søndag den 29. maj 2011

Konflikt (Forfatterskoleopgave)

er det søndag og ved at være et stykke tid siden, jeg har postet noget fra forfatterskolen. Denne gang bliver det endnu en bid af samme historie som Show, don't tell og Blafferen.. Vi er lidt længere i historien og hovedpersonen har mødt Rebecca :D

OPGAVEBESKRIVELSE:
Der findes tre vigtige grundregler i plotbaserede historier:
Konflikt, konflikt og atter konflikt.

Der er ingen, der gider læse om personer, som udelukkende er lykkelige og ikke møder modstand. Det bliver kedeligt. Der opstår f.eks. konflikt, hvis en person har et ønske, men møder modstand. Det kan enten være en ydre- eller en indre modstand.

Der findes tre grundkonflikter:

1. En person vil noget, der umiddelbart virker umuligt. F.eks. droppe sit faste job og blive forfatter.
2. To mennesker, der vil det samme. F.eks. forelsket i den samme.
3. En person vil noget, som en anden prøver at forhindre. F.eks. En kvinde, der søger et job, men hendes mand modarbejder i det skjulte
Obs. Der kan være overlap mellem de tre grundkonflikter.

Opgave: Vælg en af de tre grundkonflikter og skriv et dramatisk højdepunkt. Start midt i.

Skrivetid: Ca. 20 min.

OPGAVEBESVARELSE:


- Hvad er det? Rebecca var på benene allerede, inden det gik op for ham, at der havde været en lyd, der ikke hørte til. Hun var tre år ældre, men gik ham kun til halsen. Hendes røde hår var samlet i en hestehale under en kasket og fra halsen og nedefter var hun klædt i hør.
Han formodede at det engang havde været hvidt, men nu havde det en udefinerbar grålig nuance. Siden han havde mødt hende første gang, havde han beundret hendes optimisme. Han havde forventet det taget fra hende for længst. Men på en eller anden måde havde hun bevaret håbet om en bedre verden på trods af det, han vidste, hun havde set. Man sendte nødhjælpsarbejderne til steder, hvor der var nød. Nød betød lidelser Lidelser betød død.

Nu stod hun som forstenet og lyttede. Pludselig genkendte han også lyden. Det var en dieselmotors dybe brummen. Rebecca sneg sig langsomt over til teltets åbning og åbnede den et par centimeter så hun kunne se ud.
- Hvad sker der? Spurgte han fra sin plads ved det lille bord, hvor de havde siddet med deres te.
- Schh, svarede hun skarpt og hviskede. - Hvor er dine venner?
- De er ude og se sig omkring. Hvorfor?
- Vi kunne bruge dem her. Der var noget i hendes tone, der fik ham til at rejse sig og gå langsomt over til hende. Han stod bag hende og kunne se hen over hende ud af sprækken. Samuel og tre af de andre fra Rebeccas hold, havde søgt ly for solen i skyggen af byggeriet, men var kommet ud mellem det ufuldendte træskelet for at imødekomme jeepen, der standsede små ti meter fra dem. Mændene, der sprang ud af jeepen var klædt i olivengrønne camouflage bukser, sorte t-shirts, røde baretter, men det var deres automatgeværer han ikke kunne tage blikket fra.
Kalashnikov maskinegeværer var legendarisk for den evne til at fungerer under selv de værst tænkelige forhold. Så det burde ikke have overrasket ham, at han så dem her i Afrika, hvor sand fandt vej gennem alle revner og sprækker. Ikke desto mindre virkede geværerne uhyggeligt virkelige kun tyve meter fra dem. En af mændene råbte noget som han ikke forstod.
- Hvem er i? Oversatte Rebecca i en hvisken uden at være blevet spurgt. Samuel trådte et par skridt foran sine kollegaer – Han identificerer sig som lederen, tænkte han, men blev i det samme forvirret over hvorfor det skulle være relevant. Han hørte Samuel svare på samme sprog som han var blevet tiltalt, men heller ikke dette sprog kunne skjule hans tyske accent.
- Vi er en del af ECHO's nødhjælpsorganisation. Han holdt hænderne op foran sig for at understrege at han ubevæbnet. - Vi er her for at hjælpe. Manden forsatte sit forhør og pegede på trækonstruktionen med sit gevær.
- Hvad er det? Oversatte Rebecca igen, selvom han havde gættet det på kropssproget alene.
- Et hospital, når vi er færdige, svarede Samuel gennem Rebecca.
- Har i fået tilladelse til at bygge et hospital her? Rebecca's oversættelse var en smule forskudt fra armbevægelserne, men en lille stemme begyndte at kræve han' opmærksomhed. - Her er noget galt! Løb! Skreg stemmen inde i ham, men Samuel hørte den ikke.
- Ja. Jeg kan forsikre dig for at vi har alle papirerne i orden. Jeg har dem i mit telt. Han havde gættet på det med teltet, da Samuel havde peget over på teltet ved siden af det de stod i.
- Har i fået tilladelse til at bygge et hospital her ... af os? Det var tonen, der afslørede det. Selv efter Rebecca havde oversat til et sprog han kunne forstå, lød det faretruende.
- Vi bliver nød til at gøre noget, hviskede han indtrængende og lagde en hånd på hendes skulder for at skubbe hende væk.
- Stå stille! Hviskede hun og vendte sig mod ham. - Der er intet vi kan gøre herfra. Hendes blå øjne var blanke, da han så ind i dem. - Hun vidste det også. Et brag, der syntes at give genlyd i det uendelige, fik dem begge til at se ud igen. Først kunne han ikke se, hvad der var sket, selv om en del af ham vidste det. Først da Samuel sank sammen, gik det op for ham at hans instinkt havde været rigtigt. Rebecca tog sig til munden og forhindrede et lille skrig i at dømme dem begge til samme skæbne som hendes ven og mentor. Han så de to mænd hæve deres geværer og han vidste hvad der kom næst. Josh, Francis og den tredje som han ikke engang kunne huske navnet på, vidste også hvad der kom næst, men de gjorde intet forsøg på at flygte. De stod helt stille og han havde lyst til at skrige til dem at de skulle flygte. Løbe deres vej og tage chancen. Men han vidste at det ikke ville hjælpe. Han ville se bort fra det grusomme syn, han vidste var på vej, men han magtede det ikke. En makaber fascination som han ikke selv havde kontrol over. Denne gang så han flammerne, der rakte ud efter deres ofre. Det virkede som en evighed før bragene fulgte efter og mændene faldt sammen. Han kneb øjnene sammen. Lyden rev ham ud af hans trance og gav ham hans frie vilje tilbage. Men skaden var sket. På indersiden af hans øjenlåg dansede flammetungerne frit og han fandt ingen fred, med lukkede øjne.


Bestået eller ej?

Christian W. Jensen
Send en kommentar