lørdag den 11. juni 2011

How To Open Office

Formaterings tips til Open Office

Så er jeg her igen med mere formatering. Grunden til at jeg skriver det er egentlig at det er noget jeg har glemt hver gang jeg skal skrive en opgave så nu lægger jeg det et sted jeg kan finde det igen. Samtidig får jeg sikkert brug for det om et par år når UBETUPE er skrevet færdig :D

Anyway. Jeg skriver som bekendt i Open Office (OO herefter) så de tips jeg giver er til de af jer, der er lige så smarte som mig og har valgt at bruge den gratis tekstbehandling :)

Det skal lige siges at diverse tips ikke er noget jeg selv har fundet ud af, men støvet op på nettet rundt omkring på engelske sider. Testet og oversat til dansk, hvis det har været en succes. Samtidig har jeg valgt at indsætte screenshots for vi ved jo alle at billeder er bedre end 1000 ord ;)

Fjern sidetallet fra forsiden:

Sæt markøren et vilkårligt sted på forsiden.
Tryk F11 for at fremkalde ”Typografi og Formatering” vinduet. Tryk på det 4. ikon ”Sidetypografier”

Herefter finder du det sted på listen hvor der står
Første side og trykker på den.

Vupti... Du har nu fjernet sidetallet fra første side.
Tillykke..



(Dette trick virker kun hvis det kun er den første side der skal være uden sidetal. Skal du fjerne det på flere sider skal du læse videre ;) )








Fjern sidetal fra mere end en side:
Det hænder jo nogle gange at du har brug for at fjerne sidetal fra mere end bare forsiden og det har tit givet mig problemer, f.eks. når der skal afleveres skoleopgaver og det er tit endt med at jeg har tilladt sidetal på de første sider også.. (forside, indholdsfortegnelse ect.) men når nu der er tale om en roman, der skal i boghandlen er det bare ikke en mulighed..

Jeg har derfor sat mig ind i sagerne og nu laver jeg den her guide så jeg har noget at læse næste gang jeg skal skrive opgave... eller en roman mere :D

Here goes:

Start med at trykke F11 (igen) for at kalde ”Typografier og formatering”-menuen frem igen.

Vælg det 4. ikon for oven der er sidetypografi.

Højreklik ved siden af de forskellige sidetypografier så du får en lille menu frem, hvor mulighederne er ”Ny...” eller ”Modificer...” (muligvis også en ”Slet...” men den skal vi ikke bruge nu.


Først skal vi have oprettet en ny sidetypografi hvor sidetallene ikke vises. Så vælg ”Ny...”










I den menu der dukker op skal du navngive din nye sidetypografi. Jeg har valgt at kalde min ”udensidetal” da jeg helst ikke vil forvirre mig selv mere end højest nødvendigt på nuværende tidspunkt :)











Herefter vælger du fanebladet Sidefod (eller sidehoved hvis du vælger at sætte sidetallene for oven) og fjerner fluebenet i ”Aktiver sidefod”..
Tryk herefter på OK for at gemme din nye sidetypografi.







Så langt så godt.




Nu skal du lægge mærke til hvilken sidetypografi du bruger i dit dokument. Du skal starte på den første side i dokumentet og se nederst på skærmen:

Her skal der gerne stå standard og efterhånden som du bladrer igennem dokumentet (husk at trykke på hver side for at få den aktuelle sidetypografi) så skal du sørge for at der står Standard ved dem alle.


Når dette er sket placerer du markøren på første side. Trykker F11 hvis ikke side/typografivinduet allerede er åbent) og dobbeltklikker på den sidetypografi du har oprettet. I dette tilfælde ”Udensidetal”

Du har hermed ændret sidetypografien på hele dokumentet til ikke at vise sidetal. Så langt så godt.


Næste punkt på dagsordenen. Gå til den sidste side der skal være uden sidetal. Placer markøren efter sidste tegn og gør følgende
I menuen vælg: Indsæt → Manuel Skift...

Herefter kommer denne menu:

Vælg sideskift og i Rul-nedmenuen under ”Typografi” vælger du Standard.

Tryk OK...


Så er vi der næsten. Gå nu til den første side der skal have sidetal på (skulle gerne passe med at det også er den første side der bruger typografien ”Standard” og indsæt sidetal som du plejer...

TADAAAAA.....

(og hvis ikke det lykkedes skal du være velkommen til at skrive til mig eller smide en kommentar herunder)

Håber det går lettere for dig end for mig :)



Forskellig sidefod (Højre/Venstre)

Dette er givetvis ikke noget du for brug for til din almindelige opgaveskrivning da det er meget udbredt kun at skrive på en side af papiret.
Men hvis du nu lige som mig er i gang med at lægge sidste hånd på et manuskript (og bruger OO) så er det nu du skal følge efter :)

Vælg ”Formater” og under den finder du ”Side” hvor efter du kommer til følgende menu:

Her vælger du sidefod (eller sidehoved hvis du har sidetallene i toppen).
Afmarker herefter feltet ”Ens indhold venstre/højre”

Luk vinduet og tilføj sidetal. ”Indsæt” → ”Felter” → ”Sidetal”
Husk at gøre det for både lige og Ulige sider, da det ikke længere er ens :)



God fornøjelse med din tekstbehandling og dit skriveri... Håber det blev lidt lettere for dig



Christian W. Jensen

torsdag den 9. juni 2011

UBETUPE

 Hvis du på nogen måde er genganger her på Mine Ord, så kan du godt bide mærke i titlen på dette indlæg.

Det er den fonetiske sammentrækning af Unavngivet Beskytter 2 Projekt og det er præcis hvad det er (eller bliver til når den er færdig). Det bliver begrænset hvad jeg kan fortælle om den, på grund af dens sammenhørighed med Beskytter, men ind i mellem kommer der nok lidt nyt om mit kommende mesterværk :D (som du i øvrigt kan "vinde" en birolle i ved at deltage i min GIVEAWAY)

Men da det er en forsættelse af Beskytter, kan jeg godt afsløre at flere personer fra Beskytter, kommer til at gå igen og hændelserne i UBETUPE kommer til at ske i tiden mellem Beskytter og teksterne i Show, Don't Tell, Fortællerteltet og Blafferen...

Den kvikke læser vil så tænke: Åh Gud!!! Skal vi virkelig høre om hans skriveri indtil han har skrevet en Trilogi??? og ja.. Det skal i :D Heldigvis lever du (sandsynligvis, hvis du forstår dette sprog) i et frit land, så du behøver ikke følge med. Men på den anden side ... Hvis min blog havde været en TV-serie ville Udgivelsen af Beskytter svare til indholdet af sæson 1 og derefter går nogle serier døde fordi de ikke ved, hvilke retning serien skal tage derefter (Eksempelvis Heroes), der i mine øjne havde en fan-f******-tastic sæson 1, men så haltede den videre derefter, før den døde i sæson 4... Med Beskytter-trilogien er jeg sikret at den røde tråd i sæson 1 kommer til at hænge sammen med tråden i sæson 2, 3 og 4 .... og hvis man vidste hvor langsomt jeg skriver så nok også 9, 10 og 11 :D)

Men det var vist ordene om ordene for nu. Men bemærk venligst at der også er kommet en Side mere med Opskrifter... Ja det er lidt misvisende da der endnu kun er en opskrift, men har lige hørt fra Kæresten og hendes kollegaer, at den er mega god og at jeg har scoret en ekstra fast læser på den :D
 
Christian W. Jensen

onsdag den 8. juni 2011

Cheesecake (m/u gluten)


DETTE INDLÆG ER REDIGERET MHT OPSKRIFTER

Glutenfri bund:

  • 120 gr. Havregryn
  • 85 gr. Fint hakket valnød eller pecan
  • 100 gr. Brun farin
  • 75 gr. Smeltet smør
Fremgangsmåde:
Forvarm ovnen til 175 grader. Bland alle ingredienserne og rør godt sammen. Pres godt ned i bunden af en springform på ca. 22 cm. I diameter (jeg bruger 26 cm). Husk at formen ikke skal være smurt. Bag den i ovnen i ca. 18 minutter eller indtil den er gylden brun. Lad den køle ned.

 "Alm. Bund"
  • 75 gram smør
  • 200 gram knuste Digestivekiks

Fremgangsmåde:
Smelt smørret i en gryde ved lav varme. Rør kiksekrummerne i og fordel massen i formen.

"Fyld"

  • 2 store æg
  • 400 gram flødeost naturel ( Den må ikke være for cremet)
  • 3 tsk vanillesukker
  • 150 gram sukker
  • 4½ dl creme fraiche 38%
Fremgangsmåde:
Kom flødeost,æg og 100 gram af sukkeret samt 1½ tsk vanillesukker i en blender og blend til det er helt glat.
Hæld massen ud over kiksebunden og glat overfladen. Skal bages i ca. 20 minutter eller til kagen er stivnet. Tag den ud af ovnen og lad den køle af i 20 minutter. Lad ovnen være tændt.

Bland cremefraiche med resten af sukkeret og vanillesukkeret. Hæld det ud over kagen. Stil kagen tilbage i ovnen i 10 minutter.Lad kagen køle lidt af og stil den derefter i køleskabet i mindst 8 timer, men helst natten over.
NB:
Når kagen skal køle af i køleskabet er det vigtigt at den ikke bliver dækket til med noget, da man kan risikere at den flækker i toppen. Det samme kan ske hvis den får for hård varme.

"Jordbærpynt"
  • 8-10 frosne jordbær
  • ca 1 dl. vand
  • 1 tsk. vanillesukker
  • 4 tsk. almindelig sukker
  • Lidt meljævning
Hæld alle ingredienserne i en gryde og varm op under omrøring. Når bærerne er tøet op, blendes det med en stavblender til det har en jævn konsistens. Hvis det er for tyndt (skal have konsistens som marmelade) kan det jævnes inden det køles af. Når det er kølet af hældes en smule af det over kagen og der "røres rundt" med en tandstik for at danne mønsteret.

******

 Der har været snak om et par dage at min kæreste skulle sidde til møde det meste af i morgen, sammen med et par kvindelige kollegaer og vi har jokket lidt med at de skulle da have kage til.

Så her til aften har jeg været i køkkenet og kreére en cheesecake for første gang. Jeg har smagt den alm. version før i praktik hvor jeg fik at vide, at opskriften var den første der dukkede op når man googlede det. Men det viste sig så at en af de to kollegaer havde Glutenallergi, så de Digestivekiks der skulle i, gjorde den opskrift ganske ubrugelig.

Heldigvis fandtes der en glutenfri version af bunden hvor digestivekiks erstattes af brun farin, mandler og havregryn og resultatet skulle efter sigende være ganske udemærket. Tricket med mønsteret er et jeg har lært af min søster, da hun er det mest kreative kagemenneske jeg kender :D Hæld lidt (i dette tilfælde) jordbærsnask over kagen og rør rundt med en tandstik.

Anyway.. Her er opskrifterne:

BEMÆRK: Kun ved den almindelige version skal formen pensles/smørres inden.




Christian W. Jensen

Flere sider


Mens jeg venter på svar fra sidste forlag, går jeg at finpudser min blog for at få tiden til at gå. Jeg har f.eks. tilføjet et par ekstra sider, hvor jeg på den ene har forsøgt at forklare hvad Beskytter handler om for dem der kunne være interesseret i det. Samtidig har jeg tilføjet min ønskeseddel til min blog. Ikke fordi jeg forventer at få gaver af mine læsere. Jeg ved med mig selv at når min fødselsdag nærmer sig kan jeg aldrig komme på hvad jeg ønsker mig. Derimod er det let for mig på alle andre tidspunkter af året. Hvis min ønskeseddel er på bloggen ved jeg at jeg hele tiden har den i nærheden og opdateret.

Hvad venter du på og hvad får du tiden til at gå med indtil da?

Christian W. Jensen

tirsdag den 7. juni 2011

Run fat boy Run!!

Filmen Run fat boy Run er med Simon Pegg, som jeg personligt synes er en genial skuespiller (pt. aktuel i Paul) og den handler kort fortalt om en taberagtig type, hvis kæreste forlader ham. Hendes nye fyr er den sporty type så Simon Peggs rolle bestemmer sig for at hvis han gennemfører sig et marathon så kan han vinde tilbage.... Super logisk ikke? (interesseret kan du læse mere om den her)

Anyway... Grunden til jeg nævner denne fantastiske film er at jeg for snart 2 år siden begyndte at læse til fysioterapeut. Det betyder at jeg tilbringer meget mere af min dag på min flade end jeg gjorde tidligere... Det er også indenfor det sidste halve års tid at jeg rigtig har fået smag ... get it ... for at lave ordentlig mad...
Alt i alt har jeg taget lidt på siden jeg begyndte at læse og ironisk nok er jeg også kommet skrækkeligt ud af form..

Og jeg er ikke den eneste, der er kommet ud af form så jeg har udfordret min studiekammerat til en halvmarathon i september (Er jo ikke urealistisk :D) ... Nu må du ikke tro at jeg bare spontant blogger om det her løbeprojekt. Jeg har faktisk været i gang et par uger (skulle jo lige se om jeg ville overleve, inden jeg annoncerede det til mine 4 faste læsere + det løse)

Men nu ved i det. Jeg er begyndt at komme i form og hvor min første løbetur for et par uger siden var lige ved at tage livet af mig så har jeg i dag løbet 5.7 km på under 30 minutter... hvilket er en personlig rekord :) Så hurra for mig...

Hvad med dig? Er du i form?

Christian W. Jensen

mandag den 6. juni 2011

Formatering

Beskytter har her i Kristi himmelfartsdagene været lidt en uhåndterlig størrelse. Jeg skriver i Open office tekstbehandling, da det er gratis og på stort set alle områder, i mine øjne, lige så godt eller bedre end word … fik jeg sagt det var gratis?

Men ligesom i Word har jeg aldrig rigtig sat mig ind i formateringerne på de forskellige sider og lignende, så da jeg for et stykke tid siden læste på BOD.dk, at man ”bare” skulle gemme sit manuskript i det format, man ønskede at den skulle trykkes i. Jeg har i den forbindelse valgt formatet 17*22 cm., så jeg gik ind på første side og valgte dette format under sideopsætning. Så kiggede jeg på sideantallet og tænkte. Fedt... endelige udgave af Beskytter kommer til at fylde 512 sider og så satte jeg det tal ind på BOD.dk …

Men da jeg så her i weekenden så på Beskytter igen, kunne jeg godt se at det ikke var alle sider, der var det formateret i det format jeg havde valgt. Så jeg gik dokumentet igennem fra en ende af og ændrede sidestørrelsen, der hvor det var nødvendigt … Og det samlede sideantal voksede og voksede. Da jeg var færdig med hele dokumentet var det samlede sideantal på 956!

Behøver jeg at sige af det var lige i overkanten? Så begyndte jeg forfra. Ændrede fontstørrelsen fra 12 punkt (der var kravet fra forlagene) til 10,5 der i min verden er mere passende til en bog i den størrelse. Så røg sideantallet ned omkring 680 sider. Så gik jeg igennem for sidehoved/sidefod opsætningen og det trak også små hundrede side fra. Til sidst gik jeg igennem for marginer også og det fik sideantallet ned under 500 :)

Så har jeg tilføjet kolofon, smudsside, titelblad med mere og på nuværende tidspunkt (hvor jeg selv mener Beskytter er klar til udgivelse) fylder Beskytter 482 sider.

Om det kommer til at holde stik, skal jeg ikke kunne sige, men jeg er meget tæt på at være klar til selvudgivelse. Så nu mangler jeg bare at høre fra forlaget Facet. Enten siger de ja tak til at udgive (og så har jeg lært lidt om formatering) eller også siger de nej tak og så er jeg klar til at sende tekstblokken til tryk :D

WIN WIN ikke?



Christian W. Jensen

lørdag den 4. juni 2011

Jeg giver dig mit ord …

De sidste par dage har jeg tænkt en del på netop denne sætning. Både i relation til det virkelige liv, men også fordi det er aktuelt i Beskytter.

Jeg blev lidt nysgerrig efter hvorfra det stammede, og så vidt jeg kan konkludere er at det hænger sammen med sætningen ”Mit ord er min lov” Eng: My word is my bond”, der er et gammelt maritimt udtryk, der i 1801 blev adopteret som motto for The London Exchange. Dengang var det vigtigt at man stod ved sit ord, da der blev handlet uden dokumenter.

Men selv i dagens Danmark er en mundtlig aftale juridisk set lige så bindende som en skriftlig. Dog er den stort set umulig at bevise, hvilket gør at skriftlig stadig er at foretrække når man skal handle.

Anyway ... Grunden til at jeg bringer det her med ord op, er at jeg elsker ord. Hvis man gør sig en smule umage, kan man gøre så ufattelig mange ting med dem. Du kan glæde, såre, overraske, underholde, pirre, eller forbløffe de mennesker du omgives af til dagligt. Men kun hvis dine ord har værdi. Hvis du f.eks. flere gange har sagt til kæresten at du nok skal gøre noget, og stadig ikke får det gjort, så begynder dine ord at miste værdi og dine evner til at udnytte dine ords fulde potentiale forsvinder samtidig.

Lad os bruge samme kæresteeksempel (Og lige til orientering er dette ikke et personligt eksempel, bare lige det der faldt mig ind først ;) ) Du har allerede sagt til din kæreste flere gange at du vil ordne noget, men det er stadig ikke sket. Fordi hun (lad os antage det er en hun, for vi mænd er vist kendt som dem der oftest jokker i grøntsagsfadet) går og er lidt knotten, beslutter du dig for at gøre hende glad igen og du fortæller hende at du har planlagt en overraskelse til hende... Men skaden er allerede sket. Chancerne for at hun vil tro på dine værdiløse ord, falder proportionelt med antallet af gange du har skuffet før.

Det kunne også være en af dine ven(ner/inder) du har lovet at hjælpe, men når det kommer til stykket, skal du liiige noget andet.

Eller du har aftalt at mødes med nogen på et bestemt sted på et bestemt tidspunkt … og kommer 10-20 minutter for sent. Kender du typen? Hvor meget tror du på vedkommende, næste gang h*n lover at komme til tiden? Måske er du typen? Har du nogensinde fået et tidligere tidspunkt end de andre gæster? Hvis ja hvor meget siger det om værdien af dit ord?

Min pointe med alle disse ord om … ja ord ;) er som følgende: Gør hvad du kan for at bevare værdien af lige netop dit ord.


Hvor meget er dit ord værd?


Christian W. Jensen


Fodnote: Igen skal det påpeges at dette ikke er et resultat af en dårlig oplevelse, men et forsøg på at få dig til at tænke … :)