lørdag den 5. november 2011

Texmex Tapas - Part 2

Når man laver en part 1 af noget skal der jo næsten også komme en part 2. Især hvis den første del var vellykket.
Derfor røg Texmex Tapas på menuen torsdag aften. Jeg havde måske lidt lyst til at lave det før, men jeg var til eksamen i onsdags (og jeg bestod) så jeg var ret sikker på jeg bare havde lyst til at hygge i mit køkken. Og sikke en fest.

Sidste gang bestod menuen af Tostaditos med pulled pork, marinerede rødløg og Græskarpesto. (Alt sammen hjemmelavet, da Santa Maria's nye texmex tapas sortiment endnu ikke er kommet til Bilka Skalborg)
Denne gang ville jeg prøve nogle andre varianter, men måtte dog forsætte med tostaditos for at have noget at fylde det på :)

Menuen i aftes var følgende:
Tostaditos
Mango Mojo
Stegt/krydret kyllingbryst
Osteflager
Jalapenos/peberfrugt fyldt med friskost og bacon
Samt en rest græskarpesto fra i lørdags.


Tostaditos (42 stk)
  • 3 hvedetortillas af den store slags.

Fremgangsmåde:
Skær dem over 3 gange på langs så du får fire strimler. De to tættest på midten deles i 4 og de to yderste deles i 3
Hæld 1-1½ cm. rapsolie på en stor pande (Brug evt. en friture hvis du har sådan en) Når olien er varm nok til at få en tandstik til at syde smides de små stykker tortilla på 5-6 stykker af gangen. Lad dem stege et minut på hver side. De har fået nok når du kan vende dem med en madtang uden at de "knækker sammen". Læg dem på køkkenrulle eller andet fedtsugende papir og lad dem køle lidt af.
Jeg tænker det muligvis også kan laves i ovnen, mere fedtfattigt, men jeg er sikker på dette er mere autentisk mexikansk :D

Mango Mojo (opskrift fundet her)
Jeg skriver opskriften som jeg lavede den
  • 1 kop frisk mango, men kun fordi jeg ikke kunne finde den frossen.
  • 1/4 kop limesaft (Jeg brugte fra sådan en grøn en som man også kan få citronsaft i (så er de gule)
  • 1/4 kop Appelsin juice
  • ½ rødt løg hakket i tern
  • 2 spsk finthakket hvidløg
  • 2 spsk finthakket frisk ingefær
  • 2 spsk sukker
  • En lille håndfuld frisk koriander
  • Lidt salt og peber.

Fremgangsmåde.
Hak mango, løg, hvidløg, ingefær og koriander og bland det i en skål. Tilsæt limesaft og appelsinjuice samt sukker og blend med en stavblender. Smag til med salt, peber og sukker.

Ja jeg ved godt der mål angivet i kopper, men jeg fandt ud af at jeg havde et sæt målebægre der angav mængden i kopper. både hele trekvarte og halve. Virkelig praktisk når man følger opskrifter fra USA :) Jeg skal nok lige tilføje mål i gr. når jeg kommer i nærheden af mine notater.

Jeg må så indrømme at jeg var mere til græskar-pestoen end denne mango Mojo, men Karen synes den var rigtig god.

Stegt Kyllingebryst

3 kyllingebrystfilet
et par spiseskefulde olie og ditto Tacokrydderi.
Læg det i en pose og ryst godt rundt til alle filetterne er fedtet ind i krydderi og gennemsteg på panden. Lad dem hvile lidt inden de skæres i ½ cm. tykke skiver.

Osteflager
Riv cheddarost og samle det i små klumper på en bageplade. Smid det i ovnen og lad det smelte og lad dem hvile på en rist til de er kølet af. 

Jalapenos/peberfrugt med friskost og bacon 
Denne var egentlig tiltænkt som kun jalapenos, men da jeg så nogle søde nuttede orange peberfrugter i Netto, tænkte jeg at det ville være en god børneversion. Jeg flækkede dem på langs of fyldte bådene med friskost hvorefter jeg viklede et stykke bacon omkring. Derefter røg de i ovnen til grisen var tilpas sprød.
Næste gang jeg laver disse vil jeg nok overveje at lave det til 1/4 jalapenos med ost og bacon... Det var en rimelig stor mundfuld og jeg havde vist ikke fået fjernet de hvide lameller helt, så de var ret stærke i forhold til hvad vi var vant til.


Velbekomme


Christian W. Jensen

Ingen kommentarer: