Beskytter Kapitel 3

Jeg har lovet at når jeg fandt en fotograf udgav jeg kapitel 1. Når omslaget var bestilt udgav jeg kapitel 2 og når jeg sendte det hele til trykken udgav jeg kapitel 3.

Nu når Beskytter er sendt til trykken (læs her) så kommer her det 3. og sidste gratis kapitel af Beskytter. Håber det har givet dig et indtryk af min skrivestil, så du, hvis du skulle finde på at købe bogen, ikke bliver skuffet ;)

3

Den grå tåge var tilbage. Som forhænget i en biograf blev mørket langsomt trukket til side, men der var intet MGM eller Universal logo, der annoncerede, at den nye Hollywood blockbuster skulle til at begynde. Kun den samme grå tåge, der havde været lige før mørket. - Er jeg død? Spurgte stemmen, der havde advaret ham om den fare, der havde ført til dette. - Nej. Døde mennesker stiller ikke spørgsmål. Eller gjorde de? Måske var det alt, de gjorde. Der var bare ikke nogen til at svare på dem. Han så noget i tågen. Eller troede han så noget. Det havde kun været der flygtigt. En skygge. Ikke fordi han kunne se nogen lyskilde i den grå masse, der omfavnede ham, men der havde været et sted, der var mørkere gråt end resten. Han så sig omkring eller troede i hvert fald, han gjorde det. Måske var det kun hans øjne, der bevægede sig. Måske kun hans fantasi.

Skyggen kom tilbage. Den svævede i luften foran ham. Det var ikke helt et menneske. Måske en person med en mørk kappe. Figuren havde et blødt omrids. - Men hvorfor vil nogen gå rundt med en mørk kappe? Døden har en sort kappe, sagde en anden, lidt for hjælpsom, stemme. - Hold kæft! Lød det prompte fra den første stemme. Han mærkede noget røre sig på halsen. Det var koldt. Han ville skrige, men der kom ingenting ud. Den grå tåge absorberede hans stemme uden problemer, og skriget blev i hans hoved. Så forsvandt hvad end det havde været. - Få mig væk herfra! Jeg vil ikke mere. Skyggen forsvandt. Så var den tilbage. - Var der to nu? Hvor kom de fra? Himlen? Helvede? Var det engle, der havde hørt hans råb om hjælp og kom for at tage ham væk? Eller var det dæmoner, der havde hørt ham, og nu samledes de for at se ham blive sindssyg i dette grå helvede af ingenting. Noget rørte hans hals igen. Denne gang forsvandt det ikke. Det strammede sit greb om hans hals, og han var sikker på, at det var dæmoner. En af dem havde taget kvælertag på ham, og han mærkede, hvordan grebet langsomt strammede til. - Er det sådan det er, når man dør? Hvordan kan nogen sove stille ind? Er der ingen formildende omstændigheder? Kvinden slap vel væk? Tæller det ikke for noget? Flere skygger. Og lys. Skyggerne stimlede sammen om ham, men han kunne se lys. Det kom fra et sted over ham og faldt ned foran ham. Næsten som om han fløj opad. Lyset standsede. Han var åbenbart kommet så langt op i himlen, som han var værdig til.

Han kunne mærke noget. Hans hånd lå på noget blødt og glat. - Bomuld? Havde de nystrøget sengetøj i himlen?

Han kunne høre noget.

Biip. - Han kendte lyden, men kunne ikke placere den.

Biip. - Havde de elektroniske apparater i himlen?

Biip. - Burde det ikke være engle med harper?

Biip. - Det er ikke himlen.

Biip. - Dette er et hospital, og jeg ligger i en seng.

Biip. - Det er mit hjerte, der slår.

Ja. Det er et kort et, men jeg håber det fangede din interesse alligevel


Christian W. Jensen

SENDT TIL TRYKKEN / SENT TO THE PRESS

YEAH BABY ...

Jeg havde i går besøg af min veninde, der hjalp mig med opsætningen af bogomslaget og det var det sidste jeg manglede for at kunne sende Beskytter til trykken. Hvilket jeg lige har gjort for mindre end 5 minutter siden.

******
To my Friend abroad, Randy Kepple from Randy Kepple Photographs, without whom I'd still be a coverphoto short... Thank you for your passion, stories, patience but most of all Friendship. I hope to meet you and your family sometime before I publish my next novel.

Here it is:

Og ja. Jeg har bestilt det første eksemplar af bogen på BOD for at tjekke kvaliteten, men så snart jeg har godkendt det, frigiver jeg selvfølgelig et link ;)



Christian W. Jensen

Søgeresultater uge 30

En af de ting jeg synes er sejt ved at have blogs på Blogger.com er at man kan se de søgeresultater på google, der har bragt folk videre til min blog ...

 Jeg synes min er ret alsidig så jeg tænkte at jeg ville dele den med jer indtil der er nyt omkring bogomslaget til Beskytter.

Som sagt... Alsidig...

Har du nogle sjove søgeord der har bragt læsere til din blog?

Christian W. Jensen

31 år og hvad så?

Ja det er et par dage siden det sidste indlæg, men det skyldes jo at jeg er blevet et år ældre... Jeg ved ikke om du også bemærkede det fantastiske vejr vi havde i onsdags? Men ja... Det var min skyld... Velbekomme :)


Anyway... Har fået nogle gode gaver men der er alligevel en af dem der er blevet brugt mere end de andre allerede.

 

Jeps.. Jeg har fået en Weber Q100 gasgrill af mine svigerforældre.. og i kan tro den er blevet brugt godt siden jeg fik den i torsdags.

Torsdag aften skulle vi jo have burgere (Karen og jeg da sønnen var på camping med mine forældre) og ja...der ligger seks Jamie Oliver bøffer på grillen og vi var kun to.. men jeg blev bare så glad da jeg så jeg kunne have en hel portion på grillen på en gang.. Og se de fine brændemærker ;)

Lørdag skulle vi så have fødselsdagsbrunch. Forældre og søn kom fra camping. Søster kom fra ferie i Sverige og storebror kom sammen med Niece så der var familiefest.. og selvfølgelig skulle vi have tomatsugo (Læs her) og det skal man da selvfølgelig have kylling til.. .På grill.. bare fordi jeg kan..

Søndag skulle vi så lige have spist det sidste Tomatsugo, så det blev serveret sammen med pasta og.. grillet kylling.. Med en Soya/hvidløgs/senneps/ingefærs/olivenolie marinade (skal nok lige prøve at genskabe den en dag og skrive det ned for det blev faktisk forbavsende godt.

Mandag blev grillet så lige fyret op for at lave dessert.. Noget jeg aldrig kunne have fundet på med Kulgrillen, men drej, drej håndtag og klik og så er den i gang.. Fantastisk opfindelse.. Det blev til bananer pakket ind i sølvpapir... flækket og fyldt med muscovadosukker og chokoladeknapper.. efter et kvarter i grillen var de blevet bløde og chokolade smeltet... Det blev serveret med kold is, en hættefuld monin kokoslikør og en skvat cuba caramel (dog ikke til sønnen).. Smagte fantastisk.. og skal helt sikkert gentages..

Men det er ikke kun maden der er sket noget med siden jeg er blevet et år ældre... Som du måske har læst så kom kapitel 2 af Beskytter på bloggen i onsdags. Det skyldtes, at min tre-trins-markedsføringsplan indebærer at kapitel et kom på nettet når bogblokken var klar til at sende til forlag... Kapitel 2 når jeg havde fået fat i et coverfoto.. og kapitel 3 kommer når jeg sender det hele ind til Bod for at blive samlet til en rigtig bog.. og så har du jo allerede læst 3 kapitler og bliver simpelhen NØD til at læse resten... Når bogen udkommer ... Fantastisk plan..

Anyway.. Har aftalt med fotografen i USA at han sender mig et billede en af dagene.. Så har jeg aftalt med min gode veninde, der har forstand på billeder og deslige at hun hjælper med layouttet her i weekenden (en mulighed for at kombinere Beskytter projektet med god mad og rigtig godt selskab... Glæder mig allerede) Så forhåbentlig er jeg kommet så langt i næste uge, at jeg kan indsende det hele og stå med en færdig bog efter sommerferien...

Glæder mig helt afsindigt meget... og når du har læst kapitel 3 er jeg sikker på du har det på samme måde :D ikke?

Christian W. Jensen

Resultatet af min første Giveaway

Jeg trak for en lille måneds tid siden vinderen af min første Giveaway og efter lidt tid i tænketanken og en godkendelse af vinderen selv, så har jeg hermed den udsøgte fornøjelse, at give dig, kære læser, det første kapitel af UBETUPE (eller Beskytter 2 om man vil)

PS. Det kan roligt læses uden at afsløre noget af handlingen i Beskytter 1.



UBETUPE Kapitel 1

- Du … Er … Så … Våd. Ordene blev spyttet ud i takt med, at han trængte op i hende. Hun hadede sin krop i det øjeblik for at give ham indtrykket af, at hun var liderlig. Men i virkeligheden var det bare en biologisk forsvarsmekanisme, der beskyttede hendes krop mod skade. På samme måde som hendes hjerne havde lært at stønne lige præcis nok til at han troede på det, men ikke så meget at det virkede falsk. Hun huskede engang, hvor hun havde glemt at lave lyde for ham og det havde resulteret i en lussing, der havde været synlig i mange timer efter. Hun var glad for at han foretrak at tage hende bagfra. Det var lettere at skjule sine tårerne, når hun havde ryggen til ham og hun tørrede med jævne mellemrum ansigtet i sengetæppet under dække af at dæmpe et skrig. Han satte tempoet op og hun vidste at det var hendes stikord til at komme også. Hun stønnede højere og hurtigere i takt med, at han satte farten op og på magisk vis, kom hun i samme øjeblik som hans krop gav efter for hans udløsning. Han trak sig ud uden varsel og gav hende et smæk bagi, så det sved en smule.

- Smut ud og lav noget morgenmad skat, sagde han idet han gik ud på badeværelset. Hun hørte toiletbrættet blev slået op og han ladede vandet. Der blev skyllet ud og kort tid efter hørte hun ham tænde for bruseren. Hun lå stadig nøgen på alle fire i sengen. Ude af stand til at røre sig, selv om hun vidste at hun skulle. Hun kunne ikke lade være med at føle sig krænket, da hun følte hans sæd løbe ned af sit inderlår. Det var det der skulle til før hun kunne bryde fri fra sin trance. Hun kravlede forsigtigt ud af sengen for ikke at spilde på sengetøjet. I sit natbord fandt hun et par vådservietter og brugte dem til at tørre sig med. Derefter tog hun et morgenkåbe på og bandt den løst foran. Han foretrak at hun gik nøgen rundt derhjemme, men det kunne hun ikke få sig selv til og han havde accepteret morgenkåben, for den hindrede ikke hans adgang til hendes krop. Hun forlod soveværelset og gik gennem gangen til børneværelset. Her fandt hun årsagen til at hun stadig var i live. Hope, hendes datter der var næsten et år nu. Hun kunne ikke forstå, at dette lille vidunder var halvtreds procent ham. Men det var ikke hans pige. Kun hendes og det var derfor hun ikke havde gjort en ende på sig selv. Hun håbede, at Hope ville sove indtil han var taget på arbejde, men som hun stod der og så på hende begyndte hun at røre på sig. Det var det bedste hun vidste. At se Hope vågne op. Hvordan hun strakte sin lille krop og begyndte at gnide søvnen ud af øjnene.

- Godmorgen skat, hviskede hun sagte og tog pigen op af hendes semg. Han kunne måske ødelægge hendes krop, men hun ville dø før hun lod ham gøre pigen ondt. Med datteren på armen gik Nicole Emmerson i køkkenet for at lave mad til sin mand. Hun satte et par skiver toastbrød i brødristeren og fandt æg og bacon i køleskabet. Han spiste det samme hver dag. To skiver toastbrød, to skiver bacon, et røræg og kaffe. Hun håbede i sit stille sind at han ville dø af hjertekarsygdomme, men hun vidste at det ikke var noget hun kunne sætte sin lid til. Han kom ud fra soveværelset da hun var færdig med at lave maden. Hun fandt tallerken og kaffe og satte det på bordet foran ham idet han satte sig ned. Han begyndte med en mundfuld kaffe og derefter begyndte han at skovle æg og bacon ovenpå det ristede brød. Nicole så til fra afstand og hun holdt vejret som hun altid gjorde når han begyndte at spise den mad hun havde lavet til ham. Hun vidste der ville være kontant afregning, hvis ikke han var tilfreds med hendes arbejde. I dag, så det ikke ud til at være noget problem og hun forlod køkkenet for at gøre Hope klar til dagen. Hun skulle have skiftet ble og have noget andet tøj på, og selv om hun burde have gjort det så snart hun stod op vidste hun bedre end at lade ham vente på sin mad. Hun sludrede og smilede til Hope, mens hun skiftede hende og hun blev belønnet med rigelig med smil og mild barnelatter. Lyden af døren der smækkede kunne man tro betød, at hun nu kunne slappe af, men det var ikke tilfældet for Nicole. Hope havde været klar i et par minutter, men hun vidste at han ikke frivilligt kom ind på barneværelset, med mindre han skulle have fat i hende. Hvilket han sjældent skulle om morgenen. Nicole skyndte sig ind i soveværelset, hvor Hope fik lov at sidde på sengen med sin yndlingsbamse, mens Nicole hurtigt skiftede ud af morgenkåben. Hun tog undertøj, et par jeans og en t-shirt på og forlod soveværelset uden at lægge makeup. Hun brugte sjældent makeup til dagligt, med mindre hun havde brug for at skjule mærker, hvilket ikke var tilfældet i dag. Fra skålen i køkkenet fandt hun sine nøgler og med Hope på armen skyndte hun sig ud af lejligheden. De boede i en af lejlighederne på 19. etage i et højhus på SW Harrison. Hun låste døren efter sig og gik hen af gangen til lejlighed 1912. Hun havde knap nok lige banket på, inden Hanna Stark åbnede døren.

- Der er min lille skat, udbrød hun og strakte armene ud efter Hope. Den lille pige lyste op i et smil og gjorde det klart for sin mor at hun havde lyst til at skifte hænder. Hanna Stark var først i 40'erne og havde en teenagedatter, som Nicole havde set billeder af, men aldrig mødt. Hun var godt og vel et halvt hoved lavere end Nicoles 170 centimeter. De havde mødtes ved et tilfælde for snart 5 måneder siden i elevatoren. Hope havde udvist interesse for Hannas røde krøllede hår, der nærmest virkede prangende i forhold til hendes påklædning. På intet tidspunkt havde Nicole set kvinden i andet end jeans og langærmede T-shirts, men det betød intet for Hope. Den lille pige havde straks taget kvinden til sig som den mormor hun aldrig havde kendt. Inden de havde nået den 19. etage, havde Hanna sagt, at hvis Nicole nogensinde havde brug for hjælp til at passe Hope, skulle hun bare komme forbi med hende. Det havde taget tre uger før Nicole havde taget sig sammen til at banke på døren til lejlighed 1912, men det havde været den bedste beslutning hun havde truffet i mange år. Det havde givet hende muligheden for at søge et job og hun var også vendt tilbage til universitetet for at fuldføre sin uddannelse. Nicole var 23 år, men var droppet ud af college da hun mødte Greg. Han var allerede dengang velstillet og verdslig og hun havde søgt tryghed efter en livstid uden. Han havde taget hende på fine restauranter og fået hende til at føle sig som en prinsesse. Da hun blev gravid, havde han foreslået at hun droppede studierne og blev hjemmegående, hvilket hun accepteret uden videre. Desværre havde manden hun havde forelsket sig i og giftet sig med, vist sig at være en løgn og sandheden havde været meget mere voldelig.

Ved mødet med Hanna, havde Nicole set sin udvej fra det helvede hun kaldte hjem. Først havde hun ikke fortalt Hanna om den virkelige grund til at hun havde brug for at få passet Hope, men en dag havde hun ikke været i stand til at skjule det skænderi hun havde haft med Greg, og det var den dag hun havde fortalt Hanna alt. Om hans temperament, skænderierne, volden og den frygt hun levede med hver eneste dag. Hannas første reaktion var at ringe til politiet, men Nicole havde været protesteret. Politiets indblanding ville kun forstærke hans vrede og han havde pengene til at komme ud på kaution. Hun ville ikke overleve hans hjemkomst. Hun havde fortalt Hanna om sin plan og den ældre kvinde havde straks tilbudt sin hjælp. Nicole havde tilmeldt sig college igen og brugt Hannas adresse til indskrivningspapirerne. Det havde også lykkedes hende at få arbejde som servitrice på en restaurant i et par timer hver dag.

- Din taske står herinde, sagde Hanna, mens hun gik ind i lejligheden med Hope. Tasken havde været Hannas ide. Hun var glad for bøger, hvis man skulle dømme efter hendes omfattende bogsamling og Nicole mistænkte dem for, at havde givet hende ideen. Hun havde uden tvivl læst et eller andet om en kvinde som hende selv, der forsøgte at skabe sig et nyt liv og det var derfor hun havde påpeget, at det ikke var sikkert for Nicole at have arbejdsuniform og skolebøger til at ligge i deres egen lejlighed, hvor Greg kunne falde over dem. Den tanke havde aldrig faldet Nicole ind, men hun havde samlet alt, hvad Greg ikke måtte se i en sportstaske, som Hanna opbevarede for hende. Hun kaldte tasken for hendes nye begyndelse, for det var hvad det skulle blive til en dag.

- Jeg har lige skiftet hende, men vi nåede ikke at spise noget, indrømmede Nicole og hun skammede sig over at hun ikke engang havde givet sit barn mad inden hun forlod det.

- Bare rolig, sagde Hanna med et stort smil på læberne til ære for Hope. Hun vidste, at det ikke var hvad man sagde til børn, men tonen man sagde det i, der betød noget. - Vi skal nok finde noget at spise. Smut du nu bare. Nicole tøvede i døren med sportstasken i hånden. Hun vidste at hun skulle skynde sig, hvis hun skulle nå sin første lektion. Alligevel gik hun over og kyssede Hope en sidste gang.

- Jeg kommer snart igen skat, hviskede hun til den lille pige, der var begyndt at lege med Hannas røde manke. - Det lover jeg. Til Hanna sagde hun. - Jeg har en enkelt lektion her før middag og så har jeg arbejde fra tolv til fire.

- Gør du bare det du skal, svarede Hanna roligt. - Din datter er sikker her hos mig. Jeg har fundet nogle af Michelles gamle bøger så vi skal nok være godt underholdt. Nicole smilede. Det var alt der betød noget for hende. At Hope var i sikkerhed og det vidste hun at hun var hos Hanna.

- Vi ses, sagde Nicole og skyndte sig forlade lejligheden inden hun fortrød. Hun hadede, at hun blev nød til at gå fra sin lille pige, men hvis ikke hun skulle straffes for sin mors beslutninger blev Nicole nød til at gøre det godt igen. Den eneste måde at gøre det på, var at få sig en uddannelse og et arbejde og derefter … - Hvad? Tænkte hun på vej ned med elevatoren. Greg var ham, der forsørgede dem. Det var ham, der havde pengene til at hyre skilsmisseadvokater og hvis han ville, kunne han sikkert vinde forældremyndigheden over Hope. Ikke, at han ønskede pigen, men han kunne bruge hende til at styre Nicole og det fandt Nicole meget sandsynligt. - Den tid den sorg. Hun havde stadig to år tilbage af sin uddannelse da hun ikke kunne læse fuld tid. Hvis hun kunne få færdiggjort uddannelsen uden han fandt ud af det og hvis hun kunne finde et job bagefter og hvis hun kunne finde et sted at bo, ville hun kunne give sin datter et bedre liv end hun selv havde haft. Hun valgte ikke at holde fokus på de mange hvis'er, der havde været og tillod sig i stedet at nyde solens varme da hun trådte ud på SW Harrison og gik mod vest, mod sin uddannelse og fremtid. 

Disclaimer: Den endelige version kan afvige fra overstående. Men jeg tror det ikke. Hvad synes du? 

Den første fødselsdagsgave på selve dagen

Har nu fået billeder til Beskytters omslag og de skal snart sendes til layout hos en fagmand... og siden det nu er min fødselsdag tænkte jeg at jeg ville give en gave til jer der læser med:


Beskytter Kapitel 2

Hendes hjerte hamrede i takt med hælene på hendes sko. Heldigvis gik hun næsten altid i komfortable løbesko, og i dag havde ikke været nogen undtagelse. Hun havde altid været glad for at løbe, og nu var hun i gang med et sprint, der skulle redde hendes liv. Faktisk havde det været den fremmede, der med al sandsynlighed havde reddet hende. Hun havde set ham krydse vejen, og hun kunne stadig huske, hvordan hun havde følt det, da han var gået over på den anden side af vejen. Og hvordan hun havde følt det, da han mod alle odds havde sat farten ned og var kommet over til dem. Hun tænkte flygtigt tilbage. Manden, der havde holdt fat i hendes arm, havde sluppet og trukket en pistol. Heldigvis havde han ikke brugt den, som den var beregnet, men i stedet som en hammer på den fremmedes baghoved. Hun huskede den sygelige lyd, det havde givet. Som en hammer på en træstamme. En hul lyd.

Hun havde ikke set sig tilbage siden. Hendes hals sved. Hendes ben var trætte, og selv om hun kun havde løbet et par hundrede meter, gjorde hendes ben ondt. Hun vidste, det var på grund af stress. Hendes krop havde for længst gennemlevet den første fase af stressen, hvor stressen var blevet produceret for at fremkalde en kæmp eller flygt reaktion. Nu var hun i den anden fase, hvor hendes krop prøvede at bekæmpe stressen, og det tærede på hendes kræfter.

Hun skammede sig over sin reaktion.

Hun var uddannet politibetjent, og selv om det ikke havde været mere end et par måneder siden, så var hun flygtet. Ladet en fremmed i stikken og flygtet som en kujon. - En mand lå bevidstløs på jorden, og du flygtede, lød det bebrejdende fra stemmen i hendes hoved. Hun drejede for anden gang. SW Water. Halvtreds meter mere og hun skulle til venstre på SW Gibbs. Hun tillod sig selv et hurtigt blik over skulderen. Gaden var øde bag hende. Måske havde de valgt at røve hendes redningsmand i stedet for. Han var trods alt ikke flygtet. - Han ofrede sig selv for dig, Angie! Hendes mave vendte sig, og hun måtte kæmpe for at modstå trangen til at kaste op. Hun drejede om endnu et hjørne og kunne se målet for sin løbetur. Francesca og Eliza Hayes boede i et hus i byens sydlige del. Det var, så vidt hun vidste, det eneste hus med rødt tag, men det var også alt, hvad det skilte sig ud. Det stod midt mellem to andre huse af præcis samme design. Angela standsede ved trappen og så sig modvilligt tilbage. Gaden var tom. Endnu engang blev hun overbevist om, at de havde valgt at røve hendes redningsmand.

- Hvorfor skulle du også strække benene? Hun havde besøgt stedet. Det lille stykke vej, hvor hendes far mindre end 36 timer forinden var blevet skudt. Hun havde ikke forventet at finde noget der, men hun havde alligevel været nødt til at se stedet. En af de mest stressende opgaver som politibetjent, var gåturen fra patruljevognen til den bil, man havde standset. Man vidste aldrig, hvem føreren var, og hvad hans baggrund var. Det kunne være en familiemor på vej hjem fra børnehaven, eller det kunne være en junkie på prøveløsladelse med en pistol på passagersædet.

Hun havde fundet stedet, fordi der havde ligget blomster i vejsiden, hvor det var sket, og midt på vejen havde der været en mørk plet. Hun havde valgt at stige ud af taxaen et par blokke hjemmefra, så hun kunne klare hovedet med lidt frisk luft. Bare fem minutters frisk luft inden hun skulle se sin mor i øjnene for første gang, siden Samuel Hayes var blevet dræbt ved en rutine standsning af en bil, der havde kørt for hurtigt. Det var lykkedes hende at komme med et tidligere fly, men sidst hun havde været hjemme, havde hverken hendes mor eller søster været der. Hun havde nået at pakke sin kuffert ud på sit gamle værelse, men da de stadig ikke var kommet tilbage, havde hun taget en taxa for at se stedet. - Hvis du bare havde ventet hjemme, ville intet af dette være sket, lød det bebrejdende fra hendes sind, men hun skubbede tanken væk

Hun forsøgte at stå helt stille for at lytte efter sine forfølgere, men hendes hjerte lød som torden, og hendes vejrtrækning var hæs og ujævn. Havde der været nogen efter hende, kunne de sagtens snige sig ind på hende. Langsomt begyndte musklerne i hendes ben at blive stive, og hun begyndte at ryste over hele kroppen i takt med, at adrenalinen, der var skyllet gennem hendes krop, forlod den igen. Hun gik baglæns op af trappen. Bange for, at nogen sneg sig ind på hende, hvis hun vendte ryggen til tusmørket. Husets facade var skrammet, og nogle steder var pudset mellem stenene forsvundet. Hun nåede døren og bankede på. Det varede lidt tid, før hun kunne høre skridt inde på den anden side. Hun kiggede ind gennem den matterede rude, der var ved siden af døren. Hendes mor og søster var omtrent lige høje, men alderen havde sat sine spor i håret på hendes mor, så det var ikke længere så sort som hendes søsters. Døren gik op på klem, og søsteren kiggede ud.

- Angie! Udbrød hun og smækkede døren i. Angela hørte kæden blive fjernet, og døren blev åbnet igen. Eliza var syvogtyve og dermed fire år yngre end Angela. Men de lignede hinanden til forveksling. Begge var de omkring en meter og femoghalvfjerds og vejede lige omkring femogtres kilo. Deres hår var kulsort efter moderen, dog opdagede Angela, at søsteren havde fået klippet håret kortere, siden sidst de havde set hinanden. Angelas hår var længere men uglet og vindblæst efter flugten fra gerningsstedet. Angela havde fået deres fars grønne øjne, mens Eliza havde arvet deres mors himmelblå øjenfarve. Uden varsel gav Eliza Angela en omfavnelse, der nær havde sendt dem begge ned af trappen. Men Angela trådte et skridt tilbage og genvandt balancen.

- Hvem er det? lød det pludseligt inde fra stuen. Angela så op gennem søsterens hår og fik øje på moderen, der kom til syne i døren mellem entreen og stuen. Hun så ti år ældre ud, end hun var, men Angela vidste, at det skyldes de sidste dages hændelser.

- Angela. Er det virkelig dig? Moderen løb ud på trappen og omfavnede begge sine døtre.

- Er det virkelig dig? Spurgte moderen igen, men denne gang lød det, som om hun græd. Angela trak sig lidt væk, så hun kunne se moderens ansigt. Tårerne løb ned af kinderne på hende, og i det samme gik det op for Angela, at hun netop havde overtaget rollen som den, familien kunne støtte sig til, når sorgen blev for stor. Dette havde været hendes fars rolle i hele hendes liv, men ved hans død var rollen overgået til hendes mor og havde på uretfærdig vis frataget hende retten til at sørge over tabet af sin mand gennem de sidste 35 år. Men nu var Angela kommet, og selv om det kom pludseligt, påtog hun sig rollen straks, for hun kunne umuligt forestille sig, hvor svære de sidste par dage havde været for hendes mor. Det eneste hun kunne gøre var at aflaste hende efter bedste evne, og når det værste var overstået, så kunne hun give sig selv lov til at sørge over familiens tab.

- Lad os gå indenfor, sagde hun stille og gav slip på pigerne.

- Hvorfor kommer du først nu? Spurgte Fran, da Angela tog sine sko af i entreen.

- Jeg kom med et tidligere fly, men da jeg var hjemme tidligere, var I her ikke. De tre kvinder gik gennem huset mod køkkenet.

- Vi var i byen for at ordne de sidste detaljer angående begravelsen, fortalte Eliza, da de kom ind i køkkenet. Det havde ikke ændret sig, siden Angela sidst havde været hjemme. Det var stadig det samme hyggelige køkken, hun havde kendt hele sit liv, og det gav hende en følelse af sikkerhed, hun ikke havde troet mulig for blot ti minutter siden. - Utroligt som velkendte omgivelser kan få dig til at glemme, at du efterlod en mand hjælpeløs mindre end 300 meter herfra. Hun rystede tanken af sig.

- Angela, er du okay? Hendes mor stod med en tekande i den ene hånd. Hun var stoppet med at drikke kaffe om aftenen for længe siden, da hun begyndte at få problemer med at sove.

- Ja, undskyld. Angela så fra sin mor til Eliza og tilbage igen. Ingen af dem troede hende, men hun havde allerede bestemt, at hun ikke ville sige noget om overfaldet. Eller sin mistanke omkring sin fars død. - Det har bare været en lang dag. Hvis det er i orden med jer, tror jeg bare, at jeg vil tage et hurtigt bad og så gå i seng. Fran åbnede munden, men fortrød. Så nikkede hun og sagde:

- Selvfølgelig. Det er også snart sengetid for mig. Skal vi spise morgenmad sammen i morgen tidlig?

- Klokken otte? Spurgte Angela. Normalt kunne hun godt sove længere, men hun vidste, at Fran normalt vågnede før syv. Hun mærkede, hvordan hun begyndte at ryste indvendigt på trods af, at temperaturen var højere i køkkenet, end den havde været udenfor. Det var ikke udvendig kulde, der fik hende til at ryste. Hun forlod køkkenet uden at vente på svar og gik op af trappen. Der var Elizas og hendes værelse samt et badeværelse. Hun gik hurtigere og hurtigere i forventning om, hvad der var på vej. Hun var knap kommet ind af døren, da hun lukkede og låste den bag sig. Hendes vejrtrækning var overfladisk, og hun mærkede tårerne kæmpe sig vej. Hun måtte støtte sig til døren, da benene gav efter. Hun vidste, hvad det var. Hun kunne ikke mere. Hun havde fejlet. En mand var måske død, fordi hun var flygtet i stedet for at have kæmpet. - Men hvad kunne jeg have gjort? - Du er en betjent. Du burde have gjort noget! - Hvad? De var to? - Og hvis du havde kæmpet i stedet for at lade ham i stikken, så havde I også været to? Tårerne fandt vej, og hun begyndte at hulke. Hun trak benene op under sig og knugede dem ind til sig. En mand var måske død, og det var hendes skyld.

Håber i kunne lide det... Kommentarer er velkommen herunder ;) Kapitel 3 udkommer når jeg sender projektet til BOD

Christian W. Jensen

Årets første fødselsdagsgave

Og så kan jeg ikke engang vise den :)

Jeg havde jo for et par måneder siden en plan om, at når det blev min fødselsdag d. 20. juli, ville min gave til mig selv være, at jeg stod med det første eksemplar af Beskytter i hånden.

Uha, hvor er jeg blevet klogere :D Hele tidsplanen begyndte at skride, da jeg besluttede mig for at jeg ikke ville bruge BOD's standardbogomslag. Nææh.. jeg ville have mit eget, så jeg gik i tænkeboks og begyndte at overveje hvilke steder i Beskytter kunne være egnet til at komme på omslaget. Da jeg havde fundet ud af det, skulle jeg også finde en fotograf, der kunne tage billedet for mig. Det tog også en lille måneds tid.

Men nu har jeg fundet en fotograf og som indlægget antyder har jeg fået en "gave" fra ham. Han har nemlig været forbi det sted jeg vil have på forsiden og er gået amok med kameraet. Jeg har set dem alle igennem sammen med Karen og tilbage er der 3 muligheder tilbage.

Nu skal de lige forbi en fagperson i vennekredsen som forhåbentlig kan skabe et bogomslag der kan sælges ;)

Så Beskytter er på vej. Bare ikke helt så hurtigt som jeg havde regnet med eller håbet på ;)



Christian W. Jensen