torsdag den 17. november 2011

Snegle og tomatsauce :D

I dag har jeg haft studiedag... og det betød selvfølgelig, at jeg måtte en tur i køkkenet. Jeg er stadig lidt bagude med hensyn til madlavningen efter jeg har været 9 uger i praktik, så i dag stod den på køkkenhygge.

Jeg begyndte dagen med at køre kæresten på arbejde så jeg havde bilen til at handle ind. Jeg skulle handle ind til i dag og til køkkenprojektet på lørdag sammen med søsteren. Derefter tog jeg hjem og satte en portion tomatsauce over. Lige som kødsauce er det noget jeg ynder at lave i store portioner, som jeg så kan fryse ned i mindre pakker til f.eks. pizzasauce, spaghettiretter og hvad jeg nu lige ellers står og mangler tomatsauce til.

Saucen passer stort set sig selv, men tager tid at lave, hvilket er endnu en grund til jeg gerne laver den i større mængder.


Tomatsauce:
Opskriften er som jeg lavede den i dag.


Ingredienser


  • 2 løg
  • 4 fed hvidløg
  • 2 spsk tørret oregano (Frisk er selvfølgelig velkommen
  • 1 helt bundt basilikum (f.eks. fra potte. Her skal det være frisk)
  • 4 dåser flåede eller hakkede tomater
  • 2 laurbærblade
  • 2 spsk hvidvinseddike
  • Olivenolie
  • Salt, peber 
  • 1 stor tomatkoncentrat (140 g) 
  • 2 glas rødvin

Fremgangsmåde

Hak hvidløget og løget groft. Varm olivenolie i en gryde. Sauter hurtigt hvidløg og tilsæt løget. Lad løgene blive blanke. Tilsæt vinen og lad den bruse af. Tilsæt resten af ingredienserne foruden laurbærblade og basilikum.
Lad blandingen stå i 25 minutter. Tilsæt skyllet basilikum og purér blandingen med enten en stavblender eller i en rigtig blender. Tilsæt laurbærbladene og basilikum og lad tomatsaucen simre i 25 minutter mere til den er færdig.


Snegledej: (opskrift fundet her)
Jeg lavede dobbeltportion så der var til både hvidløgssnegle og pizzasnegle. Hvis du ikke har voldsom meget plads i fryseren kan du nøjes med det halve

  • 50 g gær
  • 3 dl vand
  • 1½ dl mælk
  • 2 tsk. rørsukker
  • 3 tsk. groft salt
  • 3 spsk. olivenolie
  • 600 g hvedemel
  • 150 g rugmel
Fremgangsmåde:
Hæl det hele i din lokale KEN og lad ham passe sig selv 5-10 minutter til dejen er tævet godt igennem. Lad det derefter hæve en time til halvanden.

Når dejen er færdig med at hæve rulles den ud, og fyldes meget ligesom en pizza hvorefter den rulles. Skær den i ca. 1½ cm. tykke skiver og bag dem i en ovn ved 200 grader i 12-20 minutter

Den ene halvdel af dejen blev fyldt med tomatsauce, skinkestrimler og revet ost. Den anden halvdel blev smurt med hvidløg og persille rørt op i blødt smør. Jeg brugte ca. 90 gram smør, 4 fed hvidløg og en lille håndfuld frisk persille finthakket.

Pizzasneglene bagte jeg hver for sig på en bageplade og hvidløgssneglene satte jeg i et fad beklædt med bagepapir.


 I Morgen starter forberedelsen til lørdagens projekt. Mere om det i morgen :)


Christian W. Jensen

Ingen kommentarer: