Beskytter Kapitel 2
Hendes hjerte hamrede i takt med hælene på hendes sko. Heldigvis gik hun næsten altid i komfortable løbesko, og i dag havde ikke været nogen undtagelse. Hun havde altid været glad for at løbe, og nu var hun i gang med et sprint, der skulle redde hendes liv. Faktisk havde det været den fremmede, der med al sandsynlighed havde reddet hende. Hun havde set ham krydse vejen, og hun kunne stadig huske, hvordan hun havde følt det, da han var gået over på den anden side af vejen. Og hvordan hun havde følt det, da han mod alle odds havde sat farten ned og var kommet over til dem. Hun tænkte flygtigt tilbage. Manden, der havde holdt fat i hendes arm, havde sluppet og trukket en pistol. Heldigvis havde han ikke brugt den, som den var beregnet, men i stedet som en hammer på den fremmedes baghoved. Hun huskede den sygelige lyd, det havde givet. Som en hammer på en træstamme. En hul lyd.
Hun havde ikke set sig tilbage siden. Hendes hals sved. Hendes ben var trætte, og selv om hun kun havde løbet et par hundrede meter, gjorde hendes ben ondt. Hun vidste, det var på grund af stress. Hendes krop havde for længst gennemlevet den første fase af stressen, hvor stressen var blevet produceret for at fremkalde en kæmp eller flygt reaktion. Nu var hun i den anden fase, hvor hendes krop prøvede at bekæmpe stressen, og det tærede på hendes kræfter.
Hun skammede sig over sin reaktion.
Hun var uddannet politibetjent, og selv om det ikke havde været mere end et par måneder siden, så var hun flygtet. Ladet en fremmed i stikken og flygtet som en kujon. - En mand lå bevidstløs på jorden, og du flygtede, lød det bebrejdende fra stemmen i hendes hoved. Hun drejede for anden gang. SW Water. Halvtreds meter mere og hun skulle til venstre på SW Gibbs. Hun tillod sig selv et hurtigt blik over skulderen. Gaden var øde bag hende. Måske havde de valgt at røve hendes redningsmand i stedet for. Han var trods alt ikke flygtet. - Han ofrede sig selv for dig, Angie! Hendes mave vendte sig, og hun måtte kæmpe for at modstå trangen til at kaste op. Hun drejede om endnu et hjørne og kunne se målet for sin løbetur. Francesca og Eliza Hayes boede i et hus i byens sydlige del. Det var, så vidt hun vidste, det eneste hus med rødt tag, men det var også alt, hvad det skilte sig ud. Det stod midt mellem to andre huse af præcis samme design. Angela standsede ved trappen og så sig modvilligt tilbage. Gaden var tom. Endnu engang blev hun overbevist om, at de havde valgt at røve hendes redningsmand.
- Hvorfor skulle du også strække benene? Hun havde besøgt stedet. Det lille stykke vej, hvor hendes far mindre end 36 timer forinden var blevet skudt. Hun havde ikke forventet at finde noget der, men hun havde alligevel været nødt til at se stedet. En af de mest stressende opgaver som politibetjent, var gåturen fra patruljevognen til den bil, man havde standset. Man vidste aldrig, hvem føreren var, og hvad hans baggrund var. Det kunne være en familiemor på vej hjem fra børnehaven, eller det kunne være en junkie på prøveløsladelse med en pistol på passagersædet.
Hun havde fundet stedet, fordi der havde ligget blomster i vejsiden, hvor det var sket, og midt på vejen havde der været en mørk plet. Hun havde valgt at stige ud af taxaen et par blokke hjemmefra, så hun kunne klare hovedet med lidt frisk luft. Bare fem minutters frisk luft inden hun skulle se sin mor i øjnene for første gang, siden Samuel Hayes var blevet dræbt ved en rutine standsning af en bil, der havde kørt for hurtigt. Det var lykkedes hende at komme med et tidligere fly, men sidst hun havde været hjemme, havde hverken hendes mor eller søster været der. Hun havde nået at pakke sin kuffert ud på sit gamle værelse, men da de stadig ikke var kommet tilbage, havde hun taget en taxa for at se stedet. - Hvis du bare havde ventet hjemme, ville intet af dette være sket, lød det bebrejdende fra hendes sind, men hun skubbede tanken væk
Hun forsøgte at stå helt stille for at lytte efter sine forfølgere, men hendes hjerte lød som torden, og hendes vejrtrækning var hæs og ujævn. Havde der været nogen efter hende, kunne de sagtens snige sig ind på hende. Langsomt begyndte musklerne i hendes ben at blive stive, og hun begyndte at ryste over hele kroppen i takt med, at adrenalinen, der var skyllet gennem hendes krop, forlod den igen. Hun gik baglæns op af trappen. Bange for, at nogen sneg sig ind på hende, hvis hun vendte ryggen til tusmørket. Husets facade var skrammet, og nogle steder var pudset mellem stenene forsvundet. Hun nåede døren og bankede på. Det varede lidt tid, før hun kunne høre skridt inde på den anden side. Hun kiggede ind gennem den matterede rude, der var ved siden af døren. Hendes mor og søster var omtrent lige høje, men alderen havde sat sine spor i håret på hendes mor, så det var ikke længere så sort som hendes søsters. Døren gik op på klem, og søsteren kiggede ud.
- Angie! Udbrød hun og smækkede døren i. Angela hørte kæden blive fjernet, og døren blev åbnet igen. Eliza var syvogtyve og dermed fire år yngre end Angela. Men de lignede hinanden til forveksling. Begge var de omkring en meter og femoghalvfjerds og vejede lige omkring femogtres kilo. Deres hår var kulsort efter moderen, dog opdagede Angela, at søsteren havde fået klippet håret kortere, siden sidst de havde set hinanden. Angelas hår var længere men uglet og vindblæst efter flugten fra gerningsstedet. Angela havde fået deres fars grønne øjne, mens Eliza havde arvet deres mors himmelblå øjenfarve. Uden varsel gav Eliza Angela en omfavnelse, der nær havde sendt dem begge ned af trappen. Men Angela trådte et skridt tilbage og genvandt balancen.
- Hvem er det? lød det pludseligt inde fra stuen. Angela så op gennem søsterens hår og fik øje på moderen, der kom til syne i døren mellem entreen og stuen. Hun så ti år ældre ud, end hun var, men Angela vidste, at det skyldes de sidste dages hændelser.
- Angela. Er det virkelig dig? Moderen løb ud på trappen og omfavnede begge sine døtre.
- Er det virkelig dig? Spurgte moderen igen, men denne gang lød det, som om hun græd. Angela trak sig lidt væk, så hun kunne se moderens ansigt. Tårerne løb ned af kinderne på hende, og i det samme gik det op for Angela, at hun netop havde overtaget rollen som den, familien kunne støtte sig til, når sorgen blev for stor. Dette havde været hendes fars rolle i hele hendes liv, men ved hans død var rollen overgået til hendes mor og havde på uretfærdig vis frataget hende retten til at sørge over tabet af sin mand gennem de sidste 35 år. Men nu var Angela kommet, og selv om det kom pludseligt, påtog hun sig rollen straks, for hun kunne umuligt forestille sig, hvor svære de sidste par dage havde været for hendes mor. Det eneste hun kunne gøre var at aflaste hende efter bedste evne, og når det værste var overstået, så kunne hun give sig selv lov til at sørge over familiens tab.
- Lad os gå indenfor, sagde hun stille og gav slip på pigerne.
- Hvorfor kommer du først nu? Spurgte Fran, da Angela tog sine sko af i entreen.
- Jeg kom med et tidligere fly, men da jeg var hjemme tidligere, var I her ikke. De tre kvinder gik gennem huset mod køkkenet.
- Vi var i byen for at ordne de sidste detaljer angående begravelsen, fortalte Eliza, da de kom ind i køkkenet. Det havde ikke ændret sig, siden Angela sidst havde været hjemme. Det var stadig det samme hyggelige køkken, hun havde kendt hele sit liv, og det gav hende en følelse af sikkerhed, hun ikke havde troet mulig for blot ti minutter siden. - Utroligt som velkendte omgivelser kan få dig til at glemme, at du efterlod en mand hjælpeløs mindre end 300 meter herfra. Hun rystede tanken af sig.
- Angela, er du okay? Hendes mor stod med en tekande i den ene hånd. Hun var stoppet med at drikke kaffe om aftenen for længe siden, da hun begyndte at få problemer med at sove.
- Ja, undskyld. Angela så fra sin mor til Eliza og tilbage igen. Ingen af dem troede hende, men hun havde allerede bestemt, at hun ikke ville sige noget om overfaldet. Eller sin mistanke omkring sin fars død. - Det har bare været en lang dag. Hvis det er i orden med jer, tror jeg bare, at jeg vil tage et hurtigt bad og så gå i seng. Fran åbnede munden, men fortrød. Så nikkede hun og sagde:
- Selvfølgelig. Det er også snart sengetid for mig. Skal vi spise morgenmad sammen i morgen tidlig?
- Klokken otte? Spurgte Angela. Normalt kunne hun godt sove længere, men hun vidste, at Fran normalt vågnede før syv. Hun mærkede, hvordan hun begyndte at ryste indvendigt på trods af, at temperaturen var højere i køkkenet, end den havde været udenfor. Det var ikke udvendig kulde, der fik hende til at ryste. Hun forlod køkkenet uden at vente på svar og gik op af trappen. Der var Elizas og hendes værelse samt et badeværelse. Hun gik hurtigere og hurtigere i forventning om, hvad der var på vej. Hun var knap kommet ind af døren, da hun lukkede og låste den bag sig. Hendes vejrtrækning var overfladisk, og hun mærkede tårerne kæmpe sig vej. Hun måtte støtte sig til døren, da benene gav efter. Hun vidste, hvad det var. Hun kunne ikke mere. Hun havde fejlet. En mand var måske død, fordi hun var flygtet i stedet for at have kæmpet. - Men hvad kunne jeg have gjort? - Du er en betjent. Du burde have gjort noget! - Hvad? De var to? - Og hvis du havde kæmpet i stedet for at lade ham i stikken, så havde I også været to? Tårerne fandt vej, og hun begyndte at hulke. Hun trak benene op under sig og knugede dem ind til sig. En mand var måske død, og det var hendes skyld.
Håber i kunne lide det... Kommentarer er velkommen herunder ;) Kapitel 3 udkommer når jeg sender projektet til BOD
Christian W. Jensen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar