5
Det var lyden, der kom først. Langsomt, som når man skruede op for tv'et. Den elektroniske lyd, der havde fortalt ham, at han var i live, var der stadig. Regelmæssig. Men det var ikke den eneste lyd. Snurre Snup var der også. Han bed forsigtigt i underlæben. Ikke hårdt nok til at der kom blod men alligevel hårdt nok til at vide, at han var vågen og ikke ville få øje på den gulerodsgnaskende kanin, når han åbnede øjnene.
Det var ikke et lyst rum, han var i. Et sted brændte en lampe, og sammen med fjernsynet, der viste tegnefilm, lyste de værelset op. Han ville se sig omkring, men til sin rædsel opdagede han, at han ikke kunne dreje hovedet. - Jeg er blevet lam. Jeg lever, men jeg er blevet lam! Han gjorde en aktiv indsats for at ligge helt stille. Hvis han ikke bevægede sig, ville hans muskler ikke nægte at adlyde ham. Han vidste, det var fjollet. Han kunne sende en elektronisk impuls til en finger eller en tå og beordre den til at bevæge sig. På den måde kunne han finde ud af, om han skulle være afhængig af andre resten af sit liv. - Men jeg tør ikke! Tænk, hvis jeg ikke kan bevæge mig. Hvad så? Ironien var ikke tabt på ham. Siden han havde mistet Rachel, havde han ikke gjort noget for at bevare venskaber med nogen. Hverken de få venner, han havde haft før hende, eller nogle af deres fælles venner. Et par af dem havde forsøgt at få ham ud af hans skal, men efter måneders mislykkedes forsøg havde også de givet op.
Han havde sine kollegaer, men det var ikke mennesker, han så ud over på stationen. Han havde isoleret sig selv fra omverdenen, og på sit første forsøg på at skabe kontakt til andre mennesker var han endt på sygehuset. Et smil bredte sig på hans læber. - Jeg kan da stadig smile. Tanken var en ringe trøst.
- Hej! Det var en mands, nej, en drengs stemme, og det gav et sæt i Roy. - Okay. Jeg er ikke lammet men har muligvis svinet lagnet til.
- Hej, svarede han uden at kunne se drengen. Men hans mund var så tør, at stemmen knækkede over og sendte ham ud i et hosteanfald, der for alvor fortalte ham, at han havde følelse i kroppen. En hovedpine kom ud af ingenting og truede med at flå hans kranie i stykker.
- Undskyld, sagde drengen, da han igen var faldet til ro.
- Det var ikke min mening at forskrække dig. Roy forsøgte at samle spyt nok til at fugte munden.
- Hvor er jeg?
- Portland State, svarede han kort og skiftede emne.
- Hvad hedder du? Jeg hørte lægen kalde dig John Doe, men min far siger, det er et navn til dem, der ikke har noget. Hvorfor har du ikke noget navn? Hans tone var den nysgerrige tone, som kun børn havde.
- Det har jeg også. Roy. Han undgik med nød og næppe endnu et hosteanfald. Hovedpinen var et rovdyr, der ventede på han begik en fejl, så den kunne angribe. Han forsøgte at dreje hovedet igen men uden held. Det undrede ham, siden han tydeligvis ikke var lammet som først antaget. Han løftede en hånd for at undersøge, men i stedet for sin ubarberede hals blev hans hånd mødt af noget hårdt. Han havde ikke mere ondt, end at han genkendte kraven for, hvad det var. Det var den type i hård plast med skum indvendig, der blev brugt, hvis man havde brug for at stabilisere nakken af en eller anden grund. Nu da han var sikker på, at det kun var hans hals, der ikke kunne bevæge sig, skubbede han sig forsigtigt op på den ene albue, så hele hans overkrop drejede over mod stemmen.
Drengen, der lå i sengen ved siden af, var omkring ti. Han havde kort blond hår og blå øjne. Han smilede til Roy, og på trods af hovedpinen gengældte han smilet.
- Hvad hedder du? Spurgte han.
- Thomas, svarede han og lagde sig på siden, så han lettere kunne se Roy.
- Hvorfor er du her, Thomas?
- Det ved jeg ikke. Hans stemme ændrede karakter, og pludselig lød han ældre, end han var. Lægerne ved ikke, hvad der er i vejen med mig. Men min far og mor siger, at jeg nok skal få det bedre. Roy følte medlidenhed med drengen. Han var stadig ung og naiv nok til at tro, at mor og far var magiske væsner, der altid havde ret. Aldrig tog fejl og kunne udrydde alverdens ondskab blot ved at ønske det. Tanken om at de tog fejl, var slet ikke faldet ham ind.
- Hvorfor er du her? Roy mærkede en svedperle ved hårgrænsen og besluttede, at han havde set nok til drengen, inden han lænede sig tilbage igen.
- Jeg lavede en fejl. Drengens reaktion var en højlydt latter, og det gjorde Roy irriteret. - Sikkert på grund af din hovedpine, sagde den lille stemme. - Du plejer da ikke være så nærtagende.
- Det havde jeg regnet ud, da jeg så den ting på din hals. Jeg mente, hvad for en fejl var det?
- Der var et par mænd, der var ved at overfalde en kvinde. Jeg kom imellem dem.
- Slap hun væk? Roy blinkede overrasket. Han havde ikke skænket det en tanke før nu. Hun havde ikke været der i den grå tåge sammen med ham. - Og hvorfor skulle hun også det? Det var jo din fantasi. I et øjeblik, der havde været ukarakteristisk for Roy Hawkins den seneste tid, valgte han at tro det bedste.
- Ja. Jeg tror hun slap væk.
- Så synes jeg ikke, du begik en fejl, konkluderede Thomas. - Du er jo ligesom en helt. Den sammenligning fik Roy til at krumme tæer.
- En helt? Spurgte han loftet, men det var Thomas, der svarede.
- Ja. Lige præcis. Og jeg tror også, hende der slap væk synes, du er en helt.
- Hvis jeg var en helt, ville jeg så ligge her? Thomas var stille, mens han tænkte over svaret.
- Herkules, sagde han til sidst.
- Hvad for noget?
- Herkules, gentog han, som om det var forklaring nok. Heldigvis for Roy uddybede han. - Disney tegnefilmen, Herkules. Der får han at vide, at han skal vise, at han er en rigtig helt for at vende tilbage til det der himmelslot, hvor hans far og mor bor. Og han slås med en masse monstre, men det er først, da han springer i den der flod med alle de døde sjæle for at redde pigen, at han bliver en helt. Roy skulle til at åbne munden, men bed det i sig igen. Hvad ville det nytte at fortælle drengen, at hvis de havde været i en Disneyfilm, ville sygeplejersker og læger bryde ud i spontan sang og dans, og kvinden, hvis liv han måske, måske ikke, havde reddet aftenen i forvejen, ville finde ham og erklære ham sin evige kærlighed. På trods af at de ikke kendte hinanden. - Uddebatteret af en ti-årig. Du plejer at være skarpere, Roy, lød stemmen bagerst i hans hoved.
- Hvad er klokken? Han håbede, at drengen ville acceptere emneskiftet som hans kapitulation i heltesnakken. Det gjorde han.
- Den er snart syv. Det er snart tid til morgenrunden. Drengen lød som en, der havde prøvet det mange gange før. - Jeg håber, det er dr. Robertson, der arbejder i dag. Han minder mig om en pandabjørn, betroede Thomas ham. Roys tanker gled tilbage i tiden til før den grå tåge om aftenen. - Hvad havde han egentlig set? Det havde været et overfald. Det var han ikke i tvivl om. Eller var han? Hvor længe havde han brugt på at gå fra hjørnet og til, hvor de var. Et par minutter? Han havde hørt, at når man kom i farlige situationer, var det umuligt at bevare tidsfornemmelsen. Tiden trak sig sammen og udvidede sig på samme tid. Roy gættede på, at det skyldtes, at hjernen gik på overarbejde og absorberede mange flere sanseindtryk i sekundet. Hans tanker blev afbrudt af en dæmpet banken på døren. Han kæmpede sig op på den ene albue igen og så Thomas' panda stå i døren.
Pandaen kan bedst beskrives som en stor bamse. Den er hovedsagelig hvid, men har sorte ører, er sort omkring øjnene og har sorte for -og bagben. Den bliver omkring halvanden meter lang, og hannerne kan veje op til 150 kilo. Dr. Robertson var højere og vejede mindre, men ikke desto mindre havde han en imponerende fysisk fremtoning. Hans farvesammensætning var også en smule anderledes end pandaens, da det var hele hans hoved, der var sort i stedet for kun ører og omkring øjnene. Til gengæld gik den hvide kittel ned til hans håndled. Men alt i alt kunne Roy godt se, hvordan Thomas kunne sammenligne ham med en panda.
Dr. Robertson gik over til Thomas' seng og tog hans journal.
- Hvordan har du det i dag? Spørgsmålet lød uskyldigt, men Roy så bekymring på lægens ansigt.
- Fint, svarede drengen, og ud fra stemmen alene ville Roy have troet ham. Men han lå i en hospitalsseng, og der havde man det ikke fint.
- Har du snakket med vores mystiske ven ved siden af? Drengen lo.
- Han er ikke mystisk. Han hedder Roy, og han er en helt. Roy lod, som om han ikke hørte komplimenten. Robertson så overrasket op fra journalen.
- Jaså. En helt siger du?
- Nemlig. Han reddede en kvinde fra to mænd, sagde han med mere stolthed, end Roy selv følte ved bedriften. - Desværre glemte han at dukke sig. Det er derfor, han ligger her.
- Ser man det, sagde Robertson. Han satte hans journal tilbage i holderen. - Jeg tror hellere, jeg må få en lille snak med helten. Tror du ikke? Robertson kom over til Roy, tog hans journal og stillede sig ved siden af sengen i stedet for ved fodenden. Dette tillod Roy at læne sig tilbage i sengen og stadigvæk se lægen.
- Godmorgen, sagde Robertson og tog en kuglepen fra brystlommen. - Mit navn er Hal Robertson. Jeg var her, da de bragte dig ind i aftes. Thomas siger, du hedder Roy. Er det dit rigtige navn? Roy forsøgte at nikke, men kraven gjorde det til en nytteløs handling, i stedet svarede han.
- Ja.
- Efternavn? Robertson begyndte at skrive på journalen.
- Hawkins.
- Mr. Hawkins. Ambulancefolkene, der fandt dig, var ikke i stand til at finde nogen form for ID på dig. Og nu siger Thomas, at du er en helt. Vil du have noget imod at fortælle mig, hvad du kan huske fra i går? Roy rømmede sig og samlede tankerne. Han havde stadig en smule ondt i hovedet, men det var ikke så slemt, når han lå ned.
- Jeg var på vej hjem fra arbejde ved ellevetiden i aftes. På SW Corbett så jeg tre personer længere fremme. Da jeg kom nærmere, kunne jeg se, at det var to mænd og en kvinde, og jeg fik det indtryk, at de var ved at røve hende. Han holdt en pause for at fugte munden.
- Og du lagde dig imellem? Spurgte Robertson, mens hans kuglepen fløj hen over papiret.
- Ikke just. Jeg nærmede mig og spurgte, om der var noget, jeg kunne hjælpe med. - Ikke helt sandt, men dit spørgsmål var for dumt til at gentage her. En af dem havde et greb i kvinden, og den anden kom hen til mig. Han slog ud efter mig, men jeg undveg og væltede ham omkuld. Det var der, jeg blev slået bagfra. Resten af begivenhederne er en smule slørede.
- Kan du beskrive mændene?
- Måske min størrelse. Måske lidt mere pumpede, tillod Roy. - Mørkt tøj. Hættetrøjer. Tror måske en af dem havde en mexikansk accent, men jeg er ikke sikker.
- Og kvinden?
- Mørkt hår og lys skindjakke. Var desværre for fokuseret på mændene til en ordentlig beskrivelse af hende.
- Det lyder til, du var heldig, Mr. Hawkins. Ikke alle slipper ligeså heldigt fra at blande sig i et overfald. Men det lyder til, at Thomas har ret. Du er en heldig helt. Han smilede. - Kunne jeg få dit sygesikringsnummer?
Roy citerede de ni cifre fra hukommelsen.
- Okay, sagde Robertson og noterede nummeret, inden han stoppede med at skrive. - Vi har haft dig til observation for hjernerystelse. Da de fandt dig, valgte de at stive din hals af med kraven, og da du ankom, valgte jeg at lade den blive på, til jeg havde set dine røntgenbilleder og snakket med dig. Men jeg har hverken set eller hørt noget, der har givet mig anledning til bekymringer, men... - Hvorfor vidste jeg, der ville komme et men? tænkte Roy, men sagde ikke noget. - Jeg vil gerne beholde dig til i eftermiddag. Som sagt ser jeg ikke noget, der bekymrer mig, men jeg vil hellere være på den sikre side, når vi snakker om hovedet. Under alle omstændigheder skal du holde dig i ro den næste uges tid.
- Ingen løbeture klokken seks om morgenen, altså, sagde Roy i et forsøg på humor, men Robertson fortrak ikke en mine.
- Nej, men ved hjernerystelser tæller fjernsyn og læsning også med under ting, du bør undgå. Han ombestemte sig. Skrev et par ting mere på journalen og lagde den derefter på plads igen. - Jeg skal videre på min runde nu. Jeg sender en sygeplejerske ind, der kan hjælpe dig med kraven og noget morgenmad. Derefter vil jeg foreslå, at du får noget søvn.
- Okay, sagde Roy. - Hvad skulle han ellers sige? Manden er læge, og du er en radiovært. Dr. Robertson, pandaen, vendte sig mod Thomas.
- Hvad med dig? Kan jeg friste med noget?
- Har i Jello? Spurgte drengen forhåbningsfuldt.
- Jeg skal se, hvad jeg kan klare. Han forsvandt ud af stuen, og i et par minutter hørtes kun fjernsynet på stuen.
- Hvorfor tror du, vi er her? Drengens spørgsmål kom bag på Roy. - Havde vi ikke haft den her snak?
- På hospitalet?
- Nej, dit fjollehoved. Her i livet. Hvorfor tror du, vi er til?
- Det ved jeg ikke, svarede Roy ærligt, men han følte, han var nødt til at sige mere end det. - Måske er det det, vi er her for at finde ud af. Thomas var stille, mens han overvejede svaret.
- Jeg tror, vi er her for at hjælpe andre.
- Hvad får dig til at tro det? Roy havde lyst til at rive ham ud af hans Disney-fantasiverden og fortælle ham, at enhver var sig selv nærmest, men bed det i sig.
- Det er hovedpinen, der snakker, Roy. Lad det ligge. Drengen fortsatte, da Roy ikke sagde noget.
- Jo, hvis vi bare havde været her for at hjælpe os selv, ville det jo være dumt af Gud at give nogle mennesker uhelbredelige sygdomme. Men hvis vi er her for at hjælpe hinanden, så giver det pludselig mening. Så skal der jo læger og sygeplejersker til at hjælpe dem, og videnskabsfolk til at finde en kur. Hovedpinen havde lyst til at fortælle drengen, at uhelbredelige sygdomme var Guds måde at lære folk om smerten ved tab, men Roy nægtede den brug af hans talerør.
- Jeg er ikke sikker på, at jeg tror på det, sagde Roy. Han håbede, drengen ikke ville blive alt for skuffet, når han voksede op og fandt ud af, at hans fantasiverden var forkert.
- Hvorfor er du så her, hvis du ikke tror på det? Denne gang var Roy ikke i tvivl om, at han mente her på hospitalet. - Smukt. Ganske enkelt smukt. Uddebatteret af en tiårig to gange på under en halv time. Vær du glad for, at du har en hjernerystelse, gamle dreng. Ellers havde det været pinligt. Heldigvis slap Roy for at svare på hans spørgsmål, for i det samme kom sygeplejersken ind. Hun var ung og smilende og kom kørende med en lille vogn.
- Godmorgen, sagde hun, og det slog Roy, at hun umuligt kunne være så frisk, som hun lød. - Skal vi ikke starte med at tage din krave af, så I kan spise morgenmad sammen. Hun parkerede vognen mellem de to senge, men uden for rækkevidde af begge patienter. Hun holdt venstre hånd på kraven og løsnede velkrolåsene med højre. Den var designet til at være let at sætte på, og som resultat var den også let at tage af igen. Han mærkede straks, hun fjernede den, hvor øm han var i nakken.
- Brug den her til at hæve sengen, sagde hun og rakte ham en fjernbetjening på en lang spiralledning. - Du kunne sikkert sidde selv, men man kan være øm lige efter, man har fået kraven af.
- Det er jeg også, bekræftede Roy. Hovedpinen vendte tilbage i takt med, at han kom op at sidde.
- Var det muligt at få en Tylenol til hovedpinen? Hun så fra Roy til maden og derefter over på Thomas.
- Spis noget først. Tylenol på tom mave vil måske hjælpe på dit hoved men ødelægge din mave. Hun holdt en pause. Så vendte hun sig mod Roy. Hun sagde ikke noget, men betragtede ham med noget andet end professionel nysgerrighed.
- Jeg har hørt, hvad du gjorde, sagde hun og kom et skridt nærmere. - For ni måneder siden, da jeg var på vej hjem fra arbejde, blev jeg overfaldet. Han tog min taske og mine smykker, og da jeg ikke havde mere, kunne han være gået sin vej. I stedet gav han mig det her. Hun holdt sin venstre arm frem. Roy så ikke noget først, men ved nærmere eftersyn opdagede han et tyndt hvidt ar, der strakte sig fra lidt over håndleddet og cirka ti centimeter op af hendes underarm. - Han sagde, det var så jeg ikke ville glemme ham. Roy så, hvordan hun skiftede personlighed ved mindet. Den unge sygeplejerske med energi og overskud var væk, og i stedet var der et offer med mareridt i vågen tilstand. - Han fik ret. Jeg tænker på ham, hver gang jeg går hjem.
- Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige, sagde Roy ærligt. Hun rystede mindet af sig som en hund ryster vand af pelsen, og smilet vendte tilbage.
- Du behøver ikke sige noget. Jeg ville bare fortælle dig, hvad du afværgede i aftes. Jeg ville ønske, der havde været en som dig den aften. Hun smilede til ham og henvendte sig til Thomas igen. Roy begyndte på maden, og det var først ved den første bid af sin toast med marmelade, at han opdagede, hvor sulten han var. Da han havde tømt tallerkenen og drukket et glas juice, så han, at drengen var faldet i søvn uden at have rørt sin morgenmad. Roy fik dårlig samvittighed over den appetit, han havde haft, når han havde det så dårligt, at han ikke kunne spise noget. Han lagde sig ned igen, og til sin overraskelse gik det op for ham, at hans hovedpine havde fortaget sig. Den var ikke væk, men han havde i det mindste ikke længere lyst til at dræbe for en hovedpinetablet. - Gad vide, om hun havde vidst, at maden ville hjælpe? Sikkert. Sygeplejersker havde svoret en ed om at hjælpe dem, der var syge, og de var ikke blege for at bruge ufine metoder for at opretholde deres ed. Uddebatteret og narret lukkede Roy øjnene i håb om at få noget søvn. Med lidt held kunne han blive udskrevet samme eftermiddag, og kunne han sove indtil da, ville det være fint med ham. - En ting har jeg da udrettet, tænkte han, inden søvnen fik overtaget. - Jeg undgik at være hjemme i næsten en hel dag. Og jeg var en helt. Den sidste tanke fik ham til at smile, og for første gang i meget lang tid faldt Roy Hawkins i søvn med et smil på læberne.
Christian W. Jensen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar