torsdag den 5. september 2013

Hvad har jeg lært...

Siden sidst i maj har jeg arbejdet på RCF i Aalborg. For dem der ikke ved hvad RCF står for så kan jeg fortælle at det står for RehabiliteringsCenter for Flygtninge. Kriteriet for vores klienter er at de er flygtninge og de har PTSD (Post Traumatic Stress Dissorder på engelsk og på dansk hedder det Post traumatisk belastningsreaktion).

Det vil sige at  rigtig meget af det jeg har arbejdet med siden maj ikke haft særlig stor prioritering på uddannelsen. Derfor har meget af det arbejde jeg har lavet været "learning by doing". Heldigvis har jeg gode kollegaer, der har været gode til at dele deres viden og det, sammen med supervision og enkelte foredrag har åbnet en spændende verden for mig.

Og så har jeg lært nogle vigtige lektioner. Ikke bare som fysioterapeut, men som menneske.

For det første har jeg haft en syret oplevelse ved en supervision hvor vi arbejdede med somatic experience.
Det var en dag efter jeg havde haft en klient. Min klient havde fortalt om nogle ganske forfærdenlige oplevelser og jeg kan huske, at jeg sad og skrev notater som jeg plejer at gøre når jeg laver anamnese. Det der slog mig var, at jeg tænkte at jeg burde blive mere påvirket af situationen end var tilfældet. Dagen efter havde vi supervision og jeg bragte dette op. Efter en mindfullnessøvelse blev jeg guided tilbage til min klient dagen før... Jeg blev bedt om at vende tilbage til dengang jeg sad i rummet med ham, men som observatør i rummet. Derefter blev jeg bedt om at mærke efter i kroppen.
Det var her oplevelsen begyndte at blive syret. Efterhånden som jeg fokuserede på det, kunne jeg lige så langsomt begynde at mærke en knugen for brystet. Du kender den måske. Det er den der rigtig ubehagelige følelse som du ikke kan slippe af med. Eller det skulle man tro.. for efterhånden som jeg blev bedt om at fokusere på den forsvandt den lige så langsomt og i stedet for begyndte min mave at rumle.

Lidt fys-fun-fact:
Nervesystemet er bygget op af det sympatiske og det parasympatiske nervesystem. Den ene øger dit arrousal niveau og den anden sænker det. (arrousalniveauet er hvor vågen du er). Huskereglen for hvad der er hvad er følgende: Det sympatiske nervesystem er den der sparker ind når du kommer i fare... Du har sikkert hørt om Fight or Flight reaktionen? Hvor du kommer ud for fare og kroppen reagere det at kæmpe eller flygte? Det er den sympatiske del af nervesystemet... og når du tænker over det så er det faktisk er ret sympatisk træk, at prøve at holde dig i live. :) Det parasympatiske nervesystem hjælper med at normaliserer forholdene i kroppen når faren er ovre.

Så når jeg sidder overfor en klient og begynder at mærke en knugen for brystet så er det mit sympatiske nervesystem, der forsøger at få mig til at kæmpe eller flygte fra de ting jeg hører.... Og når jeg dagen efter rent faktisk bearbejder det jeg hører, så er det mit parasympatiske nervesystem, der hjælper med at normaliserer kroppen igen.... Hvilket resulterer i, at min mave begynder at rumle.... Fjollet? tænker du måske... Måske, men når du oplever fare så flytter kroppen alle ressourcerne til musklerne for det er dem der skal få dig væk. Er du f.eks. sulten lige inden du skal til en eksamen? Eller hvis du sidder i en rutchebane i en forlystelsespark?

En anden ting jeg har lært noget om er meget mere alvorligt.

Selvmord. For godt 14 dage siden spurgte jeg en voksen mand som jeg havde mødt for første gang om han havde tænkt på selvmord. Og til det svarede han "Ja. Selvfølgelig".... Jeg betragter mig selv som rigelig easy going og det sker i store træk fordi jeg gerne prøver at undgå de "tunge emner".

Men nu vil jeg fortælle om noget jeg har lært på RCF. For da han havde sagt: " Ja. Selvfølgelig" så spurgte jeg: "Har du tænkt på hvordan du vil gøre det eller hvornår?" Vi havde for ikke så længe siden besøg af en der arbejdede med emnet til dagligt og hun fortalte at det var vigtigt at afdække disse selvmordstanker. For der er forskellige grader af selvmordstanker ligesom alt andet.

  • Dødstanker: Tanker om at være død eller om ikke at leve længere
  • Selvmordstanker unden selvmordsintention: Som dødstanker men mere specifik om at tage sit eget liv
  • Selvmordstanker: hvor personen har tænkt på en metode, men uden intention eller plan
  • Selvmordstanker med en vis intention om at gøre alvor af det, men uden en specifik plan
  • Selvmordstanker med selvmordsintention
  • Tanker om selvmord med en specifik plan samt intention om at gøre det.
Det er et rigtigt tungt emne synes jeg, men ikke desto mindre så fortalte foredragsholderen, at det at spørge ind til disse selvmordstanker kan i sidste ende være med til at redde liv. Selvmord er nemlig når alt kommer til alt et løsningsforslag. Personer der overvejer selvmord, er ofte i en situation hvor det at tage sit eget liv, virker som en vej ud. 

Hvis du eller nogen som du snakker med begynder at snakke om selvmordstanker og du ikke føler dig rustet til selv at snakke med dem om det, så er der hjælp at hente på den psykiatriske skadestue.

Og hvordan vil det så påvirke mit fremtidige liv? Det har gjort mig i stand til at stille spørgsmål som jeg måske tidligere ville have undgået...

Hvilket vil komme mig til gode efter uge 41. Det er nemlig der mit vikariat udløber og som den observante læser har bemærket er der kommet en ny "fane" her på bloggen. Nemlig mit CV, med links der understøtter mine fantastiske persontræk :)


Christian W. Jensen
Send en kommentar