tirsdag den 27. december 2011

Julen 2011

 Jeps..

Jeg er mega dårlig til at blogge i den her ferie, men det er såmen ikke fordi der ikke er sket noget i mit liv. Nok nærmere det modsatte... Min juleferie begyndte torsdag d. 22. december og hele fredagen gik med at bage pebernødder og vanillekranse... Det blev til lidt over 1300 pebernødder og 365 vanillekranse hvilket i sig selv er en fest... Opskrifterne finder du her for det er nemlig anden gang vi bager denne jul. (Første gang var bare KUN dobbeltportion så derfor løb vi tør før tid :))

Juleaften blev tilbragt som den skal... nemlig sammen med familien. Der er efterhånden en del småfolk i familien så vi begyndte tidligt (kl. 16.00) og hyggede sammen med disneysjov, børnepasning, madlavning og almen hyggesnak... En flæskesteg og en and senere blev der pakket gaver op, men mere om dem senere...
Hvad der er mere interessant er vores julefrokost 1. juledag... I vores familie mødes min mors side af familien nemlig på denne dag og i år var vi for første gang samlet alle sammen (inkl. fætter der er soldat i Israel, som har manglet et par år) så vi var lige omkring 40 mennesker hjemme hos mine forældre og traditionen tro medbringer hver familie en ret til bordet. Min mormor har (som altid) frikadeller og tarteletter med. En moster kommer (som altid) med frugtsalat, en med mørbradbøffer, en med sild og brød, en med tun/lakseroulade, en med hamburgerryg og grønlangkål og så er min far som regel årets wildcard, hvilket i år betød lammekølle.. Anyway.. som noget nyt så har jeg meldt mig til at lave mad til festen og i år blev det tunsalat og hjemmebagt brød.

TUNSALAT (som jeg laver den)


  • 3 ds. Tun i vand
  • 1 rødløg
  • 2 pk. Bacon i tern
  • 100 gr mayonnaise
  • Salt og Peber
  • 100 gr. Creme Fraiche
    1 rød peberfrugt i små tern
    ½ dåse majs (af de små fra Bonduelle)

Bacon tørsteges
Tun fordeles i KEN
Løg hakkes fint og kommes i.
Mayonnaise og creme fraiche røres i. 100 gr. af hver passer fint til mig, men det er her du skal justere alt efter hvor lind du vil have din tunsalat. 
Bacon og lidt fedt fra panden vendes i sammen med peberfrugt i tern og majs.
Til sidst smages den til med salt og peber



Til det bagte vi koldhævet firkornsbrød og Fransk landbrød fra Rikke Grybergs "Byens bedste brød"

Begge opskrifter er dobbeltportion eftersom vi lavede til knap 40 mennesker

Koldhævede firkornsbrød
7 dl. vand
2 spsk. honning
20 gr. gær
2 tsk. groft salt
900 gr. italiensk hvedemel
100 gr. rugsigtemel
100 gr. durumkerner
100 gr. græskarkerner
50 gr. sesamfrø
50 gr. hørfrø
lidt olie til skålen

Fremgangsmåde:
Dag 1: Rør gær, honning og vand sammen i en skål. Tilsæt resten og lad KEN ælte det hele sammen i mindst 12 minutter. Lad det herefter hæve i en skål til dagen efter i en skål med lidt olie i bunden.
 Dag 2: Form to store (eller 4 små) brød og sæt dem på en bagepade med papir. Kom lidt blandede kerner på toppen og lad dem hæve to timer mere.
Bages i en forvarmet ovn ved 250 grader med en bradepande i bunden. Sæt brødet i ovnen, kom 1 dl. vand i bradepanden og sluk ovnen i 5 minutter. Tænd herefter ovnen igen på 200 grader og bag brødet ca. 30 minutter til det er mørk og sprødt.

Fransk Landbrød (som vi lavede det, dvs. dobbeltportion)
1 ltr. vand
2 spsk honning
50 gr. gær
4 tsk. salt
4 spsk olivenolie
400 hvedemel
400 gr. halvsigtemel *
400 gr. rugmel

* Halvsigtemel er efter hvad jeg kan google mig frem til ½ rugmel og ½ hvedemel der er sigtet sammen.

Fremgangsmåde:
Rør vand, gær og honning sammen. Tilsæt resten og lad KEN ælte det sammen i mindst 12 minutter.
Lad den herefter hvile 20 minutter inden du ælter den sammen i hånden til en rund kugle. Lad den herefter hæve i yderligere 2 timer (opskriften specificere i en hvilekurv, men sådan en har jeg ikke.. Skal ikke kunne sige om det kan smages på det endelige produkt :))
Vend herefter forsigtigt dejen på en bageplade med bagepapir.

Bages i en forvarmet ovn ved 250 grader med en bradepande i bunden. Sæt brødet i ovnen, kom 1 dl. vand i bradepanden og sluk ovnen i 5 minutter. Tænd herefter ovnen igen på 200 grader og bag brødet ca. 30 minutter til det er mørk og sprødt.

Nå ja... Fik jeg fortalt at jeg har en onkel der hygger med ølbryggeri?



Christian W. Jensen
Send en kommentar