tirsdag den 29. januar 2013

Barbeque kylling med rodfrugter

Kender du det der med at du har alt for meget måned tilbage når pengene slipper op?

Når man er nyuddannet (og som mig ikke har et job linet op) så er SU'en forudbetalt og dagpengene som jeg først er berettiget til fra 15. februar bliver først udbetalt 1. marts... Jeg har sparet lidt op den sidste del af 2012 for jeg var godt klar over denne situation nok ville opstå. Hvad jeg ikke lige havde regnet med var alle de ekstraregninger der dukkede op i januar. :/ Så nu skriver vi snart februar og nøj hvor er jeg glad for det er en kort måned :D

Anyway... Når nu pengene er små så er det jo der man bliver aller mest kreativ. Derfor går vi ekstra meget op i madplanen for tiden. Samtidig er jeg også begyndt at lave sundere mad... Man kan jo få 1,5 kg. rodfrugter for 15 kr. i bilka i denne uge og sammen med lidt kylling fra fryseren så kan man jo få et ret lækkert måltid ud af det.. Jeg valgte at lave lidt dip til i stedet for sauce, hvilket resulterede i at selv sønnen spiste op :)


Her er opskriften som jeg lavede den

BBQ-kylling med rodfrugter og dip

Ingredienser:

  • 3 stk. Kyllingebrystfilet


Marinade:

  • 2 spsk. tomatketchup
  • 2 spsk. sojasauce
  • 2 spsk. frisk appelsinsaft
  • 1 spsk. solsikkeolie
  • 3 spsk honning
  • 1 fed presset hvidløg
  • 1 tsk sennep



Rodfrugter:

  • 1000 gr. blandede rodfrugter (kartofler/gulerødder/rødbeder/pastinak)
  • Olie
  • Salt og peber


Dip: (sauce populight :) oprindelige version herfra

  • 4 spsk. græsk yoghurt (for sauce populaire brug en god mayonaise i stedet)
  • 2 spsk. ketchup (Heinz denne gang)
  • 1 spsk. sød chilisauce
  • 2 fed hvidløg, knust og finthakket
  • 4 cornichoner, duppet tørre og finthakket
  • Salt og peber
  • Tabasco efter smag


Fremgangsmåde:
Forberedelser:
Start med kyllingen da det er den der skal marineres længst. Lav tre snit i hver af brystfiletterne og læg dem i en pose med marinaden. Sæt det herefter i køleskabet. Herefter blandes alle ingredienserne til dippen sammen og sæt det i køleskabet sammen med kyllingen.
Derefter skræller du rodfrugterne og skærer dem i rustikke stænger. Det er dog min erfaring at rødbederne gerne må skæres lidt tyndere end resten hvis det skal være færdig samtidig.
Tilberedning:
Når maden skal tilberedes gør du det i næsten omvendt rækkefølge. Læg rodfrugterne i et ildfast fad og hæld/spray lidt olie hen over dem. Krydr med salt og peber og hvad du ellers har lyst til og sæt dem nederst i en forvarmet ovn ved 200 grader. (minus varmluft)
Når de har fået 15 minutter sætter du endnu et fad i ovnen med de tre kyllingebrystfiletter og lader dem bage med.
Dæk bord.
Vend kyllingerne to tre gange i løbet af de næste 30 minutter og overhæld dem med barbequemarinaden fra posen.
Når rodfrugterne har fået 45 minutter og kyllingerne har fået 30 minutter skulle det være færdig, men du kan evt. gennemskære det tykkeste stykke kylling for at være sikker.

Server med dippen og godt selskab :) Velbekomme.



Christian W. Jensen
Send en kommentar