I Fredags var det syv uger siden Gyldendal modtog mit manuskript og i dag fik jeg svar tilbage.
Nej ... Hvis du tænker noget i stil med: "Der kan da ikke ligge en kontrakt i det tynde brev" har du fuldstændig ret.
Brevet lyder:
Kære Christian W. Jensen
Tak for tilsendelsen af dit manuskript:
Beskytter
Vi beklager at måtte meddele, at Gyldendal desværre ikke kan påtage sig at udgive manuskriptet.
Hvis du ønsker at afhente manuskriptet, kan det ske herinde på forlaget, dog senest en måned fra dags dato.
Vi takker, fordi vi måtte have lov at læse med.
Med venlig hilsen
[Gyldendal medarbejders navn]
på vegne af Den Skønlitterære Redaktion
Man kunne jo fristes til at være trist over denne nyhed, men sandheden er at jeg aldrig har forventet at få positiv respons fra dem. Den eneste grund til jeg sendte til Gyldendal var egentlig for at sammenligne det nye afslag med det jeg fik for ca. 13 år siden på mit første manuskript (som jeg i retrospekt godt kan forstå de ikke ville udgive ;) Men afslaget dengang lød sådan her:
Kære Christian W. Jensen,
Mange tak for lån af dit manuskript, som vi har været glade for at vurdere, men som vi desværre må returnere og sige nej tak til at udgive.
Vi modtager langt flere manuskripter, end vi har mulighed for at udgive, og da kvalitetskravene til børne- og ungdomslitteraturen er særdeles høje, må vi vurdere samtlige forslag meget kritisk. Vi har drøftet og manuskriptet og mener ikke, at det har de fornødne kvaliteter til at bære en udgivelse.
Med venlig hilsen
[Gyldendals medarbejder navn her]
Redaktionen for børne- og ungdomsbøger
Til sammenligning kan det siges at de er blevet mere kortfattet.. Men omvendt så har de ikke sagt at mit nye manuskript ikke har de fornødne kvaliteter til at bære en udgivelse som de gjorde ved den første :D
Hvilket optimistiske mig tolker som om at Beskytter er berettiget til at blive udgivet ;)
Mvh. Christan W. Jensen
tirsdag den 31. maj 2011
søndag den 29. maj 2011
Konflikt (Forfatterskoleopgave)
Så er det søndag og ved at være et stykke tid siden, jeg har postet noget fra forfatterskolen. Denne gang bliver det endnu en bid af samme historie som Show, don't tell og Blafferen.. Vi er lidt længere i historien og hovedpersonen har mødt Rebecca :D
OPGAVEBESKRIVELSE:
Der findes tre vigtige grundregler i plotbaserede historier:
Konflikt, konflikt og atter konflikt.
Der er ingen, der gider læse om personer, som udelukkende er lykkelige og ikke møder modstand. Det bliver kedeligt. Der opstår f.eks. konflikt, hvis en person har et ønske, men møder modstand. Det kan enten være en ydre- eller en indre modstand.
Der findes tre grundkonflikter:
1. En person vil noget, der umiddelbart virker umuligt. F.eks. droppe sit faste job og blive forfatter.
2. To mennesker, der vil det samme. F.eks. forelsket i den samme.
3. En person vil noget, som en anden prøver at forhindre. F.eks. En kvinde, der søger et job, men hendes mand modarbejder i det skjulte
Obs. Der kan være overlap mellem de tre grundkonflikter.
Opgave: Vælg en af de tre grundkonflikter og skriv et dramatisk højdepunkt. Start midt i.
Skrivetid: Ca. 20 min.
OPGAVEBESVARELSE:
Bestået eller ej?
Christian W. Jensen
OPGAVEBESKRIVELSE:
Der findes tre vigtige grundregler i plotbaserede historier:
Konflikt, konflikt og atter konflikt.
Der er ingen, der gider læse om personer, som udelukkende er lykkelige og ikke møder modstand. Det bliver kedeligt. Der opstår f.eks. konflikt, hvis en person har et ønske, men møder modstand. Det kan enten være en ydre- eller en indre modstand.
Der findes tre grundkonflikter:
1. En person vil noget, der umiddelbart virker umuligt. F.eks. droppe sit faste job og blive forfatter.
2. To mennesker, der vil det samme. F.eks. forelsket i den samme.
3. En person vil noget, som en anden prøver at forhindre. F.eks. En kvinde, der søger et job, men hendes mand modarbejder i det skjulte
Obs. Der kan være overlap mellem de tre grundkonflikter.
Opgave: Vælg en af de tre grundkonflikter og skriv et dramatisk højdepunkt. Start midt i.
Skrivetid: Ca. 20 min.
OPGAVEBESVARELSE:
- Hvad er det? Rebecca var på benene allerede, inden det gik op for ham, at der havde været en lyd, der ikke hørte til. Hun var tre år ældre, men gik ham kun til halsen. Hendes røde hår var samlet i en hestehale under en kasket og fra halsen og nedefter var hun klædt i hør.
Han formodede at det engang havde været hvidt, men nu havde det en udefinerbar grålig nuance. Siden han havde mødt hende første gang, havde han beundret hendes optimisme. Han havde forventet det taget fra hende for længst. Men på en eller anden måde havde hun bevaret håbet om en bedre verden på trods af det, han vidste, hun havde set. Man sendte nødhjælpsarbejderne til steder, hvor der var nød. Nød betød lidelser Lidelser betød død.
Nu stod hun som forstenet og lyttede. Pludselig genkendte han også lyden. Det var en dieselmotors dybe brummen. Rebecca sneg sig langsomt over til teltets åbning og åbnede den et par centimeter så hun kunne se ud.
- Hvad sker der? Spurgte han fra sin plads ved det lille bord, hvor de havde siddet med deres te.
- Schh, svarede hun skarpt og hviskede. - Hvor er dine venner?
- De er ude og se sig omkring. Hvorfor?
- Vi kunne bruge dem her. Der var noget i hendes tone, der fik ham til at rejse sig og gå langsomt over til hende. Han stod bag hende og kunne se hen over hende ud af sprækken. Samuel og tre af de andre fra Rebeccas hold, havde søgt ly for solen i skyggen af byggeriet, men var kommet ud mellem det ufuldendte træskelet for at imødekomme jeepen, der standsede små ti meter fra dem. Mændene, der sprang ud af jeepen var klædt i olivengrønne camouflage bukser, sorte t-shirts, røde baretter, men det var deres automatgeværer han ikke kunne tage blikket fra.
Kalashnikov maskinegeværer var legendarisk for den evne til at fungerer under selv de værst tænkelige forhold. Så det burde ikke have overrasket ham, at han så dem her i Afrika, hvor sand fandt vej gennem alle revner og sprækker. Ikke desto mindre virkede geværerne uhyggeligt virkelige kun tyve meter fra dem. En af mændene råbte noget som han ikke forstod.
- Hvem er i? Oversatte Rebecca i en hvisken uden at være blevet spurgt. Samuel trådte et par skridt foran sine kollegaer – Han identificerer sig som lederen, tænkte han, men blev i det samme forvirret over hvorfor det skulle være relevant. Han hørte Samuel svare på samme sprog som han var blevet tiltalt, men heller ikke dette sprog kunne skjule hans tyske accent.
- Vi er en del af ECHO's nødhjælpsorganisation. Han holdt hænderne op foran sig for at understrege at han ubevæbnet. - Vi er her for at hjælpe. Manden forsatte sit forhør og pegede på trækonstruktionen med sit gevær.
- Hvad er det? Oversatte Rebecca igen, selvom han havde gættet det på kropssproget alene.
- Et hospital, når vi er færdige, svarede Samuel gennem Rebecca.
- Har i fået tilladelse til at bygge et hospital her? Rebecca's oversættelse var en smule forskudt fra armbevægelserne, men en lille stemme begyndte at kræve han' opmærksomhed. - Her er noget galt! Løb! Skreg stemmen inde i ham, men Samuel hørte den ikke.
- Ja. Jeg kan forsikre dig for at vi har alle papirerne i orden. Jeg har dem i mit telt. Han havde gættet på det med teltet, da Samuel havde peget over på teltet ved siden af det de stod i.
- Har i fået tilladelse til at bygge et hospital her ... af os? Det var tonen, der afslørede det. Selv efter Rebecca havde oversat til et sprog han kunne forstå, lød det faretruende.
- Vi bliver nød til at gøre noget, hviskede han indtrængende og lagde en hånd på hendes skulder for at skubbe hende væk.
- Stå stille! Hviskede hun og vendte sig mod ham. - Der er intet vi kan gøre herfra. Hendes blå øjne var blanke, da han så ind i dem. - Hun vidste det også. Et brag, der syntes at give genlyd i det uendelige, fik dem begge til at se ud igen. Først kunne han ikke se, hvad der var sket, selv om en del af ham vidste det. Først da Samuel sank sammen, gik det op for ham at hans instinkt havde været rigtigt. Rebecca tog sig til munden og forhindrede et lille skrig i at dømme dem begge til samme skæbne som hendes ven og mentor. Han så de to mænd hæve deres geværer og han vidste hvad der kom næst. Josh, Francis og den tredje som han ikke engang kunne huske navnet på, vidste også hvad der kom næst, men de gjorde intet forsøg på at flygte. De stod helt stille og han havde lyst til at skrige til dem at de skulle flygte. Løbe deres vej og tage chancen. Men han vidste at det ikke ville hjælpe. Han ville se bort fra det grusomme syn, han vidste var på vej, men han magtede det ikke. En makaber fascination som han ikke selv havde kontrol over. Denne gang så han flammerne, der rakte ud efter deres ofre. Det virkede som en evighed før bragene fulgte efter og mændene faldt sammen. Han kneb øjnene sammen. Lyden rev ham ud af hans trance og gav ham hans frie vilje tilbage. Men skaden var sket. På indersiden af hans øjenlåg dansede flammetungerne frit og han fandt ingen fred, med lukkede øjne.
Han formodede at det engang havde været hvidt, men nu havde det en udefinerbar grålig nuance. Siden han havde mødt hende første gang, havde han beundret hendes optimisme. Han havde forventet det taget fra hende for længst. Men på en eller anden måde havde hun bevaret håbet om en bedre verden på trods af det, han vidste, hun havde set. Man sendte nødhjælpsarbejderne til steder, hvor der var nød. Nød betød lidelser Lidelser betød død.
Nu stod hun som forstenet og lyttede. Pludselig genkendte han også lyden. Det var en dieselmotors dybe brummen. Rebecca sneg sig langsomt over til teltets åbning og åbnede den et par centimeter så hun kunne se ud.
- Hvad sker der? Spurgte han fra sin plads ved det lille bord, hvor de havde siddet med deres te.
- Schh, svarede hun skarpt og hviskede. - Hvor er dine venner?
- De er ude og se sig omkring. Hvorfor?
- Vi kunne bruge dem her. Der var noget i hendes tone, der fik ham til at rejse sig og gå langsomt over til hende. Han stod bag hende og kunne se hen over hende ud af sprækken. Samuel og tre af de andre fra Rebeccas hold, havde søgt ly for solen i skyggen af byggeriet, men var kommet ud mellem det ufuldendte træskelet for at imødekomme jeepen, der standsede små ti meter fra dem. Mændene, der sprang ud af jeepen var klædt i olivengrønne camouflage bukser, sorte t-shirts, røde baretter, men det var deres automatgeværer han ikke kunne tage blikket fra.
Kalashnikov maskinegeværer var legendarisk for den evne til at fungerer under selv de værst tænkelige forhold. Så det burde ikke have overrasket ham, at han så dem her i Afrika, hvor sand fandt vej gennem alle revner og sprækker. Ikke desto mindre virkede geværerne uhyggeligt virkelige kun tyve meter fra dem. En af mændene råbte noget som han ikke forstod.
- Hvem er i? Oversatte Rebecca i en hvisken uden at være blevet spurgt. Samuel trådte et par skridt foran sine kollegaer – Han identificerer sig som lederen, tænkte han, men blev i det samme forvirret over hvorfor det skulle være relevant. Han hørte Samuel svare på samme sprog som han var blevet tiltalt, men heller ikke dette sprog kunne skjule hans tyske accent.
- Vi er en del af ECHO's nødhjælpsorganisation. Han holdt hænderne op foran sig for at understrege at han ubevæbnet. - Vi er her for at hjælpe. Manden forsatte sit forhør og pegede på trækonstruktionen med sit gevær.
- Hvad er det? Oversatte Rebecca igen, selvom han havde gættet det på kropssproget alene.
- Et hospital, når vi er færdige, svarede Samuel gennem Rebecca.
- Har i fået tilladelse til at bygge et hospital her? Rebecca's oversættelse var en smule forskudt fra armbevægelserne, men en lille stemme begyndte at kræve han' opmærksomhed. - Her er noget galt! Løb! Skreg stemmen inde i ham, men Samuel hørte den ikke.
- Ja. Jeg kan forsikre dig for at vi har alle papirerne i orden. Jeg har dem i mit telt. Han havde gættet på det med teltet, da Samuel havde peget over på teltet ved siden af det de stod i.
- Har i fået tilladelse til at bygge et hospital her ... af os? Det var tonen, der afslørede det. Selv efter Rebecca havde oversat til et sprog han kunne forstå, lød det faretruende.
- Vi bliver nød til at gøre noget, hviskede han indtrængende og lagde en hånd på hendes skulder for at skubbe hende væk.
- Stå stille! Hviskede hun og vendte sig mod ham. - Der er intet vi kan gøre herfra. Hendes blå øjne var blanke, da han så ind i dem. - Hun vidste det også. Et brag, der syntes at give genlyd i det uendelige, fik dem begge til at se ud igen. Først kunne han ikke se, hvad der var sket, selv om en del af ham vidste det. Først da Samuel sank sammen, gik det op for ham at hans instinkt havde været rigtigt. Rebecca tog sig til munden og forhindrede et lille skrig i at dømme dem begge til samme skæbne som hendes ven og mentor. Han så de to mænd hæve deres geværer og han vidste hvad der kom næst. Josh, Francis og den tredje som han ikke engang kunne huske navnet på, vidste også hvad der kom næst, men de gjorde intet forsøg på at flygte. De stod helt stille og han havde lyst til at skrige til dem at de skulle flygte. Løbe deres vej og tage chancen. Men han vidste at det ikke ville hjælpe. Han ville se bort fra det grusomme syn, han vidste var på vej, men han magtede det ikke. En makaber fascination som han ikke selv havde kontrol over. Denne gang så han flammerne, der rakte ud efter deres ofre. Det virkede som en evighed før bragene fulgte efter og mændene faldt sammen. Han kneb øjnene sammen. Lyden rev ham ud af hans trance og gav ham hans frie vilje tilbage. Men skaden var sket. På indersiden af hans øjenlåg dansede flammetungerne frit og han fandt ingen fred, med lukkede øjne.
Bestået eller ej?
Christian W. Jensen
Etiketter:
2011,
forfatterskole,
ord,
saxo
torsdag den 26. maj 2011
Min fremtid som forfatter ...
Min fremtid som forfatter …
Jeg går og venter i spænding fordi jeg et eller andet sted mindes at have læst at Gyldendal giver svar indenfor 7 uger. Og den deadline falder i morgen. Ikke fordi jeg regner med at de vil udgive Beskytter for mig. Så optimistisk er jeg alligevel ikke, men det betyder at så er der kun 1 forlag, der mangler at lade høre fra sig før jeg kan gå i gang med min selvudgivelse.
En selvudgivelse der egentlig hele tiden har været min plan. Det har nemlig aldrig været min tanke at jeg har skulle kunne leve af mine skriverier. Det hele begyndte for meget meget lang tid siden som et tankeeksperiment og nu skriver jeg egentlig mest fordi jeg ikke kan lade være. (Ja. Synd for jer andre ;) )
Ikke desto mindre faldt jeg alligevel over en debat på Saxo's forfatterskole, der handlede om hvad det krævede at få en karriere som forfatter (Link her skulle du være interesseret). Her snakkes der blandt andet om at tiderne har skiftet og hvor vi mennesker (grov generalisering - undskyld) tidligere har været indrestyrede, så er tendensen nu at det ydrestyrede menneske (altså dem hvis eksistens beror på andre menneskers blikke) er blevet mere almindeligt.
Sammenligningen falder også på en af debattens medlemmer der har fået udgivet sin egen bog sammenlignet med Sidney Lee's bog. De er begge bøger i den forstand at det er papir med ord på, der er indbundet. Men hende fra debatten, der er udgivet, er en af de indrestyrede mennesker. Hun har skabt bogens indhold i sit hoved og taget sig tiden til at skrive det ned. Hans bog er noget han har fortalt til en anden, der derefter har skrevet det ned.
Beskytter er ligeledes noget jeg selv har skabt. Det har taget tid (okay.. lang tid) at skrive, redigere skrive om og redigere igen. Men det er derfor noget jeg er stolt af og jeg er (næsten) sikker på jeg også er stolt af det om 30 eller 50 år. Det er noget jeg har skabt.
Men som tidligere nævnt så regner jeg ikke med at kunne leve af mine skriverier. Jeg regner heller ikke med berømmelse og modsat Sidney Lee kan jeg gå i byen selv efter udgivelse og være anonym. Jeg fandt en graf på en hjemmeside, der illustrerer sammenhænget mellem talent og berømmelse...
Her er den danske udgave ...
Christian
søndag den 22. maj 2011
Forfatterskoleopgaver og Reaktioner
Jeg ville jo gerne skrive at jeg var blevet spurgt om hvorfor jeg sætter mine forfatterskoleopgaver her på min blog. Men sandheden er, at jeg slet ikke har så mange faste læsere at der er nogen der har fundet på at stille det spørgsmål :)
Jeg tillader mig dog alligevel at svare på det for jeg synes selv at svaret er ganske relevant.
Selv om mine forfatterskoleopgaver ikke (alle sammen) er direkte forbundet med Beskytter, så tager jeg dem med, fordi jeg mener stilen og tonen er meget ens, så hvis du kan forlis med de tekster du læser her på bloggen, så er der en god chance for at du vil synes om Beskytter også :)
Reaktioner... det er en funktion, man kan sætte på sin blog for at give sine læsere en mulighed for at komme med sin umiddelbare reaktion. Da jeg skulle vælge mulighederne, tænkte jeg godt og længe over hvad de skulle være. Den umiddelbare tanke var at jeg kunne indsætte stjerner eller måske bare en ”Like” og ”Dislike”. Men så slog det mig at bloggen jo er om mine ord, så reaktionerne skulle selvfølgelig også være ord.
”?”, ”øv”, ”hmm”, ”okay” og ”smukt” indeholder mellem et og fem tegn, hvilket jeg selv synes er et meget kløgtigt alternativ til at give mellem 1 og 5 stjerner, kokkehuer eller lignende.
Men kommentarer at selvfølgelig at foretrække ;)
Christian
Etiketter:
2011,
Beskytter,
blog,
forfatterskole,
ord
Brunch
Når vi spiser brunch er der visse elementer der SKAL indgå før jeg regner det som en succes...
1. Pandekager
2. Røræg
3. Rigelig med Bacon :)
Hvad der kommer derudover er lidt tilfældigt. Denne gang har vi dog valgt at gå all-in i anledning af at kærestens veninder kommer til brunch med påhæng.
Brunch menuen bliver derfor som følgende:
Pandekager, røræg, rigeligt med bacon, indbydende italienere (Fra bogen Byens bedste brød) Ind-til-kernen-grovboller (også fra bogen Byens bedste brød) Hjemmelavet tunsalat, Kyllingbrystfilet, stegt og skiveskåret til pålæg, assorterede oste og chorizo pølse fra Bilka samt melon og druer til snack-mad når man absolut ikke KAN klemme mere mad ned... så er der jo altid lige plads til en drue :) Hertil Kaffe og the, samt juice sodavand og champagne (dog ingen afsætning i champagnen da de skulle køre hjem og det vist nok var dagen derpå for nogle af dem :D)
Opskrifter på det hjemmelavede:
Pandekager
Fik et pandekagefad med opskrift på af min svigerinde og svoger i indflyttergave og siden har jeg ikke brugt andre pandekageopskrifter. De bliver brugt til dessert, mexikansk og brunch og jeg synes de klarer sig godt i alle dicipliner.
-125 gr. mel
- 1 knsp salt
- ½ tsk. sukker
- 3½ dl. mælk
- 2 æg
Pisk det hele sammen med stavblenderen og steg pandekagerne.. Smid dem midt på fadet når de er færdige. Vi plejer at lave dobbeltportion men til denne brunch lavede vi 4 dobbeltportion og hvis du er nysgerrig ser det sådan her ud:
Indbydende italienere (Fra Rikke Grybergs Byens bedste brød)
Helt klart mine favoritboller, der her i huset også bruges til burgerboller.
10 gr. gær
4 dl. vand
1. tsk. salt
1. tsk honning
50 gr. rugmel
250 gr. italiensk hvedemel (tipo "oo" der oftest er billigere at købe i Metro hvis man har kort dertil)
200 gr. fint durummel
1 stor spsk. olivenolie
1. dag:
Gær opløses i vand. honning og salt tilsættes og derefter de tre slags mel. Ælt langsomt det hele sammen i 12 minutter (ja.. der står 12 og det er bl.a. derfor jeg er glad for vores Køkkenmaskine) Kom derefter en smule olivenolie i en skål og læg dejen heri. I køleskabet med den og gem den til næste dag. (hvis du har travlt kan du bruge 20 gr. gær. lade dejen hæve i 1 time. form brødene og derefter lade dem hvile 2 timer mere)
2. dag
Kom durummel på bordet og vælt forsigtigt dejen ud af skålen. Form 10-12 boller og rul dem i durummel inden de sættes til hævning på en bageplade med papir i ca. 2 timer.
Varm ovnen op til 230 grader med en bradepande i bunden. Skær et snit i brødenes overflade med en skarp kniv (noget jeg altid glemmer og jeg tror ikke det påvirker smagen ;) sæt brødene midt i ovnen og hæld en dl. vand i bradepanden. Skrue ned til 200 grader og bag brødene i 12-15 minutter
Ind til kernen grovboller (Fra Rikke Grybergs Byens bedste brød)
10 gr. gær
4 dl. vand
1½ tsk. salt
1 tsk. honning
1 spsk. olivenolie
100 gr. rugsigtemel
250 gr. hvedemel
50 gr. græskarkerner
50 gr. durumkerner
50 gr. solsikkekerner
50 gr. hørfrø
ekstra kerner til drys.
1. dag
Rør gær tilsæt salt og honning. Tilsæt olivenolie og rør mel, kerner og hørfrø i lidt efter lidt under omrøring. Ælt dejen ca. 10-12 minutter (igen.. glad for vores køkkenmaskine) til den er glat og slipper bord eller skål. Stil den på køl med fugtigt klæde over til dagen efter.
2. dag.
Del dejen og form ca. 10-12 boller. Sæt dem på en bageplade med papir og drys kerner på toppen. Lad dem hæve ca. 1-2 timer til de har nået dobbelt størrelse.
Varm ovnen op til 230 grader med en bradepande i bunden. Sæt kernestykkerne midt i ovnen, hæld en dl. vand i bradepanden og skru ned til 200 grader. Bag brødene i 12-15 minutter.
Hvis du synes at bollerner ser små ud så har du fuldstændig ret :D
I anledning af at de var til brunch lavede vi dem bevidst mindre så der var muligt for gæsterne at spise flere.... så de kunne smage flere forskellige slags pålæg. Brunchstørrelsen her er ca. 50 gr. dej pr. bolle.
Hjemmelavet tunsalat (Kærestens opskrift, ved ikke hvor hun har den fra)
Dette er ikke en slankesalat, men den smager utrolig godt.
- 3 ds. Tun i vand
- Løg efter behag
- 2 pk. Bacon i tern
- Lidt mayonnaise (Hellman er blevet favorit her i huset, men andre kan vel gøre det)
- Salt og Peber
- Creme Fraiche
- Kapers efter behag (Det behager ingen her i huset FYI) :D
Bacon tørsteges
Tun fordeles med en elpisker
Løg hakkes fint og kommes i.
Mayonnaise og creme fraiche røres i. Bestem selv hvor meget og hvor lind.
Kapers vendes i med en ske.
Bacon og evt fedt fra panden vendes i.
Smag til med salt og peber.
Tilsæt evt. majs, peberfrugt, knust hvidløg.
Brunchbordet sådan lidt fra oven... inden vi spiste det hele
eller det meste i hvert fald
Christian W. Jensen
1. Pandekager
2. Røræg
3. Rigelig med Bacon :)
Hvad der kommer derudover er lidt tilfældigt. Denne gang har vi dog valgt at gå all-in i anledning af at kærestens veninder kommer til brunch med påhæng.
Brunch menuen bliver derfor som følgende:
Pandekager, røræg, rigeligt med bacon, indbydende italienere (Fra bogen Byens bedste brød) Ind-til-kernen-grovboller (også fra bogen Byens bedste brød) Hjemmelavet tunsalat, Kyllingbrystfilet, stegt og skiveskåret til pålæg, assorterede oste og chorizo pølse fra Bilka samt melon og druer til snack-mad når man absolut ikke KAN klemme mere mad ned... så er der jo altid lige plads til en drue :) Hertil Kaffe og the, samt juice sodavand og champagne (dog ingen afsætning i champagnen da de skulle køre hjem og det vist nok var dagen derpå for nogle af dem :D)
Opskrifter på det hjemmelavede:
Pandekager
Fik et pandekagefad med opskrift på af min svigerinde og svoger i indflyttergave og siden har jeg ikke brugt andre pandekageopskrifter. De bliver brugt til dessert, mexikansk og brunch og jeg synes de klarer sig godt i alle dicipliner.
-125 gr. mel
- 1 knsp salt
- ½ tsk. sukker
- 3½ dl. mælk
- 2 æg
Pisk det hele sammen med stavblenderen og steg pandekagerne.. Smid dem midt på fadet når de er færdige. Vi plejer at lave dobbeltportion men til denne brunch lavede vi 4 dobbeltportion og hvis du er nysgerrig ser det sådan her ud:
Indbydende italienere (Fra Rikke Grybergs Byens bedste brød)
Helt klart mine favoritboller, der her i huset også bruges til burgerboller.
10 gr. gær
4 dl. vand
1. tsk. salt
1. tsk honning
50 gr. rugmel
250 gr. italiensk hvedemel (tipo "oo" der oftest er billigere at købe i Metro hvis man har kort dertil)
200 gr. fint durummel
1 stor spsk. olivenolie
1. dag:
Gær opløses i vand. honning og salt tilsættes og derefter de tre slags mel. Ælt langsomt det hele sammen i 12 minutter (ja.. der står 12 og det er bl.a. derfor jeg er glad for vores Køkkenmaskine) Kom derefter en smule olivenolie i en skål og læg dejen heri. I køleskabet med den og gem den til næste dag. (hvis du har travlt kan du bruge 20 gr. gær. lade dejen hæve i 1 time. form brødene og derefter lade dem hvile 2 timer mere)
2. dag
Kom durummel på bordet og vælt forsigtigt dejen ud af skålen. Form 10-12 boller og rul dem i durummel inden de sættes til hævning på en bageplade med papir i ca. 2 timer.
Varm ovnen op til 230 grader med en bradepande i bunden. Skær et snit i brødenes overflade med en skarp kniv (noget jeg altid glemmer og jeg tror ikke det påvirker smagen ;) sæt brødene midt i ovnen og hæld en dl. vand i bradepanden. Skrue ned til 200 grader og bag brødene i 12-15 minutter
Ind til kernen grovboller (Fra Rikke Grybergs Byens bedste brød)
10 gr. gær
4 dl. vand
1½ tsk. salt
1 tsk. honning
1 spsk. olivenolie
100 gr. rugsigtemel
250 gr. hvedemel
50 gr. græskarkerner
50 gr. durumkerner
50 gr. solsikkekerner
50 gr. hørfrø
ekstra kerner til drys.
1. dag
Rør gær tilsæt salt og honning. Tilsæt olivenolie og rør mel, kerner og hørfrø i lidt efter lidt under omrøring. Ælt dejen ca. 10-12 minutter (igen.. glad for vores køkkenmaskine) til den er glat og slipper bord eller skål. Stil den på køl med fugtigt klæde over til dagen efter.
2. dag.
Del dejen og form ca. 10-12 boller. Sæt dem på en bageplade med papir og drys kerner på toppen. Lad dem hæve ca. 1-2 timer til de har nået dobbelt størrelse.
Varm ovnen op til 230 grader med en bradepande i bunden. Sæt kernestykkerne midt i ovnen, hæld en dl. vand i bradepanden og skru ned til 200 grader. Bag brødene i 12-15 minutter.
Hvis du synes at bollerner ser små ud så har du fuldstændig ret :D
I anledning af at de var til brunch lavede vi dem bevidst mindre så der var muligt for gæsterne at spise flere.... så de kunne smage flere forskellige slags pålæg. Brunchstørrelsen her er ca. 50 gr. dej pr. bolle.
Hjemmelavet tunsalat (Kærestens opskrift, ved ikke hvor hun har den fra)
Dette er ikke en slankesalat, men den smager utrolig godt.
- 3 ds. Tun i vand
- Løg efter behag
- 2 pk. Bacon i tern
- Lidt mayonnaise (Hellman er blevet favorit her i huset, men andre kan vel gøre det)
- Salt og Peber
- Creme Fraiche
- Kapers efter behag (Det behager ingen her i huset FYI) :D
Bacon tørsteges
Tun fordeles med en elpisker
Løg hakkes fint og kommes i.
Mayonnaise og creme fraiche røres i. Bestem selv hvor meget og hvor lind.
Kapers vendes i med en ske.
Bacon og evt fedt fra panden vendes i.
Smag til med salt og peber.
Tilsæt evt. majs, peberfrugt, knust hvidløg.
Brunchbordet sådan lidt fra oven... inden vi spiste det hele
eller det meste i hvert fald
Christian W. Jensen
fredag den 20. maj 2011
McDonnaldsmenu
Så havde vi besøg i aftes af kærestens venner fra de gode gamle dage.
Vi var lidt i tvivl om hvad menuen skulle bestå af, men vi kom frem til at hjemmelavet McDonnaldsmad ville være et hit, da der var flere børn (og mange barnlige sjæle) til stede :)
Aftenens Menu var altså:
- Burgere (bøffer a la Jamie Oliver fra Jamie's Amerika / Boller fra Byens Bedste brød - Italienske fristelser)
- Kyllingenuggets (opskrift fundet her) (brugte dog kyllingebrystfilet skåret i passende skiver)
- Hjemmelavet salsa og Guacamole (opskrift fundet her)
- Sauce populaire (Opskrift funder her) Der er et kæmpe hit som dyppelse her.. især fordi jeg endelig kan få brugt nogle af de cornichoner vi har i køleskabet
Serveret med assorteret grønt til burgerne og stave at agurk, rød peber og gulerødder...
I billeder så det sådan ud:
Christian W. Jensen
Vi var lidt i tvivl om hvad menuen skulle bestå af, men vi kom frem til at hjemmelavet McDonnaldsmad ville være et hit, da der var flere børn (og mange barnlige sjæle) til stede :)
Aftenens Menu var altså:
- Burgere (bøffer a la Jamie Oliver fra Jamie's Amerika / Boller fra Byens Bedste brød - Italienske fristelser)
- Kyllingenuggets (opskrift fundet her) (brugte dog kyllingebrystfilet skåret i passende skiver)
- Hjemmelavet salsa og Guacamole (opskrift fundet her)
- Sauce populaire (Opskrift funder her) Der er et kæmpe hit som dyppelse her.. især fordi jeg endelig kan få brugt nogle af de cornichoner vi har i køleskabet
Serveret med assorteret grønt til burgerne og stave at agurk, rød peber og gulerødder...
I billeder så det sådan ud:
Christian W. Jensen
onsdag den 18. maj 2011
Opbrud
Dagens forfatterskoleopgave har fået etiketten Beskytter, hvilket ingen af de andre har fået, men det skyldes simpelhen at denne opgave rent faktisk kom med i den endelige version af bogen.
Opgave beskrivelse:
Din kollega taler på én måde, din gamle mor på en anden. Anklageren i en retssag bruger ofte andre vendinger end vidnerne.
Sådan er det også i historier. Det kaldes replikindividualisme. Replikker fortæller indirekte noget om personerne. Gennem den måde, de taler på, og det de siger.
Replikker skal ikke misbruges til at give tung faktuel information. I en god dialog rejses der gerne spørgsmål, men der bliver sjældent svaret direkte.
Når magten mellem personer skifter undervejs i en dialog, kalder man det statusskift. Man kan ud fra replikkerne fornemme, hvem der er ovenpå. Når der er statusskift mellem personerne, bliver teksten interessant. Læseren bliver nysgerrig og vil gerne finde ud af, hvad der foregår mellem personerne. Statusforholdet kan godt skifte flere gange i samme dialog.
Det kan godt virke ensformigt altid at skrive "... sagde han" eller "... sagde hun" efter alle replikker. Det kaldes inkvit. Ifølge Gyldendals encyklopædi: Inkvit (af lat. inquit han siger (inquam jeg siger)), den anførende sætning ved direkte tale (fx sagde han).
Variér med reaktioner og handlinger m.m. Eksempel: "Du betyder alt for mig." Han gabte.
Hvis der kun er to, der snakker, er inkvittet tit overflødigt og kan udelades.
Opgave:
Titel: Opbrud.
En person slår op med sin kæreste.
Maksimum 5 replikker til hver. Der må også benyttes tanke og handling.
Max 300 ord.
Start lige på.
Opgavebesvarelse:
- Er du sikker? Der havde ikke været nogen optakt. Eller også havde det sidste år været en lang optakt. Puttede man en frø i kogende vand ville den springe op. Puttede man den i koldt vand og kogte den ville den dø. Deres forhold var lige erklæret kogt.
- Ja, Roy. Det har været undervejs længe. Jeg er bare den første der sætter ord på det.
- Men tror du ikke... Sætningen hang stille i luften da han bed sig i læben.
- Jeg ved hvad du vil sige og nej. Det hjælper ikke at snakke om det. Det nytter heller ikke at rejse væk sammen. Vi snakker og det bliver godt et stykke tid og så vender vi tilbage til start. Hun var kold. Kontant. Afklaret. "Hvordan kunne han hade den del af hende så meget og være fortabt uden hende?"
- Vil du så bare afskrive den tid vi har været sammen? Hendes hovedrysten var med et kærligt smil og det havde været det nærmeste hun havde været på at vise følelser.
- Nej Roy. Jeg vil aldrig fortryde den tid vi havde sammen. Men vi kommer aldrig videre.
- Hvad siger du til parterapi? Hendes kærlige smil var nu den slags man gemte til et barn der ikke vidste bedre.
- Roy. Sandheden er at jeg er kommet videre og jeg håber kun at du snart kommer videre også. Godstoget Rachel var på vej hen over ham og det sundeste ville være at komme af vejen, men han kunne ikke.
- Hvad med huset?
- Det må du få, sagde hun. Hun tog en nøgle op af lommen og var lige ved at lægge den på køkkenbordet, men tøvede. - Jeg lægger den i postkassen når jeg har hentet mine ting. Det var det. Efter det var hun gået og han havde stået alene tilbage. Kogt levende.
Kender du følelsen?
Christian W. Jensen
Opgave beskrivelse:
Din kollega taler på én måde, din gamle mor på en anden. Anklageren i en retssag bruger ofte andre vendinger end vidnerne.
Sådan er det også i historier. Det kaldes replikindividualisme. Replikker fortæller indirekte noget om personerne. Gennem den måde, de taler på, og det de siger.
Replikker skal ikke misbruges til at give tung faktuel information. I en god dialog rejses der gerne spørgsmål, men der bliver sjældent svaret direkte.
Når magten mellem personer skifter undervejs i en dialog, kalder man det statusskift. Man kan ud fra replikkerne fornemme, hvem der er ovenpå. Når der er statusskift mellem personerne, bliver teksten interessant. Læseren bliver nysgerrig og vil gerne finde ud af, hvad der foregår mellem personerne. Statusforholdet kan godt skifte flere gange i samme dialog.
Det kan godt virke ensformigt altid at skrive "... sagde han" eller "... sagde hun" efter alle replikker. Det kaldes inkvit. Ifølge Gyldendals encyklopædi: Inkvit (af lat. inquit han siger (inquam jeg siger)), den anførende sætning ved direkte tale (fx sagde han).
Variér med reaktioner og handlinger m.m. Eksempel: "Du betyder alt for mig." Han gabte.
Hvis der kun er to, der snakker, er inkvittet tit overflødigt og kan udelades.
Opgave:
Titel: Opbrud.
En person slår op med sin kæreste.
Maksimum 5 replikker til hver. Der må også benyttes tanke og handling.
Max 300 ord.
Start lige på.
Opgavebesvarelse:
- Er du sikker? Der havde ikke været nogen optakt. Eller også havde det sidste år været en lang optakt. Puttede man en frø i kogende vand ville den springe op. Puttede man den i koldt vand og kogte den ville den dø. Deres forhold var lige erklæret kogt.
- Ja, Roy. Det har været undervejs længe. Jeg er bare den første der sætter ord på det.
- Men tror du ikke... Sætningen hang stille i luften da han bed sig i læben.
- Jeg ved hvad du vil sige og nej. Det hjælper ikke at snakke om det. Det nytter heller ikke at rejse væk sammen. Vi snakker og det bliver godt et stykke tid og så vender vi tilbage til start. Hun var kold. Kontant. Afklaret. "Hvordan kunne han hade den del af hende så meget og være fortabt uden hende?"
- Vil du så bare afskrive den tid vi har været sammen? Hendes hovedrysten var med et kærligt smil og det havde været det nærmeste hun havde været på at vise følelser.
- Nej Roy. Jeg vil aldrig fortryde den tid vi havde sammen. Men vi kommer aldrig videre.
- Hvad siger du til parterapi? Hendes kærlige smil var nu den slags man gemte til et barn der ikke vidste bedre.
- Roy. Sandheden er at jeg er kommet videre og jeg håber kun at du snart kommer videre også. Godstoget Rachel var på vej hen over ham og det sundeste ville være at komme af vejen, men han kunne ikke.
- Hvad med huset?
- Det må du få, sagde hun. Hun tog en nøgle op af lommen og var lige ved at lægge den på køkkenbordet, men tøvede. - Jeg lægger den i postkassen når jeg har hentet mine ting. Det var det. Efter det var hun gået og han havde stået alene tilbage. Kogt levende.
Kender du følelsen?
Christian W. Jensen
Etiketter:
2011,
Beskytter,
forfatterskole,
ord,
saxo
mandag den 16. maj 2011
Blafferen
Da jeg havde skrevet første version af Beskytter færdig for et par år siden efterhånden, havde jeg brug for at skrive noget helt andet og det faldt heldigvis sammen med Saxo's første forfatterskole.. Jeg valgte at lave mine besvarelser en smule sammenhængende... Den overordnede historie vil jeg ikke komme nærmere ind på nu, men det var min hensigt at det skulle blive forsættelsen til Beskytter, der ville finde sted ca. 20-30 år efter Beskytter.... Men nu har jeg fået den ide at lave en bog ind i mellem, så i må vente en smule på at høre mere til denne her historie...
Opgaveformulering:
Det gælder om at få læseren med fra start, gøre ham/hende nysgerrig.
Kast en 'krog' ud, som læseren kan bide på. Start teksten, der hvor det brænder på for hovedpersonen. Undgå en masse indledende snak. Hvis der sker noget vigtigt under en familiemiddag, så lad være med at starte morgenen inden, men gå lige på.
Opgave: Skriv en spændende start med titlen BLAFFEREN.
Husk at starte der, hvor det brænder på for hovedpersonen.
Skrivetid: Ca. 15 min.
Længde: Max. 200 ord.
Kast en 'krog' ud, som læseren kan bide på. Start teksten, der hvor det brænder på for hovedpersonen. Undgå en masse indledende snak. Hvis der sker noget vigtigt under en familiemiddag, så lad være med at starte morgenen inden, men gå lige på.
Opgave: Skriv en spændende start med titlen BLAFFEREN.
Husk at starte der, hvor det brænder på for hovedpersonen.
Skrivetid: Ca. 15 min.
Længde: Max. 200 ord.
Besvarelse
Et konstant pres mod hans nøgne overkrop fortalte hans hjerne, at han lå ned allerede inden han åbnede øjnene. Det var en dyb rumlen der havde vækket ham. Han forsøgte at samle spyt nok til at fugte munden, men uden held. Et forsøg på at synke gjorde ondt og smerten gjorde ham midlertidig klar i hovedet. Et flimrende mønster af lys og mørke fik ham til at tro at han var blevet smittet alligevel.
Han drejede hovedet i retning af lyden og så lastbilen. Han sagde set modellen før. Det var en gammel russisk militærlastbil, der med sine seks massive hjul ikke havde problemer med terrænet. Han blev nødt til at komme ud af skyggerne og ud i solen. Han tvang kroppen til at reagere. Sved brød frem på hans pande og han frøs indvendigt. Han vidste at hvis de ikke så ham havde han ikke styrke nok til at komme tilbage i sikkerhed for den nådesløse sol. Sandet under hans hænder gik fra kølig til varm og hans arme gav efter for hans vægt.
Råb. Han hørte nogen råbe. Lyden ændrede karakter og blev højere inden motoren gik i tomgang meget tæt på ham. Stærke hænder løftede ham op og han registrerede svagt at han blev lagt på noget hårdt og fladt.
- Hvad laver du her midt i ingenting? Det var en mands stemme. Han mund åbnede sig til svar men tørst stjal hans ord inden de kom ud.
- Vand! Skaf noget vand! Ud af ingenting kom en bulet og ridset feltflaske og manden løftede hans hoved så han kunne tage en tår. Det brændte i hans mund som om de havde hældt sprit i ham. Han hostede og manden lod hans hoved finde hvile igen.
- Hvad laver du herude? Spurgte manden igen og han skulle til at svare da han mærkede et unaturligt mørke sænke sig som et slør omkring hans tanker.
- De er alle døde, hørte han sig selv sige. - Jeg løb. De er døde.
Han drejede hovedet i retning af lyden og så lastbilen. Han sagde set modellen før. Det var en gammel russisk militærlastbil, der med sine seks massive hjul ikke havde problemer med terrænet. Han blev nødt til at komme ud af skyggerne og ud i solen. Han tvang kroppen til at reagere. Sved brød frem på hans pande og han frøs indvendigt. Han vidste at hvis de ikke så ham havde han ikke styrke nok til at komme tilbage i sikkerhed for den nådesløse sol. Sandet under hans hænder gik fra kølig til varm og hans arme gav efter for hans vægt.
Råb. Han hørte nogen råbe. Lyden ændrede karakter og blev højere inden motoren gik i tomgang meget tæt på ham. Stærke hænder løftede ham op og han registrerede svagt at han blev lagt på noget hårdt og fladt.
- Hvad laver du her midt i ingenting? Det var en mands stemme. Han mund åbnede sig til svar men tørst stjal hans ord inden de kom ud.
- Vand! Skaf noget vand! Ud af ingenting kom en bulet og ridset feltflaske og manden løftede hans hoved så han kunne tage en tår. Det brændte i hans mund som om de havde hældt sprit i ham. Han hostede og manden lod hans hoved finde hvile igen.
- Hvad laver du herude? Spurgte manden igen og han skulle til at svare da han mærkede et unaturligt mørke sænke sig som et slør omkring hans tanker.
- De er alle døde, hørte han sig selv sige. - Jeg løb. De er døde.
Hvis det var de første 200 ord i en bog.. ville du så læse den færdig?
Christian W. Jensen
Etiketter:
2011,
Beskytter,
forfatterskole,
ord,
saxo
søndag den 15. maj 2011
(GIVEAWAY) What we do in life ...
… echoes in eternity!
Ordene er sagt af Russell Crowe i sin rolle som Gladiator fra 2000 filmen af samme navn.
Og manden har jo ret... men hvor meget har du egentlig gjort i dit liv (indtil videre), som du ønsker at blive husket for?
Nej, vel? Men frygt ej.... NU har du muligheden for at blive foreviget på skrift... Jeg har vredet min hjerne for at finde på noget, jeg kan bruge som Giveaway, (før en udgivelse altså), og nu tror jeg endelig, jeg har fundet noget, der kan bruges.
Jeg udlover simpelthen en birolle i min næste roman som Giveaway. Jeg er begyndt at skrive på fortsættelsen til Beskytter. Jeg har meget ambitiøst valgt at tage ikke mindre end fire forskellige storylines i brug, så jeg tør næsten garantere, at uanset hvem der vinder denne giveaway, så kan jeg flette vedkommende ind i historien.
Regler: Jeg kan på forhånd ikke love, at nogen kommer med i den endelige version (kommer den til forlag har de final say). Men vinderen får selvfølgelig tilsendt afsnittet, hvor vedkommende er med, så snart det er skrevet (for at se, om vinderen kan genkende sig selv på skrift)
For at smide lodder i puljen skal du gøre følgende:
1 lod = Fast læser (og hvis du allerede er fast læser, er du selvfølgelig selvskreven til et lod allerede der)
2 lodder = Fast læser + Tre ord, der beskriver dig i en kommentar til indlægget her
3 lodder = Fast læser + Tre ord, der beskriver dig i en kommentar + link på din blog (Brug gerne billedet herunder )
2 lodder = Fast læser + Tre ord, der beskriver dig i en kommentar til indlægget her
3 lodder = Fast læser + Tre ord, der beskriver dig i en kommentar + link på din blog (Brug gerne billedet herunder )
Vinderen af denne Giveaway bliver trukket 1. juli. Jeg ved godt, det måske er lidt længere tid end det plejer at være her i blog-land. Grunden er, at jeg ved, at min blog er ny, og derfor skal der tid til for at rygtes spredes. Samtidig har jeg også en eksamen sidst i juni, så den skal også lige overstås, inden jeg trækker vinderen :)
Vinderen bliver selvfølgelig kontaktet for en nærmere beskrivelse ;)
Christian, der håber på, at rigtig mange ønsker at blive husket :)
lørdag den 14. maj 2011
Fortællerteltet
Endnu en bid fra 3. bog i Beskytter-trilogien... Tja... Det ender det nok med hvis jeg lever så længe.. anyway... jeg håber i synes om det.. kommentarer er velkomne :D
Opgaveformulering:
En historie har 4 grundelementer. Vi kalder dem for de 4 teltpløkke.
- Person: Hvem handler historien om?
- Situation: Hvad foregår der?
- Miljø: Hvor foregår det?
- Følelse: Hvorfor er det vigtigt?
Disse 4 elementer bliver som regel præsenteret tidligt i en historie. Nogle forfattere lægger mere vægt på det ene frem for det andet, men hvis en af pløkkene mangler, kan det være svært for læseren at følge med. Det er lige som et telt - hvis den ene pløk mangler, begynder teltet at blafre. Hvis du har problemer med din historie, er det en god idé at tjekke, om du har alle grundelementerne på plads. Mangler f.eks. følelsen?
Opgave: Skriv starten på en historie med titlen: UVENTET BESØG.
I kan vælge, som nogen allerede gør, at sætte jeres navn efter titlen, eller I kan opfatte Uventet besøg som en arbejdstitel og finde på jeres egen i stedet.
Brug alle 4 teltpløkke, men læg særlig vægt på én af dem.
Skrivetid: Ca. 15 minutter.
- Person: Hvem handler historien om?
- Situation: Hvad foregår der?
- Miljø: Hvor foregår det?
- Følelse: Hvorfor er det vigtigt?
Disse 4 elementer bliver som regel præsenteret tidligt i en historie. Nogle forfattere lægger mere vægt på det ene frem for det andet, men hvis en af pløkkene mangler, kan det være svært for læseren at følge med. Det er lige som et telt - hvis den ene pløk mangler, begynder teltet at blafre. Hvis du har problemer med din historie, er det en god idé at tjekke, om du har alle grundelementerne på plads. Mangler f.eks. følelsen?
Opgave: Skriv starten på en historie med titlen: UVENTET BESØG.
I kan vælge, som nogen allerede gør, at sætte jeres navn efter titlen, eller I kan opfatte Uventet besøg som en arbejdstitel og finde på jeres egen i stedet.
Brug alle 4 teltpløkke, men læg særlig vægt på én af dem.
Skrivetid: Ca. 15 minutter.
BESVARELSE:
Aftenbelysning betød, at kun hver tredje af lysstofrørerne var tændt i den enorme lagerhal. Uendelige rækker af paller og kasser dannede et vejnet, uegnet for mennesker, men logisk opbygget for de automatiske kraner. De bevægede sig næsten lydløst på skinner i loftet. Den svage susen af velsmurt metal mod metal kunne ikke høres i kontrolrummet, hvor Alex arbejdede. Han var 26 og dette var hans første job siden han havde gjort sin uddannelse færdig.
Han havde arvet sit sandfarvede hår og blå øjne fra sin mor, men der hørte lighederne også op. Hvor hun var en lille kvinde, var Alex med sine en meter og halvfems en kæmpe ved hendes side. Han var i god fysisk form, hvilket var et resultat af regelmæssige løbeture og det lejlighedsvise besøg i motionscenteret, men han ville aldrig vinde medaljer i hverken løb eller vægtløft. På trods af at han havde mere tilfælles med sin mor, var det alligevel hans fars navn, der havde forfulgt ham hele hans liv.
Roy Hawkins, hans far. Grundlæggeren af Angelica Ordenen havde haft store ambitioner på sin søns vegne og med et smil på læberne, huskede Alex hvor rasende hans far havde været da han havde fået at vide, at Alex var begyndt at arbejde som nattevagt på en lagerterminal. At det var byens største, havde ikke imponeret hans far.
En bevægelse på en af skærmene foran ham fangede hans opmærksomhed og fik ham til at tage fødderne ned fra pulten og folde et æseløre på bogen han havde fået tiden til at gå med. Han var alene i bygningen, eller det burde han i det mindste være, men bevægelsen havde ikke været en af kranerne. Det havde bare været en skygge nede ved jorden, hvilket vakte hans nysgerrighed. Han rejste sig og tog en lommelygte fra et skab, inden han forlod kontrolrummet. Han gik forbi rækker med bilreservedele, fødevarer, køkkenapparater og andet isenkram.
Bevægelsen, han havde set havde været fra det hjørne af lageret, der var dedikeret til særligt gods. Det inkluderede blandt andet nødhjælpsforsyninger og følsomt elektronisk udstyr, der blev opbevaret i samme sektion af lageret, så det var lettere at sikre.
Han gik med et godt greb i lommelygten, men havde instinktivt valgt ikke at tænde den.
Lyden af hans jeansklædte lår, der gled mod hinanden fik ham til at fortryde dagens påklædning, men i det mindste bidrog den sorte T-shirt til at falde ind i den kun delvist oplyste hal. Han nærmede sig det område, hvor han havde set noget på skærmen og der var med en blanding af frygt og nysgerrighed, at han pludselig hørte stemmer. Han gik med spredte ben langsomt hen til hjørnet af reolen og det forekom ham pludselig komisk, at han gik som en cowboy, der havde tilbragt lidt for meget af dagen på hesteryg, men det lykkedes ham ikke at smile af situationen.
Han stak langsomt hovedet om hjørnet for Captain havde lært ham at det menneskelige øje blev tiltrukket af bevægelser i mørket. De var for langt væk til at han kunne se detaljer, men han var sikker på han havde set 4 skikkelser samlet omkring to paller, der var trukket ud af reolen.
- Tænk Alex! Mumlede han til sig selv i halvmørket. Han kunne give sig selv til kende som sikkerhedsvagt, men selv om de ikke var bevæbnede, var fire mod en odds ikke noget han var interesseret i. Han småløb tilbage til kontrolrummet. Spence Captain, der var hans fars ven, kollega og tidligere soldat, havde lært Alex at håndtere våben i hans teenageår, men selv om der havde været en pistol, var han sikker på han ikke ville kunne få sig selv til at bruge den mod et andet menneske
Han gik over til skærmene, hvor telefonen også var og skulle lige til at taste nummeret til vagtcentralen, da han så noget på en af de andre skærme. Den viste en af portene, der stod åben og en mand, der kom kørende med en elektrisk palleløfter. Alex lagde telefonrøret igen. De ville være forsvundet med pallerne længe inden politiet ankom. Han lukkede øjnene og trak vejret dybt, mens han prøvede at finde på noget. Brandalarmen.
Han gik hurtigt over til væggen, hvor alarmen hang. Uden tøven knuste han glasset, der beskyttede håndtaget fra pilfingre og sekunder efter lød alarmen i hele bygningen. Røde rotorblink tændtes med regelmæssige intervaller, kranerne stoppede deres færd og hvad der var mere vigtigt, vidste Alex, store branddøre ville glide i for at forhindre den fiktive brand i at sprede sig. Han iagttog de fire mænd på skærmen. Deres armbevægelser viste at de var ophidsede over den pludselige afbrydelse.
- Det er rigtigt ja, sagde Alex med et smil til skærmen. - Brandvæsen og politi er på vej så i må hellere stikke halen mellem benene. Smilet falmede da han så 2 af mændene tage noget ud af lommen, der kun kunne være en pistol. De løb ikke mod udgangen som hans havde håbet de ville, men den modsatte vej. Mod kontrolrummet. Mod ham. De små hår i hans nakke rejste sig og hans håndflader blev pludselig svedige. - Pis!
Han havde arvet sit sandfarvede hår og blå øjne fra sin mor, men der hørte lighederne også op. Hvor hun var en lille kvinde, var Alex med sine en meter og halvfems en kæmpe ved hendes side. Han var i god fysisk form, hvilket var et resultat af regelmæssige løbeture og det lejlighedsvise besøg i motionscenteret, men han ville aldrig vinde medaljer i hverken løb eller vægtløft. På trods af at han havde mere tilfælles med sin mor, var det alligevel hans fars navn, der havde forfulgt ham hele hans liv.
Roy Hawkins, hans far. Grundlæggeren af Angelica Ordenen havde haft store ambitioner på sin søns vegne og med et smil på læberne, huskede Alex hvor rasende hans far havde været da han havde fået at vide, at Alex var begyndt at arbejde som nattevagt på en lagerterminal. At det var byens største, havde ikke imponeret hans far.
En bevægelse på en af skærmene foran ham fangede hans opmærksomhed og fik ham til at tage fødderne ned fra pulten og folde et æseløre på bogen han havde fået tiden til at gå med. Han var alene i bygningen, eller det burde han i det mindste være, men bevægelsen havde ikke været en af kranerne. Det havde bare været en skygge nede ved jorden, hvilket vakte hans nysgerrighed. Han rejste sig og tog en lommelygte fra et skab, inden han forlod kontrolrummet. Han gik forbi rækker med bilreservedele, fødevarer, køkkenapparater og andet isenkram.
Bevægelsen, han havde set havde været fra det hjørne af lageret, der var dedikeret til særligt gods. Det inkluderede blandt andet nødhjælpsforsyninger og følsomt elektronisk udstyr, der blev opbevaret i samme sektion af lageret, så det var lettere at sikre.
Han gik med et godt greb i lommelygten, men havde instinktivt valgt ikke at tænde den.
Lyden af hans jeansklædte lår, der gled mod hinanden fik ham til at fortryde dagens påklædning, men i det mindste bidrog den sorte T-shirt til at falde ind i den kun delvist oplyste hal. Han nærmede sig det område, hvor han havde set noget på skærmen og der var med en blanding af frygt og nysgerrighed, at han pludselig hørte stemmer. Han gik med spredte ben langsomt hen til hjørnet af reolen og det forekom ham pludselig komisk, at han gik som en cowboy, der havde tilbragt lidt for meget af dagen på hesteryg, men det lykkedes ham ikke at smile af situationen.
Han stak langsomt hovedet om hjørnet for Captain havde lært ham at det menneskelige øje blev tiltrukket af bevægelser i mørket. De var for langt væk til at han kunne se detaljer, men han var sikker på han havde set 4 skikkelser samlet omkring to paller, der var trukket ud af reolen.
- Tænk Alex! Mumlede han til sig selv i halvmørket. Han kunne give sig selv til kende som sikkerhedsvagt, men selv om de ikke var bevæbnede, var fire mod en odds ikke noget han var interesseret i. Han småløb tilbage til kontrolrummet. Spence Captain, der var hans fars ven, kollega og tidligere soldat, havde lært Alex at håndtere våben i hans teenageår, men selv om der havde været en pistol, var han sikker på han ikke ville kunne få sig selv til at bruge den mod et andet menneske
Han gik over til skærmene, hvor telefonen også var og skulle lige til at taste nummeret til vagtcentralen, da han så noget på en af de andre skærme. Den viste en af portene, der stod åben og en mand, der kom kørende med en elektrisk palleløfter. Alex lagde telefonrøret igen. De ville være forsvundet med pallerne længe inden politiet ankom. Han lukkede øjnene og trak vejret dybt, mens han prøvede at finde på noget. Brandalarmen.
Han gik hurtigt over til væggen, hvor alarmen hang. Uden tøven knuste han glasset, der beskyttede håndtaget fra pilfingre og sekunder efter lød alarmen i hele bygningen. Røde rotorblink tændtes med regelmæssige intervaller, kranerne stoppede deres færd og hvad der var mere vigtigt, vidste Alex, store branddøre ville glide i for at forhindre den fiktive brand i at sprede sig. Han iagttog de fire mænd på skærmen. Deres armbevægelser viste at de var ophidsede over den pludselige afbrydelse.
- Det er rigtigt ja, sagde Alex med et smil til skærmen. - Brandvæsen og politi er på vej så i må hellere stikke halen mellem benene. Smilet falmede da han så 2 af mændene tage noget ud af lommen, der kun kunne være en pistol. De løb ikke mod udgangen som hans havde håbet de ville, men den modsatte vej. Mod kontrolrummet. Mod ham. De små hår i hans nakke rejste sig og hans håndflader blev pludselig svedige. - Pis!
Etiketter:
2011,
Beskytter,
forfatterskole,
ord
fredag den 13. maj 2011
Fem i en
Så er der gået 5 uger siden jeg sendte mit manuskript til forlag og nu har jeg fået svar fra endnu et af dem.
Rosinante & Co skriver følgende:
11. maj 2011
Kære Christian W. Jensen
På vegne af redaktionen må vi desværre takke nej til at udgive dit manuskript BESKYTTER, da det ikke passer ind i vores udgivelsesprogram, som det tegner sig for de kommende år.
Forlagene Forum, Høst & Søn, Pretty Ink, Rosinante og Samleren holder fælles redaktionsmøder - Dette svar gælder alle fem forlag.
Da vi får mange manuskripter og ideer til udgivelser tilsendt, er det ikke muligt for os i hvert tilfælde at kvittere med et mere uddybende svar eller kommentar til manuskriptet.
Med venlig hilsen
[Underskrift fra medarbejder her]
[Navn på medarbejder her]
Rosinante&Co
Dette er et standardsvar som du nok allerede havde gættet, men så igen har det vel egentlig aldrig været min forventning af blive udgivet på forlag ( I hvert fald ikke med det første manuskript, men når jeg kontakter dem med det næste og jeg viser dem salgstallene for BESKYTTER, så kommer de jo til at stå i kø for at udgive den ;) )
Men indtil da, må jeg leve med fem-i-en afslag ;)
Anyway... Har i dag fået en ganske brilliant ide til et Giveaway her på bloggen, men det kommer der mere om i den nærmeste fremtid ;) Der er stadig lige et par ting der skal gennemtænkes først, da det så vidt jeg ved aldrig et blevet udlovet i en giveaway før....
Christian W. Jensen
onsdag den 11. maj 2011
Show, don't tell
Da jeg begyndte at skrive på Beskytter for mange år siden, skrev jeg bare for at skrive. Det skal forståes på den måde, at jeg ikke havde hverken lært eller læst nogle former for skriveteknikker eller lignende. Så skete det at jeg holdt en meget lang pause fra min romanskrivning og i den periode skete det at Saxo oprettede en forfatterskole på nettet. Det var gratis at deltage og der kom en opgave hver tirsdag som skulle være skrevet hver søndag og i løbet af mandagen kom der så noget generel respons fra underviserne.
Jeg vil i løbet af den kommende tid overføre mine besvarelser hertil.
Opgaveformulering:
Christian W. Jensen
Jeg vil i løbet af den kommende tid overføre mine besvarelser hertil.
Opgaveformulering:
I denne opgave arbejder vi med show, don't tell (vis i stedet for at postulere), som vi uddyber i lektion 9.
Vi oplever verden gennem vores sanser. Derfor er det godt at tale til læserens sanser, når du skriver. Det gør din historie mere levende. Vi har 5 sanser: Lugte-, høre-, smage-, syns- og følesans + den 6.: intuitionen.
Opgave: Skriv en varm tekst. Uden at bruge ordet varm eller synonymer.
Anbring din hovedperson et varmt sted. Teksten skal være fysisk varm, ikke hjertevarm.
Skrivetid: Ca. 10 minutter
Vi oplever verden gennem vores sanser. Derfor er det godt at tale til læserens sanser, når du skriver. Det gør din historie mere levende. Vi har 5 sanser: Lugte-, høre-, smage-, syns- og følesans + den 6.: intuitionen.
Opgave: Skriv en varm tekst. Uden at bruge ordet varm eller synonymer.
Anbring din hovedperson et varmt sted. Teksten skal være fysisk varm, ikke hjertevarm.
Skrivetid: Ca. 10 minutter
Besvarelse
Han var den 3. person ud af flyet. En motors brummen proklamerede at bagenden af det store transportfly var på vej til at åbne sig, men intet havde forberedt ham på lyset. En tynd stribe af hvidt lys skar ham i øjnene og han måtte se væk. Mørket omkring ham endnu dybere end det havde været på hele turen, men det fik ham kun til at smile for sig selv. Skygger betyder kun at der er et lys i nærheden. De to Engle foran ham begyndte at røre på sig. Modsat ham havde de i løbet af rejsen, strukket deres led og brugt deres krop, så meget som lastrummet i flyet havde tilladt. Men selv trænede mænd kunne blive rastløse efter så lang tids transport. Han strakte sig for at arbejde lidt blod tilbage i de ømme led og med en ledsagende smerte fortalte hans krop ham, hvor utilfreds den var med 14 timers transport.
Han trådte et skridt frem og ham mærkede det. Faktisk lugtede han det før han kunne mærke det. Luften dufter anderledes et sted, hvor solen har brændt hele dagen. Han kunne huske det hjemmefra, Indian summer blev det kaldt engang men det var så meget mere markant her. Han var stadig i flyet da han indåndede den første mundfuld af Afrikansk luft. Tørt, var det eneste ord der kunne beskrive det. Her var ingen fugt i luften på dette kontinent og den smule de havde haft i flyet var allerede fordampet inden rampen havde ramt jorden. De andre begyndte at frigøre nødhjælpen som de havde taget med. Det var for lidt og for sent. Han vidste det og det de andre vidste det også, men for de få mennesker der fik gavn af den ville det gøre en forskel. Det var tankegangen bag Ordenen. Gør en forskel for mennesker. Han trådte væk fra flyet og så sig omkring. Sand var det eneste han så. Landingsbanen der havde bragt den ned bestod af stampet sand. Omgivet af løst sand. De få buske han så var brændt af solens skarpe stråler. Han så ned. Hans egen skygge var næsten usynlig med solen på sit højeste. Lyden af flyets motorer døde ud og den manglende motorlarm fik ham til at tænke på,, hvor stille her var. Ingen lyde af trafik, kun lidt rumsteren fra de andre inde i flyet, men omkring ham. I landskabet. Stilhed. Han savnede allerede hvislen i trætoppene, men han kunne ikke forestille sig at nogle træer kunne overleve her. Ingen let brise, ingen vand, kun sol. En dråbe trillede ned over hans kind og han lukkede øjnene. Jorden var så tør at den forsøgte at vride vand ud af de mennesker, der trådte på den
- Det her bliver sjovt, mumlede han højt for sig selv og vendte sig om mod flyet igen, hvor hans eget udstyr ventede.
Han trådte et skridt frem og ham mærkede det. Faktisk lugtede han det før han kunne mærke det. Luften dufter anderledes et sted, hvor solen har brændt hele dagen. Han kunne huske det hjemmefra, Indian summer blev det kaldt engang men det var så meget mere markant her. Han var stadig i flyet da han indåndede den første mundfuld af Afrikansk luft. Tørt, var det eneste ord der kunne beskrive det. Her var ingen fugt i luften på dette kontinent og den smule de havde haft i flyet var allerede fordampet inden rampen havde ramt jorden. De andre begyndte at frigøre nødhjælpen som de havde taget med. Det var for lidt og for sent. Han vidste det og det de andre vidste det også, men for de få mennesker der fik gavn af den ville det gøre en forskel. Det var tankegangen bag Ordenen. Gør en forskel for mennesker. Han trådte væk fra flyet og så sig omkring. Sand var det eneste han så. Landingsbanen der havde bragt den ned bestod af stampet sand. Omgivet af løst sand. De få buske han så var brændt af solens skarpe stråler. Han så ned. Hans egen skygge var næsten usynlig med solen på sit højeste. Lyden af flyets motorer døde ud og den manglende motorlarm fik ham til at tænke på,, hvor stille her var. Ingen lyde af trafik, kun lidt rumsteren fra de andre inde i flyet, men omkring ham. I landskabet. Stilhed. Han savnede allerede hvislen i trætoppene, men han kunne ikke forestille sig at nogle træer kunne overleve her. Ingen let brise, ingen vand, kun sol. En dråbe trillede ned over hans kind og han lukkede øjnene. Jorden var så tør at den forsøgte at vride vand ud af de mennesker, der trådte på den
- Det her bliver sjovt, mumlede han højt for sig selv og vendte sig om mod flyet igen, hvor hans eget udstyr ventede.
tirsdag den 10. maj 2011
Kærlighed pr. kubikcentimeter
I dag har min kæreste fødselsdag.
Det er ved at være et par uger siden hun blev fejret med en surpriseparty, så det har hele tiden været planen at selve dagen "bare" skulle fejres i den lille familie.
I dagens anledning valgte vi at spise ude og valget faldt på restaurant Bones. Men ikke deres gamle restaurant i Danmarksgade men deres splinternye version ved Aalborg storcenter (overfor indgang A)
Vi er alle tre ret glade for kødben, som det hedder her i familien og vi endte med at bestille netop det i 3 størrelser.. Sønnen fik børneversionen med pommes frites og remoulade (samt fri salat- og isbar), Kæresten fik mellemversionen (som er gratis når man har fødselsdag og er medlem af Bones family club) også med fri salat- og isbar... og jeg fik XL portionen med fritter og whiskeysauce...
Det tog ca. 30-35 minutter fra vi ankom og havde fået bestilt til maden kom, men det var nu egentlig meget fint for det sjove ved Bones er at de har gjort rigtig meget ud af udsmykningen med forskellige remedier fra "over there" så vi plejer at bruge ventetiden på at gå på opdagele og lege "jeg kan se"...
Jeg indrømmer gerne at min portion var lidt (læs: meget!) større end jeg havde regnet med... tror faktisk det svarer til den mængde vi plejer at få når vi bestiller take-away.. De var en smule brændte i forhold til hvad jeg er vant til fra Danmarksgade-restauranten (sukkeret i marinaden brænder også let har jeg selv erfaret) og de har ikke engang haft åben i en uge, så jeg er sikker på de nok skal lære det.
Anyway.. for at forklare dagens titlen... Som det måske kan ses på billedet er der rimelig mange ben på min tallerken og da jeg nåede igennem de to små og den ene af de to store måtte jeg spørge min kæresten og hun ville synes mere eller mindre om mig hvis jeg ikke spiste op... Svaret var en version af: Jeg tror ikke jeg vil elske dig hverken mere eller mindre hvis du spiser op, men min kærlighed pr. kubikcentimeter vil falde en del.. :D
Anyway... jeg er sikker på det ikke er sidste gang vi benytter os af Bones nye restaurant... Hvis du skulle få den ide at prøve så kan jeg godt anbefale dig at bestille bord.. Vi sad der lige godt en time og i den tid var der 9-10 grupper af mennesker, der måtte gå forgæves på grund af manglende borde..
Det var mine ord for denne gang..
Christian W. Jensen
Det er ved at være et par uger siden hun blev fejret med en surpriseparty, så det har hele tiden været planen at selve dagen "bare" skulle fejres i den lille familie.
I dagens anledning valgte vi at spise ude og valget faldt på restaurant Bones. Men ikke deres gamle restaurant i Danmarksgade men deres splinternye version ved Aalborg storcenter (overfor indgang A)
Vi er alle tre ret glade for kødben, som det hedder her i familien og vi endte med at bestille netop det i 3 størrelser.. Sønnen fik børneversionen med pommes frites og remoulade (samt fri salat- og isbar), Kæresten fik mellemversionen (som er gratis når man har fødselsdag og er medlem af Bones family club) også med fri salat- og isbar... og jeg fik XL portionen med fritter og whiskeysauce...
Det tog ca. 30-35 minutter fra vi ankom og havde fået bestilt til maden kom, men det var nu egentlig meget fint for det sjove ved Bones er at de har gjort rigtig meget ud af udsmykningen med forskellige remedier fra "over there" så vi plejer at bruge ventetiden på at gå på opdagele og lege "jeg kan se"...
Jeg indrømmer gerne at min portion var lidt (læs: meget!) større end jeg havde regnet med... tror faktisk det svarer til den mængde vi plejer at få når vi bestiller take-away.. De var en smule brændte i forhold til hvad jeg er vant til fra Danmarksgade-restauranten (sukkeret i marinaden brænder også let har jeg selv erfaret) og de har ikke engang haft åben i en uge, så jeg er sikker på de nok skal lære det.
Anyway.. for at forklare dagens titlen... Som det måske kan ses på billedet er der rimelig mange ben på min tallerken og da jeg nåede igennem de to små og den ene af de to store måtte jeg spørge min kæresten og hun ville synes mere eller mindre om mig hvis jeg ikke spiste op... Svaret var en version af: Jeg tror ikke jeg vil elske dig hverken mere eller mindre hvis du spiser op, men min kærlighed pr. kubikcentimeter vil falde en del.. :D
Anyway... jeg er sikker på det ikke er sidste gang vi benytter os af Bones nye restaurant... Hvis du skulle få den ide at prøve så kan jeg godt anbefale dig at bestille bord.. Vi sad der lige godt en time og i den tid var der 9-10 grupper af mennesker, der måtte gå forgæves på grund af manglende borde..
Det var mine ord for denne gang..
Christian W. Jensen
fredag den 6. maj 2011
Flyttedag
Jeg har måtte erkende at en blog hos one.com ikke er nær så fleksibel som en hos blogspot.
Derfor har jeg valgt at flytte min blog hertil fra www.christianwjensen.dk. For selv om det er sejt at have sit eget domæne, men det er lidt ensomt, da der ikke var de store muligheder for blogrolls eller nogle af alle de andre seje funktioner her er...Jeg har stadig ikke lagt mig helt fast på designet og jeg mangler også et par billeder hist og her, men jeg er af den utålmodige type, så derfor har jeg allerede taget bloggen i brug.
Apropos utålmodig så er gået snart fire uger, og jeg har stadig ikke hørt fra noget fra de resterende forlag. Jeg ved godt at de har skrevet at der vil gå mellem 5-12 uger (varierer lidt fra forlag til forlag) men det er altså stadig lang tid, at skulle vente.
Christian
Derfor har jeg valgt at flytte min blog hertil fra www.christianwjensen.dk. For selv om det er sejt at have sit eget domæne, men det er lidt ensomt, da der ikke var de store muligheder for blogrolls eller nogle af alle de andre seje funktioner her er...Jeg har stadig ikke lagt mig helt fast på designet og jeg mangler også et par billeder hist og her, men jeg er af den utålmodige type, så derfor har jeg allerede taget bloggen i brug.
Apropos utålmodig så er gået snart fire uger, og jeg har stadig ikke hørt fra noget fra de resterende forlag. Jeg ved godt at de har skrevet at der vil gå mellem 5-12 uger (varierer lidt fra forlag til forlag) men det er altså stadig lang tid, at skulle vente.
Christian
Abonner på:
Opslag (Atom)