mandag den 7. oktober 2013

God samvittighed med lyserød på

Som nogle måske har bemærket var det Lyserød lørdag i lørdags. Helping-hands.dk er et event som jeg har stået for de sidste 6 år i Aalborg. Det udspringer af den dag i maj 2003 hvor min egen mor ringede og fortalte hun var blevet diagnostiseret med brystkræft. Den gang vidste jeg ikke mere om brystkræft end man fik noget der hed kemo, så mistede man håret og så døde man.

Jeg kan så trøste alle med at jeg er blevet klogere nu :) Nyeste tal fra Kræftens Bekæmpelse viser at selvom der er større risiko for at udvikle brystkræft nu end for 10 år siden så falder risikoen for at dø af sygdommen. Dermed ikke sagt, at vi kan slappe af og hvile på laurbærbladene.

Og det er netop derfor jeg i 2008 startede Helping-hands.dk. Tanken bag var at vi alle sammen er gode til et eller andet og hvis vi hver især bidrager med det vi er gode til kan vi sammen opnå større resultater end vi kunne alene.

I 2008 var vi 3 massører, der masserede i Haraldslund i Aalborg Vestby. Året efter var vi 5 massører samme sted. I 2010 flyttede vi foretagendet ud på University College, da jeg her var i gang med uddannelsen som fysioterapeut. Dette år var vi 7 massører og 2 ekstra frivillige der hjalp til med modtagelsen. Men det var også i 2010, at vi fik aftaler med eksterne sponsorer. Bums Butik var gode til tryk på T-shirts og de sponsorerede T-shirts til alle frivillige med helping-hands.dk logo for og bag. Gecko Booking er et Aarhusiansk firma der tilbyder online booking og deres samarbejde har været uvurderligt siden. Vi har siden nydt godt af deres system og på trods af at vi er sponsorede, kan det ikke ses i deres kundeservice.

Siden 2011 har vi afholdt vores Event i Arkadens Fysioterapi i Kennedy Arkaden lige midt i Aalborg. I 2011 toppede vi med 11 massører og 3 frivillige til receptionen. I 2012 var vi 7 massører og 3 frivillige (plus Gecko Booking, Arkadens Fysioterapi, Det nye Sort, Social Business og Tekst og Koncept) I lørdags var vi 5 massører og 2 frivillige (Karen og sønnen) til at passe receptionen.

Og hvad er det så blevet til? Siden 2008 har Helping-hands.dk samlet 43974,5 kr. ind. Så er det jo sådan at mange indsamlinger skriver at overskuddet går ubeskåret til indsamlingen. Så set i den sammenhæng kan vi lige afsløre hvor meget helping-hands.dk rent faktisk har givet videre til Kræftens Bekæmpelse. Det beløb er sammenlagt 43974,5 kr.


Anyway... Det var en masse om min weekend. Men ikke det hele. For når man har 5 mand i arbejde så skal de jo også have noget at spise. Og hvad vil være mere passende på en lyserød lørdag end en lyserød lagkage?

Lagkage
Pr. BUND. dvs. du skal bruge 3 gange denne opskrift til denne kage


  • 4 æg
  • 180 gr. sukker
  • 1 spsk vand
  • 1 tsk vanillesukker m. top
  • 1 nip salt
  • 120 gr. hvedemel
  • 1 tsk bagepulver

Æg, sukker, vand, vanillesukker, salt piskes godt og grundig sammen. (som en mousse skriver kagekonen) mel og bagepulver sigtes i og det hele vendes sammen med let hånd (vist nok for ikke at fjerne luften fra æggemassen igen.)


Tegn en form på et stykke bagepapir med en sprittusch og VEND PAPIRET OM. (Blyantstreger og sprittusch bliver absorberet af dejen når du bager den). Jeg gjorde det at jeg tegnede formen på et stykke pap så jeg havde min skabelon. Det gjorde det også let at skære bundene til bagefter hvis den som min flød lidt ud :)

BAGETID: 20 minutter ved 200 grader


Fyld: 

Hindbær/makronskum

  • 250 ml. fløde
  • 1 tsk. vanillesukker
  • 140 gr. frosne hindbær
  • 50 gr. Makroner


Pisk fløden til skum sammen med vanillesukkeret. Blend makroner og frosne hindbær til atomer og rør det sammen med den piskede fløde.

Rutebilsskum

  • 250 ml. fløde
  • 1 tsk vanillesukker
  • 70 gr. rutebiler


Pisk fløden til skum sammen med vanillesukkeret. Blend rutebilerne til pulver og rør det i flødeskummet.

Pynt:

  • 500 ml. fløde
  • 2 tsk. vanillesukker
  • Rød farvepasta

Ingredienserne piskes sammen og fyldes i en sprøjtepose.



Og hvis du har læst helt hertil så skal du da også lige se et billede af de glade massører, hjælpere og repræsentanter fra Kræftens Bekæmpelse, der modtog gavechecken.



Hvis du føler du gik glip af festen så har du muligheden igen næste år i Arkadens Fysioterapi, lørdag d. 4. oktober 2014 fra 9-16.30


Christian W. Jensen
Send en kommentar