mandag den 18. august 2014

[Censureret pga. tabu]

In memorium Robin Williams


For en uge siden mistede verden en af de store... Robin Williams døde mandag d. 11. august 2014 i en alder af 63 år. Han blev fundet i sit hjem efter hvad man mener var et selvmord. Hvad jeg har læst var dødsårsagen kvælning hvilket stemmer meget godt overens med selvmord. Hvad der ligger til grund for hans selvmord er der derimod delte meninger om. Han har været kendt med misbrug af alkohol og stoffer og har været i rehab for det. Der har også været snak om at han kæmpede med depression og at det var grunden til selvmordet. Endelig har der været snak om at han havde fået at vide at han havde Parkinsons og han derfor valgte at tjekke ud.



Samme dag som Robin Williams døde postede Disney dette billede på deres facebook side... Det er en hyldest til Williams i hand rolle som Genie i Alladin tegnefilmene... Andre kender ham måske bedst fra rollen som Adrian Cronauer i Good Morning Vietnam, eller som Keating i Døde poeters klub.. Mrs Doubtfire i filmen af samme navn, Patch Adams eller måske rollen i Good Will Hunting der skaffede ham en Oscar for bedste mandlige birolle... 
De hjemmesider jeg frekventerer blussede op i sidste uge med forskellige versioner af "RIP Robin Williams".. Nogle postede billeder og historier om et tidspunkt i deres liv hvor de faktisk har mødt manden og alt tyder på at han i virkeligheden var den samme glade mand som vi kender ham fra filmene...



Og så alligevel... For glade mennesker slår ikke sig selv ihjel. Det er min påstand og den står jeg ved... Måske var Robin Williams kun glad når han var sammen med andre? Måske var det det eneste tidspunkt hvor han kunne glemme depressionen og hvad der ellers plagede ham... Og nu til forklaringen på dagens overskrift. Jeg fandt dette billede i dagene efter hans død også og jeg gemte det fordi jeg vidste det ville blive aktuelt.














Det illustrere præcis det jeg vil sige med dagens overskrift. Hvis vi brækker en arm og får gips på spørger folk om de på skrive på gipsen... Hvis vi bliver syet fortæller vi gladeligt hvor mange sting der skulle til for at holde vores indvolde på plads... og når vi er syge med influenza skriver vi (nogle gør i hvert fald) om det på facebook og folk kommenterer med beskeder som "god bedring søde"

Men når vi kæmper med mentale problemer... Øredøvende stilhed... Jeg ved ikke om det er fordi man er bange for at gøre det værre... måske fordi man tror ved at snakke om elefanten i rummet så går den bananas og smadre alt omkring sig. Jeg tvivler...

Om det er angst, depression, ADHD, PTSD, OCD... (Der er faktisk ret mange bogstaver der kan være farlige:)) Så er mentale sygdom for nogle mennesker meget diskrete. Du kan se på et menneske uden at vide, at han eller hun kæmper med noget... Hvis du ikke havde læst om det ville du så have gættet på at Robin Williams havde kæmpet med en depression? For andre kan det være så handicappende at det forstyrrer deres hverdag. 

Jeg har læst en historie om en professor på et universitet, der en dag kommer ind i auditoriet med en kande vand og et glas. Uden at sige noget fylder han glasset med vand og holder glasset ud i strakt arm foran sig. Herefter spørger han: Hvor meget vejer dette glas?
Eleverne begynder straks at gætte på størrelsen af glasset og dermed hvor meget det kan indeholde og der kommer flere bud. Professoren svarer: Den absolutte vægt betyder intet. Hvis jeg skal stå med dette glas i meget kort tid så er vægten ubetydelig. Hvis jeg skal stå her i lidt længere tid, får jeg ondt i armen når den begynder at syre til. Hvis jeg skal stå her i meget lang tid, bliver min arm følelsesløs og til sidst mister jeg kontrollen over den. 

Den byrde nogen bærer rundt på i form af en mental lidelse, er ligesom professorens glas. Hvis de skal bære den i kort tid vil det ikke betyde noget... F.eks. kan det være kortvarigt stress på arbejde på grund af en stor opgave... Det går over og kroppen kan sætte glasset fra sig bagefter. En længerevarig stressperiode på grund af vedvarende voksende arbejdsbyrde eller nedskæringer... Så begynder kroppen at få ondt... Hvis det så er en vedvarende lidelse som f.eks. PTSD, OCD eller en depression. Hvis nogen skal bære rundt på denne byrde alene, så ender det med at kroppen bliver følelsesløs. Måske ender man, der hvor Robin Williams gjorde (hvis det vel og mærket var depressionen og ikke udsigten til Parkinson, der var hans glas vand)... Måske kommer man en dag dertil hvor man har båret rundt på dette glas så længe at man ikke ved hvordan man skal sætte det fra sig. At spørge andre om de vil holde det for en stund, virker uoverskueligt og til sidst kan man ende der hvor man bare har lyst til at tjekke ud. 

Disney postede dette billede på deres Facebookside i kølvandet på Robin Williams død.  
Jeg har sagt det før på denne blog. Det var dengang jeg var på RCF og havde hørt et foredrag om selvmord. Nu gentager jeg det, for jeg kan ikke lade være med at tænke, at hvis nogen havde gjort det for Williams så havde han måske været hos os endnu. 

Hvis nogen antyder overfor dig, at de har overvejet at begå selvmord. Så er det din pligt som menneske at spørge dem om de bare har tænkt på hvordan det vil være hvis de ikke var her mere. Eller om de har lavet nogle forberedelser (f.eks. skrevet afskedsbrev eller købt piller/reb) eller om de har en konkret plan for hvordan og hvornår?
Hvis ikke du føler dig rustet til at håndtere svaret så kontakt den psykriatiske skadestue. Men hvorfor skal du så spørge hvis du ikke er rustet til håndtere svaret? Fordi spørgsmålet alene kan redde liv. For nogen kan det at sige det højt være nok til at indse de har brug for hjælp

Don't take it from me... Take it from Scotty:


Anyway... Opsummeringen af dagens indlæg... Mentale lidelser kan være medfødte eller påførte... Jeg har endnu ikke hørt om nogen der en morgen vågnede op og tænkte.. Nu vil jeg fandme have OCD... Det er en sygdom ligesom Cancer, måske endda værre endnu for i modsætning til cancer er mentale lidelser stadig et tabuemne. Og hvis ingen taler om det. Hvordan skal dem der har dem så finde ud af, at de ikke er alene? Og hvis de tror de er alene, hvordan skal de så få hjælp til at bære deres glas med vand?

Think about it... 

Christian W. Jensen
Send en kommentar