fredag den 8. april 2011

Respons

Som tidligere skrevet har jeg sendt mit manuskript til fire forlag, men inden jeg besluttede mig for hvilke forlag jeg skulle sende til skrev jeg rundt til et par andre forlag og dette indlæg kommer både fordi jeg allerede har hørt tilbage fra det første forlag, men også fordi jeg har hørt fra et af de forlag jeg skrev til.


Først til mailen jeg fik retur. Det drejer sig om forlaget Punktum, der er et lille nystartet forlag som de selv skriver. Jeg fik mail fra en af de to, der står bag, hvor hun fortalte mig at de primært arbejder med oversættelse af udenlandske forfattere. Ikke at de ikke er interesserede i danske forfattere, men de er klar over at det kræver meget mere redaktionelt arbejde end ren oversættelse. De er også ærlige omkring deres arbejdsbyrde på nuværende tidspunkt og at det betyder at hvis jeg har lyst til at sende mit manuskript til dem så vil de godt læse det igennem, men de kan ikke love at det bliver indenfor nærmeste fremtid. Alt i alt fremstår Forlaget Punktum som nogle fornuftige mennesker som jeg godt på sigt kunne tænke mig at arbejde sammen med. At de er et lille forlag har både sine fordele og ulemper. Det betyder at de ikke har så meget kapacitet, men omvendt så er man sikker på at man får svar fra rigtige mennesker.


Så til forlaget der har meldt pas. EC edition har valgt at takke nej tak til et samarbejde ang. udgivelsen. Selv om det ikke bliver skrevet direkte så tolker jeg grunden til afslaget som værende at jeg har sendt manuskriptet til andre forlag på samme tid. Grunden til at de ved at jeg har sendt manuskriptet til andre forlag er fordi de har læst det her på bloggen (så ved jeg i hvert fald hvem EN af mine læsere er :)


Men som jeg skrev tilbage til forlaget, så skriver jeg denne blog for at dele de evt. erfaringer jeg gør mig i forbindelse med udgivelsen af min første bog. Hvis dette afslag derfor skal koges ned til en erfaring, vil jeg sige at det er ok at sende manuskriptet til flere forlag. Man skal bare lade være med at skrive om det på sin blog.


Så er der kun tre forlag tilbage … Track and Trace på PostDanmarks hjemmeside fortæller mig at forlaget Gyldendal har kvitteret for deres manuskript, mens forlaget Facet og forlagets Rosinante & Co eksemplarer kun er kommet til pakkecentralen..


Det var mine ord for i dag...


God weekend til jer alle sammen


Christian

onsdag den 6. april 2011

Afsendt

Så har jeg endeligt fået sendt mit projekt ud i den store vidde verden. Det blev ikke helt de forlag jeg havde regnet med da forlaget Freja, pænt skrev tilbage at de ikke på nuværende tidspunkt kunne hjælpe med en udgivelse. De henviste til forlaget Siesta, der så vidt jeg kan se er et selvudgiver forlag, hvor man selv skal stille kapital til at få finansieret udgivelsen.
Jeg skal være ærlig og sige at efter jeg havde skimmet forsiden på deres hjemmeside, fravalgte jeg dem, da jeg allerede har lagt mig fast på et selvudgiverforlag, såfrem den ikke bliver accepteret af en af de fire forlag den kommer ud til.

Forlagene er som følger:

EC-Edition, forlaget i Århus der som den eneste har fået tilsendt Beskytter i elektronisk format

Forlaget Gyldendal

Forlaget Rosinante & Co. Som jeg godt nok skrev til på forhånd, men deres svar om at de foretrak manuskriptet i printet version, lugtede så meget af automail at jeg også her tror der er tale om at sende uopfordret.

Forlaget Facet i Rørvig, der på deres hjemmeside opfordre direkte til at sende uopfordret og samtidig skriver at de ønsker at blive overrasket.. Jeg glemte at skrive SURPRISE på første side, men går 'en så går 'en som man siger her i Jylland.


I hører mere når jeg hører mere... indtil nu er der ikke så meget andet at gøre end at krydse fingre... og måske skrive de første ord til forsættelsen på Beskytter...

Mvh. Christian

mandag den 4. april 2011

Færdig

Efter 8 års skriveri, 16 måneders omskrivning, 2 måneders redigering er Beskytter endelig blevet færdig. I hvert fald så færdig som jeg kan gøre den. Jeg nåede ikke helt min deadline til den første april, but let's face it.. Hvis jeg havde skrevet den 1. april at jeg havde skrevet min bog færdig så ville alle sammen have svaret aprilsnar! Så blev det den 2. og 3. april og det har jo været fantastisk godt vejr i weekenden så hele lørdag og det meste af søndag lå projektet stille, men søndag aften redigerede jeg lige 160 sider og her i formiddags rettede jeg de sidste sider. Sikrede mig at der var en trappe til kælderen (giver mening hvis du læser bogen) og formaterede den så den er skrevet med 1½ linieafstand og 12 punkts Times New Roman...
De næste par dage skal jeg have kæresten til at printe den ud i tre eksemplarer på hendes arbejde (3 x 500 sider er ret dyrt i blæk ;) og så skal den sendes til forlag. Den bliver sendt til forlaget Punktum, Forlaget Freja og Forlaget Gyldendal i printet version og så sender jeg et elektronisk kopi til EC-edition. Hvis de ikke er smarte nok til at ville trykke den gør jeg det selv. Har stadig planer om at have et trykt eksemplar af min egen bog i hånden når vi kommer til sommerferien.



Men hvad så nu? Skal jeg være helt ærlig så er jeg ikke helt sikker. På den ene side kribler det i fingrene for at komme i gang med det næste projekt, men på den anden side så er det et meget stort projekt at skrive en roman, men jeg tror nu nysgerrigheden vinder. Jeg kan allerede på nuværende tidspunkt afsløre at nogle af personerne fra Beskytter kommer til at gå igen i den næste og jeg er meget nysgerrig efter at se hvordan tingene udvikler sig...

Christian

onsdag den 30. marts 2011

Status

Status lige nu:

Dage tilbage: 2
Total længde 492 sider
korrektur: Mangler 48 sider
Godkendelse: Mangler 56 sider
Forlag der udgiver danske spændingsromaner: Jeg har snusset lidt til forskellige forlags hjemmesider. Fandt på www.forfattertips.com en liste over danske forlag og selv om den måske ikke er en komplet liste over alle forlag så fandt jeg et par stykker som jeg vil tage kontakt til når jeg er er færdig med skriveriet.
De forlag jeg har set på er følgende: Forlaget Facet, Forlaget Punktum (Valgt fordi de skriver at de lægger vægt på solid underholdning til et bredt publikum), Forlaget Freja (Valgt fordi de skriver udgiver primært krimi og spændingsromaner), EC- Edition (valgt fordi de modtager manuskript i elektronisk format så det koster ikke ekstra at sende til dem) Forlaget Gyldendal (Valgt fordi jeg engang for mange mange år siden 1998 sendte mit første manuskript til dem og jeg er nysgerrig efter at se om deres afslag har ændret sig på 13 år :D)

Christian

mandag den 28. marts 2011

Deadline

Nu vil jeg være færdig... Måske ligeså meget fordi jeg er ved at have styr på hvad der skal stå i den næste roman så derfor er det ved at være på tide at jeg bliver færdig med Beskytter.


Jeg har en forestilling om at jeg står med et færdigtrykt eksemplar (med ISBNnummer og hele pivtøjet) af min egen bog inden jeg fylder år i juli måned. Jeg har længe været af den opfattelse at det letteste (og hurtigste) vil være at udgive den selv på f.eks. www.bod.dk, der er et sted hvor man for sølle kr. 449,- inkl. moms kan få trykt sin bog og få den gjort tilgængelig på diverse hjemmesider, heriblandt saxo.dk. Når så nogen falder over den og beslutter sig for at købe den bliver den trykt på bestilling så ikke noget med at have et stort oplæg liggende.


Men, men, men... Nu har hele romanen fået en makeover, kæresten har læst korrektur (jeg er en klovn til at sætte kommaer) og så har hun også fanget de værste fejl (f.eks. sådan noget med at tage tøj på før man går i bad) og så tænker jeg at jeg skylder mig selv, at sende dette litterære mesterværk til et ”rigtigt” forlag..


Så tidsmæssigt så regner jeg med ca. 15 dage hos BOD (i tilfælde af at de ”rigtige” forlag siger nej og jeg stadig vil have eksemplaret inden min fødselsdag) så er vi ved den 1. juli. Hvis den skal til forlag inden da så skriver de fleste forlag at de skal bruge omkring 3 måneder på at gennemgå et manuskript. Så er vi ved 1. april at den skal sendes afsted.


Inden da skal jeg:


- Have kæresten færdig med at læse korrektur
- Have godkendt de rettelser kæresten har lavet
- Have tweaked min backstory så den spiller max ;)
&
- Have fundet tre forlag der udgiver danske spændingsromaner


Status er lige nu:


Dage tilbage: 4
Total længde 493 sider
korrektur: Mangler 95 sider
Godkendelse: Mangler 146 sider
Forlag der udgiver danske spændingsromaner: Mangler at finde og kontakte 3 stk.

søndag den 6. marts 2011

Coverversioner

Denne blog var oprindelig tiltænkt at skrive lidt om mine tanker omkring det at skrive og i særdeleshed om mit første romanmanuskript: Beskytter.
Så jeg tror jeg vil afslutte denne uge med at fortælle lidt om handlingen. Men i stedet for at skrive et resumé af historien lader jeg som om du står i boghandlen med min bog i hånden.. Jeg har lavet et par udkast til coverteksten.

Version 1
Angela Hayes vender hjem til sin fødeby for at deltage i sin faders bisættelse. I lufthavnen bliver hun kontaktet af en fremmed kvinde der fortæller at hans død ikke var et uheld, men et forsøg på at bevare en hemmelighed.


I sin søgen efter sandheden møder Angela radioværten Roy Hawkins. Første gang de mødes redder han hendes liv og hun indser at han vil blive en vigtig allieret i sin søgen efter sandheden.


Version 2:
Radioværten Roy Hawkins har brugt det sidste år på at isolere sig fra omverdenen efter hans forlovede gik fra ham.


Da han en sen aften da han på vej hjem fra arbejde forhindrer et røveri, er han uvidende om hvilke konsekvenser det skal få for hans fremtid.

Et par dage efter bliver han kontaktet af en gruppe mennesker, der fortæller ham at kvinden han reddede stadig er i fare og at de har brug for hans hjælp til at holde hende i live.
De har brug for at han bliver hendes Beskytter...


Nu kommer spørgsmålet: Lyder det som en bog du gider at læse?:)


Christian





søndag den 6. februar 2011

Baby Back Ribs.






Vi serverede med kartoffelkroketter fra Føtex/Bilka-regi og oste-jalapenõ-saucen der blev prøvesmagt tirsdag. Hvilket jeg synes gjorde sig utrolig godt til den her menu, da den nærmest blev til dyppelse til kroketterne. Eneste kritik af menuen kom fra sønnen der var vant til ribs fra Bones. ”Det er gode ben men kødet falder af benene når man løfter dem op fra tallerknen” :D
Selvfølgelig havde jeg lavet så rigeligt af ben så efter vi 4 mennesker var mætte havde vi kun spist ca. halvdelen..

Skæbnen ville så at søsters dinnerclub dagen efter meldte afbud efter at hun havde bagt nye ciabattaboller... Så vi varmede benene i ovnen igen efter at have hældt mere bbqsauce på og en gang coleslaw (Fantastisk opskrift her) og så blev det serveret som burgere, med miracle whip smurt på ciabattabollerne, coleslaw og kødtrevler... Fantastisk god mad..

Jamie Oliver Barbeque Rub

  • 1 spsk fennikelfrø
  • 2 tsk. Røget paprika
  • 1 tsk. Tørret timian
  • 1 spsk. Muscovadosukker
  • Revet skal af en økologisk appelsin
  • 1 godt nip havsalt og friskkværnet sort peber
  • 2 pillede friskrevne fed hvidløg
Fremgangsmåde:
Stød fennikelfrøene i en morter og rør dem sammen med de øvrige ingredienser i en skøn, mørkerød mos.

Jamie Oliver Barbeque sauce: 
Som jeg lavede den. Bemærk at dette kun er ½ portion i forhold til opskriften, men det skyldes at jeg slet ikke kan komme afsted med at bruge en hel portion til den mængde ribs jeg laver, og jeg har endnu ikke begivet mig i kast med at skolde glas.

Grundmos
  • ½ pillet løg, skåret i kvarte
  • 5 pillede fed hvidløg
  • 1 frisk chilier uden stilke
  • Olivenolie
Krydderier og krydderurter
  • 5 stilke frisk rosmarin
  • nippede blade af 5 stilke frisk timian eller citrontimian
  • 1 lille bundt frisk koriander
  • 5 laurbærblade
  • ½ tsk. Spidskommenfrø
  • 1 spsk fennikelfrø
  • 1 spsk røget paprika
  • 3 kryddernelliker
Prikken over i'et
  • Revet skal og presset saft af 1 økologisk appelsin
  • 100 gr. Muscovadosukker
  • 3 spsk balsamico
  • 1 dl. Tomatketchup
  • 1 spsk. Worcestershiresauce
  • 1 tsk. Sennep
  • 1 dl. Æblemost
  • ½ tsk.havsalt
  • ½ tsk. Friskkværnet sort peber
Barbequesauce fremgangsmåde.
 Første gang jeg så denne opskrift tænkte jeg noget i stil med jøses kineser, der er mange ingredienser.. Det må være svært... Men med det rette udstyr er det forbavsende let at lave denne BBQsauce. 

1. Blend ingredienserne til grundmosen i en blender eller i en minihakker (stavblender tilbehør). Varm lidt olivenolie på en pande og varm ingredienserne godt igennem

2. Blend alle ingredienserne under "krydderier og krydderurter" til pulver. Tilsæt tynde strimler af appelsinskallen (husk kun det gule da det hvide lag under er bittert) 

OBS: Bruger du skal af citrusfrugter SKAL du Død og pine bruge økologiske... Det er jo fordi de ikke økologiske er sprøjtede og ja ... kan føre til Død og pine :D

Når det er blendet godt og grundigt svitser du det sammen med grundmosen i yderligere et par minutter. 

3. Tilsæt sukker og rør rundt til sukkeret et opløst.

Skrab blandingen over i panden og svits den med i 1-2 minutter. Tilsæt sukkeret og rør hele baduljen igennem til sukkeret er opløst og mosen er tyk og brunlig. Hæld 1,375 dl. Vand ved (ja den oprindelige opskrift siger 3 3/4 dl og dette er halv portion... 1½ dl. er nok præcist nok) og lad det simre med i 2 minutter. Rør saften af appelsinen i sammen med resten af ingredienserne. Bring blandingen i kog, skrug ned for varmen og lad den simre i 5-10 minutter eller til den begynder at tykne.

Sæt en finmasket si fast i en stor skål og hæld saucen igennm, kassér det der sidder tilbage i risten. Skål sien og purér saucen igennem den igen, så saucen er jævn og silkeblød.

BABY BACK RIBS: (Snob mad af bedste slags)
  • 1 portion Barbeque rub
  • 5 dl. Æblemost,
  • Hvidvins- eller cidereddike
  • 4 små sider kamben (Gå til en slagter for at få disse.. bed specifikt om kamben da udskæringen er meget vigtig
  • ½ portion barbequesauce (eller fuld portion hvis du bruger opskriften herover)
  • havsalt


Fremgangsmåde:
Dag 1:
Lav barbeque sauce og rub. Du skal bruge et fad med halvhøje sider, som kan rumme en hel side ad gangen. Hæld æblemosten og et stænk eddike i fadet. Jeg kender ikke kemien bag, men jeg har prøvet at lave denne opskrift både med og uden dette æblemost/eddikebad og de blev klart mest møre med badet. 

Når dine ben har fået bad i æblemost og en god omgang rygmassage med krydderurter skal de pakkes ind i husholdningsfilm og i køleskabet natten over. Bemærk venligst at du selv kan købe noget nær samme behandling hos nærmeste kosmetolog. Tror dog de bruger varmt vand i stedet for æblemost og dyre cremer i steder for krydderurter.. og du får muligvis IKKE lov til at ligge i et køleskab natten over, men på en varm briks i stedet. No wonder de ben bliver møre...
Gem resten af æblemost/eddikeblandingen i en kande med film over til dagen efter.


Dag 2:

Tag kambenene ud af køleskabet 1-2 timer før du vil stege dem så de får stuetemperatur. Forvarm have- eller ovngrillen til 130 grader. Læg kambenssiderne med mundvigene nedad i en stor bradepande og sæt dem i ovnen (eller grillen) i 1 ½ time.(billede 2)


Riv 4 store stykker kraftig stanniol af rullen; Hvert stykke skal være dobbelt så stort som en side kamben. Bred stykkerne ud på bordet og læg en kambensside - denne gang med storsmilende (forestil dig at benene er en smiley-mund) - på hvert stykke. Fold staniolkanterne op og fordel æble/eddikeblandingne mellem kambenene. Klem og kram staniolkanterne sammen så du har 4 pakker. Læg pakkerne tilbage i bradepanden og steg dem 1½ time mere.


Efter de. 1½ time tager du pakkerne ud af ovnen. Åbn dem forsigtigt, hæld væden fra og kassér staniolen. Læg benene tilbage i bradepanden og sæt dem i ovnen i 15-20 minutter mere så væden damper af. Tag dem ud og pensl dem på begge sider med barbequesaucen. (Billede 3) Ind i ovnen med dem i yderligere 30 minutter, til saucen skinner dejligt klistret, og kødet er svimlende mørt.
Tag dem ud af ovnen og skær dem i mere håndterlige stykker og drys dem med havsalt.


Vi serverede med kartoffelkroketter fra Føtex/Bilka-regi og oste-jalapenõ-saucen der blev prøvesmagt tirsdag. (Billede 4) Hvilket jeg synes gjorde sig utrolig godt til den her menu, da den nærmest blev til dyppelse til kroketterne. Eneste kritik af menuen kom fra sønnen der var vant til ribs fra Bones. ”Det er gode ben men kødet falder af benene når man løfter dem op fra tallerknen” :D

Selvfølgelig havde jeg lavet så rigeligt af ben så efter vi 4 mennesker var mætte havde vi kun spist ca. halvdelen..

Skæbnen ville så at søsters dinnerclub dagen efter meldte afbud efter at hun havde bagt nye ciabattaboller... Så vi varmede benene i ovnen igen efter at have hældt mere bbqsauce på og en gang coleslaw (Fantastisk opskrift her) og så blev det serveret som burgere, med miracle whip smurt på ciabattabollerne, coleslaw og kødtrevler... Fantastisk god mad..