mandag den 29. september 2014

Grunden til at jeg ikke skriver slankebøger

Hvis jeg nogensinde skulle udgive en slankebog ville den sandsynligvis udkomme i pixibogsformat. Da jeg ikke gider udgive en pixibog får du den her.

Du skal bruge:
1. En pålidelig vægt
2. Et ÆRLIGT mål (Jeg vil se godt ud nøgen er fuldt ud acceptabelt)
3. Sund fornuft
4. En formel der lyder E(indtag) - E(forbrug) = 0 (E = Energi i kcal)
5. Tålmodighed

Fremgangsmåde.
Du vælger en dag om ugen. F.eks. mandag morgen efter dit bad hvor du vejer dig på din vægt (1). Mandagen efter vejer du dig igen. Hvis du den efterfølgende gang har samme vægt så passer formlen fint. Du har forbrændt lige så meget energi som du har indtaget. Hvis du vil tabe dig skal du sørge for at skabe "ubalance" i formlen. Det kan du gøre ved en af følgende måder:
1. Nedsæt dit energiindtag (Spis mindre)
2. Ændre dit energiindtag (spis sundere, der er færre kcal i protein end i fedt) Det er her den sunde fornuft kommer ind
3. Øge dit energiforbrug ( bevæg dig mere)
4. En hvilken som helst kombination af de overstående.

Så simpelt kan det gøres. Så er der selvfølgelig et hav af faktorer der spiller ind, men dette er essensen af at tabe sig. Du vil måske gerne tabe dig hurtigere, men det er her tålmodigheden (5) kommer i spil. For det første bliver du nød til at tabe dig i et tempo din krop kan følge med til. Dette skal tages helt bogstaveligt, for taber du dig hurtigere end huden kan følge med ender du med overskydende hud i folder. For det andet... Og dette er bare min personlige holdning. Det kan være let  at tabe sig hurtigt. Du kan lade være med at spise i et par dage og nøjes med at drikke vand. På den måde vil kroppen blive tvunget til at kanibaliserer sig selv og dermed vil du forbrænde mere end du indtager. Men igen.. Tålmodighed. For du vil ikke kunne blive ved med dette og når du så "falder i" igen, så ender du sådan ca. på samme vægt som du havde før.Du kan dog snyde en smule. For det der forbrænder energi i kroppen er musklerne. Derfor er styrketræning et godt supplement til løbe/gåturen. Stærkere muskler = mdre effektiv forbrænding... Husk: Slow and steady wins the race

En øvelse, der kan være rigtig effektiv hvis man vil tabe sig er denne... Det er muligvis den mest effektive af dem alle. Nogen finder den let og for andre er det umådeligt svær... det er bedst at lave den siddende og stående. Er du klar?

Sid/stå med rank ryg. Forestil dig der går en snor fra din isse der trækker din nakke lang. Se lige frem... nu drejer du hovedet ca 45 grader til først den ene side og så den anden side. Gentag tre-fire gange... normalt starter man en øvelse med 3 sæt af 10 gentagelser, men det gode ved denne øvelse er at man kan nøjes med 1 sæt af 3-4 gentagelser... det vigtigste er dog at man laver den på de rigtige tidspunkter... og hvornår er det så? Her kommer et par eksempler.

Du er hjemme ved mor og far og de spørger:
- Skal du ikke have en portion mere? Lav øvelsen og sig evt. ordene "nej tak"
Du er på cafe med en ven(/inde) og vedkommende spørger:
- Skal vi ikke have en latté/cappucino/varm kakao mere med ekstra flødeskum? Lav øvelsen og verbaliser ordene "nej tak".
Du er til fest og bliver spurgt:
- Skal du ikke have et stykke kage mere? Lav øvelsen og sig evt. ordene "nej tak"

Dette var kun et lille udkast hvor denne øvelse kan bruges. Ved brug af den sunde fornuft (3) kan du selv finde andre tidspunkter hvor denne øvelse er brugbar.



That's all...

Hvilke vægttabstips (prøv lige at sig det 3 gange hurtigt :)) ville du inkludere hvis du skulle være medforfatter på min pixibog?

Christian W. Jensen

torsdag den 25. september 2014

Stadig i live...

Hey...

Jeg er stadig i live, men lidt stille på bloggen for tiden... Det betyder ikke at jeg har glemt den (igen) men bare at der er andre aspekter af mit liv der kræver min opmærksomhed lidt mere :)

I tirsdags var jeg for første i Aarhus til mindfulness instruktør uddannelsen og det er præcis lige så spændende som jeg havde forestillet mig :) Mere af det tak... Dog var jeg så afslappet til sidst at jeg døsede 4 gange til den sidste øvelse :) Derudover er der sket noget både godt og skidt i dag, men det tør jeg ikke sige mere om af frygt for at jinxe det... Men kryds gerne fingre for mig hvis du alligevel ikke ved hvad du skal gøre af dem :)

Husk også at det er på onsdag d. 1. at jeg trækker en vinder af Beskytter i min lille facebook leg... Du behøver ikke synes om siden eller noget for at være med... bare svare på hvad du tænker på når du hører ordet stress... Simpel right? Og jeg kan da godt røbe allerede nu, at der ikke er nær så mange tilbagemeldinger som jeg havde håbet på, så vinderchancerne er stadig rimelig gode :)

Held og lykke og må din bacon altid blive sprød!

Christian W. Jensen

fredag den 19. september 2014

Stress!

Nej... Jeg har ikke fået stress... ikke endnu i hvert fald... Men jeg tænkte alligevel at det nok bliver et af omdrejningspunkterne for dagens indlæg og når du har læst til vejs ende så håber jeg du smutter ind på min facebookside og melder dig under fanerne derinde... Hvorfor du skulle gøre det vender jeg tilbage til senere...

Anyway... På tirsdag begynder jeg min uddannelse som Mindfulness instruktør og det glæder jeg mig pænt meget til. Jeg har (for en gangs skyld) læst mine lektier og er forberedt og jeg har endda givet mig i kast med nogle af de mindfulness øvelser med blandet mængde success... Jeg er også begyndt at læse lidt "frilæsning" som nu alligevel har lidt med emnet at gøre. Det er bogen "Træk vejret" af Stig Åvall Severinsen. Det er en pænt stor bog når man tænker på at emnet er så simpelt som at trække vejret. Noget vi alle gør ca. 12 gange i minuttet... alle dage, hele dagen.... Det er også en af de øvelser jeg som fysioterapeut anbefaler at man laver dagligt efter behov :D (Ja.. Fys-humor kan være lige så plat som alt mulig anden humor ;))

Stig Severinsens baggrund for at skrive en bog om at trække (og holde vejret) er at han faktisk er ret god til det.. Især sidstnævnte er han fantastisk god til. Så god at han på nuværende tidspunkt er ikke mindre end firdobbelt verdensmester i fridykning og så står han i øvrigt i Guiness Book of records for at have holdt vejret i 22 minutter (Videoen her). Stig Severinsen har en teori om at korrekt vejrtrækning kan skabe et link mellem krop og sind og at man derfor kan bruge vejrtrækningen til at kontrollere bl.a. stress, men det skulle også kunne give dig mere energi og mere udholdenhed hvis du f.eks. løber. Alt i alt synes jeg jo dette giver meget god mening. For hvis en korrekt vejrtrækning giver mere ilt til musklerne skulle disse også kunne yde mere før de begynder at syre til. Men alt dette om vejrtrækning og mindfulness har fået mig til at indrage mit whiteboard i soveværelset til et forsøg. Det fungerer nu som et mindmap med "Stress" i centrum og så er det min plan at smide nye post-its op når jeg finder noget nyt som relaterer til emnet.... Allerede nu er der afstikkere som "Kemi", "Kost og ernæring", "motion", "mindfulness" og "depression"....


Og hvorfor gør jeg så dette? Det gør jeg fordi jeg kender mig selv godt nok til at vide, at hvis jeg skal lære noget så skal det visualiseres. Nogle mennesker lærer bedst hvis de hører det og andre lærer bedst noget hvis de ser det. Så vidt jeg husker er grundreglen, at jo flere sanser du bruger når du skal lære noget, jo lettere er det for dig at huske... Samtidig med dette så er der en vis potion "detektiv" i min hjerne også... Jeg elsker at finde sammenhæng mellem forskellige emner og jeg tror bl.a. det er derfor jeg er en god fysioterapeut. For det er (eller kan være) en opgave at kombinere alle de oplysninger man får i det første interview med de efterfølgende undersøgelser og observationer for til sidst at kunne finde en årsag til en bestemt funktionsnedsættelse. Der er også et lille element, at denne årsagssammenhæng når jeg ind i mellem skriver på Beskytter 2, hvor der jo skal være en logisk sammenhæng i handlingen (Det er jo ikke manuskriptet til en ny Steven Seagal film :))

Så derfor har jeg det ok med at jeg kan flytte lidt rundt på de gule lapper efterhånden som jeg lærer nok i skolen til at gruppere dem...

Nu er du der næsten... altså ved grunden til at du skal klikke over på min facebook side... Jeg har lige et emne mere jeg vil vende, men hvis du har det som mig (og åbenbart flere af mine facebookvenner) så vil du takke mig for dette link...

www.Asoftmurmur.com

Hvad er det tænker du... Mere støj til min hverdag? Ja.. Det er præcis hvad det er... Jeg ved godt jeg selv er let at distrahere når jeg skal skrive noget (som f.eks. et blogindlæg) så derfor plejer jeg at lytte til musik fordi det danner en ensformig baggrundslyd som er lettere at filtrere ud end de tusind (ok.. måske lidt overdrevet) små lyde, der ellers er omkring mig... Men det hænder jo, at man pludselig hører SANGEN og så sidder man lige pludselig alene på sit kontor og synger så højt.. og så dårligt at naboerne banker på væggen... og så får man jo ikke skrevet noget... Asoftmurmur tilbyder en række baggrundslyde.... Jeg nævner i flæng... lyden af regn, torden, den knitrende lyd af en åben ild, bølgebrus, lyden af vinden der suser eller hvis du føler dig ensom... lyden af mennesker der snakker... præcis som hvis du sad på en café... Du kan også kombinere de forskelllige lyde så du måske har lyden af åben ild skruet lidt højere op end lyden af regn og torden og så kan du jo drømme dig væk til den der lille hytte i bjergene, hvor du sidder og skriver på din næste bestseller.... Personlig hælder jeg mest til lyden af regn, blandet med lidt torden for at det ikke bliver ALT for monotont... men det er jo det praktiske ved den hjemmeside... du vælger lydniveauet for de forskellige lydeffekter og trykker på play...

And now...

To the moment we have all been waiting for... *
* for the last 3-10 minutes depending on reading speed

I forbindelse med mit stress-mindmapsprojekt så kunne jeg godt tænke mig at vide hvad du tænker når du hører ordet stress?

Og hvis du er fuldstændig blankt på det emne så skal du selvfølgelig ikke snydes for at lege med... Du kan også fortælle hvad du gør for at holde fokus.. hvad enten det er på læsning, skrivning eller noget helt andet...

Nu ved jeg godt vi mennesker generelt ikke er så lette at trække ud af busken med mindre der er en god grund til det... og som min coach sagde når jeg skulle skrive ansøgninger så skulle jeg altid have i tankerne "What's in it for them?"... Så derfor... Den 1. oktober eller når der er kommet 50 kommentarer (fra forskellige personer!!) trækker jeg en heldig vinder og så sender jeg da lige et eksemplar af Beskytter til vedkommende... Du kan læse den selv eller du kan gemme den i 3 måneder og 5 dage og give den som jule og/eller hadegave til en du holder mere eller mindre af...

Simply put:

1. Gå ind på min facebook-side
2. Find linket der linker til dette indlæg (Jeg har gjort det let og skrevet at det er her der skal kommenteres)
3. Skriv din kommentar ... Enten om hvad du tænker når du hører ordet stress eller hvad du gør for at holde fokus..
4. (Valgfri) synes godt om siden så du kan hjælpe mig med at sprede kendskabet til denne fantastiske samling af ord :)
5. Vent til det bliver den 1. oktober eller eller der er 50 mennesker der har kommenterer
6. Kryds fingre for at du vinder eller ikke vinder alt efter hvor meget eller hvor lidt du ønsker at få en bog tilsendt :D



Christian W. Jensen

fredag den 12. september 2014

At work...

Ja... overskriften er ikke helt så optimistisk som man kunne håbe.. Og så alligevel... Jeg var nede og snakke med min jobkonsulent i sidste uge og det endte med at jeg har fået godkendt en uddannelse som Mindfulness instruktør. Nu har jeg fået tilsendt mit skolemateriale og det ser virkelig spændende ud og jeg glæder mig ret meget til at komme i gang... Faktisk så meget at jeg allerede har læst det anbefalede materiale dvs. kapitel 1 og 2 :) og fra i næste uge har jeg besluttet mig for at afsætte tid til de anbefalede øvelser.

Jeg har været hjemmegående de sidste par uger og derfor har jeg arbejdet for at holde mig i beskæftigelse herhjemme... Dette betyder jeg har sat alle mine aktiviteter i kalenderen... lige fra huslige opgaver, træning, jobsøgning og så fra i næste uge: Mindfulness... Jeg har tidligere været hjemmegående samtidig med at jeg har været jobsøgende og jeg har fundet ud af, at jeg har tendens til at udskyde opgaver med argumentet: Det kan jeg også gøre i morgen for der er jeg også hjemme... Men nu når jeg har fået sat alting i system går det meget lettere... Jeg har muligvis en smule OCD :D men ikke desto mindre... Hvis det virker så er der ingen grund til at lave om på det :)

Her er billedet af min nye skolebog... med undertitlen - en vej ud af nedtrykthed... Det skyldes at et af områderne hvor mindfulness kan hjælpe er ved depression og især for at undgå at folk falder tilbage i en ny depression.
I den nærmeste fremtid har jeg tænkt mig at beskrive lidt nærmere om hvad Mindfulness er.... For hvis du tænker lidt ligesom jeg gjorde for et par år siden at mindfulness er lidt hokus pokus agtigt  (før jeg begyndte at arbejde med traumatiserede flygtninge) ... Siden da begyndte jeg for alvor at interessere mig for samspillet med hovedet og kroppen og konklussionen er at det nok ikke er så hokus pokus agtigt alligevel...

Jeg tænker, at som fysioterapeut vil det være et interessant aspekt til mine fremtidige klienter. Især klienter med kroniske smerter eller folk der tidligere har været ramt af depressioner og som kan have svært ved at finde motivationen til at træne fordi de tænker "hvad skal det nytte? Det plejer jo alligevel ikke at virke når jeg træner"

Jeg kan også se et interessant samspil mellem mindfulness og massage da jeg engang læste, at man kunne opnå større ro under massage end under søvn.. Dette kommer jeg nok nærmere ind på når jeg ved lidt mere om enmet og når jeg har fundet nogle forsøgskaniner :D


Nu er jeg nysgerrig.. Har du erfaringer med mindfulness og hvis ja, hvilke?

Christian W. Jensen

mandag den 1. september 2014

Min søns fødselsdag

I går var det 9 år siden jeg fik titlen som far. I den anledning var der inviteret gæster fra nær og fjern. Sønnens biologiske mor og hendes kæreste var kørt fra Letland for at fejre fødselsdag med os... derudover var mine forældre, min søster og storebror med deres familien... Alt i alt var vi 15 mennesker... Heraf 10 voksne .. 4 børn og en baby (der teknisk set også er et barn)...
Så mange mennesker er der ikke plads til hjemme ved os, så vi havde i anledning lånt forældrenes sommerhus, så der var rigelig med bordplads....

Sønnen havde bestilt burgere hvis det var godt vejr og Texmex hvis det var dårligt vejr... Heldigvis var det dårligt vejr for så kunne jeg forberede maden hjemmefra... Vi fik besøg fra Letland allerede fredag aften til spisning, hvor det "bare" var sønnen og hans mor/far og bonusmor/bonusfar... Her blev der serveret flæskesteg med brune, hvide og franske kartofler... Jeg har stadig ikke helt styr på det der med at få sværene sprøde, men der blev da LIDT knas... Ellers gik snakken på at forklare hvorfor vi i Danmark drukner vores kartofler i sukker omkring jul... Det virker nemlig umiddelbart skørt for Letter at gøre sådan... Han synes dog de var rigtig gode og han ville gerne have opskriften så han kunne lave dem til jul i Letland (Sønnen skal fejre jul derovre i år, og en af hans kommentarer når han skal det er, at han går glip af brune kartofler)...

Lørdagen gik med at lave mad til søndag. Gæsterne kom langvejs fra og der var små børn med så de var inviteret til frokost kl. 13 og derefter kagebord om eftermiddagen.

Det lykkedes mig at lave hele menuen som var planlagt i dette indlæg. Vi lagde ud med 4 "fade" med texmex tapas:


Der kom en smagskombination på hvert fad.
Tostaditas .. Skåret ud i mundrette stykker, drysset let med tacokrydderi og bagt i forvarmet ovn ved 200 grader (varmluft) i 5 minutter.
- Græskar/chili pesto, tacokød og salsa
- Græskar/chili pesto, tacokød og marinerede rødløg
- Guacamole, Colagris og ost
- Græskar/chili pesto, colagris og rødløg.

Det er så åbenbart første gang jeg har lavet dette for min familie og de blev spist alle sammen...
Fadene er rimelig snedigt lavet af et stykke aflangt pap, et stykke staniol og noget tape. I dette tilfælde gaffatape :) ... Engangs serveringsfade der ikke koster en formue og som kan laves i det antal der er nødvendigt.

Efter forretten røg hovedretten på bordet.
Tacoskaller (2 pakker)
Majspandekager (Dobbeltportion)
Colagris (2 kg.
Tacokød (1,5 kg. kød og 100 gr. hjemmelavet tacokrydderi)
Guacamole  (1,5 gange denne opskrift)
Hjemmelavet salsa, (1,5 gange denne opskrift)
Marineret rødløg
Lyskrydssalat (3 rød peberfrugter, 2 agurker og 2 små dåser majs)
Rødløg (2 stk)
Creme fraiche (1 bæger)
Cheddar ost (400 gr.)

Der var så nok til alle og de fleste spiste vist også mere end de havde godt af :) Men hvis der skulle være en bedre fordeling så skulle der nok havde været en ekstra portion pandekager...

Efter spisetid gik nogen en tur og andre smed sig i sofaerne... Men kun indtil kaffetid... Sønnens mor havde nemlig haft den der lettiske kage med.. Jeg har kaldt den Staburadze kagen, men den hedder i virkeligheden Cierlavina... Anyway... Jeg førsøgte mig med opskriften til hundenes fødselsdag i foråret men nu når jeg havde besøg fra Letland så var det jo et oplagt tidspunkt at få afprøvet min opskrift mod originalen... Jeg vil sige at den originale var pænere pyntet, men min var større og der var generel enighed om at min version var bedre :) (og da de to fra Letland også mente dette tager jeg det som et kompliment).. Min far havde lavet hjemmelavet vanilleis til og det gjorde så absolut ikke Cierlavina kagen dårligere :)


Ud over dette pragteksemplar af en kage så havde min mor lavet en squashkage og en kagemand og jeg havde da også lige lavet en alm. lagkage med rutebils skum og hindbær/solbær/makronskum og så lige lidt blåt flødeskum ...

Denne fantastiske kage er om noget et lysende eksempel på hvorfor jeg ikke deltager i "Den store bagedyst" eller lignende madprogrammer... Med meget få undtagelser så smager ALT hvad jeg laver godt... Der er som udgangspunkt også rigeligt af det og som oftest så er humøret også højt når jeg sætter maden på bordet... Men pænt.. det er det sgu ikke :)

Christian W. Jensen