå masse, der omfavnede ham, men der havde været et sted, der var mørkere gråt end resten. Han så sig omkring eller troede i hvert fald, han gjorde det. Måske var det kun hans øjne, der bevægede sig. Måske kun hans fantasi.
Skyggen kom tilbage. Den svævede i luften foran ham. Det var ikke helt et menneske. Måske en person med en mørk kappe. Figuren havde et blødt omrids. - Men hvorfor vil nogen gå rundt med en mørk kappe? Døden har en sort kappe, sagde en anden, lidt for hjælpsom, stemme. - Hold kæft! Lød det prompte fra den første stemme. Han mærkede noget røre sig på halsen. Det var koldt. Han ville skrige, men der kom ingenting ud. Den grå tåge absorberede hans stemme uden problemer, og skriget blev i hans hoved. Så forsvandt hvad end det havde været. - Få mig væk herfra! Jeg vil ikke mere. Skyggen forsvandt. Så var den tilbage. - Var der to nu? Hvor kom de fra? Himlen? Helvede? Var det engle, der havde hørt hans råb om hjælp og kom for at tage ham væk? Eller var det dæmoner, der havde hørt ham, og nu samledes de for at se ham blive sindssyg i dette grå helvede af ingenting. Noget rørte hans hals igen. Denne gang forsvandt det ikke. Det strammede sit greb om hans hals, og han var sikker på, at det var dæmoner. En af dem havde taget kvælertag på ham, og han mærkede, hvordan grebet langsomt strammede til. - Er det sådan det er, når man dør? Hvordan kan nogen sove stille ind? Er der ingen formildende omstændigheder? Kvinden slap vel væk? Tæller det ikke for noget? Flere skygger. Og lys. Skyggerne stimlede sammen om ham, men han kunne se lys. Det kom fra et sted over ham og faldt ned foran ham. Næsten som om han fløj opad. Lyset standsede. Han var åbenbart kommet så langt op i himlen, som han var værdig til.
Han kunne mærke noget. Hans hånd lå på noget blødt og glat. - Bomuld? Havde de nystrøget sengetøj i himlen?
Han kunne høre noget.
Biip. - Han kendte lyden, men kunne ikke placere den.
Biip. - Havde de elektroniske apparater i himlen?
Biip. - Burde det ikke være engle med harper?
Biip. - Det er ikke himlen.
Biip. - Dette er et hospital, og jeg ligger i en seng.
Biip. - Det er mit hjerte, der slår.


Ja. Det er et kort et, men jeg håber det fangede din interesse alligevel


Christian W. Jensen
Send en kommentar