fredag den 29. juni 2012

Gæsteblogger: Min søn

Ja.. jeg hjælper lidt med ordene, men opskriften er hans egen..

Historien bag er at jeg kom hjem fra arbejde forleden og så er søn og kæreste i køkkenet hvor de er ved at lave smoothies...Og da drengen ser mig råber han begejstret... Far skal vi ikke have den her på madbloggen :D

Det varmer mit hjerte at se den dreng blive glad for god mad (også selv om det bare er flydende kost nu), men altså.. jeg skal til klassefest i aften så derfor får i lige en hurtig opskrift og et par billeder

Smoothies (3 glas)

  • 3 dl. multijuice.
  • 1 æble uden kerner med skræl
  • 1 kiwi
  • 3 frosne bananer
  • 1 lille håndfuld hindbær
Fremgangsmåde:
Smæk det hele i din lokale blender og husk at start med juicen, så blenderen har noget at arbejde med. Fyr op for omdrejningerne til det har en ensartet farve og konsistens :D


 Velbekomme og god weekend herfra!!


Christian W. Jensen

tirsdag den 26. juni 2012

Seks syvendedele

Nu er jeg på vej i seng..

Ville bare lige fortælle jer derude at jeg i dag har bestået 12. modul (6. semester) eksamen, der var en praktisk eksamen... Som sædvanlig har jeg haft problemer med appetiten og søvnen i døgnet op til så jeg har hele eftermiddagen gået rundt med tågehjerne... Ikke at jeg tror nogen lagde mærke til det :D

Tilbage har jeg kun 3. dage i praktik i Vester Hassing (og en sidste gang hjemmebag) ... Efter sommerferien står den på 6 ugers valgfag og derefter bachelor opgave.... Og så er jeg fys.... Tror jeg en af dagene vil prøve at kigge min første opgave igennem... Bare lige for at se om jeg har lært noget siden da...

I næste uge står den på bl.a. ting fra min 2012 to-doliste og jeg glæder mig til at vise jer resultatet :D


Christian W. Jensen

lørdag den 23. juni 2012

NMM som det burde være

Her til aften har vi haft Netværk med mad for 4. gang. Menuen var Pulled pork burgere med coleslaw og mexikanske tapas. Jeg må krybe til korset og indrømme at jeg har købt færdiglavede produkter fra Santa Maria til formålet. Jeg har selv lavet græskar pesto og marinerede rødløg som jeg plejer, men jeg har længe haft lyst til at prøve escebeche og mango mojo, så jeg købte den originale for at få en ide om hvordan det skal smage.
Så til mine tapas havde jeg tre slags kød: Pulled Pork, marineret kylling og tacokød. Dertil havde jeg så græskarpesto, escebeche, mango mojo, marinerede rødløg samt, salsa, cheddarost og creme fraiche.

Alt i alt blev det til syv forskellige varianter som gæsterne selv lavede :D Jeg lærte at vi skal have et større køkken når vi får hus, men det er godt nok en god ryste-sammen-aktivitet.



Desserten blev lavet af søsteren min og var faktisk rimelig god. Helt sikkert værd at lave en dag, hvis jeg altså kan finde ud af det.


Anyway... Ud over rigtig god mad i godt selskab så fik jeg også lige taget hul på noget meget vigtigt. Ud over min familie, min mad, min uddannelse og mine skriverier så har jeg også et kæleprojekt som jeg faktisk kun har nævnt en enkelt gang (tror jeg nok) i dette indlæg. Det går i alt sin simpelhed ud på at vi er en gruppe frivillige, der arbejder gratis som massører en hel dag og alle de penge vi normalt ville have tjent giver vi videre til Kræftens Bekæmpelses kamp mod brystkræft. Sidste år fik vi samlet knap 12000 kr. ind. Anyway.. grunden til at jeg nævner det nu er fordi en af dem der deltog i dag har meldt sig som massør til arrangementet.

Du kan læse mere om Helping-hands.dk lige her. Og ja.. jeg er klar over at der står 2011 i overskriften, men jeg mangler en grafiker der har tid og overskud til at give en hånd med ;) Kender du en må du meget gerne henvise til min hjemmeside :D


Nå ja.. Så fik jeg indviet min Netværk med Mad-kasse :D Det var betingelsen fra finansministeren for at jeg kunne få lov til at forsætte Netværk Med Mad.



Christian W. Jensen

tirsdag den 19. juni 2012

Svinet glæder sig til Aoli

Jeg vidste ikke lige hvordan jeg ellers skulle få flettet dagens køkkenarbejde ind i en sætning.

Som jeg har sagt mange gange nu efterhånden så holder vi middagsselskab her på fredag. Indtil videre er der tre meldt til og en af dem er ikke en vi kender, så det bliver spændende at møde nye mennesker :D

Og som overskriften lyder så glæder svinet sig allerede. Den skal i ovnen torsdag aften omkring midnat så under normale omstændigheder skulle den marineres fra i morgen aften, men den kunne slet ikke vente og er allerede hoppet i marinaden. Dertil har jeg også lavet coleslaw til fredag som også skal marineres i hvert fald et døgn. Svinet kan du finde opskriften på her og vores coleslaw kan du finde en opskrift på her Jeg er normalt ikke coleslaw fan, men den her har jeg lavet rigtig mange gange efterhånden.

Aoli'en med hvidløg har jeg fundet hos Kaos i mit køkken. Opskriften kommer her som jeg har lavet den.

Aioli med hvidløg

  • 1 bæger pastauriseret æggeblommer (2 blommer)
  • 1 dl. jomfruolivenolie
  • ½ tsk. hvidvinseddike
  • ½ tsk. citronsaft
  • 1 fed presset hvidløg
  • Salt og peber. Der anbefales hvid peber, men det har jeg desværre udsolgt af :(
Fremgangsmåde:
Som Kaos i køkkenet antyder så havde jeg også haft den indstilling at mayo/aoli var vildt svært at lave, men det er da helt sikkert ikke sidste gang jeg skal prøve at lave det. Nu har jeg selvfølgelig ikke smagt det, men det ser ret godt ud :) Tror det bliver brugt på fredag til burgerbollerne.

Mod Uret: Barbequesauce i blenderen, nakkefilet inden afpudsning, gulerødder og hvidkål klar til marinering, Aoli før blender, Aoli efter blender og Svin der glæder sig til fredag.
Tilbage mangler jeg kun lige at blande coleslaw'en, bage burgerbollerne, steget svinet og lave tapas. Har undtagelsesvis købt noget færdiglavet som skal prøves på fredag. Mere om det senere.



Hvad er dine planer for fredag?

Christian W. Jensen

søndag den 17. juni 2012

Kagefad til studieafsnittet

I fredags havde vi sidste dag på studieafsnittet. Hvilket var en smule trist. De 2 uger er fløjet afsted og jeg er da glad for at kunne sige, at jeg har fået et par nye venner også :D Så i kraft af min selvudnævnte rolle som moraleofficer blev jeg jo nød til at slutte af med at bage en kage. Så i torsdags da jeg havde senvagt (12.30-20.00) spurgte jeg min gruppe hvilken kage jeg skulle slutte af med. Vandene blev delt lidt mellem banankage og kanelkage.. og en enkelt forslog et kagebord :D


 Løsningen blev ganske enkelt at lave både banan og kanelkage samt en masse makronlinser. Nutellabakken kagerne står i, kommer fra en udstilling i Bilka. Jeg hapsede lige 2 så jeg havde et låg også til da jeg skulle have transporteret kagerne på arbejde. Jeg kan på det varmeste anbefale Bilka og andre butikker til disse improviserede kagefad. Og det snedige er at du ikke behøver at bekymre dig om at få dem med hjem igen. Bare smid dem i skraldespanden når du er færdig :D

Banankage

  • 6 bananer
  • 120 gr. smeltet smør
  • 4 dl. sukker
  • 2 piskede æg
  • 2 tsk. vanillesukker
  • 2 tsk. bagepulver
  • 2 knivspids salt
  • 7 dl. mel
Fremgangsmåde:
Smid det hele i din lokale KEN-wood og rør det godt sammen.

Bages i en forvarmet ovn, 175 gr. i ca. en time.

Kanelkage 

  • 125 g smør, blødt
  • 325 g rørsukker
  • 2 æg
  • 400 g mel
  • 2 tsk. natron
  • ½ tsk. groft salt
  • 4 tsk. stødt kanel
  • ½ liter kærnemælk
Fremgangsmåde:
Pisk smør og sukker sammen til en luftig masse. Tilsæt æggene en ad gangen, pisk godt mellem hvert æg. Bland mel, natron, salt og kanel sammen - bland de i dejen skiftevis med kærnemælken. Beklæd en lille bradepande med bagepapir, kom dejen i og sæt i en 200 grader varm ovn (jeg brugte ikke varmluft), bag i ca. 30-40 minutter til dejen er gennembagt. Tjek med en tandstikker, inden kagen tages ud. Lad den afkøle på en bagerist.


Og det slog til og lidt mere. Der var lidt mere kage end vi kunne spise, men heldigvis kunne resten afsættes hos nattevagten :)

I morgen er jeg tilbage i Vester Hassing hvor jeg lige har 2 uger mere inden sommerferien.

Hvornår har du ferie?

Christian W. Jensen

tirsdag den 12. juni 2012

Opvaskemikado, fondant og hvedetortillas

Dog ikke på samme tid :D

Er stadig i praktik på studieafsnittet på sygehus syd og har lidt skæve arbejdstider, men er stadig tid til at lave lidt spændende mad. Egentlig ville jeg have lavet taco skaller men jeg fandt kun opskrifter på bløde hvedetortillas, men de var til gengæld også lette at lave og rigtig gode.

Jeg kan selvfølgelig ikke finde opskriften igen, men den minder meget om den her

Oversat til dansk:

Hvedetortillas
(12 stk.)

  • 330 gr. hvedemel
  • 1 tsk. salt
  • ½ tsk. bagepulver
  • 80 ml. rapsolie
  • 250 ml. varmt vand.
Fremgangsmåde:
Rør mel, salt og bagepulver  med et piskeris og tilsæt olien. Mix det sammen med fingrene og tilsæt vandet indtil dejen har samlet sig.
Lad det hæve tildækket i mellem 30 minutter og natten over.

Del dejen i 12 lige store stykker som rulles ud efter bedste formåen... Jeg har endnu ikke præstereret at lave nogle helt cirkelrunde, men jeg kan trøste dig med at formen ikke har noget med smagen at gøre.
De skal tørsteges indtil de begynder at boble op og så vendes. Hold dem varme i et viskestykke.


 Denne opskrift på fondant har jeg faktisk haft siden jeg var med til casting til den store bagedyst hvor jeg mødte mange fantastiske mennesker. Blandt andet ejeren af denne side. Hun gav mig opskriften på denne fondant der ikke er baseret på skumfiduser. Det fede ved den er at den er let at tilsætte smagsstoffer (så den ikke bare smager af sukker). Jeg tilsætter 2 tsk. mandelessens til min og det smager faktisk ret godt. Desuden skulle både vanilla, rom og andre essenser kunne bruges. (æteriske olier skulle også kunne bruges, men jeg har ikke forsøgt det endnu)

Fondant
  • 2 tsk. gelatinepulver
  • 2 spsk. vand
  • 62 gr. lys sirup
  • 500 gr. flormelis
  • evt. Smag (f.eks 2 tsk mandelessens)
Fremgangsmåde
Gelatinepulver, vand og sirup smeltes i et vandbad. (Skal du have smag i skal det også tilsættes nu) herefter tilsættes flormelis lidt af gangen og røres godt sammen til fondanten har den rigtige fondantkonsistens. Modsat MMF (MarshMellow Fondant) så skal dette ikke "sætte sig" natten over i køleskabet, men kan bruges med det samme.


Sidst men ikke mindst... Kender du opvaskemikado?
Det er meget lig almindelig mikado, men med opvasken. Det er et spil jeg ofte spiller når jeg alligevel skal vaske op. Det ser nogenlunde sådan her ud:

 Tricket er at vaske så meget af du kan og stable det op, gerne så højt så muligt og så starter spillet. Tag en genstand af gangen og tør den af uden at resten vælter... (Det har kostet et par glas igennem tiderne, men det er hvad der sker. :))

Og til alle jer der har en opvaskemaskine ... HA... i kan ikke spille med ;)

HUSK: Fredag d. 22. juni er der Netværk Med Mad... 
Indtil videre er vi 4 voksne og et barn til bords. Vi har stadig plads til et par stykker eller 4 mere.. så meld dig til på facebooksiden eller send mig en mail... Og har du brug for at tage en ven/veninde eller en kæreste med for at deltage så skriv og vi ser om det kan lade sig gøre :D

Christian W. Jensen

torsdag den 7. juni 2012

studieafsnit og børnekrea

Hvis ikke man har fået en hofteoperation eller er sundhedsstuderende på enten Fys-, Ergo eller sygeplejerskeuddannelsen i Aalborg, så er det ikke sikkert man er klar over at der på Sygehus Syd findes et studieafsnit.

Det er beliggende på afdeling O1 og det særlige ved dette afsnit er, at fra kl. 0700 til 2000 bemandes af studerende. Eller rettere primært studerende. Vi har både en fysioterapeut, ergoterapeut og mindst en sygeplejerske (jeg tror der er 2-3 stykker) tilknyttet som vejledere.

Formålet med studieafsnittet, er at fremme det tværfaglige samarbejde mellem de forskellige faggrupper og give patienterne en bedre oplevelse af sammenhæng i deres behandling. Men da formålet er det tværfaglige så betyder det at det monofaglige (i hvert fald på fys.-området) ikke er helt så kompliceret.

I "gamle dage" var kotumen jo at hvis du fik en ny hofte skulle du holde dig i ro et stykke tid, men den nyeste evidens på området viser faktisk et sammenhæng mellem hurtig mobilisering og overlevelsesraten.... Anyway... taget i betragtning af min arbejdsbyrde så har jeg i denne første uge følt et vis overskud, så jeg har påtaget mig opgaven som morale officer i gruppen.

Nu har jeg aldrig været i det danske forsvar så hvis der er nogen derude der ved om denne stilling faktisk findes så må i lige give lyd fra jer, men jeg ved stillingen findes i den amerikanske hær og denne persons opgave er (surprise, surprise) at booste moralen i enheden... Og hvad bedre måde at booste moralen på end med snacks?

I tirsdags havde jeg nøddebarer med, hvilket var et kæmpe hit... og i dag står den på verdens bedste cookies. Jeg havde en senvagt i aftes (fra 12.30-20.00) og vi var et par stykker der blev enige om at et energiboost sidst på dagen ville være gavnligt... Så det prøver jeg i dag.

Opskriften på Cookies finder du Her og opskriften på nøddebarene har jeg fra min søster, der selv har sjusses sig frem til den.



Nøddebar(er)
(bliver en bar på ca. 14x20x2 cm, der kan skæres ud i mindre stykker når du har kølet den af)


150 g. honning
75 g. grov peanutbutter


100 g. mandler
60 g. valnødder
100 g. hasselnødder
90 g. peanuts (saltede)
(evt. 100 gr. mørk chokolade)

Smelt honning og grov peanutbutter i en gryde eller microovnen og rør det til en ensartet masse.
Hak nødder og evt. chokolade groft og hæld det i en skål. Hæld den flydende honning/peanutbutter hen over og rør det godt sammen.
Beklæd et ovnfast fad med bagepapir og fyld massen i. Læg et stykke bagepapir over og tryk massen godt sammen.

Bag det i en forvarmet ovn ved 150 grader til det begynder at dufte at varme mandler. (ca. 15-20 minutter med min ovn).


Og meget apropos morale officer. Da jeg kom hjem i går aftes kl. 20.30 og i det hele taget var en smule træt så fandt jeg denne på mit skrivebord:


Det er fa.... svært ikke at smile når man får sådan en bare fordi gave af sin søn. Og det er sikkert han er sin fars søn når hans kreaprojekter handler om mad :D

Det var alt for i dag... næsten. For i går sendte jeg noget med posten til en af mine faste læsere.. Noget der har givet mig dårlig samvittighed rigtig længe, men jeg blev ramt af livet og så røg det lidt i baggrunden... Jeg håber den når sikkert frem og du får meget glæde af den ;)



Christian W. Jensen

søndag den 3. juni 2012

Arvegods

Så har vi været nede ved svigerforældrene i weekenden.

De er flyttet til et mindre hus hvilket betyder mindre plads.

Og se lige hvad jeg fik med hjem!!


 Gryden til venstre var der desværre ikke plads til i svigermors nye køkken. Gryden til højre var den hidtil største gryde her i huset...

Umiddelbart tænker jeg at der kan være PÆNT meget kødsauce i den nye gryde :D

God søndag
Christian W. Jensen

Mexikansk netværk med mad

I aftes havde vi så tredje omgang Netværk Med Mad (NMM) og det var en kæmpe succes, Synes jeg selv Det var rimelig kort varsel da det blev offentliggjort torsdag aften og Karen havde da også måtte invitere et par stykker selv om det ikke lige er konceptet, men det endte med at vi blev 9 i alt. 6 voksne og 3 børn.

Menuen stod på Mexikanske kødboller i krydret tomatsauce med ris og så fik vi texmex tapas (Se her og her).




Mexikanske kødboller i krydret tomatsauce (opskriften kommer fra min far)
Jeg skriver her den oprindelige opskrift. Til vores komsammen lavede jeg dobbeltportion af kødboller og triple portion af sauce


Kødboller:
  • 600 g hakket svinekød
  • 1 finthakket løg
  • 2 fed finthakket hvidløg
  • 30 g finthakket mandler
  • 30 g franskbrødskrummer (rasp)
  • 1 æg
  • 1/2 spsk koriander
  • 1/2 tsk stødt kanel
  • 1 1/2 spsk. tør sherry
  • salt og peber
  • 20 g smør
  • 2 spsk olivenolie

Sovs:
  • 1 spsk solsikkeolie
  • 1 stort finthakket løg
  • 1 fed presset hvidløg
  • 1 tsk brun farin
  • 6 mellemstore, flåede hakkede tomater
  • 1 mellemstor, udkernet grøn peberfrugt, skåret i ringe
  • 1 mellemstor, udkernet rød peberfrugt, skåret i ringe
  • 1 frisk, udkernet finthakket grøn chili
  • 3/4 tsk. cayenne peber
  • 1 tsk paprika
  • 1 spsk koriander
  • 3/4 dl oksebouillon
  • 2 tsk Maizena
  • godt 1/2 dl tør sherry
  • salt og peber
Fremgangsmåde
Kødboller:
Svinekød, løg, hvidløg, mandler, franskbrødskrummer, æg, koriander, kanel, sherry, salt og peber blandes og formes til kødboller. (Lav evt. farsen i god tid så den kan stå og trække i køkeskabet i ca 1 time) Smør og olie opvarmes og kødbollerne steges til de er jævnt brune over det hele. Læg dem til afdrypning på køkkenrulle.
Alternativt formes farsen til boller af ca. 50 gr. og bages i ovnen ved 200 grader i ca. 20 minutter. Karen havde hørt, at hvis man lagde skrællede kartofler på pladen så skulle de opsuge noget af kødsaften og de første forsøg lader til at der er noget om snakken.

Sovs:
Olie, løg, hvidløg og farin kommes i en tykbundet gryde ved lavt blus i 6-8 min. Så tilsættes tomater, peberfrugt, chili, cayenne peber, papprika og koriander. Det hele småkoger i 3 min. så tilsættes oksebouillonen. Maizena og sherry blandes, og røres derefter i gryden. Sovsen småkoger i 2 min. og smages så til med salt og peber. Kødbollerne tilsættes og retten småkoger i 20-25 min.


Tip til gæstemad:
Hvis du er typen der godt kan lide at have gæster men ikke gider alt for meget køkkenarbejde på selve dagen så kan denne ret forberedes rigtig meget i forvejen. Farsen tager bestemt ikke skade af, at blive rørt dagen før.
Og sovsen kan også forberedes. Hak løg og hvidløg og læg det i en pose sammen med brun farin. Peberfrugter, tomater og chili hakkes og lægges i en anden pose og krydderierne måles af i en lille skål.
På den måde er der minimal opvask på selve dagen.

Tex Mex tapas:
55 hapsere

4 hvedetortillas - Hver delt i 16 stk. (og regnestykket passer ikke fordi sønnen prøvesmagte dem )
1 kyllingebrystfilet, marineret med tacokrydderi.
200 gr. hakket oksekød.
20-30 gr. hjemmelavet tacokrydderi

Ang. hvor mange der skal bruges så synes jeg antallet passede meget godt. Især børnene tog godt fra af tapas. Men hvis der ikke havde været andet, havde der været alt for få. :)
 

Anyway... da vi havde sendt de sidste gæster hjem (halv tolv) havde jeg en snak med min forlovede om aftenen. Hun havde fortalt at da hun inviterede, så blev hun spurgt om vi så forventede at blive inviteret hos dem "til gengæld" og til dette er svaret - Nej. Det vil vi helst være fri for (skrevet med et smil på læberne :) Men en af grundene til at jeg begyndte på netværk med mad er at jeg godt kan lide at lave mad. Og jeg kan godt lide at møde (nye) mennesker. Og hvis vi nu bliver inviteret til middag hos dem der har været hos os så vil vi jo ende med ikke at spise hjemme i 14 dage... Og så får jeg jo IKKE lov til at lave mad :D Og Karen vil få stress fordi hun mest er en hjemmeprut :)

Så du behøver ikke at blive væk fordi du ikke lige kan overskue, at skulle invitere os hjem til dig. Skulle du derimod have lyst til at smide en 20'er (pr. mund du medbringer) i Netværk Med Mad-kassen så undgår vi at finansministeren får et hys-anfald og nedlægger veto mod flere Netværk Med Mad-aftener... Så det vil blive værdsat.

Christian W. Jensen