Endnu en bid fra 3. bog i Beskytter-trilogien... Tja... Det ender det nok med hvis jeg lever så længe.. anyway... jeg håber i synes om det.. kommentarer er velkomne :D
Opgaveformulering:
En historie har 4 grundelementer. Vi kalder dem for de 4 teltpløkke.
- Person: Hvem handler historien om?
- Situation: Hvad foregår der?
- Miljø: Hvor foregår det?
- Følelse: Hvorfor er det vigtigt?
Disse 4 elementer bliver som regel præsenteret tidligt i en historie. Nogle forfattere lægger mere vægt på det ene frem for det andet, men hvis en af pløkkene mangler, kan det være svært for læseren at følge med. Det er lige som et telt - hvis den ene pløk mangler, begynder teltet at blafre. Hvis du har problemer med din historie, er det en god idé at tjekke, om du har alle grundelementerne på plads. Mangler f.eks. følelsen?
Opgave: Skriv starten på en historie med titlen: UVENTET BESØG.
I kan vælge, som nogen allerede gør, at sætte jeres navn efter titlen, eller I kan opfatte Uventet besøg som en arbejdstitel og finde på jeres egen i stedet.
Brug alle 4 teltpløkke, men læg særlig vægt på én af dem.
Skrivetid: Ca. 15 minutter.
- Person: Hvem handler historien om?
- Situation: Hvad foregår der?
- Miljø: Hvor foregår det?
- Følelse: Hvorfor er det vigtigt?
Disse 4 elementer bliver som regel præsenteret tidligt i en historie. Nogle forfattere lægger mere vægt på det ene frem for det andet, men hvis en af pløkkene mangler, kan det være svært for læseren at følge med. Det er lige som et telt - hvis den ene pløk mangler, begynder teltet at blafre. Hvis du har problemer med din historie, er det en god idé at tjekke, om du har alle grundelementerne på plads. Mangler f.eks. følelsen?
Opgave: Skriv starten på en historie med titlen: UVENTET BESØG.
I kan vælge, som nogen allerede gør, at sætte jeres navn efter titlen, eller I kan opfatte Uventet besøg som en arbejdstitel og finde på jeres egen i stedet.
Brug alle 4 teltpløkke, men læg særlig vægt på én af dem.
Skrivetid: Ca. 15 minutter.
BESVARELSE:
Aftenbelysning betød, at kun hver tredje af lysstofrørerne var tændt i den enorme lagerhal. Uendelige rækker af paller og kasser dannede et vejnet, uegnet for mennesker, men logisk opbygget for de automatiske kraner. De bevægede sig næsten lydløst på skinner i loftet. Den svage susen af velsmurt metal mod metal kunne ikke høres i kontrolrummet, hvor Alex arbejdede. Han var 26 og dette var hans første job siden han havde gjort sin uddannelse færdig.
Han havde arvet sit sandfarvede hår og blå øjne fra sin mor, men der hørte lighederne også op. Hvor hun var en lille kvinde, var Alex med sine en meter og halvfems en kæmpe ved hendes side. Han var i god fysisk form, hvilket var et resultat af regelmæssige løbeture og det lejlighedsvise besøg i motionscenteret, men han ville aldrig vinde medaljer i hverken løb eller vægtløft. På trods af at han havde mere tilfælles med sin mor, var det alligevel hans fars navn, der havde forfulgt ham hele hans liv.
Roy Hawkins, hans far. Grundlæggeren af Angelica Ordenen havde haft store ambitioner på sin søns vegne og med et smil på læberne, huskede Alex hvor rasende hans far havde været da han havde fået at vide, at Alex var begyndt at arbejde som nattevagt på en lagerterminal. At det var byens største, havde ikke imponeret hans far.
En bevægelse på en af skærmene foran ham fangede hans opmærksomhed og fik ham til at tage fødderne ned fra pulten og folde et æseløre på bogen han havde fået tiden til at gå med. Han var alene i bygningen, eller det burde han i det mindste være, men bevægelsen havde ikke været en af kranerne. Det havde bare været en skygge nede ved jorden, hvilket vakte hans nysgerrighed. Han rejste sig og tog en lommelygte fra et skab, inden han forlod kontrolrummet. Han gik forbi rækker med bilreservedele, fødevarer, køkkenapparater og andet isenkram.
Bevægelsen, han havde set havde været fra det hjørne af lageret, der var dedikeret til særligt gods. Det inkluderede blandt andet nødhjælpsforsyninger og følsomt elektronisk udstyr, der blev opbevaret i samme sektion af lageret, så det var lettere at sikre.
Han gik med et godt greb i lommelygten, men havde instinktivt valgt ikke at tænde den.
Lyden af hans jeansklædte lår, der gled mod hinanden fik ham til at fortryde dagens påklædning, men i det mindste bidrog den sorte T-shirt til at falde ind i den kun delvist oplyste hal. Han nærmede sig det område, hvor han havde set noget på skærmen og der var med en blanding af frygt og nysgerrighed, at han pludselig hørte stemmer. Han gik med spredte ben langsomt hen til hjørnet af reolen og det forekom ham pludselig komisk, at han gik som en cowboy, der havde tilbragt lidt for meget af dagen på hesteryg, men det lykkedes ham ikke at smile af situationen.
Han stak langsomt hovedet om hjørnet for Captain havde lært ham at det menneskelige øje blev tiltrukket af bevægelser i mørket. De var for langt væk til at han kunne se detaljer, men han var sikker på han havde set 4 skikkelser samlet omkring to paller, der var trukket ud af reolen.
- Tænk Alex! Mumlede han til sig selv i halvmørket. Han kunne give sig selv til kende som sikkerhedsvagt, men selv om de ikke var bevæbnede, var fire mod en odds ikke noget han var interesseret i. Han småløb tilbage til kontrolrummet. Spence Captain, der var hans fars ven, kollega og tidligere soldat, havde lært Alex at håndtere våben i hans teenageår, men selv om der havde været en pistol, var han sikker på han ikke ville kunne få sig selv til at bruge den mod et andet menneske
Han gik over til skærmene, hvor telefonen også var og skulle lige til at taste nummeret til vagtcentralen, da han så noget på en af de andre skærme. Den viste en af portene, der stod åben og en mand, der kom kørende med en elektrisk palleløfter. Alex lagde telefonrøret igen. De ville være forsvundet med pallerne længe inden politiet ankom. Han lukkede øjnene og trak vejret dybt, mens han prøvede at finde på noget. Brandalarmen.
Han gik hurtigt over til væggen, hvor alarmen hang. Uden tøven knuste han glasset, der beskyttede håndtaget fra pilfingre og sekunder efter lød alarmen i hele bygningen. Røde rotorblink tændtes med regelmæssige intervaller, kranerne stoppede deres færd og hvad der var mere vigtigt, vidste Alex, store branddøre ville glide i for at forhindre den fiktive brand i at sprede sig. Han iagttog de fire mænd på skærmen. Deres armbevægelser viste at de var ophidsede over den pludselige afbrydelse.
- Det er rigtigt ja, sagde Alex med et smil til skærmen. - Brandvæsen og politi er på vej så i må hellere stikke halen mellem benene. Smilet falmede da han så 2 af mændene tage noget ud af lommen, der kun kunne være en pistol. De løb ikke mod udgangen som hans havde håbet de ville, men den modsatte vej. Mod kontrolrummet. Mod ham. De små hår i hans nakke rejste sig og hans håndflader blev pludselig svedige. - Pis!
Han havde arvet sit sandfarvede hår og blå øjne fra sin mor, men der hørte lighederne også op. Hvor hun var en lille kvinde, var Alex med sine en meter og halvfems en kæmpe ved hendes side. Han var i god fysisk form, hvilket var et resultat af regelmæssige løbeture og det lejlighedsvise besøg i motionscenteret, men han ville aldrig vinde medaljer i hverken løb eller vægtløft. På trods af at han havde mere tilfælles med sin mor, var det alligevel hans fars navn, der havde forfulgt ham hele hans liv.
Roy Hawkins, hans far. Grundlæggeren af Angelica Ordenen havde haft store ambitioner på sin søns vegne og med et smil på læberne, huskede Alex hvor rasende hans far havde været da han havde fået at vide, at Alex var begyndt at arbejde som nattevagt på en lagerterminal. At det var byens største, havde ikke imponeret hans far.
En bevægelse på en af skærmene foran ham fangede hans opmærksomhed og fik ham til at tage fødderne ned fra pulten og folde et æseløre på bogen han havde fået tiden til at gå med. Han var alene i bygningen, eller det burde han i det mindste være, men bevægelsen havde ikke været en af kranerne. Det havde bare været en skygge nede ved jorden, hvilket vakte hans nysgerrighed. Han rejste sig og tog en lommelygte fra et skab, inden han forlod kontrolrummet. Han gik forbi rækker med bilreservedele, fødevarer, køkkenapparater og andet isenkram.
Bevægelsen, han havde set havde været fra det hjørne af lageret, der var dedikeret til særligt gods. Det inkluderede blandt andet nødhjælpsforsyninger og følsomt elektronisk udstyr, der blev opbevaret i samme sektion af lageret, så det var lettere at sikre.
Han gik med et godt greb i lommelygten, men havde instinktivt valgt ikke at tænde den.
Lyden af hans jeansklædte lår, der gled mod hinanden fik ham til at fortryde dagens påklædning, men i det mindste bidrog den sorte T-shirt til at falde ind i den kun delvist oplyste hal. Han nærmede sig det område, hvor han havde set noget på skærmen og der var med en blanding af frygt og nysgerrighed, at han pludselig hørte stemmer. Han gik med spredte ben langsomt hen til hjørnet af reolen og det forekom ham pludselig komisk, at han gik som en cowboy, der havde tilbragt lidt for meget af dagen på hesteryg, men det lykkedes ham ikke at smile af situationen.
Han stak langsomt hovedet om hjørnet for Captain havde lært ham at det menneskelige øje blev tiltrukket af bevægelser i mørket. De var for langt væk til at han kunne se detaljer, men han var sikker på han havde set 4 skikkelser samlet omkring to paller, der var trukket ud af reolen.
- Tænk Alex! Mumlede han til sig selv i halvmørket. Han kunne give sig selv til kende som sikkerhedsvagt, men selv om de ikke var bevæbnede, var fire mod en odds ikke noget han var interesseret i. Han småløb tilbage til kontrolrummet. Spence Captain, der var hans fars ven, kollega og tidligere soldat, havde lært Alex at håndtere våben i hans teenageår, men selv om der havde været en pistol, var han sikker på han ikke ville kunne få sig selv til at bruge den mod et andet menneske
Han gik over til skærmene, hvor telefonen også var og skulle lige til at taste nummeret til vagtcentralen, da han så noget på en af de andre skærme. Den viste en af portene, der stod åben og en mand, der kom kørende med en elektrisk palleløfter. Alex lagde telefonrøret igen. De ville være forsvundet med pallerne længe inden politiet ankom. Han lukkede øjnene og trak vejret dybt, mens han prøvede at finde på noget. Brandalarmen.
Han gik hurtigt over til væggen, hvor alarmen hang. Uden tøven knuste han glasset, der beskyttede håndtaget fra pilfingre og sekunder efter lød alarmen i hele bygningen. Røde rotorblink tændtes med regelmæssige intervaller, kranerne stoppede deres færd og hvad der var mere vigtigt, vidste Alex, store branddøre ville glide i for at forhindre den fiktive brand i at sprede sig. Han iagttog de fire mænd på skærmen. Deres armbevægelser viste at de var ophidsede over den pludselige afbrydelse.
- Det er rigtigt ja, sagde Alex med et smil til skærmen. - Brandvæsen og politi er på vej så i må hellere stikke halen mellem benene. Smilet falmede da han så 2 af mændene tage noget ud af lommen, der kun kunne være en pistol. De løb ikke mod udgangen som hans havde håbet de ville, men den modsatte vej. Mod kontrolrummet. Mod ham. De små hår i hans nakke rejste sig og hans håndflader blev pludselig svedige. - Pis!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar