tirsdag den 27. december 2011

Julen 2011

 Jeps..

Jeg er mega dårlig til at blogge i den her ferie, men det er såmen ikke fordi der ikke er sket noget i mit liv. Nok nærmere det modsatte... Min juleferie begyndte torsdag d. 22. december og hele fredagen gik med at bage pebernødder og vanillekranse... Det blev til lidt over 1300 pebernødder og 365 vanillekranse hvilket i sig selv er en fest... Opskrifterne finder du her for det er nemlig anden gang vi bager denne jul. (Første gang var bare KUN dobbeltportion så derfor løb vi tør før tid :))

Juleaften blev tilbragt som den skal... nemlig sammen med familien. Der er efterhånden en del småfolk i familien så vi begyndte tidligt (kl. 16.00) og hyggede sammen med disneysjov, børnepasning, madlavning og almen hyggesnak... En flæskesteg og en and senere blev der pakket gaver op, men mere om dem senere...
Hvad der er mere interessant er vores julefrokost 1. juledag... I vores familie mødes min mors side af familien nemlig på denne dag og i år var vi for første gang samlet alle sammen (inkl. fætter der er soldat i Israel, som har manglet et par år) så vi var lige omkring 40 mennesker hjemme hos mine forældre og traditionen tro medbringer hver familie en ret til bordet. Min mormor har (som altid) frikadeller og tarteletter med. En moster kommer (som altid) med frugtsalat, en med mørbradbøffer, en med sild og brød, en med tun/lakseroulade, en med hamburgerryg og grønlangkål og så er min far som regel årets wildcard, hvilket i år betød lammekølle.. Anyway.. som noget nyt så har jeg meldt mig til at lave mad til festen og i år blev det tunsalat og hjemmebagt brød.

TUNSALAT (som jeg laver den)


  • 3 ds. Tun i vand
  • 1 rødløg
  • 2 pk. Bacon i tern
  • 100 gr mayonnaise
  • Salt og Peber
  • 100 gr. Creme Fraiche
    1 rød peberfrugt i små tern
    ½ dåse majs (af de små fra Bonduelle)

Bacon tørsteges
Tun fordeles i KEN
Løg hakkes fint og kommes i.
Mayonnaise og creme fraiche røres i. 100 gr. af hver passer fint til mig, men det er her du skal justere alt efter hvor lind du vil have din tunsalat. 
Bacon og lidt fedt fra panden vendes i sammen med peberfrugt i tern og majs.
Til sidst smages den til med salt og peber



Til det bagte vi koldhævet firkornsbrød og Fransk landbrød fra Rikke Grybergs "Byens bedste brød"

Begge opskrifter er dobbeltportion eftersom vi lavede til knap 40 mennesker

Koldhævede firkornsbrød
7 dl. vand
2 spsk. honning
20 gr. gær
2 tsk. groft salt
900 gr. italiensk hvedemel
100 gr. rugsigtemel
100 gr. durumkerner
100 gr. græskarkerner
50 gr. sesamfrø
50 gr. hørfrø
lidt olie til skålen

Fremgangsmåde:
Dag 1: Rør gær, honning og vand sammen i en skål. Tilsæt resten og lad KEN ælte det hele sammen i mindst 12 minutter. Lad det herefter hæve i en skål til dagen efter i en skål med lidt olie i bunden.
 Dag 2: Form to store (eller 4 små) brød og sæt dem på en bagepade med papir. Kom lidt blandede kerner på toppen og lad dem hæve to timer mere.
Bages i en forvarmet ovn ved 250 grader med en bradepande i bunden. Sæt brødet i ovnen, kom 1 dl. vand i bradepanden og sluk ovnen i 5 minutter. Tænd herefter ovnen igen på 200 grader og bag brødet ca. 30 minutter til det er mørk og sprødt.

Fransk Landbrød (som vi lavede det, dvs. dobbeltportion)
1 ltr. vand
2 spsk honning
50 gr. gær
4 tsk. salt
4 spsk olivenolie
400 hvedemel
400 gr. halvsigtemel *
400 gr. rugmel

* Halvsigtemel er efter hvad jeg kan google mig frem til ½ rugmel og ½ hvedemel der er sigtet sammen.

Fremgangsmåde:
Rør vand, gær og honning sammen. Tilsæt resten og lad KEN ælte det sammen i mindst 12 minutter.
Lad den herefter hvile 20 minutter inden du ælter den sammen i hånden til en rund kugle. Lad den herefter hæve i yderligere 2 timer (opskriften specificere i en hvilekurv, men sådan en har jeg ikke.. Skal ikke kunne sige om det kan smages på det endelige produkt :))
Vend herefter forsigtigt dejen på en bageplade med bagepapir.

Bages i en forvarmet ovn ved 250 grader med en bradepande i bunden. Sæt brødet i ovnen, kom 1 dl. vand i bradepanden og sluk ovnen i 5 minutter. Tænd herefter ovnen igen på 200 grader og bag brødet ca. 30 minutter til det er mørk og sprødt.

Nå ja... Fik jeg fortalt at jeg har en onkel der hygger med ølbryggeri?



Christian W. Jensen

fredag den 23. december 2011

Skattejagten. The solution

Så har jeg været forbi med skatten til den heldige vinder, men jeg er en smule nysgerrig efter om der er flere der har deltaget i skattejagten end de to (?) der sendte en mail... Derfor har jeg nu besluttet at offentliggøre facitlisten


1. december: En QR-code, der skal scannes med en mobilapp, hvorefter man får bogstavet: d
2. december: Bagsideteksten kan læses bog bogen eller her på bloggen: live
3. december: --.- (streg streg prik streg) er morsekode for q
4. december: Jeg skrev om min hemmelige beundrer om onsdagen, men i indlægget står der at jeg fik beskeden for to dage siden, hvilket giver bogstavet: mandag.
5. december: I sommer var vi på ferie i prag
6. december: Bryllup og trukken gris
7. december: baby back ribs
8. december: ubetupe
9. december: ... mine skriveprojekter, min mad og mit liv (står lige under titlen)
10. december: Forfatteren hedder David Guterson og du kan læse artiklen her
11. december: Min bedste ven er selvfølgelig KEN
12. december: Angelas søster hedder Eliza. Du kan læse om hende her
13. december: Skrev om royalties første gang på en onsdag. Se her
14. december: Restauranten er Prags bedste og hedder Vytopna. Se her
15. december: I min første giveaway kunne man vinde en birolle. Se her
16. december: Det 3. bogstav på det tredje skilt, skal du finde ved brug af google maps (ligesom jeg gjorde da jeg skulle skrive min bog ;)) Streetview er nyttig ;) Det er et o (der står Food på skiltet)
19. december: Min anden blog hedder helping-hands.dk (du kan finde den på min google-profil)
20. december: Det er potaske, der skal gøre brunkager sprøde. Selv om det ikke virkede for mig ;)


Christian W. Jensen

onsdag den 21. december 2011

Splitte mine bremsejl... Skatten er fundet!!

Jeg havde godt nok håbet på lidt flere mails i min indbakke, men det betyder jo bare større vinderchancer for de få der har sendt en mail med det rigtige citat..


 Direkte kopieret fra min indbakke. For at kunne bruge random.org til at trække vinderen er Anne nr. 1 og Ronny nr. 2... og vinderen er:

 Tillykke Anne.. Hvis du vil sende mig en mail (mere) med din adresse og evt hilsen (hvis du gerne vil have mere/andet end bare en signatur i dit eksemplar) så sender jeg fluks en rigtig god bog til dig :D


Christian W. Jensen

Sidste chance for finde skatten

Bare lige en reminder om at jeg i aften finder vinderen af skattejagten :)

Du kan nå det endnu. Trækker vinderen omkring kl. 22

Christian W. Jensen

tirsdag den 20. december 2011

Smør for 2500 kr.

Altså hvis man skal tro på hvad prisen på det sorte marked er i Norge :D


Her i Danmark kan de erhverves for 74,85 i Bilka :D

Christian W. Jensen

20. december. Skattejagt

Så blev det den 20. december og dermed den sidste dag i skattejagten.

For at få dagens bogstav (og det 18. og sidste i denne skattejagt) skal du bruge det første bogstav i den brunkageingrediens der skulle bevirke, at kagerne bliver sprøde


Hvis du på nuværende tidspunkt har samlet alle 18. bogstaver kan du finde ud af hvis du har gættet rigtig ved at gøre følgende:

1) Åbn et nyt vindue i din internet browser.
2) Skriv følgende i adresselinien: www.christianwjensen.dk/******************.pdf  (Ja der er 18 stjerner og hvert repræsentere et bogstav i skattejagten)
3) hvis du har gættet alle rigtigt vil du hermed åbne en PDF-fil hvori du finder en vejledning til hvordan du deltager i lodtrækningen

Onsdag aften trækker jeg lod mellem dem, der har smidt et lod i puljen.

Glædelig jul alle sammen og tak fordi du legede med :D

Christian W. Jensen

mandag den 19. december 2011

Kæresteweekend og anmeldelse af en anmeldelse

Som du nok har bemærket er det ikke blogget den 17. og 18. december hvilket betyder at det samlede antal "poster" i skattejagten kun bliver 18 stk. i stedet for 20 stk... Til gengæld kan jeg nu fortælle at jeg har skrevet de sidste to indlæg i skattejagten og programmeret dem til udgivelse henholdsvis i dag og i morgen kl. 12.00.... Så fra kl. 12. i morgen kan du finde ud af om du har gættet rigtigt..

Grunden til at der ikke blev blogget i weekenden skyldes at Karen og jeg i sidste uge havde 3 års dag og det fejrede vi ved at holde kæreste weekend i et sommerhus i Louns (tæt på Farsø og Hvalpsund for de geografikyndige).. Vi afleverede sønnen (og niecen) hos mine forældre fredag eftermiddag og kørte derefter til sommerhuset hvor vi ankom kvart over fem... herefter blev der hentet brænde og tændt op i brændeovnen (hvilket nok er det mest fantastiske i verden).. Til aftensmad fik vi baconkylling som jeg havde lavet rigelig af tidligere. Så det skulle lige varmes og op og blev serveret med ris foran ild i ovnen :) Wee!!...

Lørdag blev brugt sammen som kærester, med æg og bacon, røget laks og rundstykker til morgenmad/brunch.. og god mad til aftensmad..
Menuen bestod af Roastbeef, kartoffelkroketter, whiskeysauce og broccolisalat. Det er blevet lidt en tradition for os, at vi får det når vi er i sommerhus sammen.. Jeg skal dog indrømme at jeg snød og hverken kartoffelkroketter eller  whiskeysauce var hjemmelavet (dog så jeg Price og Blomsterberg på DR i lørdags hvor jeg fik opskriften på kroketterne så dem skal jeg prøve at lave en dag .. måske i juledagene :))

Broccolisalaten til gengæld var hjemmelavet. Jeg havde forberedt dressingen torsdag aften så jeg ikke skulle have flere ting med end højest nødvendigt.

Broccoli salat som jeg lavede den


Salat:
  • 300 g. bacon-tern
  • 2 broccoli
  • 1 rødløg
  • 1½ dl. solsikkekerner
  • 1½ dl. rosiner

Dressing:
  • 1½ dl. Miracle Whip
  • 3/4 dl. sukker
  • 3 tsk. rødvins-eddike
  • salt

Fremgangsmåde: 
Salat: Steg bacon, og lad den køle af. Prøv at undgå for meget fedt, fx. ved at hælde fedtet fra, før du stiller baconen til afkøling. Skær broccoli "buketterne" fri af "stilken" og pil dem, så det bliver nogle små fine nogen! Hak løget. Alle ingredienserne blandes herefter sammen i en skål.


Dressing: Alle ingredienser røres sammen! Sørg for at sukkeret er godt opløst, fx. ved at blande sukker og rødvinseddike først.
Salaten spredes ud i bunden af et fad eller en lille bradepande. Den skal ligge i et lag på ca. 1-2 cm. (Men det gør nu ikke noget, hvis fylder mere!) Hæld dressingen ud over salaten. Jeg ved godt, at det ikke ser ud af særlig meget, men der ER altså nok dressing. Lad salaten trække i 3 timer et køligt sted.

Og nu til noget HELT andet... Som flere måske har læst så blev Beskytter anmeldt i Nordjyske (læs her) og det skal da ikke være nogen hemmelighed at anmelderen på Nordjyske ikke var specielt begejstret for bogen... Heldigvis er der folk der har læst den og som ikke delte hans mening. Nu kunne Ditte fra Kaosimitkøkken jo have valgt at holde sin mening for sig selv, men nej. Hun sendte anmelderen en mail og sendte et kopi til mig. Hun skrev d. 30. november:

Til Jens Henneberg.
 
Jeg sad lige og læste din anmeldelse af Christian Jensens "Beskytter" og jeg kunne ikke undgå, at få indtrykket af, at du helt igennem negativt stemt over for denne bog.
 
Nu har jeg selv læst den og selvom jeg til dels kan give dig ret i sproget og de til tider noget kringlet formuleringer, må jeg nok indrømme, at det kommer bag på mig, at du synes at fortællingen, plottet og personerne er så dårligt skrevet at du er nød til at svine bogen så groft.
 
For mig bærer din andmeldelse stort præg af, at det var en bog du aldeles ikke gad at læse og det er med denne tilgang du har lavet anmeldelsen.
Selvfølgelig skal du ikke lave rosenrøde anmeldelser  - jeg forstår fuldt ud, at du er kritiker - men jeg synes dog, at der skal være mere hold i dine udtalelser end der er i dette tilfælde.
 
Ja, forfatteren har selv udgivet denne bog og nej, den er ikke perfekt - men nu har jeg læst mange bøger, de fleste af dem udgivet af store forlag og det er på ingen måde en garanti for korrekt sprogbrug og ordentlig plot - jeg mener derfor, at du skylder denne bog en ordentlig anmeldelse - lad en kollega læse den - uden at præge denne med din anmeldse - kommer denne så frem til samme resultat som dig, så er det jo bare det, hvis ikke - kan du som minimum slettet den anmeldelse du har skrevet.
 
Jeg ser frem til dit svar.
Med venlig hilsen
 
Ditte B. Svensson
Madblogger
 
 
I fredags fik hun svaret, der lyder:
 
Kære Ditte B. Svensson.

Tak for din engagerede mail, som jeg først har modtaget i dag.
Det var - som jeg skriver i anmeldelsen - kun modstræbende, jeg
anmeldte bogen. Helst havde jeg bare lagt den til side, men da
forfatteren er lokal, skulle bogen anmeldes, og jeg har været igennem
den to gange for at sikre mig, at jeg var på rette spor.
En anmeldelse er jo en slags varedeklaration til læsernes orientering,
men nødvendigvis også subjektiv. Sproget kan man dokumentere og
eksemplificere og tomgangen ligeså.
Plottet kan man naturligvis diskutere, men jeg synes ikke, at hverken
det eller personbeskrivelserne hæver sig over triviallitteraturens
niveau.

Med venlig hilsen, tak for interessen, glædelig jul og godt nytår med
mange læsevælrdige bøger.
Jens Henneberg
 
Tak til Ditte for den moralske opbakning... Jeg begyndte at skrive igen på forsættelsen her i weekenden efter længere tids manglende lyst  :)
 






Christian W. Jensen

19. december. Skattejagt

 Jeps..

Den kvikke læser vil have observeret at der ikke var nogen skattejagt den 17. og 18. (godt jeg ikke kaldte det en julekalender ikk? :D)

Anyway. Dagens og dermed skattejagtens næstsidste spor er:

Hvilken anden blog har jeg? (Du skal bruge det første bogstav (der kommer efter www.)


Christian W. Jensen

fredag den 16. december 2011

16. december. Skattejagt

 Et af de steder der bliver spist på i Beskytter er Caro Amico Italian Cafe, men jeg har aldrig været der... Har du?

På facaden var der i 2009, 4 sorte skilte med rødlig skrift (over baldakinen). Hvad er det 3. bogstav i det 3. skilt?

God jagt ;)


Christian W. Jensen

torsdag den 15. december 2011

15. december. Skattejagt

Min første giveaway her på bloggen var lidt en særlig en af slagsen.

Man kunne vinde en ? i min næste bog (du skal bruge det første bogstav i ordet

Christian W. Jensen

onsdag den 14. december 2011

14. december. Skattejagt

Ja... jeg ved  godt det ikke er helt så stabilt med hvornår dagens spor kommer ud, så jeg beklager på forhånd (for det bliver sandsynligvis ikke bedre :D)

Men jeg skulle jo lige have frokost og samtidig havde vi vejledning, MEN dagens emne er mad :)

I sommers var vi på tur til udlandet og der spiste på vi en restaurant, der virkelig imponerede og der var en ganske særlig form for funktionel udsmykning på dette sted.

Hvad hed restauranten? (1. bogstav i restaurantens navn)

Christian W. Jensen

tirsdag den 13. december 2011

13. december. Skattejagt

Så var jeg jo lige inde på BOD i dag og der så jeg, at endnu en person har valgt at købe Beskytter via saxo, hvilket betyder at jeg nu skal have royalties for TO bøger :D


Men hvilken ugedag skrev jeg om royalties første gang? (første bogstav i dagens navn)

Christian W. Jensen

mandag den 12. december 2011

12. december. Skattejagt

Hovedpersonen i Beskytter hedder Roy Hawkins. Kvinden han møder i kapitel 1, hedder Angela.

Men hvad hedder Angelas søster? (Du skal bruge det 1. bogstav i søsterens navn)

Christian W. Jensen

søndag den 11. december 2011

11. december. Skattejagt

Undskyld.. havde helt glemt bloggen i dag... :(

Havde travlt med en opvask og bage cookies og så skulle jeg lige give massage til min søster. Anyway... Derfor bliver dagens gåde også en let en af slagsen :)

Hvad hedder min bedste ven i køkkenet? (Du skal bruge det første bogstav ;)


Christian W. Jensen

lørdag den 10. december 2011

10. december. Skattejagt

Et emne som jeg tror mange forfattere frygter at skrive om er selvfølgelig sex. I dag på arbejde har jeg så læst en artikel, der bekræfter at denne frygt er berettiget. Der udledes nemlig en pris for værste sexscene i litteratur og denne pris er netop givet til en amerikansk forfatter fra Seattle, Washington.

Hvem er denne forfatter? (skal bruge første bogstav i hans EFTERnavn)



Christian W. Jensen

fredag den 9. december 2011

9. December. Skattejagt

Mine ord er en blog om mine skriveprojekter, min mad og mit ??

Du skal bruge det første bogstav i ordet ...



Christian W. Jensen

torsdag den 8. december 2011

8. december. Skattejagt

 Før forsættelsen til Beskytter blev døbt Beskytter 2 havde den en lidt sær titel.. Hvad var det?

Igen skal du bruge det første bogstav af det ordet

Christian W. Jensen

onsdag den 7. december 2011

7. december. skattejagt

Undskyld forsinkelsen, men jeg havde timer der strakte sig over kl. 12 i dag, så derfor bliver skattejagten lidt forsinket.

Til gengæld er det en lille let opgave .

Du skal bare findet det første bogstav i det første ord fra mit første indlæg om MAD :)

Husk at du også stadig kan deltage i giveawaygiveaway'en ved at trykke her

Christian W. Jensen

tirsdag den 6. december 2011

6. december. skattejagt

 Færdiggør titlen på dette blogindlæg

Bryllup og ________ gris.

(Du skal bruge første bogstav i det ord der mangler:)


Husk du kan stadig være med i min giveaway-giveaway... se mere her

Christian W. Jensen

Beskytter - Kapitel 5

 Som lovet på et tidligere tidspunkt kommer her kapitel 5 af Beskytter...


5


Det var lyden, der kom først. Langsomt, som når man skruede op for tv'et. Den elektroniske lyd, der havde fortalt ham, at han var i live, var der stadig. Regelmæssig. Men det var ikke den eneste lyd. Snurre Snup var der også. Han bed forsigtigt i underlæben. Ikke hårdt nok til at der kom blod men alligevel hårdt nok til at vide, at han var vågen og ikke ville få øje på den gulerodsgnaskende kanin, når han åbnede øjnene.
Det var ikke et lyst rum, han var i. Et sted brændte en lampe, og sammen med fjernsynet, der viste tegnefilm, lyste de værelset op. Han ville se sig omkring, men til sin rædsel opdagede han, at han ikke kunne dreje hovedet. - Jeg er blevet lam. Jeg lever, men jeg er blevet lam! Han gjorde en aktiv indsats for at ligge helt stille. Hvis han ikke bevægede sig, ville hans muskler ikke nægte at adlyde ham. Han vidste, det var fjollet. Han kunne sende en elektronisk impuls til en finger eller en tå og beordre den til at bevæge sig. På den måde kunne han finde ud af, om han skulle være afhængig af andre resten af sit liv. - Men jeg tør ikke! Tænk, hvis jeg ikke kan bevæge mig. Hvad så? Ironien var ikke tabt på ham. Siden han havde mistet Rachel, havde han ikke gjort noget for at bevare venskaber med nogen. Hverken de få venner, han havde haft før hende, eller nogle af deres fælles venner. Et par af dem havde forsøgt at få ham ud af hans skal, men efter måneders mislykkedes forsøg havde også de givet op.
Han havde sine kollegaer, men det var ikke mennesker, han så ud over på stationen. Han havde isoleret sig selv fra omverdenen, og på sit første forsøg på at skabe kontakt til andre mennesker var han endt på sygehuset. Et smil bredte sig på hans læber. - Jeg kan da stadig smile. Tanken var en ringe trøst.
- Hej! Det var en mands, nej, en drengs stemme, og det gav et sæt i Roy. - Okay. Jeg er ikke lammet men har muligvis svinet lagnet til.
- Hej, svarede han uden at kunne se drengen. Men hans mund var så tør, at stemmen knækkede over og sendte ham ud i et hosteanfald, der for alvor fortalte ham, at han havde følelse i kroppen. En hovedpine kom ud af ingenting og truede med at flå hans kranie i stykker.
- Undskyld, sagde drengen, da han igen var faldet til ro.
- Det var ikke min mening at forskrække dig. Roy forsøgte at samle spyt nok til at fugte munden.
- Hvor er jeg?
- Portland State, svarede han kort og skiftede emne.
- Hvad hedder du? Jeg hørte lægen kalde dig John Doe, men min far siger, det er et navn til dem, der ikke har noget. Hvorfor har du ikke noget navn? Hans tone var den nysgerrige tone, som kun børn havde.
- Det har jeg også. Roy. Han undgik med nød og næppe endnu et hosteanfald. Hovedpinen var et rovdyr, der ventede på han begik en fejl, så den kunne angribe. Han forsøgte at dreje hovedet igen men uden held. Det undrede ham, siden han tydeligvis ikke var lammet som først antaget. Han løftede en hånd for at undersøge, men i stedet for sin ubarberede hals blev hans hånd mødt af noget hårdt. Han havde ikke mere ondt, end at han genkendte kraven for, hvad det var. Det var den type i hård plast med skum indvendig, der blev brugt, hvis man havde brug for at stabilisere nakken af en eller anden grund. Nu da han var sikker på, at det kun var hans hals, der ikke kunne bevæge sig, skubbede han sig forsigtigt op på den ene albue, så hele hans overkrop drejede over mod stemmen.
Drengen, der lå i sengen ved siden af, var omkring ti. Han havde kort blond hår og blå øjne. Han smilede til Roy, og på trods af hovedpinen gengældte han smilet.
- Hvad hedder du? Spurgte han.
- Thomas, svarede han og lagde sig på siden, så han lettere kunne se Roy.
- Hvorfor er du her, Thomas?
- Det ved jeg ikke. Hans stemme ændrede karakter, og pludselig lød han ældre, end han var. Lægerne ved ikke, hvad der er i vejen med mig. Men min far og mor siger, at jeg nok skal få det bedre. Roy følte medlidenhed med drengen. Han var stadig ung og naiv nok til at tro, at mor og far var magiske væsner, der altid havde ret. Aldrig tog fejl og kunne udrydde alverdens ondskab blot ved at ønske det. Tanken om at de tog fejl, var slet ikke faldet ham ind.
- Hvorfor er du her? Roy mærkede en svedperle ved hårgrænsen og besluttede, at han havde set nok til drengen, inden han lænede sig tilbage igen.
- Jeg lavede en fejl. Drengens reaktion var en højlydt latter, og det gjorde Roy irriteret. - Sikkert på grund af din hovedpine, sagde den lille stemme. - Du plejer da ikke være så nærtagende.
- Det havde jeg regnet ud, da jeg så den ting på din hals. Jeg mente, hvad for en fejl var det?
- Der var et par mænd, der var ved at overfalde en kvinde. Jeg kom imellem dem.
- Slap hun væk? Roy blinkede overrasket. Han havde ikke skænket det en tanke før nu. Hun havde ikke været der i den grå tåge sammen med ham. - Og hvorfor skulle hun også det? Det var jo din fantasi. I et øjeblik, der havde været ukarakteristisk for Roy Hawkins den seneste tid, valgte han at tro det bedste.
- Ja. Jeg tror hun slap væk.
- Så synes jeg ikke, du begik en fejl, konkluderede Thomas. - Du er jo ligesom en helt. Den sammenligning fik Roy til at krumme tæer.
- En helt? Spurgte han loftet, men det var Thomas, der svarede.
- Ja. Lige præcis. Og jeg tror også, hende der slap væk synes, du er en helt.
- Hvis jeg var en helt, ville jeg så ligge her? Thomas var stille, mens han tænkte over svaret.
- Herkules, sagde han til sidst.
- Hvad for noget?
- Herkules, gentog han, som om det var forklaring nok. Heldigvis for Roy uddybede han. - Disney tegnefilmen, Herkules. Der får han at vide, at han skal vise, at han er en rigtig helt for at vende tilbage til det der himmelslot, hvor hans far og mor bor. Og han slås med en masse monstre, men det er først, da han springer i den der flod med alle de døde sjæle for at redde pigen, at han bliver en helt. Roy skulle til at åbne munden, men bed det i sig igen. Hvad ville det nytte at fortælle drengen, at hvis de havde været i en Disneyfilm, ville sygeplejersker og læger bryde ud i spontan sang og dans, og kvinden, hvis liv han måske, måske ikke, havde reddet aftenen i forvejen, ville finde ham og erklære ham sin evige kærlighed. På trods af at de ikke kendte hinanden. - Uddebatteret af en ti-årig. Du plejer at være skarpere, Roy, lød stemmen bagerst i hans hoved.
- Hvad er klokken? Han håbede, at drengen ville acceptere emneskiftet som hans kapitulation i heltesnakken. Det gjorde han.
- Den er snart syv. Det er snart tid til morgenrunden. Drengen lød som en, der havde prøvet det mange gange før. - Jeg håber, det er dr. Robertson, der arbejder i dag. Han minder mig om en pandabjørn, betroede Thomas ham. Roys tanker gled tilbage i tiden til før den grå tåge om aftenen. - Hvad havde han egentlig set? Det havde været et overfald. Det var han ikke i tvivl om. Eller var han? Hvor længe havde han brugt på at gå fra hjørnet og til, hvor de var. Et par minutter? Han havde hørt, at når man kom i farlige situationer, var det umuligt at bevare tidsfornemmelsen. Tiden trak sig sammen og udvidede sig på samme tid. Roy gættede på, at det skyldtes, at hjernen gik på overarbejde og absorberede mange flere sanseindtryk i sekundet. Hans tanker blev afbrudt af en dæmpet banken på døren. Han kæmpede sig op på den ene albue igen og så Thomas' panda stå i døren.
Pandaen kan bedst beskrives som en stor bamse. Den er hovedsagelig hvid, men har sorte ører, er sort omkring øjnene og har sorte for -og bagben. Den bliver omkring halvanden meter lang, og hannerne kan veje op til 150 kilo. Dr. Robertson var højere og vejede mindre, men ikke desto mindre havde han en imponerende fysisk fremtoning. Hans farvesammensætning var også en smule anderledes end pandaens, da det var hele hans hoved, der var sort i stedet for kun ører og omkring øjnene. Til gengæld gik den hvide kittel ned til hans håndled. Men alt i alt kunne Roy godt se, hvordan Thomas kunne sammenligne ham med en panda.
Dr. Robertson gik over til Thomas' seng og tog hans journal.
- Hvordan har du det i dag? Spørgsmålet lød uskyldigt, men Roy så bekymring på lægens ansigt.
- Fint, svarede drengen, og ud fra stemmen alene ville Roy have troet ham. Men han lå i en hospitalsseng, og der havde man det ikke fint.
- Har du snakket med vores mystiske ven ved siden af? Drengen lo.
- Han er ikke mystisk. Han hedder Roy, og han er en helt. Roy lod, som om han ikke hørte komplimenten. Robertson så overrasket op fra journalen.
- Jaså. En helt siger du?
- Nemlig. Han reddede en kvinde fra to mænd, sagde han med mere stolthed, end Roy selv følte ved bedriften. - Desværre glemte han at dukke sig. Det er derfor, han ligger her.
- Ser man det, sagde Robertson. Han satte hans journal tilbage i holderen. - Jeg tror hellere, jeg må få en lille snak med helten. Tror du ikke? Robertson kom over til Roy, tog hans journal og stillede sig ved siden af sengen i stedet for ved fodenden. Dette tillod Roy at læne sig tilbage i sengen og stadigvæk se lægen.
- Godmorgen, sagde Robertson og tog en kuglepen fra brystlommen. - Mit navn er Hal Robertson. Jeg var her, da de bragte dig ind i aftes. Thomas siger, du hedder Roy. Er det dit rigtige navn? Roy forsøgte at nikke, men kraven gjorde det til en nytteløs handling, i stedet svarede han.
- Ja.
- Efternavn? Robertson begyndte at skrive på journalen.
- Hawkins.
- Mr. Hawkins. Ambulancefolkene, der fandt dig, var ikke i stand til at finde nogen form for ID på dig. Og nu siger Thomas, at du er en helt. Vil du have noget imod at fortælle mig, hvad du kan huske fra i går? Roy rømmede sig og samlede tankerne. Han havde stadig en smule ondt i hovedet, men det var ikke så slemt, når han lå ned.
- Jeg var på vej hjem fra arbejde ved ellevetiden i aftes. På SW Corbett så jeg tre personer længere fremme. Da jeg kom nærmere, kunne jeg se, at det var to mænd og en kvinde, og jeg fik det indtryk, at de var ved at røve hende. Han holdt en pause for at fugte munden.
- Og du lagde dig imellem? Spurgte Robertson, mens hans kuglepen fløj hen over papiret.
- Ikke just. Jeg nærmede mig og spurgte, om der var noget, jeg kunne hjælpe med. - Ikke helt sandt, men dit spørgsmål var for dumt til at gentage her. En af dem havde et greb i kvinden, og den anden kom hen til mig. Han slog ud efter mig, men jeg undveg og væltede ham omkuld. Det var der, jeg blev slået bagfra. Resten af begivenhederne er en smule slørede.
- Kan du beskrive mændene?
- Måske min størrelse. Måske lidt mere pumpede, tillod Roy. - Mørkt tøj. Hættetrøjer. Tror måske en af dem havde en mexikansk accent, men jeg er ikke sikker.
- Og kvinden?
- Mørkt hår og lys skindjakke. Var desværre for fokuseret på mændene til en ordentlig beskrivelse af hende.
- Det lyder til, du var heldig, Mr. Hawkins. Ikke alle slipper ligeså heldigt fra at blande sig i et overfald. Men det lyder til, at Thomas har ret. Du er en heldig helt. Han smilede. - Kunne jeg få dit sygesikringsnummer?
Roy citerede de ni cifre fra hukommelsen.
- Okay, sagde Robertson og noterede nummeret, inden han stoppede med at skrive. - Vi har haft dig til observation for hjernerystelse. Da de fandt dig, valgte de at stive din hals af med kraven, og da du ankom, valgte jeg at lade den blive på, til jeg havde set dine røntgenbilleder og snakket med dig. Men jeg har hverken set eller hørt noget, der har givet mig anledning til bekymringer, men... - Hvorfor vidste jeg, der ville komme et men? tænkte Roy, men sagde ikke noget. - Jeg vil gerne beholde dig til i eftermiddag. Som sagt ser jeg ikke noget, der bekymrer mig, men jeg vil hellere være på den sikre side, når vi snakker om hovedet. Under alle omstændigheder skal du holde dig i ro den næste uges tid.
- Ingen løbeture klokken seks om morgenen, altså, sagde Roy i et forsøg på humor, men Robertson fortrak ikke en mine.
- Nej, men ved hjernerystelser tæller fjernsyn og læsning også med under ting, du bør undgå. Han ombestemte sig. Skrev et par ting mere på journalen og lagde den derefter på plads igen. - Jeg skal videre på min runde nu. Jeg sender en sygeplejerske ind, der kan hjælpe dig med kraven og noget morgenmad. Derefter vil jeg foreslå, at du får noget søvn.
- Okay, sagde Roy. - Hvad skulle han ellers sige? Manden er læge, og du er en radiovært. Dr. Robertson, pandaen, vendte sig mod Thomas.
- Hvad med dig? Kan jeg friste med noget?
- Har i Jello? Spurgte drengen forhåbningsfuldt.
- Jeg skal se, hvad jeg kan klare. Han forsvandt ud af stuen, og i et par minutter hørtes kun fjernsynet på stuen.
- Hvorfor tror du, vi er her? Drengens spørgsmål kom bag på Roy. - Havde vi ikke haft den her snak?
- På hospitalet?
- Nej, dit fjollehoved. Her i livet. Hvorfor tror du, vi er til?
- Det ved jeg ikke, svarede Roy ærligt, men han følte, han var nødt til at sige mere end det. - Måske er det det, vi er her for at finde ud af. Thomas var stille, mens han overvejede svaret.
- Jeg tror, vi er her for at hjælpe andre.
- Hvad får dig til at tro det? Roy havde lyst til at rive ham ud af hans Disney-fantasiverden og fortælle ham, at enhver var sig selv nærmest, men bed det i sig.
- Det er hovedpinen, der snakker, Roy. Lad det ligge. Drengen fortsatte, da Roy ikke sagde noget.
- Jo, hvis vi bare havde været her for at hjælpe os selv, ville det jo være dumt af Gud at give nogle mennesker uhelbredelige sygdomme. Men hvis vi er her for at hjælpe hinanden, så giver det pludselig mening. Så skal der jo læger og sygeplejersker til at hjælpe dem, og videnskabsfolk til at finde en kur. Hovedpinen havde lyst til at fortælle drengen, at uhelbredelige sygdomme var Guds måde at lære folk om smerten ved tab, men Roy nægtede den brug af hans talerør.
- Jeg er ikke sikker på, at jeg tror på det, sagde Roy. Han håbede, drengen ikke ville blive alt for skuffet, når han voksede op og fandt ud af, at hans fantasiverden var forkert.
- Hvorfor er du så her, hvis du ikke tror på det? Denne gang var Roy ikke i tvivl om, at han mente her på hospitalet. - Smukt. Ganske enkelt smukt. Uddebatteret af en tiårig to gange på under en halv time. Vær du glad for, at du har en hjernerystelse, gamle dreng. Ellers havde det været pinligt. Heldigvis slap Roy for at svare på hans spørgsmål, for i det samme kom sygeplejersken ind. Hun var ung og smilende og kom kørende med en lille vogn.
- Godmorgen, sagde hun, og det slog Roy, at hun umuligt kunne være så frisk, som hun lød. - Skal vi ikke starte med at tage din krave af, så I kan spise morgenmad sammen. Hun parkerede vognen mellem de to senge, men uden for rækkevidde af begge patienter. Hun holdt venstre hånd på kraven og løsnede velkrolåsene med højre. Den var designet til at være let at sætte på, og som resultat var den også let at tage af igen. Han mærkede straks, hun fjernede den, hvor øm han var i nakken.
- Brug den her til at hæve sengen, sagde hun og rakte ham en fjernbetjening på en lang spiralledning. - Du kunne sikkert sidde selv, men man kan være øm lige efter, man har fået kraven af.
- Det er jeg også, bekræftede Roy. Hovedpinen vendte tilbage i takt med, at han kom op at sidde.
- Var det muligt at få en Tylenol til hovedpinen? Hun så fra Roy til maden og derefter over på Thomas.
- Spis noget først. Tylenol på tom mave vil måske hjælpe på dit hoved men ødelægge din mave. Hun holdt en pause. Så vendte hun sig mod Roy. Hun sagde ikke noget, men betragtede ham med noget andet end professionel nysgerrighed.
- Jeg har hørt, hvad du gjorde, sagde hun og kom et skridt nærmere. - For ni måneder siden, da jeg var på vej hjem fra arbejde, blev jeg overfaldet. Han tog min taske og mine smykker, og da jeg ikke havde mere, kunne han være gået sin vej. I stedet gav han mig det her. Hun holdt sin venstre arm frem. Roy så ikke noget først, men ved nærmere eftersyn opdagede han et tyndt hvidt ar, der strakte sig fra lidt over håndleddet og cirka ti centimeter op af hendes underarm. - Han sagde, det var så jeg ikke ville glemme ham. Roy så, hvordan hun skiftede personlighed ved mindet. Den unge sygeplejerske med energi og overskud var væk, og i stedet var der et offer med mareridt i vågen tilstand. - Han fik ret. Jeg tænker på ham, hver gang jeg går hjem.
- Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige, sagde Roy ærligt. Hun rystede mindet af sig som en hund ryster vand af pelsen, og smilet vendte tilbage.
- Du behøver ikke sige noget. Jeg ville bare fortælle dig, hvad du afværgede i aftes. Jeg ville ønske, der havde været en som dig den aften. Hun smilede til ham og henvendte sig til Thomas igen. Roy begyndte på maden, og det var først ved den første bid af sin toast med marmelade, at han opdagede, hvor sulten han var. Da han havde tømt tallerkenen og drukket et glas juice, så han, at drengen var faldet i søvn uden at have rørt sin morgenmad. Roy fik dårlig samvittighed over den appetit, han havde haft, når han havde det så dårligt, at han ikke kunne spise noget. Han lagde sig ned igen, og til sin overraskelse gik det op for ham, at hans hovedpine havde fortaget sig. Den var ikke væk, men han havde i det mindste ikke længere lyst til at dræbe for en hovedpinetablet. - Gad vide, om hun havde vidst, at maden ville hjælpe? Sikkert. Sygeplejersker havde svoret en ed om at hjælpe dem, der var syge, og de var ikke blege for at bruge ufine metoder for at opretholde deres ed. Uddebatteret og narret lukkede Roy øjnene i håb om at få noget søvn. Med lidt held kunne han blive udskrevet samme eftermiddag, og kunne han sove indtil da, ville det være fint med ham. - En ting har jeg da udrettet, tænkte han, inden søvnen fik overtaget. - Jeg undgik at være hjemme i næsten en hel dag. Og jeg var en helt. Den sidste tanke fik ham til at smile, og for første gang i meget lang tid faldt Roy Hawkins i søvn med et smil på læberne.



Christian W. Jensen

mandag den 5. december 2011

5. december. Skattejagt

Hvad hed byen vi var på sommerferie i? (første bogstav i bynavnet)

Husk du kan også deltage i min giveaway-giveaway. Læs mere om hvordan ved at trykke her

Christian W. Jensen

søndag den 4. december 2011

4. december - Skattejagt

I går var jeg til julefrokost... En begivenhed hvor mange singler (og nogle der er i forhold... tsk tsk tsk...) er ude på jagt efter en af dele livet med.. Selv tog jeg tidligt hjem for at nyde at jeg dagen derpå var alene hjemme og derfor kunne sove længe...

MEN... For længe siden, fik jeg en sms fra det der var en hemmelig beundrer.. Dagens bogstav finder du hvis du kan fortælle hvilken ugedag jeg modtog denne sms.. (første bogstav i ugedagens navn)

Og god søndag

Christian W. Jensen

lørdag den 3. december 2011

3. december. Skattejagt

Har travlt i dag så her er dagens spor

- - . -

Christian W. Jensen

fredag den 2. december 2011

2. december. Skattejagt

Dagens bogstav finder du på bagsiden af Beskytter.

Det er det første bogstav i det enogfirsenstyvende ord.


God weekend


Christian W. Jensen

torsdag den 1. december 2011

1. December. Skattejagt

Den første er let. Hvis man har det rigtige udstyr:


 Glædelig jul og lad skattejagten begynde.


Christian W. Jensen

Beskytter - Kapitel 4

Som lovet i dette indlæg så er det min plan at tilføje to kapitler mere til Beskytter her på hjemmesiden, så du selv er i stand til at vurdere om Beskytter er noget for dig...



4


Hun havde spist morgenmad med sin familie. Det havde ikke været det samme som før. Selvfølgelig havde hendes far manglet ved bordet, men det var sket før. Måske var det, fordi de alle vidste, at den fjerde plads ved det runde bord med den blå og hvidternede voksdug aldrig mere ville blive brugt af Samuel Hayes. De havde spist deres bagels i stilhed, og da de havde hjulpet hinanden med at tage af bordet, havde Angela undskyldt sig selv under påskud af, at hun trængte til at røre sig.
Hun havde taget de slidte løbesko på igen, men havde valgt jeans og en skjorte i stedet for løbetøj. Hun løb sjældent på fuld mave. - Kun når du flygter. En anden grund til, at skjorten havde vundet over den ærmeløse top, havde hun opdaget, da hun havde stået foran spejlet den morgen. Hendes venstre overarm, hvor en af mændene havde holdt fast i hende, bar et blåt mærke, der krævede meget lidt fantasi for at ligne aftrykket af en hånd.
Det var hendes flammende bogstav som i bogen af Nathaniel Hawthorne. Skrevet for over ethundredeoghalvtreds år siden om en kvinde, der var tvunget til at gå med et bogstav på sit tøj, så alle kunne se, at hun havde været sin mand utro. At hun ikke var til at stole på. Angela havde ikke været en mand utro. Hun havde været utro mod den ed, hun svor, dengang hun blev betjent. At tjene og beskytte. Det var, hvad hun havde svoret, men det var ikke, hvad hun havde gjort.
Hun fortalte sig selv, at hun ikke havde været forberedt. I sin uniform var hun forberedt på livets mørkere sider. Hun bar sin uniform som en rustning i kampen mod kriminaliteten. Dog uden illusioner om, at den gjorde hende eller andre betjente udødelige. Hendes fars død og allerede for mange dødsfald blandt kollegaer i New York vidnede om dette.
Det var delvist derfor, hun nu gik tilbage gennem gaderne til det sted, hvor hun var blevet antastet af to fremmede og reddet af en tredje. Stedet så anderledes ud, når solen skinnede, men alligevel begyndte hendes mave at fryse til is, da hun nærmede sig.
Den grønne bil, hendes redningsmand næsten var faldet ind i, var erstattet af en rød pickup, der trængte til at blive vasket. Hun var ikke opmærksom på, at hun havde sat farten ned, før hun stod stille godt ti meter fra, hvor de havde stået aftenen før. Hendes puls steg på trods af, at hun stod stille, og hun måtte tørre håndfladerne af i bukserne. Hun måtte tvinge sig til at tage et skridt af gangen og var taknemmelig for, at gaderne var næsten øde på dette tidspunkt af dagen. Hun kunne forstille sig, at hendes adfærd måtte virke besynderlig for forbipasserende, men hun kunne ikke gøre for det. Hun huskede kun alt for tydeligt frygten, hun havde følt aftenen før. Hun havde gået i sine egne tanker og havde slet ikke opdaget de to mænd, før den ene af dem havde grebet fat i hendes arm. - Havde de sagt noget? Hun lukkede øjnene og forsøgte at huske, om nogen af dem havde sagt noget. Hun var sikker på, at de havde sagt noget, men hun kunne ikke finde nogen referater gemt i sin hukommelse. En af dem havde sagt til hendes redningsmand, at det måske ville være bedre, hvis han gik hjem. - Men de må da have sagt noget til mig. Hvorfor kan jeg ikke huske det? Nu stod hun præcis samme sted, hun havde stået aftenen før. - Havde de advaret hende? Tanken slog hende som en underlig en. - Hvorfor skulle de havde advaret hende? Mod hvem eller mod hvad? Så huskede hun det første, der var sket, da hun var landet med flyet i Portland International. Hun havde sovet i flyet og havde ikke været helt klar i hovedet, da hun var steget af. Det var også derfor, hun ikke opdagede med det samme, at kvinden havde talt til hende. Uden at spilde tid på at præsentere sig, havde hun fortalt Angela, at hendes fars død ikke havde været en tilfældighed. Han var blevet dræbt, fordi han havde arbejdet på en sag. - Offer for en sammensværgelse, havde hun sagt. Angela havde først troet, der var tale om en grov spøg, men hvem skulle have fået noget ud af det? Hun havde vendt sig for at konfrontere kvinden men var blevet mødt af menneskemængden, der havde været med hende på flyet. - Havde hun bildt sig det hele ind? Hvis ja, hvorfor forbandt hun så overfaldet i går med kvinden i lufthavnen? Hun gik et par skridt i retning af, hvor hendes redningsmand var faldet. En af fliserne var misfarvet. En mørk rød nuance. Blod. Hun satte sig på hug for at røre ved det. Det var ikke vådt, som hun havde forestillet sig, men måske gav hendes samvittighed det egenskaber, det i sig selv ikke havde. Hun havde knap rørt det, da hun trak hånden til sig igen. Angela skulle lige til at rejse sig igen, da hun så den. En brun tegnebog lå under den røde pickup. Efter at have sikret sig, at hun var alene, lagde hun sig på maven og rakte ind efter pungen. Hun havde halvt forventet, at den havde været en del af hendes fantasi og blev derfor overrasket, da hendes fingre rørte den. Den kunne i princippet have tilhørt hvem som helst, men Angela var ikke i tvivl om, at det var hans. Hun rejste sig og børstede støvet af sig. Pungen så ud til at være godt slidt. Hun åbnede den uden tøven. Den indeholdt ikke overraskende hverken kontanter eller kreditkort. Hun fandt et sygesikringskort, hvilket hun fandt besynderligt. På politiskolen havde der været foredrag om identitetstyverier og et sygesikringskort var en let måde at gøre det på, siden der ikke fandtes nogen måde at kontrollere, at personen med kortet også var den retmæssige ejer. Dette kort tilhørte en Roy Hawkins. Hun fandt et bibliotekskort, der så næsten nyt ud, men det havde, hvad hun søgte. En adresse. Det var på SW 2nd Avenue, hvilket betød, at han ikke boede langt derfra. Hun begyndte at gå mod nord, mens hun gennemgik resten af pungens indehold. Et adgangskort til KGON radio. Det var den station, hun havde lyttet til, da hun boede i byen, men hun havde aldrig taget sig tiden til at finde ud af, hvor deres adresse var. Men hun gættede på, at det var i gåafstand fra SW 2nd Avenue, og at Roy Hawkins havde været på vej hjem fra arbejde. Hun havde forventet at finde et militær ID eller noget lignende, der kunne forklare, hvorfor Roy havde forsøgt at blande sig i overfaldet, men fandt intet.
Hun lukkede pungen med en dårlig smag i munden. Hun havde lige gennemgået sin redningsmands tegnebog. Han havde i det mindste ikke stadig ligget på fortovet. - Måske havde ejeren af den grønne bil ringet efter en ambulance, da han havde flyttet bilen. Men betød det, at Roy havde ligget på fortovet hele natten? Hun hørte igen lyden, da pistolskæftet havde ramt Roy i hovedet. En hammer mod et træ. En hul lyd. - Hvad gør du så nu? Hun kendte allerede svaret. Hun blev nødt til at opsøge ham på hans adresse. Om ikke andet så for at se, om han stadig var i live. - Måske var han vågnet op i løbet af natten og fundet vej hjem. Måske havde han fået hjælp. Hun væmmedes ved sig selv. Hun burde være gået tilbage i nat. Hun burde have gjort noget. Måske kunne hun rette op på fejlen nu. - Hvis ikke det var for sent. Angela Hayes satte farten op da hun drejede til venstre ad SW Grover.


Kapitel 5 kommer i morgen og hvis du er en af dem, der venter spændt på det første spor i skattejagten så kan jeg fortælle at det er skrevet og planlagt til at blive udgivet i dag kl. 12.00


Christian W. Jensen