onsdag den 24. december 2014

Christmas spirit

I er det juleaftens dag. Sønnen fejrer jul hos sin biologiske mor i Letland så i stedet for at jeg skulle sidde alene hjemme så har min søster og svoger inviteret mig til juleaften hos dem i Stilling. Siden jeg ikke har bil betyder det at jeg skulle med tog fra Aalborg til Skanderborg... tog er IKKE designet til mennesker med min benlængde når det er fyldt...

Så derfor besluttede jeg mig for at gå fra Skanderborg station til Stilling. 5 km hvilket ikke er alverden under normale omstændigheder, men da jeg var kommet tilpas langt fra stationen til at jeg gad vende om så begyndte det at regne... Det startede let og jeg tænkte fint nok... så længe det ikke bliver værre kunne det godt gå... Men det blev værre... og jeg var godt fugtig da Anne Louise dukkede op. Jeg kender ikke Anne Louise, men jeg kom nu nok til at efterlade et visitkort med denne blogadresse på.
Så skulle du finde dette kort i din bil så var det bare for at jeg kunne sige ordentlig tak.

Jeg håber du får en fantastisk juleaften og et godt nytår sammen med dine venner og familie. Faktisk var det så sødt af dig at samle en fremmed op (endda selv om jeg eftersigende ligner en forbryder når jeg går mine ture) at hvis du skriver mig en mail på: info @ christianwjensen.com så vil jeg meget gerne sende en ting retur :-)

Glædelig jul til alle jer andre. Jeg håber den byder på god mad og godt selskab.

Christian W. Jensen

24. december 2014 - GLÆDELIG JUL!!!!

Søndag d. 12/8 – Dag 13.

Note 60
Ingen tømmermænd, men en grim smag i munden. Rødvin går jeg ud fra men da jeg har spist og børstet tænder har jeg det allerede bedre og er rimelig sikker på at jeg også kom over den bytur uden varige mén.

Note 61
Madpakker. Noget min bror altid har fået med hjemmefra når han skulle hjem til Aalborg men denne gang fik jeg også en Bestående af æg og et stykke chokoladekage. Mums
Afgang fra Skive med X-bus klokken 18.05 til Aalborg og derfra er der forbindelse til Frederikshavn med tog klokken 19.47 og så skulle jeg være hjemme klokken lidt over 21. men sådan ca. en halv til en hel time hurtigere end hvis jeg havde været med tog hele vejen. Til det er der jo kun en ting at sige. Faarveeeeel Langå station

Note 62
Min storebror og hans kammerat stod af på sidste stop inden endestation i Aalborg. Men jeg kunne da finde banegården. (okay man kunne se den fra rutebilstationen så det var ikke så svært men alligevel ). Hvad der er værd at bemærke er at banegården var bemandet på dette tidspunkt, så her fik jeg refunderet min returbillet som jeg havde købt i Frederikshavn i fredags. Men nu er toget her så jeg skriver senere.

Note 63
Normalt ville X-bus/tog kombinationen været hurtigere end at tage tog alene, men lige efter at vi kørte fra Hjørring station standsede toget og vi fik meddelt over højtaleren at toget havde haft en ”person-påkørsel” og at vi nu venter på at politi og Falck ankommer. En enkelt svensker bliver eskorteret af toget af en konduktør da han skal med en færge. Jeg gætter på at de sender ham med en taxa.
Nu er der gået en lille halv time og toget er bakket tilbage til Hjørring station. Togføreren må ikke køre mere, så dette tog kører ikke videre.

Note 64
Endelig med et tog igen. Da vi blev smidt af det sidste tog, blev nogle sendt med taxaer til deres videre destination. (Skagen for de flestes vedkommende) men Hjørring har altså ikke så mange taxaer at de pludselig kan sende 50 mennesker af sted, så de fleste blev tilbage og ventede på det næste tog, som jeg nu er på. Og den børnehaveklasse der også er her er ikke så lidt støjende, men jeg er ikke færdig med at finde Røde Oktober endnu så jeg kan altid lade som om jeg er meget optaget af den.

Note 65.
Min cykel stod der endnu. Men den var også punkteret så chancerne for at den stod der var vel 50/50, men klokken er 22.00 og jeg er i Frederikshavn igen. Mens jeg er ved at pumpe luft i cyklen kommer min veninde fra Internettet forbi. Hun har (selvfølgelig) været i Aalborg igen hos kæresten og nu er hun også på vej hjem. Til fods, så jeg spørger om hun vil have selskab, hvilket hun ikke har noget imod. Det betyder at jeg først er hjemme klokken halv elleve, men hvad fanden. At støde ind i hende og snakke med hende hjem kunne da veje lidt op på den elendige tur jeg har haft med DSB.

Men nu tror jeg det er sengetid. Og også afslutningen på disse notater. Jeg har været hjemme hos mine forældre for første gang siden jeg flyttede hjemmefra og nu er jeg kommet hjem til Frederikshavn igen. Det er vel som jeg læste på en vinduesreklame hos Home en af de første dage jeg var her. Der var et billede af Jesper Klein og ved siden af er teksten: ”Hjemme er der hvor du kan huske adressen”.

Christian W. Jensen

tirsdag den 23. december 2014

23. december 2014

Note 55
Kunne ikke lade være. Det er åbenbart noget jeg har hørt så mange gange fra min storebror at jeg gør det per refleks… Men det første jeg siger til min søster er: Hej And. Præcis ligesom min storebror har gjort det hver gang han er kommet hjem fra Aalborg. Men ti minutter efter hjemkomst er det spisetid. Der er lidt overskyet men ikke desto mindre har min far haft gang i grillen så menuen i aften står på grillet/marineret kalkun og aspargeskartofler. Den definition jeg har lært af mine forældre på god mad lyder: God mad er når det tager længere tid at spise den end det har gjort at lave den. Og i aften fik vi god mad. Men nu havde vi selvfølgelig heller ikke været samlet i et par uger og jeg var lige flyttet hjemmefra så der har været nok at snakke om.

Note 56
En af de ting der stod på min to-do liste for denne weekend var at besøge min fætter så jeg lige kunne få et par nye film med til Frederikshavn. Så efter spisetid var jeg lige ude og lufte bilen. 

Lørdag d. 11/8 – Dag 12.

Note 57
Startede langsomt (klokken 12) med at se en film ”Proof of life” med Meg Ryan og Russell Crowe som er en kanon god film.

Note 58
En smuttur forbi Føtex. Efter 5 ¾ år i den butik har jeg konstateret at der er en særlig lugt derinde (som for resten også er i Frederikshavn) men alligevel får jeg et smil på læberne når jeg træder indenfor. En tur rundt i butikken afslører at der egentlig ikke er ret mange ”gamle” medarbejdere tilbage. Jeg ser nye ansigter over det hele, men heldigvis er der da også et par jeg kan genkende.

Note 59
Grisefesten. Grunden til at jeg er hjemme i denne weekend. Der var rødvin. Og de piger der var søde da jeg arbejdede her er stadig lige søde og maden var glimrende som den plejer at være, men rødvinen var desværre spansk Men på en måde er det vel også godt nok, for havde det været en jeg havde været glad for var det sikkert gået mere galt



Christian W. Jensen

mandag den 22. december 2014

22. december 2014

Note 52
Mange skoleelever tager toget hjem ved dette tidspunkt, så ved Sindal er vognen ved at være tom. Nå, Pyt. Jeg har alligevel ”Jagten på røde Oktober” og min minidisk til at holde mig ved selskab.

Note 53
Skift i Langå. Stadig jordens kedeligste station. Hvis jeg stadig havde haft en kæreste i Norge kunne jeg jo fryde mig over at jeg ikke skulle vente på denne station når jeg skulle besøge hende, men nu er situationen den at jeg bor nord for Langå og mine fremtidige togrejser vil blive mod Skive, hvilket betyder ventetid på Langå station. Ikke nok med at denne station er kedelig. Den er tilsyneladende også skæbnebestemt til at skulle genere mig lige meget hvor jeg bor.


Note 54

I Skive igen klokken 18.57. For første gang i næsten 2 uger. Intet er forandret. Men hvad havde jeg forventet på 2 uger? Skyskrabere? Føtex er stadig det første man ser når man kommer ud fra DSB-stationen. Min storebror hentede mig. Han var kommet hjem med X-bus en halv times tid før mig. 

Christian W. Jensen

søndag den 21. december 2014

21. december 2014

Note 52
Mange skoleelever tager toget hjem ved dette tidspunkt, så ved Sindal er vognen ved at være tom. Nå, Pyt. Jeg har alligevel ”Jagten på røde Oktober” og min minidisk til at holde mig ved selskab.

Note 53
Skift i Langå. Stadig jordens kedeligste station. Hvis jeg stadig havde haft en kæreste i Norge kunne jeg jo fryde mig over at jeg ikke skulle vente på denne station når jeg skulle besøge hende, men nu er situationen den at jeg bor nord for Langå og mine fremtidige togrejser vil blive mod Skive, hvilket betyder ventetid på Langå station. Ikke nok med at denne station er kedelig. Den er tilsyneladende også skæbnebestemt til at skulle genere mig lige meget hvor jeg bor.


Note 54

I Skive igen klokken 18.57. For første gang i næsten 2 uger. Intet er forandret. Men hvad havde jeg forventet på 2 uger? Skyskrabere? Føtex er stadig det første man ser når man kommer ud fra DSB-stationen. Min storebror hentede mig. Han var kommet hjem med X-bus en halv times tid før mig. 

Christian W. Jensen

fredag den 19. december 2014

19. december 2014

Note 46
På Søndergade ligger der et postkontor, ikke et posthus som ved DSB stationen, men et lille postkontor i en butik med elartikler. Og fra nu af bliver det der jeg sender mine breve fra. Damen derinde stod og læste i håndbogen til sin mobiltelefon og da det viste sig at det var samme model som min kunne jeg da også lige hjælpe hende, og før vi vidste af det havde hun sendt sin første SMS til sin søn. Vi snakkede lidt og det er den slags oplevelser der gør at man har lyst til at vende tilbage som kunde. Jeg havde bare aldrig troet jeg skulle få den oplevelse på et post Danmark kontor.
Men de kan åbenbart mere end vi tror.

Note 47
Det mærkeligste er sket. Jeg spiser rugbrød og synes om det. Det eneste det kræver er lidt fantasi. Som for eksempel ristet torskerogn med remoulade og citronsaft. Men det siger jeg ikke til min mor. Hun vil bare svare: hvad sagde jeg.

Note 48

Min mor tog fejl. Jeg har lige set en flue i min lejlighed, men 1 flue på en uge er vel acceptabelt. Derhjemme kunne man se 20-30 stykker på en dag.

Christian W. Jensen

torsdag den 18. december 2014

18. december 2014

Note 44
Under dynen klokken halv fire med frosne fingre og kolde tæer, men en god oplevelse rigere. Jeg kan nemlig ikke mindes at jeg før har siddet 3 timer i en park ved nattetid og snakket med et par søde piger. Så på et eller andet niveau er det vel sandt at man får chancen for at starte på en frisk når man flytter til en ny by…

Onsdag d. 8/8 – Dag 9.

Note 45
Hvis der er noget jeg har frygtet ved at flytte hjemmefra er det tøjvask. En helt ny og anderledes oplevelse.
Blokken jeg bor i har eget vaskeri i opgange ved siden ad min (nr. 40 i kælderen) og sammen med nøglerne til lejligheden fik jeg også udleveret et adgangskort til vaskeriet.
Det allerførste jeg gjorde… var at fortryde at jeg ikke havde været dernede og rekognisere terrænet. Allerede da jeg kører mit kort gennem låsen lyder der en hyletone, så jeg er sikker på der vil komme en ned, men til mit held var hyletonen bare en indikator på at døren er låst op. Men så kommer det næste chok. Fire store vaskemaskiner til højre for døren. Lige bag døren er der et bord og ved siden af det er der to tørretumblere. I modsatte ende er der et langt bord med 3 store håndvaske og mellem dette bord og vaskemaskinerne er der en rund cylinder på stålben. En centrifuge hvis man skal tro skiltet over den. Men hvordan f…… skal man vaske tøj i sådan en? Så ser jeg en stor tavle hvor man skal indsætte en bægre og trykke på en knap for at få sæbe. Nedtur Jeg har intet bægre med, kun to poser med vasketøj. Okay. Gør som Peter Plys… Sæt dig ned, slå dig selv i hovedet og tænk!
Om det er min daglige gerimax der gør at jeg ser lyset vides ikke, men til sidst konkludere jeg at sæbedispenseren (og dermed også mit ikke-eksisterende bægre) kun skal bruges hvis man vil bruge centrifugen og det har jeg absolut ingen planer om. Okay. Vaskemaskinerne. Først mine hvide skjorter. Indlæs kort og vælg maskine. Jeg vælger nummer 4 for den er nærmest. Tryk gul knap for at åbne døren, læg tøj ind, luk døren. Vælg vask. Jeg vælger stryglet 40 grader ( jeg skal jo stryge dem senere ). Tryk grøn snap for start. Jeg trykker forsigtigt på grøn knap. Intet sker. Jeg trykker igen og holder den inde lidt… og ånder lettet op da maskinen tilfører sæbe. Ja … det er nemlig rigtigt. Det vaskepulver jeg købte i går var ikke engang nødvendigt. Nå. Jeg tager det med hjem i weekenden til min mor. Så er der vel ikke andet at gøre end at gentage (den formodede) succes med min kulørt vask 40 grader i maskinen ved siden af.
Til næste gang tager en stryglet vask 40 grader ca. 46 minutter og en kulørt vask 40 grader tager 65 minutter.
Pludselig begynder min stryglet vask at opføre sig underligt. Centrifugen er åbenbart ikke det eneste der kan snurre sindssyg hurtigt rundt. Tromlen i vaskemaskinen kan også. Jeg holder vejret og pludselig stopper den. Et hurtigt blik på det lille hjul der fortæller hvor langt vasken er kommet og jeg konkludere at jeg var vasket mine første skjorter… helt selv. Jeg overvejer at åbne, men udskyder det til den anden vask også er færdig. Mens jeg venter er der en bestemt scene, der til gengæld er med i mange forskellige film, der bliver ved med at spille for mit indre blik. Den scene hvor skuespilleren åbner for vaskemaskinen og den hvide vask er blevet lyserød. Okay jeg har flere skjorter derhjemme og min søster har sagt at lyserøde skjorter er in, men alligevel… nej tak.
Kvarter i 12 er den anden vask også færdig. Vaskerummet er lukket fra klokken 12-17 så jeg skynder mig at tømme maskinerne over i mine poser. (Det ser da ud til at være samme farve og størrelse som da jeg puttede det ind). Tørrerummet som jeg havde regnet med at jeg skulle hænge mit tøj i er låst og ingen af mine nøgler passer til døren. Nå, men tilbage til lejligheden igen.

Her går det op for mig at jeg ikke er den lykkelige ejer af et tørrestativ, hmm det var måske en god investering. Nå men improvisation har jeg altid været god til. Jeg tager 7 bøjler fra mit klædeskab ( Jakkerne kan godt ligge på gulvet lidt) og bruger dem til mine fem skjorter og 2 par sorte bukser og hænger dem op i badeværelset på badeforhængsstangen. Strømper, boksershorts og viskestykker er der plads til på min radiator og mine T-shirts kan ligge på spisestole. Tadaaah. Min første vask og tørring, men nu vil jeg ud i regnvejret på posthuset med en afbestilling af krop og sjæl og [Slettet, da det omhandler førnævnte pige. Jeg valgte dog ikke at slette hele indlægget for, en dag skal min søn se dette]

Christian W. Jensen

onsdag den 17. december 2014

17. december 2014

Note 42
Tadaa… Aftenens højdepunkt… Dawsons Creek sæsonstart. TV3 klokken 20.00. Pacey og Joey vender tilbage efter deres 3 måneder til søs. Jack og Dawson har brugt sommeren på at male huse og Henry er taget på kostskole så nu har ham og Jen et langdistanceforhold. Og endelig er der Andie der ikke er så dyster som hun var i de første to sæsoner. Så er der de nye personer eller rettere den nye person for det viser sig at Pacey har en storesøster Gretchen som kommer til byen… Og jeg tror hun og Dawson ender med at finde sammen for det er jo Paceys søster så det kan da nok komme noget interessant ud af.

Note 43
Gymnasiet har første skoledag i morgen for 3. års elever og lige midt i Dawson’s Creek ringer en af dem og spørger om jeg kommer ned i parken (der skal de sove i nat) men i aften skal de bare drikke. Og klokken 23 begiver jeg mig af sted for at se hvad der sker.
For at komme ned i parken skal jeg gå ned af Rømøvej, til højre ved Koktvedvej og til venstre af Kong Christians Allé. Og der hvor jeg plejer at dreje til venstre for at komme ned i Føtex skal jeg bare forsætte ligeud til jeg kan høre musik.
Og ”musik” kunne jeg høre ca. 100 meter henne af vejen. Parken her i byen er forbavsende flot i måneskin. Og det er nok derfor jeg sætter mig ved et træ og drikker en Cola, for dem der har inviteret mig er her ikke. Jeg SMS’er lidt med min Eks til hun lægger sig ved midnat. Da jeg er færdig med min Cola beslutter jeg mig for at gå forbi ”bålene” (der består af 5-10 fyrfadslys) på vej hjemover og pludselig kan jeg høre tigerdyrselskeren fra Sindal. Jeg troede ikke jeg kendte nogle af dem så godt at jeg kunne genkende deres talemønster, men det viser sig altså at Tigerdyrselskeren har et meget specielt talemønster når hun er fuld… Hun råber… Meget.

Men jeg slår mig ned ved bålet og efter de obligatoriske spydigheder med Jem & fix manden får jeg faktisk en hyggelig aften sammen med en flok lettere berusede (kommende) 3. års elever på Frederikshavn Gymnaium. Klokken lidt i tre begynder jeg at gå hjemover for i morgen skal jeg tidlig op. Jeg har købt vaskepulver i dag og i morgen er vaskedag … dam-dam-dam-dammmmmm

Christian W. Jensen

tirsdag den 16. december 2014

16. december 2014

Note 39
Tøjinvestering… Hmm. Og så helt uden en mor/søster/kæreste til at drille med det. På vej hjem købte jeg nemlig en ny skindjakke til 700,- men de penge er givet godt ud. For ikke nok med at jeg får en pæn jakke. Jeg får også fred for drillerierne… Og hvem siger at fred ikke kan købes for penge? Eller også var det venner… Hmm…

Note 40
Slettet... Ja.. Endnu et indlæg omtalende førnævnte amerikanske kvinde. Hun var datter i en af de værtsfamilier (ikke min) som husede os da jeg rejste med People 2 people i '99 til USA. Vi besøgte Washington D.C., Frankenmuth, i Michigan, Pheonix Arizona og Dallas/Fort Worth i Texas. Den unge kvinde boede i Dallas området. 
Vi snakkede meget sammen den aften vi var på Billy Bobs (Ja.. Det er præcis så Texansk som det lyder) og da jeg kom hjem derovrefra endte vi som pennevenner og vi skrev sammen i et års tid, før hun meldte sig til marinekorpset. Derefter mistede vi forbindelse. Jeg kan stadig huske hendes fulde navn og jeg har forsøgt, at finde hende et par gange sidenhen, men uden held. Jeg vælger at tro på, at hun er en af de få mennesker der ikke har en facebook konto frem for at tro, hun kom galt afsted i marinekorpset. 

Note 41

Efter at have boet her i en uge har jeg brugt 22 Kilowatttimer i strøm.

Christian W. Jensen

mandag den 15. december 2014

15. december 2014

Note 35
På vej hjem skulle jeg lige i fakta og det var her det uundgåelige skete. Jeg mødte en kollega fra Føtex som kunne genkende mig. Desværre kunne jeg ikke lige genkende hende, sådan ved første øjekast… eller det andet for den sags skyld, men vi snakkede da løst og fast i de næste ti minutter til et kvarter. Om hendes motorcykelkørekort som hun var ved at tage og hendes veninde som hun handlede ind for og rulleskøjter og Føtex (selvfølgelig) og da vi nåede kassen ønskede vi hinanden en forsat god dag samtidig med at jeg gjorde mig et notat om at finde ud af hvad hun hedder.

Note 36
Slettet - Her skulle der have været et indlæg om mine meget pinagtige forsøg på at kurtiserer en unge kvinde fra USA som jeg havde mødt på min USA rejse i '99... Da jeg endnu ikke har afstået muligheden, for at jeg en dag skal date igen, har jeg valgt at censurerer dette indlæg :) Det er ganske enkelt FOR pinligt :)

Tirsdag d. 7/8 – Dag 8.

Note 37
Starter som en rigtig møgdag da jeg vågner et par minutter før uret ringer og er overbevist om at jeg skal møde klokken 6 og at jeg er sovet over. Jeg havde fået bukser og skjorte på, da jeg tager en dyb indånding… og konkludere at der stadig er en time og tyve minutter til jeg skal møde. Jeg lægger mig igen, men skaden er allerede sket. Jeg er vågen.

Note 38
I dag kom 4-5 af mine udsolgtssituationer hjem. Dagen ser allerede ud til at blive bedre.

Endnu et sælgerbesøg. Denne gang er det fra Bonbon og Bogø. Han er så venlig at lave to af de ting der står på min ”to-do”-liste så det gjorde dagen en lille smule bedre. Og som konklussion på denne korte arbejdsdag (7-1230) får jeg byttet min weekend så jeg kan komme med til grisefest i Skive. Jubiiii. Jeg har allerede (næsten) glemt min dårlige morgen.

Christian W. Jensen

søndag den 14. december 2014

14. december 2014

Note 31
Aftensmad. Rugbrød & Blødkogte æg. Min rastløshed er ved at fortage sig og blive til noget energi der skal brændes af. Jeg tror alligevel det er tid til en løbetur.

Note 32
Jeg ved ikke hvordan, men lige meget hvor overskyet det har været her om dagen så er der alligevel de flotteste solnedgange der er synlig fra mit værelse. Nu mangler jeg bare en at dele dem med.

Mandag d. 6/8 – Dag 7.

Note 33

Første gang i over en måned jeg står op klokken 5, men underligt nok er jeg ikke særlig træt. Men min morgenmadsrutine er jeg ved at have styr på.

Note 34
Første møde med en mercer er fra G&J Chokolade


Christian W. Jensen

lørdag den 13. december 2014

13. december 2014

Note 28
Første Lørdag aften. Menuen lyder på Aspargeskartofler, flødesauce og en mexicansk steak. Og Cola. Det er første gang siden indflytningen at jeg drikker sodavand herhjemme. Men det er vel lørdag

Note 29
Aftenens film hedder ”Loser”. En semiromantisk Komedie. Om en ung mand der flytter hjemmefra. Heldigvis har jeg flere brikker at flytte rundt med en hovedpersonen, men til hans forsvar skal det siges at han får pigen til sidst.

Søndag d. 5/8 – Dag 6.

Note 30

Rastløshed… Noget der rammer mig hver søndag og det er åbenbart ikke begrænset til Skive. Store planer og drømme, men ikke koncentrationen til at følge op på det. Jeg har allerede overvejet at gennemføre Rainbow Six igen, men det havde ingen interesse efter bane 1. Så har jeg overvejet at hænge mine plakater op igen. Og sætte mine flyttekasser i kælderen og jeg har endda overvejet at løbe en tur.

Christian W. Jensen

fredag den 12. december 2014

12. december 2014

Lørdag d. 4/8 – Dag 5.

Note 25

Første ”dagen derpå” i min nye lejlighed. Ikke slem overhovedet siden jeg gik ”lige” hjem i nat.

Note 26
Endnu et plus ved ikke at bo hjemme. Man kan tage en bog med på toilet og ikke bekymre sig om at blive forstyrret.

Note 27

Forældrebesøg. De var på vej til Skagen og stoppede forbi for at spise frokost. Jeg var selvfølgelig advaret og havde købt ind så der var noget i køleskabet. Og nu har jeg fået aspargeskartofler, æg og tomater.


Christian W. Jensen

torsdag den 11. december 2014

Achievement unlocked - Level 3,5

Hvis man lige ser bortset fra sneen der er faldet udenfor mit vindue i dag så har de sidste to dage været meget gode. Og nej.. Det er ikke fordi jeg hader sne... Jeg er bare afhængig af offentlig transport og snevejr og offentlig transport er ikke altid en god kombination...

Men der skal nu alligevel mere end det til at sabotere mit gode humør...

Sønnen og jeg er nemlig nået level 3 :) Vi har fået loftlys i alle rum.. Det har vi nu haft i et stykke tid men det var først i går jeg fik sat en ekstra lampe op i stuen... Det eneste sted der nu er lidt mørkt og dystert er entreen lige når man kommer indenfor døren... Men der har jeg et større projekt i gang som du kommer til at høre meget mere om når jeg har noget jeg kan vise frem...

Det var level tre... men hør hov... skrev han ikke i overskriften level 3,5??? [venter her mens du tjekker] .. jo minsandten om han ikke gjorde det... og nu kommer vi til den halve...



Jeg har nemlig fået arbejde :D Det er sket lidt hu-hej vilde dyr, men det korte af det lange er, at der var brug for et par ekstra hænder på Nørresundby Fysioterapi og i går formiddags skrev de til mig for at høre om jeg havde fået noget at rykke i eller stadig var jobsøgende... og i dag var jeg deroppe for at koordinere min kalender med deres så de vidste hvornår de kunne booke klienter til mig :) Jeg starter på mandag :D

Men ja.. det får kun en halv level.. For det er (indtil videre) kun midlertidig beskæftigelse frem til nytår (så ja.. kun et par uger) men jeg tror ikke det er utænkeligt at der bliver noget igen efter nytår - Så kryds fingre for mig... Jeg var som sagt deroppe i dag og du tror måske det er løgn, men den ene fys der var på klinikken... Vi har mødt hinanden før fordi vores drenge har leget sammen ... Lille verden? Ja det tror jeg da nok det er :)

Anyway... ud over det så har jeg også fået udbetalt boligstøtte, så jeg kan rent faktisk betale alle regninger uden at skulle låne penge af familie :)

LIFE IS GOOOD!

Christian W. Jensen

11. december 2014

Lørdag d. 4/8 – Dag 5.

Note 25

Første ”dagen derpå” i min nye lejlighed. Ikke slem overhovedet siden jeg gik ”lige” hjem i nat.

Note 26
Endnu et plus ved ikke at bo hjemme. Man kan tage en bog med på toilet og ikke bekymre sig om at blive forstyrret.

Note 27

Forældrebesøg. De var på vej til Skagen og stoppede forbi for at spise frokost. Jeg var selvfølgelig advaret og havde købt ind så der var noget i køleskabet. Og nu har jeg fået aspargeskartofler, æg og tomater.

Christian W. Jensen

onsdag den 10. december 2014

10. december 2014

Fredag d. 3/8 – Dag 4.

Note 22

Stod op klokken 0600 som jeg plejer, men af en eller anden grund er jeg hurtigere her i Frederikshavn end jeg var derhjemme. Allerede klokken 0630 var jeg klar til at køre. Nå, jeg giver det lige et par dage mere og hvis jeg stadigvæk er klar en halv time før jeg skal møde, må jeg jo bare justere min ”stå-op-tid”

Note 23
I et tilfælde af umådelig god planlægning nåede jeg at komme på posthuset efter kuverter og frimærker, i Føtex efter kød til aftenens grillfest og fyrfadslys (men jeg glemte en lighter … igen). Så kom jeg ud i den anden ende af byen til Jysk sengetøjslager efter et badeforhæng og nogle ringe til at sætte det op med. Ind til naboen (Alta) efter sodavand og en Algiersk rødvin (også til aftenens grillfest) og så tog jeg hjem hvor jeg nåede at gøre brevet til Tiffie klar til at blive sendt, samt sætte badeforhænget op og indviet det med det første brusebad.
Memo: Husk at forkorte forhænget så du ikke glider i det igen.
Og alt dette på kun en time og et kvarter. Imponerende hvis jeg selv skal sige det.

Note 24
Grillfesten… hmm. Jeg mødte en masse nye mennester. Især var der et par som jeg i hvert fald tror at jeg kommer til at møde igen. Han arbejder i Føtex, hvor han er i lære som slagter og hun har også arbejdet der indtil hun blev 18, men ud over dem var der en Tigerdyrselsker fra Sindal. Hun havde alt fra Tigerdyrsbokser til store tigerdyrsbamser. Selv om bokserne vist nok var for store til hende. Næste gang jeg møder hende må jeg huske at spørge hende hvor hun har købt dem. Så var der en Appelsindrikkende Jem & Fix-medarbejder som også var den eneste dreng der deltog som rent faktisk gik i den klasse. Og selvfølgelig var der værten og klassekammeraten fra Skagen, sidstnævnte der stammer fra Løgstrup. Men det vil forklare hvorfor hun konstant var med på at skåle. Vi midtjyder må stå sammen. Endelig var der et par som kom lidt senere. (noget med at de var cyklet og noget af vejen og så cyklet tilbage og derefter gået???) Ja jeg kan ligeså godt tilstå at jeg havde fået rigeligt med rødvin da de fortalte det. Og de tog da også hjem da vi andre tog i byen. De skulle nemlig til et spejderbryllup i morgen Lørdag. Nede i Sønderjylland. De skulle bare køre til helvede og dreje til venstre, og jeg tror rent faktisk at der er et område eller en by dernede der hedder sådan, men det må jeg også hellere undersøge en af dagene.
Og så må jeg endelig ikke glemme min veninde fra nettet der gjorde det muligt at møde alle disse spændende personligheder. Hun skulle godt nok til Aalborg midt på aftenen fordi hun skulle ned til sin kæreste, men jeg fik da lov til at tage hendes Æselbamse med i byen så den kunne rapportere til hende senere hvad vi havde oplevet. Men da alt kom til alt var vi kun fire der skulle i byen. Værten, Tigerdyrselskeren fra Sindal og vi to midtjyder. Og på denne første bytur I Frederikshavn har jeg erfaret en ting som Tigerdyrselskeren fra Sindal bekræftede. Skal der være fest i Frederikshavn er det bedst hvis man selv tager mennesker nok med til at selv starte den. Det kan selvfølgelig være fordi der var fest på havnen eller også fordi jeg gik tidligt, men under alle omstændigheder skylder jeg Tigerdyrselskeren fra Sindal en øl og en overnatning i mit badekar.

Æselrapporten: Intet spændende at rapportere ud over at det var Carsten der kørte Taxaen.

Christian W. Jensen

tirsdag den 9. december 2014

9. december 2014

Torsdag d. 2/8 – Dag 3.

Note 19
Føtex Frederikshavn har en isenkræmmerchef der blev klemt som lille. Det er i hvert fald hvad min chef siger og det vil da også forklare en hel del.

Note 20
Når man som medarbejder skal ind og ud af Føtex skal man bruge et plastikkort. Ikke noget med at trykke på en knap som i Skive.

Note 21

Den nye kolonialelev begyndte også i dag. Helt ny. Kommer lige fra handelsskolen og før det har han været inde ved dronningens livgarde og ½ år i Bosnien. Jeg forudser han bliver det lokale svar på ”Tyksakken” fra Skive.


Christian W. Jensen

mandag den 8. december 2014

8. december 2014

Note 16
Før eller siden måtte det jo ske. Jeg kørte forkert Jeg var på vej hjem fra Føtex da jeg pludselig bemærkede Frederikshavn håndboldklub på venstre side af vejen. Men heldigvis var det kun 50-100 meter for langt. Jeg kan deraf konkludere at min cykel endnu ikke selv kan finde hjem

Note 17
Husk at købe en større pande hvis du skal lave kødsauce til mere end en person… og et køkkenur… og en pastasi.

Note 18

Første hjemmelavede måltid. Pasta og kødsauce selvfølgelig, men ikke helt så godt som jeg kunne lave det derhjemme.

Christian W. Jensen

søndag den 7. december 2014

7. december 2014

Note 13
De har også et besynderligt forhold til alkohol heroppe. Da jeg gik gennem byen i aftes så jeg flere værtshuse og noget der lignede et diskotek der var åbent. Jeg så også en svensker der spurgte nogle piger om hvilken gade han var i (Danmarksgade) og jeg så to drenge hvor den ene hårdnakket benægtede at han var fuld… Hvorefter han begav sig ud i en længere forklaring om hvordan de skulle komme derhen hvor de nu var på vej hen. Selvfølgelig med store armbevægelser og i en hurtig talestrøm, hvilket er et klassisk tegn på alkohol i blodet. Selv hjemme i Skive. Og her i Quickfood’en klokken 10.45 kan jeg se to steder hvor der står øl på bordet. Personligt synes jeg det er for tidligt.

Note 14
Første indkøbstur. I Føtex selvfølgelig. Kom af med 211,64 men så fik jeg også købt ind til aftensmad og morgenmad samt tandpasta og opvaskemiddel

Note 15

Jubii… Mit første brev. Fra Cybercity. De bekræfter at jeg er flyttet og tildeler mig hermed et nyt password… øv… nu havde jeg lige lært det gamle.

Christian W. Jensen

Det skal ikke være sjovt...

Det skal være effektivt...

Sådan har mottoet lydt i dag til julekagebagning... Men lur mig om det ikke bliv til lidt grin indimellem også...

Søsteren min var på besøg og traditionen tro skulle der bages vanillekranse og pebernødder... Det blev til firdobbelt portion af begge dele og ligesom det plejer var det ovnen der var flaskehalsen.

Min hjerne er lidt blæst og jeg er træt så i stedet for at skrive en masse kommer der nu en masse billeder:


Vi begyndte med at sætte op... Det nye spisebord blev trukket ud i fuld længde 2,6 meter... Køkkenbordet blev sat op for enden med P.L.A.D.S. og de ekstra bordplader... 3 riste i køkkenet til afkøling... Time to go to war :) Der var 49 pebernødder pr. plade og jeg vil gætte på vi endte mellem 15-20 plader :) Bagefter var det vanillekransene... Det blev ca. 10 plader gætter jeg på... Vi talte ikke som vi plejede... som titlen lyder.. det skal ikke være sjovt.. det skal være effektivt :D

Bagertider...

Pebernødder: alm. ovn. - 200 grader - 1 plade - 11 minutter
Pebernødder varmluft - 200 grader - 2 plader - 3 min. byt plade og roter pladen 180 grader 3 minutter

Vanillekranse: alm. ovn - 200 grader - 1 plade - 12 minutter

Join the dark side - We have cookies!
Selv med 6 bageplader var det ikke kun ovnen der ikke kunne følge med. Her var pebernødder til ca 8 plader.


Vi regnede os frem til at det vist var 4 år vi havde stået for julekagebagningen.. og dette er en tradition. Bager hele dagen og slutter af med flæskesteg... DESVÆRRE var der ikke gryder nok til at koge kartofler så derfor måtte vi nøjes med brune kartofler..

For future reference:

Brune kartofler

  • 1500 gram kartofler i glas
  • 75 gr. smør
  • 7 spsk. sukker

Fremgangsmåde.
Hæld sukker på panden i et lille bjerg. LAD VÆRE MED AT RØRE I/VED DET. Ideen er at det nederste sukker smelter først og derefter smelter det resten. På denne måde skulle du undgå at sukkeret brænder på... Hav tålmodighed med dette trin. Der gik vel 10-15 minutter med at smelte sukkeret (Lad være med at blive fristet af at skrue op for varmen for så risikerer du at brænder på. Når sukkeret er smeltet tilsættes smørret. Igen.. ikke for meget varme men heller ikke for lidt.. bliver det for koldt stivner sukkeret og det er ikke det der er meningen... Sørg for at kartoflerne er dryppet af inden du hælder dem på panden.. Det skulle reducere spøjt.  Ryst panden for at coate alle kartoflerne og varm dem igennem... Tag dem af varmen lige inden de bliver overophedede og eksplodere i en sukkerovertrukket ildkugle af død... Hvornår er det så spørger du? Aner det ikke...

Christian W. Jensen

lørdag den 6. december 2014

6. december 2014

Onsdag d. 1/8 – Dag 2.

Note 10

Mine drømme har endnu ikke fundet ud af at jeg er flyttet. De fandt stadig sted på mit gamle værelse. Gad vide hvornår de flytter til Frederikshavn sammen med mig.

Note 11
Tyve minutter over ni i dag tændte jeg min computer for første gang. ”Barenaked ladies – If I had a million dollars” var den første Mp3 der blev afspillet i denne lejlighed. Nu skal jeg lige have indkodet kabeltv på puteren.

Note 12

Morgenmad i Føtex Quickfood. Bagerassistenten der solgte mig min morgenmad var flink og smilende og det lod til at hun stod der hver morgen, så hvis hun er der i morgen må jeg prøve at få hendes navn. De tager nemlig ikke navneskilte så højtideligt heroppe.

Christian W. Jensen

fredag den 5. december 2014

5. december 2014

Note 8:
Men inden jeg vil det vil jeg godt lige sige at udsigten fra mit værelse inkludere Cloos-tårnet. (Sådan tror jeg da det staves )

Note 9:

Hjemme igen. Det tager 17 minutter at gå til Føtex. Praktisk at vide. Så fandt jeg et kinesisk spisested der bringer ud og jeg fandt biografen og så fandt jeg det sted jeg skal bestille en pilsner. En hof. Nemlig på ”fregatten” og sidst men ikke mindst fandt jeg noget sukker til min morgenthe. Men nu vil jeg sove.

Christian W. Jensen

torsdag den 4. december 2014

Level 2

Så skete det...

Sønnen og jeg nåede næste level. Vi aftale jo for nogen tid siden at første level var da vi flyttede. 2. level ville så komme når sidste flyttekasse var tømt. Det er sket i dag. Den sidste bastion var soveværelset. Primært en out of sight out of mind situation, men i dag fik jeg has på de 6 flyttekasser der stod derinde. I morgen står den på rengøring uber alles og så kommer min gamle nabo forbi med en boremaskine af den bedre slags. Jeg lånte den også sidste fredag hvor jeg fik hængt nogle billeder, skrivebord og hylder op. I morgen skal jeg så have dekoreret soveværelset på den eneste rigtige måde når man er ungkarl :) og så skal jeg have sat mit whiteboard op derinde også... Og hvem ved.. måske får jeg endeligt indrettet mit skrivehjørne også.

Jeg er så småt ved at mærke den kriblende fornemmelse der som regel kommer forud for en periode hvor jeg skriver på Beskytter... eller i dette tilfælde Beskytter 2...

Som nogen derude måske kan huske har jeg taget et kursus som mindfulness instruktør. En af de ting jeg selv bruger mindfulness til i min hverdag er at håndtere min tankemylder. F.eks. når jeg er ude at gå så suser tankerne afsted med 220 km/t hvilket er omkring 213 km/t hurtigere end resten af mig. Så her bruger jeg teknikkerne fra mindfulness som en slags chikane som du kender fra villakvartererne. Muligheden for, at sætte farten ned på tankerne og aktivt tage stilling til hvilken retning tankerne skal forsætte... Og hvorfor bringer jeg nu dette på banen?

Jo.. Christian-fun-fact: Når jeg skriver så ser jeg i billeder. Alt hvad du har læst i Beskytter og Beskytter 2 hvis du har smugkigget i den, har kørt som en film i mit hoved og jeg har gjort mit bedste for at beskrive billederne mens de flimrer forbi. Det meget spændende eksperiment jeg skal forsøge mig med er, om jeg kan gøre brug af mindfulnessteknikkerne til at sætte filmen på pause. Jeg finder selv konceptet utrolig spændende. Tænk hvis det lykkedes for mig at sætte "filmen" på pause, mens Roy og Angela er på restaurant. Det vil give mig muligheden for at kigge nærmere på alle detaljerne. De andre gæster, væggene, den der vinplet på dugen som de havde forsøgt at vaske væk, men som stadig minder svagt om det afrikanske kontinent. Duftene. De dæmpede lyde fra køkkenet som bliver tydelige hver gang svingdørene går op og tjenerne kommer ind med mad til et af bordene. Lyden af stegepander, der bliver sat på konfuret. Kokken, der råber og dirigerer personalet som en general på slagsmarken.

Jeg glæder rigtig meget til det projekt, så det kommer du sikkert til at høre meget mere om senere.

Men først tilbage til nutiden. I morgen skal er jeg alene hjemme så der skal jeg som sagt have dekoreret soveværelset og så skal jeg have lave dej til pebernødder. På lørdag kommer søsteren min nemlig til Aalborg og så skal vi have den årlige julesmåkagebagningsdag... Afsluttet på den helt rigtige måde; nemlig med flæskesteg med hele svineriet som sønnen siger. Det betyder nok også, at han endelig får overtalt mig til at vi skal have bøfsandwiches på søndag for min søster er fantastisk til at lave brun sauce og jeg håber der bliver rigeligt af den på søndag :)



Christian W. Jensen

4. december 2014

Note 6:
Radiostationen i Frederikshavn får sine spots/lydfiler fra samme sted som Radio Viborg, hvilket er meget praktisk for så bliver det ikke det der bliver skyld i at jeg får hjemve

Note 7:
Nu er klokken tyve minutter i ti og hvis jeg selv skal sige det har jeg præsteret at få denne 1-værelses lejlighed til at ligne et hjem.
Men det er mangelfuldt. Jeg har ikke hængt mine våben op endnu, fordi naboen til den side har børn som sandsynligvis sover nu så det venter jeg med til i morgen. Og så mangler jeg mine bøger & spil, men det skyldes at jeg mangler en reol.
Desuden mangler jeg det mest basale. Loftlys for eksempel. Det eneste sted jeg har det er i badeværelset, men mangler det i entre og stue. Jeg har min lille sengelampe som fungere fint indtil videre, men dagene bliver jo kortere.

Persienner mangler jeg også. Jeg har som en nødløsning brugt mit dynebetræk til at dække af for den ene halvdel, men det er kun midlertidigt og så mangler jeg selvfølgelig tandpasta. Her var toiletpapir og håndsæbe, men det var også det… nåååh nej. 2 sek… Jeg opdagede tidligere at min forgænger havde glemt en tynd lille flaske med ”Pazzaro pour Homme eau de toilette”. Den fandt jeg i lågen i badeværelset. Det lugter da meget godt, så jeg tror jeg gemmer det. Men nu er jeg sulten. Alt hvad der er i mit køleskab er 2 ½-liters flasker med vand. Så jeg har bevæbnet mig med 100 kr. og nu vil jeg ud og gå en tur i Frederikshavn og se om jeg kan finde noget der har åbent.

Christian W. Jensen

onsdag den 3. december 2014

3. december 2014

Note 4:
Klokken 18.00 Jeg blev alene for godt 40 minutter siden. Min fætter kørte hjem efter vi havde spist omkring klokken 17 og min ”Lokale Guide” skulle med bussen klokken halv seks med til byen hvor hun vist nok skulle mødes med sin kæreste.
Jeg har fået samlet min seng og mine to borde. Malingen på mit nymalede skrivebord er selvfølgelig skrællet af men jeg må prøve at få mine forældre til at tage spraydåsen med op i weekenden.

Note 5:

McDonnalds i Frederikshavn har en meget praktisk pumpe til ketchup og pommes frites sauce. Det er ikke en pumpe som sådan som det er på andre McDonnalds’er men i stedet er der en knap man skal trykke på.

Christian W. Jensen

tirsdag den 2. december 2014

2. december 2014 -

Tirsdag d. 31/07 – Dag 1

Note 1:
Memo til mig. Næste gang jeg flytter skal jeg huske at slå nullermænd ihjel inden jeg flytter sengen. De tog det ikke særlig pænt at jeg flyttede deres hjem.

Note 2:
Hmmm… De seks æg jeg fik med burde jeg nok have husket, Ved ankomst var 2 knust og løbet ud i min taske.

Note 3:

Frederikhavnsk gæstfrihed. Allerede inden jeg er flyttet ind oplever jeg det da en af min frederikhavnske veninde melder sig frivilligt til at hjælpe med at flytte ind.

Christian W. Jensen

mandag den 1. december 2014

Snart jul

Dette indlæg skulle været skrevet i går, for så var det kommet ud inden december måneed og så havde det været bedre at navngive det "snart jul"... For der er jo de mennesker, der (i mine øjne fejlagtigt) mener at nu er det jul. :D

Anyway.... Sønnen og jeg er steget en level... Faktisk sprang vi level 2 over (Få tømt alle flyttekasser) og gik videre til level 3, der hedder: få hængt billeder op på væggene :) Og nu kommer det interessante. Jeg er ikke den store kunstkender... Ask anyone... Men alligevel er jeg kommet i besiddelse af ikke mindre end to malerier (ja.. sådan nogle rigtige nogle med lærred og maling)

Dette er den første maleri jeg fik. Jeg fik det i julegave sidste år... Kunstneren hedder Helle Rolsted og jeg er i den heldige situation at hun er en af mine venner. Dette billede hænger over spisebordet i den nye lejlighed ligesom det gjorde i den gamle.



Det andet billede jeg fik hende ser sådan her ud:
Det var min indflyttergave fra hende og den er jeg også rigtig glad for... Ikke kun fordi den skjuler et rigtigt stort hul i væggen som min forgænger efterlod, men også fordi jeg finder den beroligende.

Hvis du skulle mangle en gave til ham eller hende, der har alt så kan du kigge på Helle's hjemmeside for at se om der er noget du kan bruge til at lægge under træet.


Christian W. Jensen

1. december 2014 - Indledningen

Som jeg skrev om for et par uger siden, så fandt jeg i flytningen nogle gamle papirer hvilket fik mig til at tænke på min flytte-hjemmefra notater. Det er en samling af større eller mindre strøtanker, der ramte mig i de første par uger efter jeg var flyttet hjemmefra for første gang.

Nu er det over 13 år siden det skete og for at kompenserer for lang tids tavshed her på bloggen, har jeg besluttet at udgive flytte-hjemmefra-notaterne som en slags julekalender.

Alle indlæg er skrevet på forhånd og udgivet via bloggers planlægningsfunktion. Det vil sige, at du kan åbne dagens låge allerede fra kl. 07.00 :)

Her kommer indledningen og dagens første låge:

Den 31/7-01 sent aften eller meget tidlig morgen skriver jeg nu indledningen til det der forhåbentlig bliver en samling af sjove/interessante/alvorlige/nye oplevelser og erfaringer som jeg vil opleve når jeg i morgen el. senere i dag flytter fra mit hjem gennem de sidste 21 år og 11 dage.
Jeg forlader dette hus med blandede følelser. Hele mit liv har dette hus været det sted jeg altid har betegnet som ”hjem” og det i sig selv går det vemodigt. Det nye sted jeg skal bo er i en by jeg knap kender og fuld af venner som jeg ikke har mødt hvilket gør det spændende. Men samtidig er det en by hvor jeg er alene om alt det jeg indtil nu har været sammen med en familie om, hvilket gør mig bange.
Om jeg er klar til denne oplevelse? Ærligt ved jeg det ikke, men jeg tror og håber det og hvis ikke så er min familie ikke længere væk end et telefonopkald.

Der var den så. Ikke den indledning jeg havde tænkt på at skrive, men den indledning jeg lige har fundet på. Den ærlige. Den jeg en dag vil se tilbage på fra et sted i fremtiden og tænke: ”Hold kæft hvor var han dramatisk den sidste aften inden han flyttede hjemmefra


Christian W. Jensen

mandag den 24. november 2014

Gæster igen igen

Jeg skulle lige til at kalde dagens indlæg for de første gæster, men vi var 9 til spisning i lørdags efter flytningen så det ville ikke have været helt rigtigt...

Anyway... I sidste uge da jeg var ved at pakke fandt jeg den store blå mappe hvor jeg havde alle mine opskrifter (før jeg altså fik denne blog) og jeg fandt faktisk en af dem som ikke var på bloggen. Det skulle der jo rettes op på i aften, så det var bestemt at vi skulle have kylling i cola. Da jeg så hentede sønnen i skole i dag, stødte jeg ind i moderen til en af hans gode venner og vupti, så blev det lige planlagt at vi skulle have gæster til spisetid.

Men vi ved jo alle sammen at forskellen på om man skal lave mad til 2 eller 6 mennesker er et spørgsmål om matematik. Jeg vidste at frisk ingefær var det jeg havde mindst af så jeg brugte det som udgangspunkt og det blev til 3 spsk i stedet for to så var det jo bare at gange opskriften op med 1,5 :)

Du får lige opskriften som jeg lavede den:

Kylling i Cola
(ca. 8 personer)

  • 3 spskfrisk ingefær
  • 5 fed hvidløg
  • 750 gr. tomatketchup (Heinz i dag)
  • 2 ds. tomatkoncentrat (140 gr. ds)
  • 900 gr. cola m. sukker
  • 1183 gr. kyllingebryst skåret i mundrette stykker
  • Salt og peber.

Fremgangsmåde:
Super simpel opskrift hvis du har en stavblender.
Ingefær og hvidløg puttes i hakkeren og blendes så fint du kan.. Det er muligt du lige skal skrabe det af siderne og give det en runde mere. Herefter hældes cola, hvidløg, ingefær, ketchup, tomatkoncentrat og salt og peber i en skål... Rør godt rundt med stavblenderens piskeris.


Smid de tilskårede stykker kylling i et ovnfast fad og hæld saucen ved. Rør lige rundt så kyllingen ikke klumper sig sammen. Sæt i ovnen ved 200 gr. (180 gr varmluft)... og ... nu kommer det vigtige.. lad være med at dække fadet til... Det gjorde jeg her til aften og jeg tror det er grunden til at min kylling ikke var helt gennemstegt/bagt og måtte en tur på panden :) Enten det eller også er ovnen defekt sammen med en af kogepladerne...

Serveres med ris og evt. salat... Det blev ikke til så meget salat her for jeg har kun et skærebræt og den havde jeg brugt til kylling (og jeg gad ikke lige vaske)... og samtidig har jeg kun en salatopskrift... Lyskrydssalaten... Den gør sig fantastisk til tacos, men ikke til så meget andet...

Hvad er din bedste All-round salatopskrift? 


Anyway... Jeg køber oftest stort ind af kylling når det er på tilbud i Bilka.. og ALDRIG kyllingefilet "i lage".. Det gjorde jeg en gang but seriously... De kunne vel lige så godt have skrevet "tilsat 12% saltvand"... Det lyder selvfølgelig ikke helt så fint :)

Men når jeg køber stort ind, og selv om jeg laver mad til 8 personer så blev der alligevel en del kylling til overs... Det er nu pakket ned i 4 poser af 2 stk filet og 1 pose af 1 stk filet.

Og ja... Pakket på denne måde så fylder det ikke ret meget. Smid det i bunden af en 4 liters frysepose (hvis det er to så vend dem "modsat" så den bliver nogenlunde lige bred i begge ender... Pres al luft ud af posen og rul den stramt et par omgange. Giv lige åbningen en fold på 1-2 cm inden du bruger en label til at lukke den. På labelen skriver du så indhold antal og ja.. vægt :D.

I dette tilfælde er det dog ikke (kun) fordi jeg har OCD-træk køkkenet :) Min microovn har optøningsprogrammer til bl.a. hakket kød og kylling og hvis man indtaster vægten er den forbavsende god til at tø det jævnt op. Så at vægten står på pakken er bare tidsbesparende.

Og denne fremgangsmåde kan også med fordel anbefales til hakket ko/gris og spaghetti bolognese til madpakker (sidstnævnte i en 200/150 gr fordeling med kødsauce og kogte pastaskruer. Sørg for at mose det lidt rundt så alle skruerne er smurt inden de ryger i fryseren så bliver det bedst når du varmer det i microen på jobbet :))



That's it for tonight... næsten... Søndag aften skrev jeg om Level 1 og her til aften da sønnen skulle puttes snakkede vi lidt om hvad de næste levels skulle være... Level 2 bliver således når vi har tømt alle flyttekasserne og level 3 er når vi får hængt billeder på væggene. Jeg regner med at vi når begge levels inden jul :)

Christian W. Jensen

Level 1

Søndag aften.

Det er ca. 36 timer siden vi flyttede. Aktionen startede i går formiddags kl. 9.30, hvor gode venner ankom med godt humør, to biler og en trailer. Regler er (så vidt jeg ved), at man sørger for morgenmad til flyttefolkene, så jeg havde været i bilka efter franskbrød og pålægschokolade (Der SKAL være pålægschokolade, når man flytter)... omkring 10.40 rullede vi afsted med de første kasser. Jeg blev i lejligheden og flyttede kasser ned i stueetagen. Sønnen tog med over i den nye lejlighed og dirigerede slagets gang herovre.

Fra vi gik i gang til jeg låste døren i den gamle lejlighed var der gået to en halv time. Jeg ved ikke om det er en eller anden slags rekord, men det føles da helt sikkert sådan for mig. Lige som man gør i TV-køkkenet så havde jeg forberedt mig hjemmefra. Fredag aften lavede jeg spaghetti bolognese af 2 kg. oksekød, 4 pakker bacon, 5 løg, 6-7 fed hvidløg, 4 dåser hakkede tomater så det endte med at blive en pæn stor portion. Planen var også at der skulle være nok til flytteholdet plus rester til sønnen og mig både lørdag aften, søndag middag og søndag aften. (og jeg kan godt afsløre af planen holdt :))

Siden i går er vi gået i gang med at pakke ud... pt. har vi 7 flyttekasser tilbage (ud af ca. 20-25 stykker) og de står alle sammen med en enkelt undtagelse på mit værelse... Sønnens værelse var det første vi fik pakket ud... Det gjorde vi allerede i går og i dag har jeg så sat en loftlampe og en sengelampe op derinde... Stuen er også næsten pakket ud.. Her står der en masse paprester som jeg skal have smidt ud men det må vente til i morgen, når jeg får sonderet nærområdet og finder storskrald og andre affaldscontainere. Derudover mangler vi bare at få en en lampe sat op og få sat en lampeskærm på lampen over spisebordet og så selvfølgelig få sat noget pynt på væggene, men de er her allerede.

Soveværelset er som sagt der hvor alle flyttekasserne står. Jeg har sat en reol sammen derinde hvor jeg har sat alle mine bøger på, men jeg mangler stadig at sætte mit skrivebord på væggen sammen med opslagstavle og whiteboard.. Når jeg kommer dertil så tror jeg næsten det begynder at ligne et hjem...

Anyway... Dagens overskrift: Level 1... Den kommer sig af, at sønnen og jeg selvfølgelig har snakket en del om flytningen her den sidste uges tid. Han er lige som mig og kan godt lide at vide hvad der er i vente så når han ikke selv er med i den store planlægning er han forståeligt nok en smule utryg ved situationen... Så fredag aften da vi snakkede om flytningen fik jeg den geniale ide (synes jeg selv) at sammenligne vores situation med Minecraft. Det er en af de ting han spiller meget så det er let for ham, at forholde sig til. Så som jeg sagde til ham så er vi nu startet et "nyt gem" og er startet på level 1. Hvilket betyder at ligesom i Minecraft så skal man arbejde lidt for at få guld og diamantrustninger (nu snakker jeg metaforer og har ingen intentioner om at købe rustninger af ædelmetal eller diamanter) :) Men konceptet er det samme. Nogle af de ting vi har nu er hovsaløsninger og så er der nogle ting vi gerne vil have opgraderet. F.eks. er der et badeforhæng, som den tidligere beboer har efterladt. Fin stand, men gardinstangen den hænger i, vil jeg gerne have skiftet ud med en der går på tværs, så jeg også kan bruge den til tørrestang. Så er fjernsynet. Vi har lånt en af mine forældre og har en hos min bror som vi kan låne (større end den vi har lånt af mine forældre), men vi har nu alligevel et tv med USB-indgang på ønskelisten så vi kan bruge Cromecast...

Anyway.. har du læst hel hertil så fortjener du næsten et par billeder
Vores nye nøgletavle. Lavet af lego. Jeg fik ideen på nette for længe siden og har længe tænkt på at lave sådan en. Vi har med vilje lavet den større end det var nødvendigt for det kan godt være at vaskenøglen kommer på sin egen legoklods med tiden :)

Mit værelse. Ja... Kaos kommer altid før orden :)


Panoramabillede af stuen (Det er sådan boligsælgerne gør det tror jeg). Hele det bjerg af pap du kan se ved siden af stuen er nu pakket pænt sammen og i stedet for den og sofaen står nu vores nye fine spisebord.

Anyway... Sengetid herfra... Skal lidt tidligere op i morgen end normalt for vi ved ikke helt hvor lang tid det tager at gå i skole herfra :)
Christian W. Jensen

søndag den 23. november 2014

23. december 2014

Note 52
Mange skoleelever tager toget hjem ved dette tidspunkt, så ved Sindal er vognen ved at være tom. Nå, Pyt. Jeg har alligevel ”Jagten på røde Oktober” og min minidisk til at holde mig ved selskab.

Note 53
Skift i Langå. Stadig jordens kedeligste station. Hvis jeg stadig havde haft en kæreste i Norge kunne jeg jo fryde mig over at jeg ikke skulle vente på denne station når jeg skulle besøge hende, men nu er situationen den at jeg bor nord for Langå og mine fremtidige togrejser vil blive mod Skive, hvilket betyder ventetid på Langå station. Ikke nok med at denne station er kedelig. Den er tilsyneladende også skæbnebestemt til at skulle genere mig lige meget hvor jeg bor.


Note 54

I Skive igen klokken 18.57. For første gang i næsten 2 uger. Intet er forandret. Men hvad havde jeg forventet på 2 uger? Skyskrabere? Føtex er stadig det første man ser når man kommer ud fra DSB-stationen. Min storebror hentede mig. Han var kommet hjem med X-bus en halv times tid før mig. 

Christian W. Jensen

onsdag den 19. november 2014

I like to move it move it!

I dag var runde 1.

Mine forældre var en smuttur i Aalborg og havde lige tilfældigvis taget en trailer med herop. Vi fik leveret:
1 seng til mig (140x200 boxmadras med topmadras)
1 sovesofa til Alexander
1 spisebord i massiv træ
4 spisestole
1 stol til soveværelset
1 KEN (jeg må låne min mors Kenwood køkkenmaskine indtil videre :D )
12 tallerkner (flade, dybe og dessert)
12 rød og hvidvinsglas
1 sækkestol til Alexanders værelse
2 stk malerester som forhåbentlig er den samme farve hvid som loftet i vores nye stue og entre..
1 stk. symaskine og en masse stof så mens min far, søn og jeg var i IKEA efter nye reoler til mit værelse og sønnens værelse, så fiksede hun lige gardiner til alle vores vinduer :)

nå ja.. og så havde hun frokost med.. hjemmebagt rugbrød, hårdkogte æg, leverpostej, rødkål, spegepølse, og eftermiddagskaffe, boller, nutella, ost, honning cola, cocio kakao og juice :)


Lidt billeder fra vores kommende hjem :) og bagenden af traileren... Jeg havde oprindeligt et par billeder mere, men da jeg satte dem op, kom jeg til at se at man kunne se ud af vinduerne og siden nabolaget kan være rimelig genkendeligt valgte jeg ikke at bruge de billeder... Men jeg skal nok smide nogle flere billeder på bloggen i weekenden når vi begynder at pakke ud.


Christian W. Jensen

mandag den 17. november 2014

Avengers Assemble!

I 2012 udgav Disney/Marvel deres første Avengers-film og personligt er jeg kæmpe fan af superhelte film. Især når de er skrevet af Josh Whedon (Buffy, Firefly, Avengers og en romantisk komedie ved In your eyes). Men anyway. Grunden til at jeg nævner dette skyldes at Chris Evans, der i Marvel universet spiller Captain America (og før det the Human torch i de fantastiske fire), på et tidspunkt under indspilningen af Avengers filmen sendte en gruppe sms til de andre stjerner hvor han skrev "Avengers Assemble". Hvilket var nok til at de andre mødte op til en hyggelig aften i byen....

Men hvorfor snakker jeg om superhelte og Hollywood film?

Jo.. Det er fordi, at jeg for en uges siden sendte en besked ud til omgangskredsen... Jeg havde brug for hjælp til at flytte og det var nok til at jeg nu har ... ja.. nok flere mennesker end der egentlig er nødvendigt, men mange hænder gør arbejde let... så jeg regner med at det kommer til at tage en lang formiddag og så sørger jeg for der er spaghetti bolognese, øl og sodavand til de hjælpende hænder bagefter. Vi bliver 8 voksne, 3 børn og 2 biler med trailer til flyttearbejdet. Så jeg tror måske det bliver mere netværk med mad end der bliver flytteri :) Men det bliver godt og jeg føler mig velsignet over at have en flok venner, der træder til når der er brug for det.

Ang. pakkearbejdet så kører det nogenlunde planmæssigt. Soveværelset er ved at være pakket med undtagelse af bøgerne og det tøj jeg skal bruge resten af ugen. Stuen (min andel) er stort set pakket og sønnens værelse er også pakket ud over de ting han skal bruge i denne uge.

Tilbage er der kun køkkenet, som bliver det største pakkeprojekt. Den står på listen til fredag så jeg ikke får pakket en masse ting ned som jeg skal bruge til madlavningen i løbet af ugen.

I morgen skal jeg til Aarhus for sidste gang til mindfulness og derefter får jeg nok tilsendt et certifikat på at jeg har gennemført kurset som mindfulness instruktør. Men lige som når man har fået kørekort, så begynder man først at lære at køre bil, den dag man får kortet... eller noget...

Så tak for i aften.

Christian W. Jensen