mandag den 16. maj 2011

Blafferen

Da jeg havde skrevet første version af Beskytter færdig for et par år siden efterhånden, havde jeg brug for at skrive noget helt andet og det faldt heldigvis sammen med Saxo's første forfatterskole.. Jeg valgte at lave mine besvarelser en smule sammenhængende... Den overordnede historie vil jeg ikke komme nærmere ind på nu, men det var min hensigt at det skulle blive forsættelsen til Beskytter, der ville finde sted ca. 20-30 år efter Beskytter.... Men nu har jeg fået den ide at lave en bog ind i mellem, så i må vente en smule på at høre mere til denne her historie...

Opgaveformulering:

Det gælder om at få læseren med fra start, gøre ham/hende nysgerrig.

Kast en 'krog' ud, som læseren kan bide på. Start teksten, der hvor det brænder på for hovedpersonen. Undgå en masse indledende snak. Hvis der sker noget vigtigt under en familiemiddag, så lad være med at starte morgenen inden, men gå lige på.

Opgave: Skriv en spændende start med titlen BLAFFEREN.
Husk at starte der, hvor det brænder på for hovedpersonen.

Skrivetid: Ca. 15 min.

Længde: Max. 200 ord.


Besvarelse

Et konstant pres mod hans nøgne overkrop fortalte hans hjerne, at han lå ned allerede inden han åbnede øjnene. Det var en dyb rumlen der havde vækket ham. Han forsøgte at samle spyt nok til at fugte munden, men uden held. Et forsøg på at synke gjorde ondt og smerten gjorde ham midlertidig klar i hovedet. Et flimrende mønster af lys og mørke fik ham til at tro at han var blevet smittet alligevel.

Han drejede hovedet i retning af lyden og så lastbilen. Han sagde set modellen før. Det var en gammel russisk militærlastbil, der med sine seks massive hjul ikke havde problemer med terrænet. Han blev nødt til at komme ud af skyggerne og ud i solen. Han tvang kroppen til at reagere. Sved brød frem på hans pande og han frøs indvendigt. Han vidste at hvis de ikke så ham havde han ikke styrke nok til at komme tilbage i sikkerhed for den nådesløse sol. Sandet under hans hænder gik fra kølig til varm og hans arme gav efter for hans vægt.

Råb. Han hørte nogen råbe. Lyden ændrede karakter og blev højere inden motoren gik i tomgang meget tæt på ham. Stærke hænder løftede ham op og han registrerede svagt at han blev lagt på noget hårdt og fladt.
- Hvad laver du her midt i ingenting? Det var en mands stemme. Han mund åbnede sig til svar men tørst stjal hans ord inden de kom ud.
- Vand! Skaf noget vand! Ud af ingenting kom en bulet og ridset feltflaske og manden løftede hans hoved så han kunne tage en tår. Det brændte i hans mund som om de havde hældt sprit i ham. Han hostede og manden lod hans hoved finde hvile igen.
- Hvad laver du herude? Spurgte manden igen og han skulle til at svare da han mærkede et unaturligt mørke sænke sig som et slør omkring hans tanker.
- De er alle døde, hørte han sig selv sige. - Jeg løb. De er døde.


Hvis det var de første 200 ord i en bog.. ville du så læse den færdig?


Christian W. Jensen

søndag den 15. maj 2011

(GIVEAWAY) What we do in life ...

… echoes in eternity!

Ordene er sagt af Russell Crowe i sin rolle som Gladiator fra 2000 filmen af samme navn.

Og manden har jo ret... men hvor meget har du egentlig gjort i dit liv (indtil videre), som du ønsker at blive husket for?

Nej, vel? Men frygt ej.... NU har du muligheden for at blive foreviget på skrift... Jeg har vredet min hjerne for at finde på noget, jeg kan bruge som Giveaway, (før en udgivelse altså), og nu tror jeg endelig, jeg har fundet noget, der kan bruges.

Jeg udlover simpelthen en birolle i min næste roman som Giveaway. Jeg er begyndt at skrive på fortsættelsen til Beskytter. Jeg har meget ambitiøst valgt at tage ikke mindre end fire forskellige storylines i brug, så jeg tør næsten garantere, at uanset hvem der vinder denne giveaway, så kan jeg flette vedkommende ind i historien.

Regler: Jeg kan på forhånd ikke love, at nogen kommer med i den endelige version (kommer den til forlag har de final say). Men vinderen får selvfølgelig tilsendt afsnittet, hvor vedkommende er med, så snart det er skrevet (for at se, om vinderen kan genkende sig selv på skrift)

For at smide lodder i puljen skal du gøre følgende:

1 lod = Fast læser (og hvis du allerede er fast læser, er du selvfølgelig selvskreven til et lod allerede der)
2 lodder = Fast læser + Tre ord, der beskriver dig i en kommentar til indlægget her
3 lodder = Fast læser + Tre ord, der beskriver dig i en kommentar + link på din blog (Brug gerne billedet herunder )

Vinderen af denne Giveaway bliver trukket 1. juli. Jeg ved godt, det måske er lidt længere tid end det plejer at være her i blog-land. Grunden er, at jeg ved, at min blog er ny, og derfor skal der tid til for at rygtes spredes. Samtidig har jeg også en eksamen sidst i juni, så den skal også lige overstås, inden jeg trækker vinderen :)

Vinderen bliver selvfølgelig kontaktet for en nærmere beskrivelse ;)

Christian, der håber på, at rigtig mange ønsker at blive husket :)

lørdag den 14. maj 2011

Fortællerteltet

Endnu en bid fra 3. bog i Beskytter-trilogien... Tja... Det ender det nok med hvis jeg lever så længe.. anyway... jeg håber i synes om det.. kommentarer er velkomne :D

Opgaveformulering:

En historie har 4 grundelementer. Vi kalder dem for de 4 teltpløkke.

- Person: Hvem handler historien om?
- Situation: Hvad foregår der?
- Miljø: Hvor foregår det?
- Følelse: Hvorfor er det vigtigt?

Disse 4 elementer bliver som regel præsenteret tidligt i en historie. Nogle forfattere lægger mere vægt på det ene frem for det andet, men hvis en af pløkkene mangler, kan det være svært for læseren at følge med. Det er lige som et telt - hvis den ene pløk mangler, begynder teltet at blafre. Hvis du har problemer med din historie, er det en god idé at tjekke, om du har alle grundelementerne på plads. Mangler f.eks. følelsen?

Opgave: Skriv starten på en historie med titlen: UVENTET BESØG.
I kan vælge, som nogen allerede gør, at sætte jeres navn efter titlen, eller I kan opfatte Uventet besøg som en arbejdstitel og finde på jeres egen i stedet.
Brug alle 4 teltpløkke, men læg særlig vægt på én af dem.

Skrivetid: Ca. 15 minutter.

BESVARELSE:

Aftenbelysning betød, at kun hver tredje af lysstofrørerne var tændt i den enorme lagerhal. Uendelige rækker af paller og kasser dannede et vejnet, uegnet for mennesker, men logisk opbygget for de automatiske kraner. De bevægede sig næsten lydløst på skinner i loftet. Den svage susen af velsmurt metal mod metal kunne ikke høres i kontrolrummet, hvor Alex arbejdede. Han var 26 og dette var hans første job siden han havde gjort sin uddannelse færdig.

Han havde arvet sit sandfarvede hår og blå øjne fra sin mor, men der hørte lighederne også op. Hvor hun var en lille kvinde, var Alex med sine en meter og halvfems en kæmpe ved hendes side. Han var i god fysisk form, hvilket var et resultat af regelmæssige løbeture og det lejlighedsvise besøg i motionscenteret, men han ville aldrig vinde medaljer i hverken løb eller vægtløft. På trods af at han havde mere tilfælles med sin mor, var det alligevel hans fars navn, der havde forfulgt ham hele hans liv.

Roy Hawkins, hans far. Grundlæggeren af Angelica Ordenen havde haft store ambitioner på sin søns vegne og med et smil på læberne, huskede Alex hvor rasende hans far havde været da han havde fået at vide, at Alex var begyndt at arbejde som nattevagt på en lagerterminal. At det var byens største, havde ikke imponeret hans far.

En bevægelse på en af skærmene foran ham fangede hans opmærksomhed og fik ham til at tage fødderne ned fra pulten og folde et æseløre på bogen han havde fået tiden til at gå med. Han var alene i bygningen, eller det burde han i det mindste være, men bevægelsen havde ikke været en af kranerne. Det havde bare været en skygge nede ved jorden, hvilket vakte hans nysgerrighed. Han rejste sig og tog en lommelygte fra et skab, inden han forlod kontrolrummet. Han gik forbi rækker med bilreservedele, fødevarer, køkkenapparater og andet isenkram.

Bevægelsen, han havde set havde været fra det hjørne af lageret, der var dedikeret til særligt gods. Det inkluderede blandt andet nødhjælpsforsyninger og følsomt elektronisk udstyr, der blev opbevaret i samme sektion af lageret, så det var lettere at sikre.
Han gik med et godt greb i lommelygten, men havde instinktivt valgt ikke at tænde den.

Lyden af hans jeansklædte lår, der gled mod hinanden fik ham til at fortryde dagens påklædning, men i det mindste bidrog den sorte T-shirt til at falde ind i den kun delvist oplyste hal. Han nærmede sig det område, hvor han havde set noget på skærmen og der var med en blanding af frygt og nysgerrighed, at han pludselig hørte stemmer. Han gik med spredte ben langsomt hen til hjørnet af reolen og det forekom ham pludselig komisk, at han gik som en cowboy, der havde tilbragt lidt for meget af dagen på hesteryg, men det lykkedes ham ikke at smile af situationen.

Han stak langsomt hovedet om hjørnet for Captain havde lært ham at det menneskelige øje blev tiltrukket af bevægelser i mørket. De var for langt væk til at han kunne se detaljer, men han var sikker på han havde set 4 skikkelser samlet omkring to paller, der var trukket ud af reolen.
- Tænk Alex! Mumlede han til sig selv i halvmørket. Han kunne give sig selv til kende som sikkerhedsvagt, men selv om de ikke var bevæbnede, var fire mod en odds ikke noget han var interesseret i. Han småløb tilbage til kontrolrummet. Spence Captain, der var hans fars ven, kollega og tidligere soldat, havde lært Alex at håndtere våben i hans teenageår, men selv om der havde været en pistol, var han sikker på han ikke ville kunne få sig selv til at bruge den mod et andet menneske

Han gik over til skærmene, hvor telefonen også var og skulle lige til at taste nummeret til vagtcentralen, da han så noget på en af de andre skærme. Den viste en af portene, der stod åben og en mand, der kom kørende med en elektrisk palleløfter. Alex lagde telefonrøret igen. De ville være forsvundet med pallerne længe inden politiet ankom. Han lukkede øjnene og trak vejret dybt, mens han prøvede at finde på noget. Brandalarmen.

Han gik hurtigt over til væggen, hvor alarmen hang. Uden tøven knuste han glasset, der beskyttede håndtaget fra pilfingre og sekunder efter lød alarmen i hele bygningen. Røde rotorblink tændtes med regelmæssige intervaller, kranerne stoppede deres færd og hvad der var mere vigtigt, vidste Alex, store branddøre ville glide i for at forhindre den fiktive brand i at sprede sig. Han iagttog de fire mænd på skærmen. Deres armbevægelser viste at de var ophidsede over den pludselige afbrydelse.
- Det er rigtigt ja, sagde Alex med et smil til skærmen. - Brandvæsen og politi er på vej så i må hellere stikke halen mellem benene. Smilet falmede da han så 2 af mændene tage noget ud af lommen, der kun kunne være en pistol. De løb ikke mod udgangen som hans havde håbet de ville, men den modsatte vej. Mod kontrolrummet. Mod ham. De små hår i hans nakke rejste sig og hans håndflader blev pludselig svedige. - Pis!

fredag den 13. maj 2011

Fem i en

Så er der gået 5 uger siden jeg sendte mit manuskript til forlag og nu har jeg fået svar fra endnu et af dem.

Rosinante & Co skriver følgende:


11. maj 2011
Kære Christian W. Jensen

På vegne af redaktionen må vi desværre takke nej til at udgive dit manuskript BESKYTTER, da det ikke passer ind i vores udgivelsesprogram, som det tegner sig for de kommende år.

Forlagene Forum, Høst & Søn, Pretty Ink, Rosinante og Samleren holder fælles redaktionsmøder - Dette svar gælder alle fem forlag.

Da vi får mange manuskripter og ideer til udgivelser tilsendt, er det ikke muligt for os i hvert tilfælde at kvittere med et mere uddybende svar eller kommentar til manuskriptet.

Med venlig hilsen


[Underskrift fra medarbejder her]
[Navn på medarbejder her]
Rosinante&Co



Dette er et standardsvar som du nok allerede havde gættet, men så igen har det vel egentlig aldrig været min forventning af blive udgivet på forlag ( I hvert fald ikke med det første manuskript, men når jeg kontakter dem med det næste og jeg viser dem salgstallene for BESKYTTER, så kommer de jo til at stå i kø for at udgive den ;) )

Men indtil da, må jeg leve med fem-i-en afslag ;)


Anyway... Har i dag fået en ganske brilliant ide til et Giveaway her på bloggen, men det kommer der mere om i den nærmeste fremtid ;) Der er stadig lige et par ting der skal gennemtænkes først, da det så vidt jeg ved aldrig et blevet udlovet i en giveaway før....


Christian W. Jensen

onsdag den 11. maj 2011

Show, don't tell

Da jeg begyndte at skrive på Beskytter for mange år siden, skrev jeg bare for at skrive. Det skal forståes på den måde, at jeg ikke havde hverken lært eller læst nogle former for skriveteknikker eller lignende. Så skete det at jeg holdt en meget lang pause fra min romanskrivning og i den periode skete det at Saxo oprettede en forfatterskole på nettet. Det var gratis at deltage og der kom en opgave hver tirsdag som skulle være skrevet hver søndag og i løbet af mandagen kom der så noget generel respons fra underviserne.

Jeg vil i løbet af den kommende tid overføre mine besvarelser hertil.

Opgaveformulering:
I denne opgave arbejder vi med show, don't tell (vis i stedet for at postulere), som vi uddyber i lektion 9.

Vi oplever verden gennem vores sanser. Derfor er det godt at tale til læserens sanser, når du skriver. Det gør din historie mere levende. Vi har 5 sanser: Lugte-, høre-, smage-, syns- og følesans + den 6.: intuitionen.

Opgave: Skriv en varm tekst. Uden at bruge ordet varm eller synonymer.
Anbring din hovedperson et varmt sted. Teksten skal være fysisk varm, ikke hjertevarm.

Skrivetid: Ca. 10 minutter

Besvarelse

Han var den 3. person ud af flyet. En motors brummen proklamerede at bagenden af det store transportfly var på vej til at åbne sig, men intet havde forberedt ham på lyset. En tynd stribe af hvidt lys skar ham i øjnene og han måtte se væk. Mørket omkring ham endnu dybere end det havde været på hele turen, men det fik ham kun til at smile for sig selv. Skygger betyder kun at der er et lys i nærheden. De to Engle foran ham begyndte at røre på sig. Modsat ham havde de i løbet af rejsen, strukket deres led og brugt deres krop, så meget som lastrummet i flyet havde tilladt. Men selv trænede mænd kunne blive rastløse efter så lang tids transport. Han strakte sig for at arbejde lidt blod tilbage i de ømme led og med en ledsagende smerte fortalte hans krop ham, hvor utilfreds den var med 14 timers transport.

Han trådte et skridt frem og ham mærkede det. Faktisk lugtede han det før han kunne mærke det. Luften dufter anderledes et sted, hvor solen har brændt hele dagen. Han kunne huske det hjemmefra, Indian summer blev det kaldt engang men det var så meget mere markant her. Han var stadig i flyet da han indåndede den første mundfuld af Afrikansk luft. Tørt, var det eneste ord der kunne beskrive det. Her var ingen fugt i luften på dette kontinent og den smule de havde haft i flyet var allerede fordampet inden rampen havde ramt jorden. De andre begyndte at frigøre nødhjælpen som de havde taget med. Det var for lidt og for sent. Han vidste det og det de andre vidste det også, men for de få mennesker der fik gavn af den ville det gøre en forskel. Det var tankegangen bag Ordenen. Gør en forskel for mennesker. Han trådte væk fra flyet og så sig omkring. Sand var det eneste han så. Landingsbanen der havde bragt den ned bestod af stampet sand. Omgivet af løst sand. De få buske han så var brændt af solens skarpe stråler. Han så ned. Hans egen skygge var næsten usynlig med solen på sit højeste. Lyden af flyets motorer døde ud og den manglende motorlarm fik ham til at tænke på,, hvor stille her var. Ingen lyde af trafik, kun lidt rumsteren fra de andre inde i flyet, men omkring ham. I landskabet. Stilhed. Han savnede allerede hvislen i trætoppene, men han kunne ikke forestille sig at nogle træer kunne overleve her. Ingen let brise, ingen vand, kun sol. En dråbe trillede ned over hans kind og han lukkede øjnene. Jorden var så tør at den forsøgte at vride vand ud af de mennesker, der trådte på den
- Det her bliver sjovt, mumlede han højt for sig selv og vendte sig om mod flyet igen, hvor hans eget udstyr ventede.


Christian W. Jensen

tirsdag den 10. maj 2011

Kærlighed pr. kubikcentimeter

I dag har min kæreste fødselsdag.

Det er ved at være et par uger siden hun blev fejret med en surpriseparty, så det har hele tiden været planen at selve dagen "bare" skulle fejres i den lille familie.

I dagens anledning valgte vi at spise ude og valget faldt på restaurant Bones. Men ikke deres gamle restaurant i Danmarksgade men deres splinternye version ved Aalborg storcenter (overfor indgang A)

Vi er alle tre ret glade for kødben, som det hedder her i familien og vi endte med at bestille netop det i 3 størrelser.. Sønnen fik børneversionen med pommes frites og remoulade (samt fri salat- og isbar), Kæresten fik mellemversionen (som er gratis når man har fødselsdag og er medlem af Bones family club) også med fri salat- og isbar... og jeg fik XL portionen med fritter og whiskeysauce...

Det tog ca. 30-35 minutter fra vi ankom og havde fået bestilt til maden kom, men det var nu egentlig meget fint for det sjove ved Bones er at de har gjort rigtig meget ud af udsmykningen med forskellige remedier fra "over there" så vi plejer at bruge ventetiden på at gå på opdagele og lege "jeg kan se"...



Jeg indrømmer gerne at min portion var lidt (læs: meget!) større end jeg havde regnet med... tror faktisk det svarer til den mængde vi plejer at få når vi bestiller take-away.. De var en smule brændte i forhold til hvad jeg er vant til fra Danmarksgade-restauranten (sukkeret i marinaden brænder også let har jeg selv erfaret) og de har ikke engang haft åben i en uge, så jeg er sikker på de nok skal lære det.

Anyway.. for at forklare dagens titlen... Som det måske kan ses på billedet er der rimelig mange ben på min tallerken og da jeg nåede igennem de to små og den ene af de to store måtte jeg spørge min kæresten og hun ville synes mere eller mindre om mig hvis jeg ikke spiste op... Svaret var en version af: Jeg tror ikke jeg vil elske dig hverken mere eller mindre hvis du spiser op, men min kærlighed pr. kubikcentimeter vil falde en del.. :D

Anyway... jeg er sikker på det ikke er sidste gang vi benytter os af Bones nye restaurant... Hvis du skulle få den ide at prøve så kan jeg godt anbefale dig at bestille bord.. Vi sad der lige godt en time og i den tid var der 9-10 grupper af mennesker, der måtte gå forgæves på grund af manglende borde..

Det var mine ord for denne gang..


Christian W. Jensen

fredag den 6. maj 2011

Flyttedag

Jeg har måtte erkende at en blog hos one.com ikke er nær så fleksibel som en hos blogspot.

Derfor har jeg valgt at flytte min blog hertil fra www.christianwjensen.dk. For selv om det er sejt at have sit eget domæne, men det er lidt ensomt, da der ikke var de store muligheder for blogrolls eller nogle af alle de andre seje funktioner her er...Jeg har stadig ikke lagt mig helt fast på designet og jeg mangler også et par billeder hist og her, men jeg er af den utålmodige type, så derfor har jeg allerede taget bloggen i brug.

Apropos utålmodig så er gået snart fire uger, og jeg har stadig ikke hørt fra noget fra de resterende forlag. Jeg ved godt at de har skrevet at der vil gå mellem 5-12 uger (varierer lidt fra forlag til forlag) men det er altså stadig lang tid, at skulle vente.




Christian