tirsdag den 16. juli 2013

På vej til Villa VillaKulla

Så er det blevet sommer sommer for den lille familie... Det betyder at vi alle sammen har fri og vi skal ud i den store verden... For to år siden var vi i Prag som du kan læse lidt mere om her og i sidste år var vi på campingtur på Hessellund Camping. I år skal vi så prøve noget helt 3. Vi er nemlig taget på kør-selv ferie... I Sverige!...

Den overordnede plan for et par måneder siden var at vi gerne ville til Liseberg i Göteborg og så ville vi gerne se Den blå planet og Eksperimentariet i København... og da vi sad med Google Maps en aften så kom vi frem til at vi kunne slå de to ture sammen til en. Faktisk er der i bil kortere fra Göteborg til København end fra Aalborg.

Så i dag kørte vi hjemmefra omkring kl. 13 og tog til Frederikshavn, hvor vi efter en lille smuttur forbi min gamle arbejdsplads (Jeg arbejdede i Føtex Frederikshavn i 2001 = 12 år siden :o ) så tog vi med Stena Line til udlandet. Vi forlod Danmark kl. 14.30 og ankom i Sverige kl. 17.55... Hvor vi til vores store skræk og rædsel indså at vi måske skulle have anskaffet os et kort over landet inden vi tog hjemmefra :)

Vi fulgte trafikken indtil vi fandt en tankstation og så blev Karen sendt ind efter et kort til os. Da vi havde anskaffet sådan et, kørte vi ned til vandet for at spise medbragte sandwiches (købeboller, med grillet kylling, hjemmelavet pesto, ost, agurk og rødløg) og udtænke en plan... Vi skulle nemlig ikke bo i Göteborg men i Alingsås, der ligger godt 50 km. nordøst for Göteborg af E20.

Fordeligen hjemmefra er at hun er planlæggeren og jeg er madansvarlig for turen. Karen har booket 2 overnatninger på Villa E Bed and Breakfast, hvor jeg nu sidder og blogger fra.
 Det er et rigtig hyggeligt sted og lige bortset fra at vores vært havde overset, at vi havde bedt om en ekstra opredning til sønnen så har hun været rigtig sød og venlig... Så vidt jeg lige kan regne ud bor vi 3 grupper her. Os, en fra Sverige og en fra Holland.. Vi har hver vores værelser og så deler vi et rimeligt køkken og 2 badeværelser/toiletter. Prisen er 825 SEK (707 DKK) inkl. den ekstra opredning til sønnen pr. nat. Nu har jeg selvfølgelig ikke fundet ud af hvad morgenmaden består af og det er jo den ene halvdel af en B&B, men sengen jeg sidder i er i hvert fald god og behagelig... og efter at have kørt Rullemarie rundt i Liseberg hele dagen i morgen så tror jeg måske nok lige jeg kan sove godt her ;)

Anyway... Det der er lidt sjovt ved den her B&B er når man kommer op af trappen hænger der 40 billeder. Det er meget tydeligt skolefotos af vores værtindes fire børn. Fra 1. til 10. klasse. Min tanke er selvfølgelig at ungerne er flyttet hjemmefra og i stedet for at købe et mindre hus har moderen besluttet sig for, at indrette overetagen til en B&B :) Det tror jeg altså også jeg vil når vi får smidt sønnen ud af huset om ca. 10 års tid :)
Jeg kunne SÅ meget godt se mig som B&B indehaver... Wi-Fi og god morgenmad som en selvfølge... og så skulle det være en mulighed, at deltage i Netværk med Mad hvis man bookede en overnatning den rigtige weekend... Det kunne være den perfekte kombination...

Så mangler jeg bare lige huset og at sønnen bliver så gammel at han kan flytte hjemmefra :) Men nu vil jeg logge af for i aften så sønnen kan få lov at sove i fred.

Christian W. Jensen


Madforbrug på turen: 0 kr. Madpakke medbragt hjemmefra :)
Send en kommentar