fredag den 8. april 2011

Respons

Som tidligere skrevet har jeg sendt mit manuskript til fire forlag, men inden jeg besluttede mig for hvilke forlag jeg skulle sende til skrev jeg rundt til et par andre forlag og dette indlæg kommer både fordi jeg allerede har hørt tilbage fra det første forlag, men også fordi jeg har hørt fra et af de forlag jeg skrev til.


Først til mailen jeg fik retur. Det drejer sig om forlaget Punktum, der er et lille nystartet forlag som de selv skriver. Jeg fik mail fra en af de to, der står bag, hvor hun fortalte mig at de primært arbejder med oversættelse af udenlandske forfattere. Ikke at de ikke er interesserede i danske forfattere, men de er klar over at det kræver meget mere redaktionelt arbejde end ren oversættelse. De er også ærlige omkring deres arbejdsbyrde på nuværende tidspunkt og at det betyder at hvis jeg har lyst til at sende mit manuskript til dem så vil de godt læse det igennem, men de kan ikke love at det bliver indenfor nærmeste fremtid. Alt i alt fremstår Forlaget Punktum som nogle fornuftige mennesker som jeg godt på sigt kunne tænke mig at arbejde sammen med. At de er et lille forlag har både sine fordele og ulemper. Det betyder at de ikke har så meget kapacitet, men omvendt så er man sikker på at man får svar fra rigtige mennesker.


Så til forlaget der har meldt pas. EC edition har valgt at takke nej tak til et samarbejde ang. udgivelsen. Selv om det ikke bliver skrevet direkte så tolker jeg grunden til afslaget som værende at jeg har sendt manuskriptet til andre forlag på samme tid. Grunden til at de ved at jeg har sendt manuskriptet til andre forlag er fordi de har læst det her på bloggen (så ved jeg i hvert fald hvem EN af mine læsere er :)


Men som jeg skrev tilbage til forlaget, så skriver jeg denne blog for at dele de evt. erfaringer jeg gør mig i forbindelse med udgivelsen af min første bog. Hvis dette afslag derfor skal koges ned til en erfaring, vil jeg sige at det er ok at sende manuskriptet til flere forlag. Man skal bare lade være med at skrive om det på sin blog.


Så er der kun tre forlag tilbage … Track and Trace på PostDanmarks hjemmeside fortæller mig at forlaget Gyldendal har kvitteret for deres manuskript, mens forlaget Facet og forlagets Rosinante & Co eksemplarer kun er kommet til pakkecentralen..


Det var mine ord for i dag...


God weekend til jer alle sammen


Christian

Ingen kommentarer: